Kommenter mit essay- plzz

Min mor

Verdens vigtigste ting, hvad kan det være? Selvfølgelig ens mor, ja vi taler om min mor. Hende som der har født mig, ammet mig og passet så godt på mig, så jeg er blevet en stor pige.
Hun er alt for mig, jeg kan ikke beskrive hende med ord. Det kræver et stort arbejde, for at kunne beskrive hende. “Ingen kan beskrive sin egen mor med ord, alt dét man vil sige, gemmer man ind i sig selv”.
Desværre har hun ikke tilbragt mest af sin tid med mig, da hun var nødt til at arbejde, for at tjene penge.
Jeg var to år gammel, da hun havde købt den blå bold, som jeg aldrig glemmer.
Jeg spillede altid fodbold med min far med den blå bold, da min mor var på arbejde.
En solrig formiddag spillede min far og jeg fodbold igen, jeg så min mor komme langt fra, jeg smed bolden og løb hen til hende. Jeg krammede hende alt, hvad jeg kunne. Mit kram skulle forstås som, at jeg var bange for at miste hende. Hvad kan være dårligere end at miste sin egen mor?
Tiden gik som vand og jeg blev fem år. Hun begyndte nu også på aftensarbejde, hvor hun skulle være væk i tre timer. Min far var også begyndt med at arbejde, derfor var jeg som fem-årig nødt til at klare mig alene, kort sagt som fem-årig lærte jeg at stå på egen ben.
Hverdag tog jeg hen til min mors arbejde. Jeg var bange for, at der ville ske noget med hende, da hun arbejdede alene. Det tog mig kun fem min., for at gå hen til hende, hvis jeg valgte at gå over bilvejen. Hun pirrede mig altid om, at jeg ikke skulle vælge bilvejen, men broen. Broen tog længere tid, derfor valgte jeg altid bilvejen.
Hun spurgte mig altid, om det var bilvejen eller broen jeg havde valgt, men jeg sagde, at jeg havde valgt broen. Alligevel indrømmede jeg altid, at jeg havde gået over bilvejen, da vi kom hjem. Jeg kunne ikke finde ud af at lyve. Ellers skulle jeg hele dagen gå rundt og have dårlig samvittighed, for at jeg havde løjet overfor hende.
Jeg kan huske jeg skulle begynde i børnehave og min mor kunne ikke komme med. Jeg var demoraliseret og ked af, at min mor ikke var kommet med . Alle havde sin mor med og jeg så meget elendig ud, ved siden af alle de andre børn. Når jeg tænker på det bliver jeg vred på min mor, men jeg kan godt forstå, hvorfor hun ikke kunne komme. Hun gjorde jo alt for min skyld, jeg kan ikke beskylde hende for noget.
Nogle dage gjorde jeg hende sindssyg. Jeg spiste altid aftensmaden foran vinduet. Hun stod bare sammen med mig og fik mig til at spise min mad. Hvordan kan jeg glemme de gamle og mindefulde dage?
Mit forhold til min mor var ikke så godt, da jeg var lille, men jeg elskede hende meget og hun elskede mig. Det var måske, fordi hun ikke kunne benytte tiden med mig. Nogle gange bliver jeg virkelig ked af det. Hvorfor kunne hun ikke være sammen med mig? Jeg vil også som alle de andre børn have været sammen med min mor. Måske er det derfor, at jeg hele tiden er sammen med min egen datter. Hun har jo brug for min kærlighed og det havde jeg også dengang. Det kan være min mor tror, at hun har givet mig nok kærlighed, men der var noget dér manglede. Jeg manglede hende hos mig. Penge giver ikke altid glæde og kærlighed, hendes lomme var jo alligevel ligeså tom som en drukket sodavandsflaske.
Nu er hun hos mig, selvom det er for sent. Jeg deler alt med hende. Jeg har hende som en hemmeligkasse, der kan gemme alt. Jeg ved, at hun ville gøre alt for mig. Jeg har det stadig bitter med, at hun ikke kunne benytte sin tid med mig.
De dage hun havde fri, havde jeg det skide sjovt. Hun var hos mig og jeg følte mig ikke ensom. Det var en dag, hvor det havde sneet og jeg var blevet syg. Jeg sagde til hende, at jeg ville gå ud, for at lave en snemand, men det gav hun ikke lov til. Hun tog en pande og gik ud. Hun havde lavet en lille snemand i panden. Jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på det.
Jeg kan ikke få de gamle dage tilbage. Jeg kan ikke spole tiden tilbage. Hvis jeg havde mulighed for det, så ville jeg have ønsket, at hun ikke arbejdede dengang.
Som den gamle mand sagde: “Gamle dage kommer aldrig tilbage, men man kan leve med erindringerne”.
