Hvad kan jeg få for den?

Undskyld opstillingen, håber I kan læse den alligevel.



Opgave 5
”Foretag en analyse og fortolkning af ”Novelle med kokain”

I ”Novelle med kokain” fra novellesamlingen ”Löwenlandet” (2005) skildrer Jokum Rohde via jegets tanker livet i en moderne storby, hvor menneskelige relationer vanskeliggøres af byens hektiske struktur og psykotiske tilstande i stedet fremherskes, da visse marginaliserede grupper har svært ved at identificere sig med deres eksistensgrundlag. Men hvorvidt denne problemstilling udelukkende kredser sig om enkelte individer eller den kan projiceres op på den moderne kosmopolit er et af mange spørgsmål, som jeg gerne vil beskæftige mig med i nedenstående analyse. Og netop spørgsmålene er essensen i denne psykologiske novelle, hvilket illustreres i jegets konsekvente søgen efter svar på de udfordringer, et pluralistisk og diffust samfund har stillet ham. Via min gennemgang af komposition, personer og miljø er det mit ønske at komme bedre ind under huden på jegets splittede identitet.

Kompositionsmæssigt er teksten bygget kronologisk op, dog er handlingens hovedkonflikt henlagt til et flashback, hvor det deprimerede og narkotikaplagede jeg tænker og drømmer sig tilbage til en tid, hvor det stifter bekendtskab med genboen, Leo. Først giver Jokum Rohde dog læseren en forholdsvis grundig indførelse i det miljø, som han ønsker at sætte til debat. Personligt synes jeg, det fungerer efter hensigten, da det både giver læseren en ide om, hvilke forudsætninger, der ligger til grund for jegets særprægede og irrationelle handlinger, men samtidig foregår i et tempo, der virker tillokkende og pirrende på modtageren: ”Jeg husker det var i den periode af min kokainafvænning, da jeg ikke længere var sengeliggende, men til gengæld plaget af svære psykiske men.” Novellens anslag bliver leveret skarpt og prompte, hvilket hurtigt er med til at kridte banen op til kamp, hvis man da kan bruge de termer. Spændingsforløbet optrappes proportionelt efterhånden som, der dykkes dybere ind i hovedpersonens virkelighedsflugt. Det er således igennem jegets observation af, og til sidst interaktion med, genboen, at teksten beskriver jegets udviklingsproces fra det stille, observerende individ til det konfronterende møde i Leos lejlighed, der når sit absolutte klimaks, da jeget overvejer at myrde Leo: ”Frygtelige tanker passerede mig, mens jeg sad der og ventede. Jeg overvejede at myrde ham, tvinge hans ansigt ned mod kogepladen og le af hans bedrøvede og ligegyldige liv, som ingen lagde mærke til. Ingen andre end mig.” Situationen i Leos lejlighed afbrydes brat, hvilket igen opretholder tempoet og progressionen i handlingen jf. ovennævnte linie 1-4 fra novellen, da jeget vågner op af sin kokain-påvirkede tilstand. Efterfølgende bliver jegets diffuse virkelighedsopfattelse glimrende illustreret, da hovedpersonen forgæves spejder efter Leos ritual i 3 måneder inden dette genoptages. Forholdet mellem jeget og Leo er i det hele taget grundlæggende for ”Novelle med kokain”, og jeg mener derfor, at det er yderst relevant at uddybe dette nærmere i følgende passage.

Det neurotiske jeg fremstår som en ødelagt person, der er plaget af et sådant tungsind, at det kun ser sig i stand til passivt at observere de forskellige elementer i baggården til det lejlighedskompleks, hvori handlingen udspiller sig. ”Hver gang jeg vandrede ud og genså bygningerne og de lange gaders perspektiv, så jeg ikke andet end afvænningsmånederne derhjemme, og hvor langt og hurtigt jeg end gik, endte jeg altid tilbage i den samme angst, som famlede jeg rundt i et forstenet associationsmønster.” Dette afsnit er med til at give et indblik i den usikkerhed, som jeget befinder sig, men det til trods overvindes den af nysgerrigheden, da jeget ser den nøgne Leo brænde sin hånd på komfuret, tilsyneladende ganske uprovokeret, og beslutter sig for at opsøge ham.

Som jeg læser teksten, er Leo som karakter beskrevet forholdsvist nuanceret, idet ham både rummer menneskelig træk, der giver associationer til jegets sindstilstand, men derudover tilføres et element af borgerlig konformitet, da han øjensynligt tilhører den gruppe af naboer, som jeget bl.a. oplever således: ”(…) mændene der kom hjem til fyraften, skænderierne, børnenes skrål, maden som konerne stod og lavede fra tidlig formiddag, den ramme lugt af karbonade, stegefedt og kartofler.” Leo er dog langt fra en repræsentant for normalitetsbegrebet, men derimod med til at antyde det skizofrene jegs personlighedsspaltning. Dette tolker jeg ud fra jegets simultane fascination og foragt for Leo, der gør, at man med rette kan drage sådanne paralleller mellem disse personer. Det eksistentielle tema splittet identitet kontra afklaret identitet kan hermed inddrages, men hvorvidt dette er et resultat af et eventuelt kokain misbrug, eller er misbruget et resultat af hans tilstand, giver Jokum Rohde ikke noget decideret svar på. Som jeg kortvarigt var inde på i min indledning, så rejser ”Novelle med kokain” udelukkende spørgsmål, men giver ingen svar, som vi fx kender det fra den socialrealistiske genre. Det kan man både finde pirrende, da det fordrer selvstændig tænkning hos læseren eller frustrerende pga. den minimalistiske tilgang, som Rohde anlægger til denne problemstilling.

