Kommaer og sproget.

Nogen der vil kigge den her igennem for komma + hvis sproget ikke er formelt nok. Skriv gerne der hvor I rette evt med parantes det gør det hele mere overskueligt.

Hvorfor er vi folk så fyldte med fordomme? Hvorfor er det først når vi kender personen, at vi kan se væk fra udseendet og påklædningen? Vi kommer aldrig uden om dem, vi vil alle steder møde fordommene og enten blive valgt fra eller vælge en anden fra på grund af udseendet.
Teksten er fra tekstsamlingen „Requiem“ fra 1985, der består af 537 kapitler. Hvert kapitel er én lang sætning og uden sammenhæng med de andre kapitler. Peer Hultberg er en dansk forfatter, der levede fra d. 8. november 1935, og døde d. 20 december 2007 i Hamburg. Han debuterede som forfatter i 1966 med romanen ”Mytologisk landskab med Daphnes forvandling.” Men med tekstsamlingen ”Requiem” fik Peer Hultberg for alvor sit litterære gennembrud.
Teksten handler om en lille husmus. Selve historien i teksten finder ikke sted, men er skrevet som noget, der kunne ske. Husmusen bliver, på grund af sit udseende, valgt til at medvirke i et quizshow, hvor hun gennem hele fortællingen kan svare på flere spørgsmål end forventet.
Der er i denne tekst tale om 3. persons fortælling, da det er en udenforstående forfatter. Fortælleren er alvidende, da han har overblikket, og ved hvad der skal ske. Samtidig er det også en iscenesættende fortæller, da han peger på, at fortællingen er fiktion. Fortælleren er subjektiv, da han kommer med bemærkninger gennem teksten:
”(og der var mange der ikke engang vidste hvor Mekong-deltaet lå) ”
Forløbet er kronologisk opbygget. Fortællingen starter i ”in-medias-res”, dette er latin, og betyder ”midt i tingene”. Vi starter altså direkte i handlingen uden nogen form for indledning.
Noget meget bemærkelsesværdigt ved denne tekst er, at der kun er sat et eneste punktum, som er i slutningen af teksten. Dette er egentlig lidt underligt, da det vigtigste tegn i det danske sprog er punktum. Det er en slags grænsepæl, der viser hvilke ord, der hører til samme sætning. Egentlig vil man mene, at det vil skabe meget forvirring, at der ikke er et punktum, men det er ikke tilfældet i denne tekst.
Historien skildrer en lille almindelig husmus. ”De andre” tror straks, da de ser hende, at hun er dum:
”se der går der en rigtig lille husmus, hun ser ikke ud til at vide ret meget”
Men det viser sig så, at hun ved ret meget, da hun til sidst vinder i quizudsendelsen.
Peer Heltberg vil frem med, at mennesker er overfladiske, og lige meget hvad folk siger, så er det udseendet, vi dømmer efter. Vi ser alle efter, om en person ser fx sød eller rar ud, men bestemt også hvilet tøj, personen går i. Det er først når man lærer personen at kende, at udseendet er lige meget. Husmusen er en lille kedelig mus. Man forbinder som regel en husmus med en lille grå og trist skikkelse. Det er tydeligt i denne tekst, at folk ikke forventer noget af hende, fordi de synes, hun ser kedelig ud. Faktisk tror de ikke, at hun kan noget som helst (se citat nr. 2). Altså er de jo alle sammen utrolig overfladiske, eftersom de kun vurderer udfra udseendet. Husmusen svarer rigtigt på alle spørgsmålene i et quizprogram, og straks får folk øjnene op for hende. De finder ud af, at hun ikke var så kedelig alligevel – at hun faktisk er meget klog, og derved stiger hun i deres agtelse. Udseende er altså meget bestemmende for, hvordan vi i første omgang opfatter folk.
Teksten kunne eventuelt være en drøm, husmusen har. Hun ved, hvordan folk kigger på hende, og hvad folk tænker om hende. Det kunne meget vel være, at hun ønsker at bryde ud af dette mønster, og vise folk, at hun ikke er en kedelig husmus, hun vil vise dem, at hun faktisk er meget klog. Og derfor drømmer hun sig væk til denne fortælling. Derfor kunne det godt være hendes tanker, vi læser hele teksten igennem.
Folk dømmer personen ud efter deres image. Vi kommer meget hurtigt til at lade vores fordomme dømme andre mennesker. Blandt andet er der mange, der har fordomme om homoseksuelle, mange vil tage afstand fra dem, på grund de er tiltrukket af sit eget køn. Vi dømmer dem derfra ud fra dette valg, og de betegnes ofte som ulækre. Vi glemmer helt at se dem, som selvstændige individer med følelser og personlighed. Det samme sker for den lille husmus. Hun er kedelig og trist, og folk regner hende ikke for noget. Folk har allerede dømt hende efter udseende og efter hendes sociale status. De har sat hende i en bås, og regner med, at når man ser ud som hende, er man på en bestemt måde. Dette er en stor skam, da man udelukker noget eventuelt godt for en selv. Det kan være, at man udelukker sit livs chance for at møde en enestående person på grund af de fordømte fordomme. Dette kommer Peer Hultberg også ind på. De folk der har set den lille husmus i quizprogrammet, fik set bedste oplevelse:
”ja det var det bedste program de nogen sinde havde haft..”
Her gav folkene hende en chance, selvom de ikke havde forventet noget af hende. Det kunne se ud som om, at Peer Hultberg vil, at vi skal give folk en chance, selvom vi måske har dømt dem på forhånd, for vi ved ikke, hvad det kan føre til.
Vores idoler præger meget vores udseende. Hvis vi for et eksempel tager Danmarks kronprinsesse Mary. Mange kvinder er inspireret af hendes stil, og kopierer den. Men mon ikke de gør det på grund af hendes status og udseende? Der var næppe en eneste, der ville blive inspireret af hende, hvis ikke det var på grund af hun er den person, som hun er. Mange tror sikkert, at hvis de klæder sig som hende, vil de blive lykkelige og måske opnå højere status. Der var nok ingen, der ville lade sig inspirere af den lille husmus med lav social status. Hun bliver ikke betegnet som en klog person og nok heller ikke som lykkelig.
Når vi ikke kender en person, og aldrig har snakket med ham/hende, dømmer vi straks efter udseendet og påklædningen. Vi mennesker er tit for hurtige til at dømme andre, når de ikke lige går ind under vores forestilling af ”normal”. Vi dømmer folk inden, vi overhovedet giver dem muligheden for at vise os, hvem de i virkeligheden er.