Anmeldelse

Hey er der ikke lige en der vil være sød og rette min Roman analyse:

De rejsende


Klaus Rifbjergs ”Engel” er i sandheden et litterært mesterværk om Jonatan og Engel, der er på ferie og komplet uvidende om hvilke konsekvenser der vil hænde dem på deres ferie.

Af Anne Khatrine

Rejsen og studenterne

Fortælleren i ”Engel” er den Ca. 25 årig Jonatan Barsk. Jonatan Barsk er færdig med sine studier, og er uddannet læge, mens hans kone stadig mangler et 1 år endnu. Jonatan og Engel er på ferie, fuldstændig ubevidste om hvor de skal tage hen. Jonatan er blevet hyret som chauffør for studenternes rejsebureau. De studenter som de skal rejse med er Villy Detmer, Else Winther, Zenti Poulsen, Karl og Ulla.

Det hele starter en dag hvor Jonatan og Engel er ud at køre. De har før tænkt på ferie, men har ikke haft mulighed for at tage af sted. Så da Jonatan er blevet hyret som chauffør for studenternes rejsebureau, har det givet dem mulighed for at tage på ferie, selvom de skal tage af sted med nogle andre personer.

Da de endelig ankommer til studenternes rejsebureau, så tager vore to personer sig en drink, mens de venter på de studenter som de skal fragte til Paris.
Da næsten alle studenter er ankommet, hilser de flinkt på hinanden. Mens de venter på den sidste person, som er Zenti Poulsen, er de ved at blive irriteret over den venten. Da han så endelig er ankommet, er han så forpustet, at han ikke kan udtale sit navn rigtigt.

Hvad er der mon på næste side?
Jeg skulle ikke langt inde i bogen, for at få nogen som helst idet om den dybere mening. Undervejs var jeg underholdt af denne Zenti Poulsen, som talte om en hel del forskellige ting, som han ikke engang selv kunne holde styr på. Det blev dog sådan lidt irriterende til sidst, men ikke kedeligt. Efter denne korte indledning, kom der gang i handlingen. Det vækkede nogle nysgerrige spørgsmål, i hovedet på mig. Så som: ”Hvorfor kan Zenti Poulsen ikke bare være normal som alle andre?”, ”Hvorfor prøver de andre ikke at kritisere Zenti?” osv.. Det vækkede samtidig en lyst, til at rive bogen i stykker, for at finde svar på mine spørgsmål. Da jeg ikke fandt svar på mine spørgsmål, med det samme. Slap denne lyst, mig så hurtigt som den var kommet.

Hen ad vejen, begynde det at lysne sig for enden tunnelen. Det var tegn på at jeg snart ville finde mine svar. Midlertidigt begyndte jeg at tænke over hvad jeg havde læst, og hvad det interessante ved det hele var. Det mest sjove i hele historien var, at da Jonatan og Engel var på vej mod studenternes rejsebureau, kørte de forbi Tåstrup, det er noget man ikke forventer i en historie.


Når Jonatan, Engel, Karl og Ulla taler med folk, kan man se at de er sådan flinke på overfladen, men i virkeligheden så er de fuldstændige ligeglad med vedkommende. Hvis man derimod kigger på Zenti Poulsen så kan man se, at han hader folk på overfladen, når han taler med dem, men i virkeligheden kan han vældig godt lide dem. Så er der de to sidste som er Villy Detmer og Else Winther, de viser ikke at de hader folk på overfladen og heller ikke indvendig, de er lige som neutrale i det hele.
I bogen står der at ”der er bunkere, bombarderede områder over det hele, ikke et eneste sted er ikke bombarderet” siger Zenti Poulsen. Det er tegn på, at det forgår sådan ca. efter 2. verdenskrig.
Klaus Rifbjerg er en kritisk person. Den person der afspejler ham i bogen, er Zenti Poulsen, det kan man se på en af hans udtalelser: ”jeg tror fandme at i er kommunister alle sammen”. Mens de andre personer gemmer sig, for ikke at gøre det ene eller den anden ked af det, så kommer Zenti Poulsen frem siger lige hvad han mener om en, direkte op i fjæset på en.

Mange som Klaus Rifbjerg
Selvom der er så mange gode forfattere som Klaus Rifbjerg. Så er Klaus Rifbjerg noget for sig selv. Han får nysgerrigheden op i andre mennesker, sådan så de kan lede efter svar. Og samtidig får han kølet nysgerrigheden kølet ned igen så hurtigt som den er kommet. Dog er sproget er ikke så let forståeligt, som man ville have troet det ville være. Men hvis man giver sig selv lidt mere tid til at læse en af hans bøger, så ville man indse at det dog ikke er svært at forstå hans sprog. Den kan læses for fornøjelsens skyld, på grund af den herlige tone af selvironi, eller med henblik på en større psykologisk analyse af menneskets forhold til andre. Derudover er romanen gennemsyret af en humor, der gør de mest absurde situationer næsten hver¬dagsagtige.

”Engel” er på alle måder i sandheden et lit¬terært mesterværk, der fortjener de bedste anbefalinger.