Hitler, demokrati og ideologi

Hej hvis der er nogen der har tid til at læse dette igennem og på nogen måde hjælpe grammatisk, men også med selve sammenhængen eller hvis der er noget unødvendig materiale i forhold til min problemformulering, vil jeg være meget taknemmelig. Skal afleveres fredag d.16.2

Hitler, demokrati og ideologi


1. Redegør for Hitlers syn på demokrati.
2. Undersøg hvordan tankerne kommer til udtryk.
3. Perspektiver til Tysklands styreform efter Hitler og 2. verdenskrigs følger.




Hvordan kan en ideologi retfærdiggøre ødelæggelse og frihedsberøvelse? Det virker svært at forstå i en tid, hvor demokrati og demokratiske rettigheder er en del af vores hverdag. Hvordan kan en mand få en hel nation til at tro på værdier der retfærdiggøre mord og diskriminering? Hitler og nazismens ideologi er ekstrem, men alligevel blev den til den ledende magt i Tyskland. 2.verdenskrig har for altid efterladt et spor på verden, men især på tysklands politik. Mistilliden fra andre lande var massiv efter 2.verdenskrig. Hvordan kunne en nation vælge at tro på nazismen?












1. Redegør for Hitlers og nazismens syn på demokrati.
- Totalitarisme
Totalitarisme er en ekstrem politisk ideologi. Totalitarisme kan forstås på to måder, der gives totalitære ideologier dvs. intentionen af totalitarisme, den anden form er, at give totalitære styreformer dvs. realisationen af totalitarismen. Nazismen havde begge disse elementer, hvor den italienske fascisme kun havde intention, havde sovjetkommunismen ikke den ideologiske intention, men havde en realisation af totalitarismen.
Nazismen bygger på en form for socialdarwinistisk ideologi, med en eklektisk ideologi og hybrid styreform. Det moderne samfund var en nødvendighed for nazismen. Tyskland måtte gennemgå samme udvikling, som visse andre europæiske nationalstater, for at præstere en vellykket modernisering, men den manglende revolution eller borgerliggørelse af samfundet, betød en senere samling og industrialisering. Tyskland fik aldrig sit ”take of” mod økonomisk liberalisering og politisk stabilitet og endte i stedet med totalitarisme.
Hannah Arendt definerede totalitarisme historisk. Totalitarismen stammer fra imperialismens konsekvenser og antisemitismens opvækst. Hun karakteriserer totalitarisme til primært at være fiktiv ”videnskabelige” ideologier, hvor målet er at skabe en nihilistisk manipulerbar masse af mennesker, hvor processens værste kendetegn er folkemord. Friedrich og Brezezinki karakteriserede totalitarisme, som en idealtype, med seks generelle træk: en ideologi, et parti, et hemmeligt politi, et kommunikations- og våbenmonopol, planøkonomi.
Totalitarismens tilhænger vil kaldet det et folkeligt paradis hinsides staten som blot er en løftestang, det er evig og bygger på globale almægtige principper. Begrebet beskrives med andre ord en undtagelsestilstand, der slet ikke skal ophæves, et diktatur som varer ved. En utopi.
