Krimi-novelle

Hej alle :)
Er der en der gider at rette min novelle igennem for stave og gramma'fejl?
Det ville være en KÆMPE hjælp, så jeg kan se hvad jeg skal forbedre og arbejde på.

Den forbandede mobiltelefon ringede, som så ofte, midt om natten og vækkede mig fra min allerede forstyrrede søvn. Siden naboen havde fået den forpulede køter, havde mine nætter været uhyrlig korte og jeg var efterhånden ved at være godt træt af det. Flere gange havde jeg beklaget mig overfor de unge naboer, men hver gang havde de sagt at det bare lige var indtil at de havde fået hunden til at føle sig tilpas i dens nye hjem. Jeg rejste mig op fra sengen og humpede hen mod kommoden, hvor min mobiltelefon lå og kastede de skrækkelige toner ud over hele rummet. Selvfølgelig var det Niels der ringede, jeg behøvede ikke engang at kigge på displayet for at vide det. Hvem udover Niels ville ringe og vække mig midt om natten. Idioten var jo som altid fuldstændig ligeglad med mit, eller andre af sine medarbejderes privatliv. Efter at have sagt et par af de styggeste bandeord jeg kunne komme på, tog jeg telefonen. “Hør, Peter! Du bliver nødt til at komme ned på stationen med det samme! Betjentene har været ude ved en villa i Vejlby, til en anmeldelse fra nogle naboer. Mindst to er blevet myrdet, og en 16-årig pige er blevet kidnappet. Jeg er i København, så du må lede sagen. Jeg er hjemme igen på Torsdag. Held og lykke”. Derefter smækkede min chef røret på, uden at give mig tid til at forklare at jeg skulle til min søns 8 års fødselsdag onsdag. Min ekskone var i forvejen sur på mig over at jeg glippede sidste måneds forældre-arrangement i klassen. Hun kan bare ikke forstå at jeg har et arbejde der er lidt mere uberegneligt end hendes job som sekretær på det lokale advokat-firma.
Efter at havde stået lidt foran kommodespejlet og faldet i staver, tog jeg mig sammen og slentrede hen imod badeværelset. Jeg smed underbukserne og gik ind i brusekabinen. Der lugtede muggent og vådt derinde, men det var jeg efterhånden blevet vant til. Det meste af min lille lejlighed var rodet og beskidt, og det var meget lang tid siden jeg sidst havde haft gæster. Det var sådan set ikke fordi jeg manglede penge jeg levede som jeg gjorde. Mere fordi jeg blot ikke kunne tage mig sammen til at gøre noget ved det. Efter de langvarige arbejdsdage, havde jeg som regel mest lyst til at smide mig i sofaen, gå i seng, eller måske gå ned på pubben. Siden jeg gik fra min ekskone Tina og lille søn Jacob, er det som om jeg har manglet overskud i min hverdag og dagene minder også gradvis meget om hinanden. Det var nok også det der var skyld i at jeg var stoppet med at barbere mig og at jeg gik i de samme gamle beskidte jeans hver dag. Jeg indrømmede gerne for mig selv at jeg savnede dem. Meget endda. Der gik efterhånden ikke én dag uden at jeg tænkte på dem. Men det gik jo ikke med os. Vi kunne ikke holde op med at skændes over selv de mindste ting og vi mente begge to at der var den andens skyld. Da jeg havde stået i bruseren et stykke tid, begyndte jeg at tænke over sagen. To mord, en bortførelse, det lyder sgu spændene, tænkte jeg. Det var ikke noget jeg havde gjort mig i før. De fleste sager jeg fik var mord og slemme røverier. Jeg havde aldrig haft en bortførelse før. Efter at have tænkt en del over sagen, kom jeg i lidt bedre humør. Jeg har altid elsket mit arbejde, selvom det ofte er lidt hårdt. Efter badet fik jeg taget noget tøj på og fundet mine nøgler frem. Jeg smuttede ned ad trappen og ud til bilen, som stod parkeret foran bygningen hvor min lejlighed var. Jeg satte mig ind i bilen, startede den og begyndte at køre mod stationen. Da jeg havde kørt 5-10 minutter gik det op for mig at jeg havde glemt at spise morgenmad, så jeg holdte ind hos en bagerforretning og købte nogle rundstykker. Da jeg ankom til stationen var der stadig næsten mennesketomt og mørkt. Kun nogle få personer der havde været så uheldige at få ugens nattevagt, sad foran deres computere ved deres ens grimme skriveborde. Jeg tjekkede ind og smuttede ind på mit lille kontor, hvor jeg tog