Da han for første gang havde sagt det, forstod jeg ikke hvad han mente, men nu forstår jeg ham. Han havde ret. Jo ældre man bliver, jo mere mister man fra sit liv, men man lever med erindringerne.
Om morgenen da jeg ikke kunne finde min mor der hjemme, græd jeg og duftede til hendes tørklæder. I det mindste kunne jeg drosle ned med at græde, da jeg duftede til hendes tørklæder. Hun havde en grå tørklæde, som havde små røde roser, hvor rosen var gul omkring, den glemmer jeg aldrig. Den gemmer jeg stadig og jeg kan stadig dufte til min mors søde duft af Chanel-parfume. Lugte til hendes tørklæder, var ligesom at dufte til en rose. Jeg holdte altid fast i tørklædet og faldt i søvn. Jeg blev altid vækket af min mor, hvor jeg havde tørklædet fast klemt i min hånd.
Hvad nu hvis hun slet ikke var hos mig? Hvad ville jeg så gøre? Alligevel er jeg taknemmelig over, at jeg havde en mor. Det er lige meget med, at hun ikke kunne benytte mest af tiden med mig. Det vigtigste var jo, at hun var hos mig.
Jeg var blevet 19 år gammel og min mor var gemt bag i overskægget på en filmkomiker. Hun var udmattet og havde ikke energi nok til at være sammen med mig efter hun kom hjem fra arbejde. Årene og erhvervslivet havde taget noget fra hende, nemlig hendes glade ansigt. Jeg anstrengte mig for at få hende til at grine, for at få hende tilbage, men det virkede ikke. Forholdet mellem hende og min far var småt begyndt med at blive ødelagt. Livet begyndte med at vise sit rigtige ansigt, livets slag gjorde ondt på hende. Hun kunne ikke klare det længere. Alle så hendes ydreside, men jeg vidste alt, indre havde hun ondt. Hun var blevet slået ind i noget, som hun aldrig kunne komme ud af. Det troede jeg i starten, men hun var under behandling. Hun fik psykiskhjælp. Min far havde forladt os og nu skulle min mor og jeg klare mig alene. Jeg havde ikke noget imod at bo alene sammen med min mor, men hvordan kunne min far forlade os? Min mor havde bare nogle dårlige tider, som tog lidt lang tid for hende at komme over. Han skulle have været hos os i de tider, da min mor havde det dårligt, han måtte støtte min mor, men han valgte at forlade os.
Jeg har altid været hos min mor. Alt dét hun havde gjort for mig, kunne jeg ikke slette på få sekunder. Hvis jeg også gav et slag, som livet havde givet hende, ville hun aldrig have kommet over det. Jeg måtte hjælpe hende, for at hun kunne vende tilbage til det rigtige liv. Nu var det hende der havde brug for kærlighed. Vi havde byttet roller. Jeg var mor og hun var min datter. Jeg havde også fundet mig et job i en børnehave, så alt gik som jeg ønskede mig.
Min mor kunne ikke snakke længere hun havde fået et apoplektisk anfald, derfor sagde lægen, at hun aldrig ville kunne snakke mere. Hun kunne heller ikke stå på sine ben. Hun var bundet til en kørestol, hvor det så var mig der skulle hjælpe hende med at spise, skifte ble på hende og jeg skulle hjælpe hende med alt, som et normalt menneske gør til dagligt.
Jeg har så meget ondt af hende. Hun kan hverken snakke alle gøre noget andet alene. Hun har altid brug for mit hjælp. Jeg har aldrig skældt hende ud her i de sidste 17 år. Mange siger til mig, at jeg bare skal lade hende være i et plejehjem. Det kan jeg ikke. Hun kan ikke leve uden mig og jeg kan ikke leve uden hende. Hun har passet så godt på mig. Nu er det min tur til at passe på hende. Jeg ved, at hun ville have gjort det samme, hvis jeg også var blevet ramt af en alvorlig sygdom.
Hun har sit eget mørkeværelse, hvor hun mest af tiden sidder på sin kørestol og glor ud i luftet.
Jeg plejer at ligge mit hoved på hendes skød og fortælle, hvordan min dag gik. Jeg kan mærke, at hun forstår mig. Nogle gange fortæller jeg om de gamle dage. Hun begynder med at græde. Lige pludselig stopper jeg med at fortælle om de gamle dage, men hun vil stadig høre mig fortælle, derfor begynder jeg forfra. Sådan går dagene med hende. Hun flover sig meget, når jeg skifter ble på hende. Nogle gange spiser hun slet ikke mad, for hun får ondt af mig. Hun tror hun er for meget, men det er hun slet ikke. Hun var en unik person
Hun var min mor.