Digt.

Nogen der kan hjælpe mig med dette digt?
Jeg kan simpelthen ikke forstå det ordentligt.

Jan Toftlund 1985

PLASTIC

1.
Du er et dygtigt stykke plastic
du ka' både bevæge dig og tale.
Dine selvstændige holdninger og tanker
er behageligt minimale
Dit væsen er forloren sex
du boltrer dig i uægte manerer.
Du er helt uskadeliggjort.
Du er reduceret til et bundt klicheer.!

2.
Hvis der inden i dig skulle være
den mindste smule ægte varme
bli'r den kvalt fuldstændigt
bag et skjold af krukkeri og tillært charme.
Jeg er helt paralyseret!
Du er et herligt uforpligtende objekt.
Omhyggeligt dresseret og nu
spiller du din rolle helt perfekt.

3.
Du kan alle replikkerne
du afspiller dig selv på høj'ste gear.
du er lisså blank og lisså brugbar
som et stykke glanspapir.
Skolet til at tro, en pige skal
te sig osm en selvoptrukken dukke.
Pyntegenstande skal intet indeholde
- bare være smukke

4.
Dit hår er sat forførisk
du dufter af en æggende parfume.
Men det er ikke svært at se
at sex kun er en del af dit kostume.
Du skal forestille en blomst
som går og venter på at bli'e bestøvet
Men efter fem minutter i dit selskab
er man fuldkommen bedøvet.

5.
Du er et produkt af et miljø
hvor overfladefølelser er norm.
Du er kun en rekvisit. Du er
et smykke i en pophelts uniform.
Men følelser må gro af dybe rødder
for at kunne sætte frugt.
Hvor spotlight'en er målet i sig selv
bli'r mennesket til et biprodukt.

6.
Jeg kan gætte hvordan du har det
indvendigt hver gang du er alene:
Pauserne er skræmmende for folk
som tror at livet er en scene
I gemmer jeres ensomhed en stakket
tid i rampelysets skin.
Bange for at komme ned
bange for at lukke livet ind.

7.
Det pseudoliv I lever er et
pinligt og skabagtigt skuespil.
Ved I ikke at der nok som vi
ku' bruge jeres kræfter til?
Der er nok kampe nok at kæmpe, men I
afslår konsekvent at kæmpe med.
I har skabt et plastichus hvor
I kan være hinanden gemmested.