teksten: Sælsomme ægteskaber

Oi, skal lige siges at Holberg slutter alle sine epistler med "jeg forbliver etc".
Hmm..

Er det ikk bare for at undgå at opremse de på den tid sædvanlige høflighedsfraser i det, der er formuleret som et brev ?

jo kan da godt være.. :)

Her er et eksempel på et brev fra 1800-tallet fra Ingemann til H.C. Andersen - bemærk hvordan det slutter...

Brev nr. 56. Fra B.S. Ingemann og Lucie Ingemann til HCA.[1]

[Begyndelsen mangler]

Stadsphysikus[2] i den poetiske Verden; og curere de alt for heftige Følelser med kolde Omslag. Der er det - som formodentlig hos Dem - kun en Istemmelse af et Latterchor udenfor Dem; Men virkelig Gjenklang finder det kun i fortørrede Hjerter eller hos incarnerede Libertinere, der ville hævne sig paa den Kjærlighed, de aldrig kjendte, ved at spotte den som Sygelighed og Sværmerie.
Af Deres moderne Romancer (i den saakaldte Træsnitsform) finder jeg “Soldaten” og “Morten Lange”[3] især heldige og dette er en Digtart, hvortil jeg troer De har særdeles Anlæg. Deres Skildringer af det ydre Liv eller Skizzer til Landskabsmalerier og Genrestykker finder jeg ofte ret treffende og livlige; men de ere mig blotte Studier efter Naturen, som kun i Forbindelse med Handling og Characterer kunde blive til Noget, naar der kom Composition og fuldstændig Udførelse til. Oldtidens huuslige Liv[4] har De villet gjøre comisk ved at beskue det prosaisk. Det behøve vi ikke, det er der Prosaister nok til. Hvor poetisk dette Liv kan opfattes har Øhlenschlæger viist. Hvad jeg mindst kan lide i Samlingen er hvad der skal være i den Vessel-Baggesenske lette Maneer[5], f.E. Rimedjævelen[6] og Cometen[7]. Slige rimede Fremstillinger uden synderligt Indhold blive let til et blot Spil med Ord uden Idee og Poesie - saaledes har denne Maneer i Stykket: “Ingenting og Noget”[8] virkelig ført Dem til - Ingenting. Dog det anseer jeg for en Penneprøve, der af Vanvare er kommen med i Samlingen.
Hvad Eventyret[9] angaaer, da finder jeg det smukt paa alle de Steder, hvor De ligefrem fortæller eller skildrer uden at ville være humoristisk eller - satirisk. Til slige Barneeventyr er den simple naive hjertelige Fremstilling vist den heldigste; hvorimod man ved selv at raillere[10] med hvad man fortæller, aldeles forfeiler Øiemedet og selv tilintetgjør al Virkning og poetisk Illusion.
Musæus[11] og Wieland[12] har saaledes, efter min Mening, ofte selv forstyrret Hovedindtrykket af deres Fremstillinger ved utidig fornem Plaisanterie[13] og Jagen efter Vittighed. Den uskyldige Barneverden, man vil føre Phantasien tilbage til, maa man først selv heelt hengive sig til, naar man vil fremkalde den for Andre. At De dertil er istand, seer jeg paa enkelte Steder, men denne Tone har De ikke vedligeholdt[.]
Her har De da min Mening baade om hvad der har glædet mig og om hvad jeg misbilliger i denne Deres første Digtsamling. Mere derom mundtlig, naar vi sees engang. Hør kun enhver Mening, men følg alene den Vei, som Deres egen Aand og Hjerte i Deres bedste og skjønneste Livsmomenter viser Dem! - og hvad der virkelig poetisk lever og rører sig i Dem skal vist ikke blive qvalt eller forkuet i Vexten.
Det er mig kjært, at De var saa heldig med 2den Examen. Har De forresten nogen Plan for Fremtiden eller Udsigter til en uafhængig Stilling? Enhver god Tidende om Dem og ethvert Fremskridt jeg seer af Dem i den Konst, der af alle er mig den kjæreste og helligste, vil altid glæde mig. Modtag ogsaa dette Brev som et Beviis paa den Deeltagelse, hvormed jeg forbliver Deres venligt hengivne