- Den politiske scene før 2.verdenskrig
I modsætning til mange andre vestlige lande, slog den borgerlige revolution i midten af 1800-tallet fejl i Tyskland. Der opstod ikke et stærkt borgerskab, der kunne være basis for etableringen af et borgerligt demokrati baseret på parlamentarisme. Etableringen af Bismarcks centralstat opstod i stedet, hvor statsbureaukratiet, skolevæsnet og hæren bevaredes, samtidig ændredes den økonomiske struktur, på grund af væksten i industrialiseringen, der tog fat i slutningen af 1800-tallet. Industrialiseringen betød dannelsen af et proletariat uden politiske rettigheder. Efter 1. verdenskrig dannede proletariatet fundamentet til en revolution mod den gamle kejserstat, men det mislykkedes, da den moderate del af de tyske socialdemokrater allierede sig med den kejsertro hær for at bremse revolutionen. Resultat blev den borgerlige Weimarrerepublik med gennemførelsen af parlamentarisme i 1919. Der skete dog ingen gennemgående modernisering af bureaukrati og hær, der således stadig var en alternativ konservativ magtfaktor. Weimarrepublikken var på grund af den omtalte revolution og de konservative kræfter en svag stat. Et andet problem var kravene fra Versailletraktaten efter 1. Verdenskrig, hvor Tyskland var tvunget til at afgive territorium og betale store krigsskadeerstatninger, hvilket mange tyskere følte som en national ydmygelse. Der opstod også en inflation, der betød en nedgang i lønninger og formuetab for småsparere, men også skabte god grobund for kapitalspekulation. I 1942 blev der tilført amerikansk kapital til den tyske økonomi, for på kort sigt at stabilisere den tyske økonomi, men også førte til en afhængighed af Amerika, hvad der ligeledes førte til at verdenskrisen i 1929 slog specielt hårdt igennem i Tyskland. Politiske var Weimarrepublikken svag, da den var splittet af at både højre og venstrefløjen rådede over bevæbnede kamporganisationer. Den økonomiske og politiske ustabilitet der øgedes med verdenskrisen, betød at specielt småbønder og småborger var på den ene side stillet overfor truslen om fallit, og på den anden side reagerede de antisocialistisk i fastholdelsen af ejendomsprivilegier overfor arbejderklassen. Dette brugte Nazisterne til at slå igennem, som parti i 1920, de lovede arbejde på et antikapitalistisk grundlag, med krav om bl.a. afskaffelse af arbejdsfrie indtægter, afskaffelse af jordspekulation, nationalisering af storindustrien, udbyttedeling og udbygning af sociale sikringsordninger, dette blev fremført af venstrefløjen i NSDAP, samtidig med at højrefløjen, der hvor Hitler var, byggede deres politik på den nationalistiske del, deriblandt at klassekampen måtte ophøre, og Wemarrepublikkens demokrati, der ud fra højrefløjens synspunkt, dækkede over bolschevikkernes dygtige undergravningsforsøg, måtte styrtes til fordel for folkets nation. Nazisterne tog kampen op mod kapitalismen og socialismen, udfra forestillingen at demokratiet måtte afløses af en militær stat, hvor igen særinteresser spillede ind. Der var ikke stor opbakning først, men efter verdenskrisen voksede NSDAP voldsomt, da de propaganderede at der var intet andet parti der kunne løse krisen. De fremsatte muligheden for en ”tredje verden”, hvor det var nødvendigt, at opløse den liberalt demokratiske republik og etablere et system med ledelse fra oven og lydighed for neden og omlægning af produktionen til rustningsindustri for at sænke arbejdsløsheden og genrejsningen af det tyske folk som ”herrefolk” med forfølgelse af syndebukke som jøder, marxister, intellektuelle og sigøjnere som konsekvens. I 1932 var NSDAP et masseparti med 37,3 % af stemmerne. Under ledelse af Hitler skiftede partiet kurs, idet venstrefløjen blev opfordret til at træde ud, hvorefter resten ad dem der ikke trådte ud, blev likvideret i 1934. Hvad der havde været af socialisme i partiets program blev sat i skyggen. Alternative politiske organisationer var offer for nazisternes militante gruppers terror. Hitler allierede sig med Harzbugerfront for åbent at gøre krav på magten. Den resterende del af borgerskabet, der ikke havde nogen lang politisk tradition bag sig, kapitulerede. Hitler kunne i 1934 tiltage sig diktatorisk beføjelser.
- Kort om Adolf Hitlers baggrund
Adolf Hitler levede fra 1889 til 1945. Han var født i Østrig i middelklassen. I 1913 flyttede han til München, og ved 1.verdenskrig blev han indkaldt i den tyske hær, hvor han steg til rang af korporal og modtog et jernkors af 1. grad for tapperhed. Krigsnederlag og Versailles traktatens fredsbetingelser var med til at forstærke hans nationalistiske indstilling. Han gik ind i det tyske arbejderparti i 1920. Året efter havde han reorganiseret partiet og omdøbt det til NSDAP. Året efter stod han og andre fra partiet bag ølstuekupet – et mislykket forsøg på at styrte Weimarrepublikken, hvilket førte til hans fængsling. I fængsel dikterede han ”Mein Kampf”. Da han kom ud forsatte han som leder af NSDAP. Partiet fik stor opbakning, hvad der også resulterede i at Hitler blev Kansler for en Koalitionsregering i 1933, og da Hindeburg døde i 1934 blev Hitler rigspræsident. Hermed var Hitlers position som diktator(führer) sikret, og den politiske kurs, der førte til 2. Verdenskrig, var lagt.
