Eventyr - læs og skriv.

Jeg skal lave et eventyr i dansk, vil høre om i gad og læse den og evt. kommentere? :) Vil helst ikke have, at i retter - men i godt kommentere sprog, stavefejl og hvad jeg kan gøre bedre.

Der var engang et kongerige, sådan et rigtigt godt og gammelt kongerige. Borgerne havde rigtignok alt, og deriblandt skillinger og forråd nok til at forsørge hele deres familien. Kongen levede også et dejligt liv i velbehag på det prægtige slot. En dag blev han så optaget af penge, at han glemte sit folk. Der var mørke tider i vente; skatterne blev hårdere og hele lykken blev fordærvet. Borgene led nød og elendighed, og ærgrede sig over at, kongen kunne være så forfængelig at glemme dem. I dette land hvilede en sort ånd over folket. Denne ånd blev så enorm, at den blev helt ustyrlig. En nat, hvor kongen var gået i seng, hang ånden ind over hans sovekammer og svævede ned mod ham og dens stemme hviskede sagte:
” Du vil lide en smerte inden din død – et æble vil redde dig ud af din nød. ”
Efter denne skrækkelige nat, var kongen syg, just var hans ende nær. Han huskede bedrøvet, hvad ånden havde hvisket. Han havde kun hørt om et æble, som kunne kurere alle sygdomme. Dette dejlige æbletræ lå en rejse herfra. Kongen var syg i mange dage efter åndens visit. En dag fortalte han denne skrækkelige nyhed til sine børn. Kongen havde ingen hustru, thi hun var for længst død og borte, endnu var børnene heller ikke store nok til at kunne tage den vigtige post som konge eller dronning. Derfor blev Kongen nødt til at leve videre. I tiden mens han var blevet meget svag, var hans lyst efter rigdomme ikke mindsket. Kongeriget lå under den sorte ånds magt og sygdommens mørke tåge kunne ses over hver egn af det førhen dejlige kongerige.
Kongen havde tre børn, to stærke sønner og en datter, som havde et godt gemyt og var landskendt for sin kløgt. Kongen havde ikke tænkt at sende sin eneste datter ud efter æblet, det var ikke en sag for en prinsesse, så han sendte i stedet den første søn af sted. Sønnen fik den bedste hest og red ud efter æblet. Der gik tre dage, da sønnen kom til en betler med en chakot, som stod i vejgrøften og bad om en skilling til mad. Da sønnen fik øje på betleren, fik han sagt vrissent:
” Hvor kan du sætte dit behov foran din konges. Da skal du ingen skilling have. ”
Sønnen havde længe lært af sin faders grådighed og skubbede den stakkels betler ned i vejgrøften. Atter red prinsen videre og øjnede et stort træ som stod i horisonten. På træet voksede et æble, som var gyldent. Da den unge søn ville nærme sig træet, krøb en lang lindorm ud foran ham. Lindormen rullede sig ud og dens sorte skæl skinnede, det var ikke muligt at sige, hvad kulør den havde, for den skinnede grøn, rød og blå, alt efter hvordan lindormen drejede sig. Det var i sandhed et forskrækkeligt væsen. Gud ved, hvad for en skabning dette er, tænkte den unge søn. Han hævede sit sværd, men trods sværdets klinge kunne den ikke bryde lindormens skæl. Lindormen slugte den unge prins i en mundfuld. Der gik følgende syv uger, før kongen opgav hans første søn og sendte den anden prins ud efter æblet. Sønnen fik den bedste hest, som var i stalden og red af sted. Efter 3 dage kom han til den samme betler i vejgrøften, som bad om en skilling til noget nyt tøj. Da sønnen fik øje på betleren, sagde han rasende:
” Hvor kan du sætte dit behov foran din konges. Da skal du ingen skilling have. ”
Og så endte den stakkels betler igen i grøften. Sønnen havde nemlig længe lært af sin faderes grådighed. Nu red den stærke kongesøn rankt videre til hest. Han øjnende træet og det glinsende æble. Da han kom til træets fod, fik han øje på den samme lindorm i skyggen af træet. Han hævede sit sværd og heller ikke dettes sværds klinge kunne trænge igennem lindormens skæl. Det gik ligeledes til, at lindormen slugte ham i en mundfuld.
Hele 9 uger efter var kongen i sit dårlige lune, heller ikke den sidste søn var kommet tilbage med æblet. Han havde kun sin eneste datter tilbage. Datteren bad om at få lov til at tage ud efter æblet. Hun brød sig ikke om, at se hendes fader lide nød. Kongens tvivl var stor, men sendte alligevel datteren ud efter æblet. Datteren fik den eneste hest, som nu var tilbage i stalden. Efter 3 døgn kom datteren til vejgrøften og den samme betler bad om en skilling til husly, prinsessen fik medlidenhed af betleren og gav ham hendes sidste skilling. Betleren takkede datteren og spurgte, hvor hun begav sig hen.
” Jeg skal ud efter et æble som kan kurere min gamle far. ” Fortalte hun og betleren nikkede.
Betleren sagde: ”Jeg vil give dig et råd. Der hvor træet er bor en fæl lindorm. Men du er rigtignok from mod det folk, som du er hævet over, så du skal ikke fortvivle. Når lindormen nærmer sig, så bryd ud i en latter og kast så disse 3 rav sten i dens gab. Da vil dens skæl smuldres og den vil skyde sågar 7 hamme. Derefter kan du frit passere og plukke det gyldne æble. Dens skæl vil forvandles til strålende mageløse guldmønter, men lad være med at samle dem op, for da vil du være lige så indbildsk som din fader og da vil lindormen genopstå. ”

Efter rådet fra den gamle betler, drog prinsessen videre efter æblet. Da fik prinsessen øjnet træet og lindormen, som havet snoet sig omkring stammen. Prinsessen steg af hesten og gik hen mod lindormen. I mange år havde folk altid frygtet lindormen og da prinsessen brød ud i latter, åbnede den gabet af forskrækkelse. Prinsessen samlede de tre rav sten op fra hendes lommetørklæde af kattun og kastede dem i lindormens store gab. Lindormen slugte stenene, og så til sin forskrækkelse sine smukke skæl smuldrede og blive til mange strålende guldmønter. Den skød hammene omkring sig og hammene landede som den fineste silke. Ud fra lindormens sidste ham, sprang de to brødre frem. Trods deres uheld, var de i live. Da de kom ud fra hammen, og så sig forunderligt omkring fik de øje på de blanke mønter og den nysseligste silke som lindormen havde skudt. Da de ville bøje sig ned for at tage mønterne, sagde prinsessen:
” Oh, stop med al jeres grådighed og se, hvor det er ført hen. Velsignet være lovet, i lever.” Også tog hun dem i armene og gik hjem, thi nu skulle folket og kongen befries af den sorte ånd.
Og de levede lykkeligt til deres dages ende.