Når jeg i det foregående afsnit antydede, at Leo fungerer som jegets alterego, bygger jeg det bl.a. på hovedpersonens stærke incitament til at konfrontere Leo, en række klassiske freudianske symboler som fx nabo/genbo og hovedindgang/baggård, men mest af alt slutningen. I linie 402-408, som jeg tidligere har refereret til, afsløres jegets tanker om at myrde Leo, som efterfølges af: ”I dette øjeblik følte jeg endelig en frigørelse fra mit lange år. Jeg rejste mig og gik ud i entreen. I døråbningen så jeg mig tilbage i det mørke rum. Jeg hørte ham trække vejret derinde” Denne beskrivelse kan tolkes som et selvmordsforsøg, under alle omstændigheder er det i hvert fald et forsøg på opgør med Leo, som i denne sammenhæng repræsenterer jegets indre dæmoner. Jeg mener imidlertid ikke, at dette opgør lykkes, da jeget i de følgende måneder venter på, at Leo igen skal udføre sit ritual, og da dette ikke sker, opstår der en tomhed og forvirring inde i ham. Slutteligt genoptager Leo dog sit ritual bare med en anden legemsdel, det er således kun i perioder, at Leo udfører sin akt, hvilket kunne vidne om en skizofren adfærd hos jeget, der hele tiden lever i en gråzone mellem virkeligheden og drømmenes verden: ”Men jo friere jeg følte mig, jo klarere blev det for mig, at jeg kun fløj med disse himmelske væsner for en kort periode af tid. Mit sande hjem var Byen dernede, de dunkle former af tid og sten.”

Handlingen finder sted i København, altså et moderne, urbaniseret miljø, som mange i dagens samfund har stiftet bekendtskab med. Derfor kan man spekulere i, om jegets adfærd i realiteten er et produkt af det samfund, som vi lever i. Kunne det tænkes, at jegets mentale tilstand er en normal reaktion på et sygt samfund? Og det moderne menneske derfor ser sig nødsaget til at flygte til en virkelighedsfjern hverdag ved hjælp af narkotika, vold eller destruktiv seksualitet?
I min søgen efter svar på de spørgsmål, som måske endda aldrig lader sig besvare, mener jeg, at det er nærliggende at kigge på den måde Rohde arbejder med sin miljøbeskrivelse til at underbygge stemningen: ”Udenfor de små køkkendøre stod skraldeposer og tomme flasker og petroleumsdunke og bundter af gamle aviser.” Man kan næste fornemme den negativitet, der er bygget op omkring miljøet, det er simpelthen storbyen fra sin grimmeste side, hvilket yderligere underbygges her: ”At gå her, at lugte den bitre stank af øl og gamle grønsager.” Dette sammenholdt med en jeg-fortæller og det stærkt ladede sprog er med til at intensivere stemningen i det univers handlingen foregår i, dette anser jeg imidlertid også for nødvendigt, da det, den episke handling til trods, er den emotionelle stemning i novellen, der betager mig.
De temaer, som ”Novelle med kokain” rejser, inkluderer en række eviggyldige problemstillinger såsom: social integration overfor social isolation, hvor jeget i høj grad er et eksempel på isolation. Derudover er det bemærkelsesværdigt at følge den afmagt jeget føler overfor både samfundet, men måske i endnu højere grad sig selv. Denne afmagt afspejler sig i jegets psykologi, der er præget af angst og depression, men grundlæggende mener jeg, at samfundets rolle skal inddrages, da miljøbeskrivelse giver fundament for en kritik af vores kultur. Det skal ikke forstås sådan, at jeg finder novellen samfundskritisk, overhovedet ikke, men måske snarere civilisationskritisk. Som jeg tidligere har været inde på, så kan jegets adfærd være et produkt af det moderne byliv, og dermed samfundet, men på den anden side kan jeg ikke negligere den mulighed, der ligger i, at grunden til jegets ustabilitet ikke kan placeres. For det er det positive ved ”Novelle med kokain”, den forsøger ikke at indoktrinere læseren et budskab, men serverer derimod en problematik, der pirrer nysgerrigheden. Det forekommer så gennemført i hele teksten, at selv titlen underbygger det. En ”novelle” er i al sin enkelthed en historie, dvs. overskriften henviser til en historie med kokain, og handlingen er jo netop en livshistorie tilsat kokain med de op- og nedture, som det medfører for jeget.

Fortællingens budskab lader sig ikke klart dechifrere, men måske er det selve budskabet. Kan det være, at der drages en kontrast til de mange spørgsmål, som jeget stiller sig selv i handlingsforløbet? ”Hvad så med motivet da?” Måske reagerer jeget normalt på et sygt samfund eller måske er hans situation så abstrakt, at en umiddelbar forklaring ikke lader sig definere. Vi hører fx ikke om jegets barndom eller andre livserfaringer, der kunne give os svar, men ville det næsten ikke også være for kedeligt? Og hvad med det samfund, som jeg har skrevet så meget omkring? Har det stukket hånd ud mod jeget? Måske, måske ikke. Det eneste, der ligger fast tydeliggøres i denne sætning: ”Jeg så kun stillestående billeder uhyggelige i deres skarphed.” Heri illustreres den universelle egenskab hos mennesket til ikke at kunne flytte fokus fra del til helhed, vi ser fragmenter og forarges, men glemmer at forstå de bagvedliggende forhold. I vores medierede hverdag, hvor komplekse forhold skal forklares i Tv-avisen på 5 minutter, er det nemt at miste øje for de store perspektiver, og så er det, at stillestående billeder kommer til at fremstå uhyggelige i deres skarphed.