- Med baggrundsmateriale fra Mein Kanpf, Verdensanskuelse og parti.
Mein kampf er en antidemokratisk, imperialistisk og racistisk bog, der giver et indblik ind i Hitler tanker om verdensanskuelse og politik.
Hitler så den borgerlige stand og marxismen, som en del af verdensfjenden. ”Midt i den rådne borgerlige verden fremstod en ny magt, der i sidste øjeblik skulle standse skæbnens vogn og hindre den marxistiske sejrsbølges triumf”(s.150/l.8) , men fjenden var også de ældre parlamentariske statskunstnere, som han kaldte dem. Der under optøjer eller utilfredshed hos folket, hentede ”stjernetyderne og partastrologerne, de såkaldte erfarne og øvede, for det meste gamle parlamentarikere”(s.150/l.24) , der opretter kommissioner, der lytter til folket og fandt ud af hvad der kan gøres for at dæmpe folkets utilfredshed, og som en selvfølge blev dette ønske tilfredsstillet. Hitler mente at disse partier skiftede program eller overbevisning, som soldater skiftede skjorter. Han så disse politikere, som dovne mænd, der bliver valgt igen og igen, fordi de indretter deres meninger efter hvad befolkning ønsker, uden at stå inde for deres meninger. Han så det som et bedrag, der fastholder det borgerlige og det proletariske. Han mente at demokratiet, tillod marxismen og at dette vil ende med, at marxismen fik overtaget, der ikke var andet end vagabonder, desertører, pampere og jødiske litterater. Han så politikere som lettroende og som ville blive smidt væk når marxismen havde overtaget. Hitler ønskede at omvælte regeringen og lagde ikke skjul på det ”I har ved eders parlamentariske studehandels principper hjulpet med til at styrte nationen i afgrunden; vi vil imidlertid gå angrebsvis til værks og ved opstillingen af en ny verdensanskuelse og et fanatisk urokkeligt forsvar af dens principper byge vort folk den trappe, ad hvis trin det engang igen kan vandre op til frihedens tempel”(s.154/l.20) . Hitler ønskede ud fra partiet grundsætninger at danne en ny statsgrundlov for et folkefællesskab. Hitler ønskede en ensrettet politik og verdenstro, hvad han så som den eneste mulighed for en lykkelig løsning. Én skulle træde frem og danne hårde principper og kæmpe for disse principper indtil alle var ensrettede. Hitlers nationale verdensanskuelse, tror ikke på racernes lighed. Staten erkender racernes forskellighed og højere og lavere værdi og fremmer derfor, da det er naturens vilje, den stærkeste og sørger for, at den svage underordner sig. Ikke kun racer men også mennesker imellem har forskellig værdi, og mennesker med størst værdi, er dem der skal herske, og møde menneskelige fremtidige problemer. Menneskelig kultur og civilisation her på jorden er uløseligt knyttet til ariernes eksistens. Det er herrens vilje, da han har skabt det. Det var nazismen og Hitlers begrundelse for deres politik
- Hitler syn
Hitler mente at biologisk nedarvede faktorer, skiller nogle folk ud som kulturbærere og andre som kulturløse. Krydsning mellem to ikke lige højtstående væsner, giver derfor en mellemting. Det strider mod naturens vilje til avlens forbedring, da mennesket er underlagt naturen, kun en svækling ser dette som grusomt. Hitler mente også at kamp, altid er et middel til at fremme artens sundhed og modstandskraft, altså en årsag til dens udvikling til det bedre.
I Hitlers ”Mein kampf” sætter han stor fokus på det nationale fællesskab, der er et folk og en fører. Dette er uforeneligt med individualisme og demokrati. Det er også nødvendigt med stram disciplin og autoritetstro. Hitler skrev også at partiet var antiparlamentarisk, uden nogen form for majoritetsafgørelse, hvorved føreren ville være degraderet til kun at udføre andres vilje og mening. Føreren har ubetinget autoritets princip, men også det største ansvar.
2. Undersøg hvordan tankerne kommer til udtryk.
- Rigsdagsbranden
I 1933 så Rigspræsidenten Hindenburg sig nødsaget til at udnævne Hitler til rigskansler. Det første Hitler gjorde var at opløse rigsdagen og udskrive nyvalg til den. 5 mart.
Den. 27. februar blev der sat ild på rigsdagsbygningen i Berlin. Den eneste på gerningsstedet var en Hollænder, der erklærede sig kommunist med forbindelse til socialdemokratiet. Samme nat blev tusinde af kommunister anholdt og kommunistiske og socialistiske aviser blev forbudt. Næste morgen bekendtgjorde Hindenburg, at forfatningens grundrettigheder var sat ud af spillet: sikkerhed mod uretmæssig frihedsberøvelse, brevhemmeligheden, presse- og forsamlingsfriheden. Alle vidste det var svindel, og viste at nazisterne var den sande brandstifter, men oppositionen fandt sig i det. Hvis de havde afsløret nazisterne havde de været nød til at annullere beslutningen af 30. januar, da Rigspræsident Hindenburg udnævnte Hitler til rigskansler og resten af regeringen blev valgt, i stedet mistede Tyskland, borgerskabet politiske besiddelser, parlamentarisme, partier, de enkelte tyske lands rettigheder, embedsstandens rettigheder, retssikkerheden i det hele taget, åndsfrihed og handlefrihed. Kommunismen var nu ude af Tyskland, og nazismen havde sørget for fuld kontrol over staten, da forfatningen var sat ud af kraft. Bemyndigelsesloven, der kom som et resultat af rigsdagsbranden, blev stemt for den. 24 mart, hvor de 81 kommunistiske mandater i regeringen ikke havde tilladelse til at stemme, SPD’mandater blev omringet af SA-folk, alligevel stemte socialdemokraterne som de eneste imod. Bemyndigelsesloven sørgede for at love der ikke passede med forfatningen kunne godtages og at de også kunne vedtages af Rigsregeringen og andet der hæmmede forfatningen og demokratiet.
Efter bemyndigelsesloven havde nazisterne frit spil til at totalt at ensrette det tyske samfund, båd omkring politik, børneopdragelse, skole, presse, kunst og kultur. I 1933 blev det socialdemokratiske parti forbudt og forbud mod dannelse af nye partier. I 1934 blev en lov vedtaget der forenede rigspræsident og rigskansler, og Adolf Hitler skulle selv udpege sin stedfortræder. Hvad der sørgede for endnu mere enemagt til Hitler da han tog over som rigspræsident fra Hindenburg.
- Propaganda
I den totalitære stat blev alle skolebøger skrevet om, så de forgyldte den nazistiske ideologi. Hitler blev fremstillet som en helt der havde reddet det tyske rige fra kommunisterne. Børn blev undervist i at det var en ny begyndelse, hvor skammens år var forbi. SA, SS, politiske ledere og Hitler Jugend blev rost i stile, de blev set som viljestærke kæmper. Alt blev forgyldt og pyntet på. Hitler fremstod som en kærlig far, der havde sørget for ændringer for folket bedste. Det havde været en komplet ublodig revolution, var også Hitlers skyld, selvom han tidligere havde været en fortaler for en voldelig revolution og for at bruge de nødvendige tiltag for at nå målet.
- Jødeforfølgelsen
Der var en generel antisemitisme i Europa før 2. verdenskrig, hvad kun gjorde det lettere for Hitler, da han udpegede Jøderne til at være Tysklands værste fjende. I den nazistiske racelærer blev jøderne direkte klassificeret som undermennesker, hvor der i Tyskland på det tidspunkt ikke var nogen form for beskyttelse mod diskrimination. I 1933 gik ensretningen først ud over politiske modstandere, ved slutningen af året indledtes diskrimineringen og forfølgelsen af medborgere af racemæssige årsager, alle sendt til de nyoprettede koncentrationslejre. Jødernes politiske rettigheder blev krænket på adskillige måder under nazismen terrorhandlinger, Nürnberlovene der fratog jøderne deres borgerlige og demokratiske rettigheder, forfølgelse af jøder og deportation til koncentrationslejre, deres deportation kun baseret på deres tro, og masseudryddelserne.
Man forsøgte at begrunde jødehadet biologisk, ved at definere jøder som undermennesker ved hjælp af videnskabelige forsøg. Dette var måske en grund til, at mange tyskere lukkede øjnene for de grusomheder, Jøderne led under. SA det tyske politi stod for de fleste af overfaldne på jøder og iværksatte butiksødelæggelser jævnlig. Den 1. april blev der officielt igangsat en boykot-aktion mod jødiske forretninger. I 1933 iværksatte staten em ”legal” diskriminering i form af særlovgivning mod jøder blandt de love var:
7. april 1933: Jøder kan ikke ansættes som embedsmænd
25. april 1933: Adgangsbegrænsning for jøder på højere læreanstalter
22. august 1933: Forbud mod jøders brug af offentlige badeanstalter
5. marts 1934: Jødiske kunstnere kan ikke optræde på tyske teatre
3. Perspektiver til Tysklands styreform efter Hitler og 2. verdenskrigs følger.
- Afnazificering
Man delte Tyskland op i besættelseszoner efter 2.verdenkrig, for at sikre at nazismen ikke rejste sig igen. Udover det blev det bestemt at Tyskland skulle betale krigsskadeerstatninger. Retssager mod ledere af nazismen, ledte til hængning og livstid i fængsel, besættelsesmagterne ønskede at få det tyske folk, til at se nazisme identisk med forbrydelser og krig. De ønskede den tyske befolkning, til at føle et personlig ansvar for nazismens forbrydelser, så det ville være lettere at afnazificere dem. Tyskerne blev sat under kollektiv anklage, men for mange tyskere var nazismen ikke forbundet med forbrydelse. Nazismen havde været en grund til Tysklands storhed og havde gjort tyskerne stolte over deres nation. Den kollektive anklage og de allieredes afnazificering, fik den tyske befolkning til at fortrænge deres oplevelser i Det tredie Rige.
- Nazismen i Tyskland efter 1945
Der har været flere efterfølgere af nazistiske partier efter 1945 i tyskland. I 1949 var der en direkte efterfølger til NSDAP i vesttyskland under navnet Sozialistische Reichspartei (SRP). Partiet blev forbudt i 1952. Et andet mere skjult parti var Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD) i 1960’erne. Det lagde afstand til nazismens udemokratiske tendenser, men havde en stærk nationalistisk og antisemitisk politik. I 1969 var partiet lige ved at blive valgt ind i forbundsdagen.
Nynazismen har rødder tilbage til i 1970’erne, der forsøger at genoplive nazismen i dens oprindelige form. Nynazister afviser demokratiske regler og forsøger, at flytte politikken ud på gaden, som NSDAP gjorde i 1920’erne. Grupperne er dog som regel små og uenige. Den mest kendte gruppe, var den halvmilitære Wehrsportsguppe Hoffmann. Gruppens mål var at overtage magten i Tyskland ved hjælp af magt, og gruppen begik igennem 1970’erne flere overlagte politiske mord. I 1980 blev gruppen forbudt. De Nynazistiske grupper er små og uorganiserede og udgør ingen stor politisk fare. Efter genforeningen i Tyskland er foreningerne dog vokset, især har skinheads fundet sammen med nynazisterne. Forskellen på de nynazistiske grupper og nazismen er et ønske om at gennemføre socialistiske punkter, der er vigtigere for nynazister. Deres aktiviteter er dog stadig rettet som hetz mod fremmede i Tyskland. De ønsker også at være en stærk førerstat der skal genskabe et nationalt stærkt Tyskland, uden integrationen i EU og NATO. De har dog ikke den samme tiltrækningskræft som nazismen havde i 1930’erne, dette er et resultat af et den tyske stat er en integreret del af det europæiske fællesskab og derfor fast besluttet på at slå hårdt ned på nynazismen. De nynazistiske grupper er ikke en trussel mod det tyske demokrati, men de højreekstremistiske grupper får større og større opbakning, hvad blandt andet skyldes at mange unge tyske vælgere trækker sig ud af den demokratiske proces eller stemmer i protest mod styret i Bonn, kan være en fremtidig fare.
- Demokrati
George Santanyanas sagde de kloge ord ”de, der ikke husker historien, er dømt til at gentage den”, dette har tyskland taget til sig. 2. verdenskrig sørgede for at deres historieskrivning og demokrati er næsten helt upåvirket af nationalisme. At skrive en præcis nationalhistorie, kan være svært, da forfatteren egen grundlæggende identitet er en del af ens eget land. Inden for politik er nationalstaten hældende mod nationalisme, magtudøvelse og pleje af egne materielle, stillingsmæssige g symbolske interesser på bekostningen af andre stater og andre befolkninger. Demokratiets funktion er at modvirke disse tendenser. Men demokratiet kan ikke alene holde ledernes nationalistiske tilbøjelighed i ave. Det er dog lykkes i forbundsrepublikken fra 1945 at holde de nationalistiske ambitioner i skak. Forbundsrepublikken har nu en forholdsvis ikke-nationalistisk og selvkritisk nationalstat, dette er et resultat af internationalisering. Forståelse af fortiden har været med til at have en afgørende indflydelse på udviklingen af et ansvarligt og demokratisk politisk system. Selv hvis der var nogen der ønskede at skrive en mere usandfærdig og forgyldt historie, ville de aldrig have heldet med sig, omverden ville aldrig lade dem glemme. Holocaust var et resultat af at man undlod at udvikle en demokratisk orientering og bæredygtigt politisk system. Den internationale indflydelse efter 2. verdenskrig var med til, at tyskerne blev nød til at se sandheden i øjnene hvad 2. verdenskrig havde ledt til, og hvad deres fremtidige historiske forståelse altid ville være præget af for al fremtid. Tyskerne har været tvunget til at se deres ydmygende og forfærdende kapitler, af deres egen fortid i øjnene, dette gør deres officielle fremstilling af landets historie, i forhold til andre lande, meget sandfærdig. Den tyske behandling af deres egen historie har været et internationalt politisk anliggende, og målestok for tysklands fremtidige politiske retlinethed, hvor specielt tysklands håndtering af alt med nazisme har været holdt dybt øje med. Tyskland var i starten tvunget til at indføre demokratiske institutioner, men også at den politiske selvforståelse været præget af nogen grad af indoptagelse af værdierne hos de besættende magter efter 2. verdenskrig. Alt dette kommer til udtryk på flere måder blandt andet ved at se landets elite, intet andet land, har en elite der er så internationalt orienteret og føre sig ubesværet på fremmedsprog. Forbundsrepublikkens demokrati er mindst på højde med andre vestlige lande. Deres nødvendige ansvarsfølelse overfor andre måske mere eller mindre mistænksomme lande, har gjort det nødvendig for Tyskland at kommunikere åbent med andre lande, og derved skabe et meget indarbejdet eksternt perspektiv, der i dag giver Tyskland et forspring i globaliseringen.

Hitlers syn på demokrati og ideologi led til flere tusinde menneskers død, men det havde også en effekt på hele verdens syn på demokrati. Især Tyskland har været og vil altid være præget af deres fortid. Hitlers ideologi, ledte til at demokratiet igennem nogle år blev undergravet af terror og frihedsberøvelse. Den totalitære stat, Hitler kreerede ensrettede det tyske folk, der ikke satte spørgsmålstegn ved nazismens metoder, da det ville lede til fængsling eller død. Hitlers ekstreme tanker om den perfekte stat, ledte til disse krænkelser af demokratiet. Branden af Rigsstaten blev aldrig bekræftet til at være nazisternes værk, men det sørgede for at Hirtlers fik den stat han så som nødvendig for den ariske races udvikling. Hitlers syn på demokrati var begrænsede, han så det som papirnusseri og ledere der bruger demokratiets love til at hjælpe deres parti og dem selv. Hans ideologi byggede i stedet på et diktatur, hvor ensrettethed var et centralt princip. Der var ikke plads til anderledeshed, det viser racediskriminering og koncentrationslejrene tydeligt.