mit skilt og min tjeneste pistol. Efter jeg havde brugt min pistol til at skræmme en ung tyv i baghaven, har jeg fået påbud mod at bringe den med hjem. Jeg hentede en betjent som sammen med mig kørte ud til gerningsstedet hvor det hele havde fundet sted. Allerede da jeg steg ud af bilen fornemmede jeg den dårlige stemning der altid var på mordstederne efter nogen så barbarisk var blevet myrdet. En betjent stod i døren og så ud som om han skulle til at kaste op. “Hej Jens” fik han tvunget sig selv til at sige da jeg trådte ind ad døren. Det var et stort og fint hus med mange værelser, men jeg vidste alligevel hvor jeg skulle gå hen. På gulvet var der tegnet en masse gule streger der førte mig ind i et soveværelse med en stor rød seng. Det gik hurtigt op for mig at sengen slet ikke var rød, men hvid. Der lå en person i venstre side af sengen, der havde blødt så meget at næsten hele sengen havde skiftet farve. Jeg gik forbi de to betjente der stod ved i døråbningen og sneg mig helt ind i rummet. Liget var en mand, som var helt hvid over alt hvor der ikke var størknet blod og lå med hovedet i en meget forkert stilling som gav selv mig kuldegysninger. I halsen var der et meget dybt snit. Det dybeste jeg havde set og da jeg kiggede ned i det kunne jeg se en del af rygsøjlen nederst i såret. En kriminalfotograf stod og tog en masse billeder fra en del forskellige vinkler af liget. “Det ser sgu voldsomt ud var?”, sagde han. “Ja, det må man sige”, svarede jeg. De to unge betjente, som havde stået i dørkarmen, kom hen imod liget, men vendte hurtigt om med en mærkelig grimasse, da de havde set det nærmere. Det var nok noget de aldrig før havde set. “Er der blevet stjålet noget?”, spurgte jeg. “Nej” svarede en kvinde der stod og skrev en masse ting ned på en notesblok. “Ikke så vidt vi kan se. Men huset er jo også stort, så vi skal have endevendt det nogle gange før vi kan være sikre”. Jeg satte mig på hug og stirrede på offeret i sengen. Snittet i halsen var for stort og dybt til at være skåret af en gang, og jeg kunne se at der var gået en flig af en af knoglerne. Gerningsmanden må have hugget godt til og manden er død med det samme. “Jeg fik at vide at der var to lig?” spurgte jeg. “Ja, følg med mig” sagde kvinden med notesblokken og viste mig ud på gangen og til venstre. For enden af en trappe lå der en kvinde i en hvidblomstret natkjole på maven. I ryggen var der 4 store stiksår. Ved siden af hende lå der en lang bredbladet kniv tilsølet i blod. Da kvinden med notesblokken så jeg kiggede på kniven sagde hun “Kniven er deres egen og er taget fra køkkenet umiddelbart før mordet er begået. Damen der noterede spurgte om, hvad jeg troede der var sket. Det var jo lige præcis det der var mit job. At finde ud af hvordan, hvorfor og hvem der havde gjort det. “Manden er blevet slagtet med kniven og konen er vågnet og løbet ud af rummet i panik. Morderen har nået at stikke hende i ryggen på vej op ad trappen, og stukket hende yderligere tre gange da hun lå på jorden”. Kvinden noterede alt hvad jeg sagde og spurgte så “Hvad kan motivet være?” Jeg havde virkelig ingen anelse. Heller ikke om hvor den 16-årlige datter var henne. “Har i snakket med nogen om ofrende?”, spurgte jeg. “Ja. Deres nabo, som også var dem der meldte at de hørte en kvindes skrig, har fortalt os hvad de vidste.” Hun holdte en kort pause. Det var tydeligt at se at hun var dårlig tilpas ved sagen. “De siger at de var venner med dem og at de ikke mener at de har nogen fjender”. “Fingeraftryk eller andre spor?” Udbrød jeg efter en kort tænke pause. “Vi har ikke fundet ét eneste spor i hele huset efter gerningsmanden. Ikke et eneste hår, eller fingeraftryk. Det er helt sikkert en professionel vi har med at gøre, som både har brugt handsker og hue. Jeg vandrede lidt rundt i nogle forskellige rum og spekulerede over hvorfor dette var sket. Ingen fjender, ingen spor. Hvad kunne motivet være? Det er jo en umulig sag blev jeg ved med at tænke igen og igen. Efter lidt tid endte jeg i hvad der måtte være datterens rum. Der var fyldt med plakater på væggen af bands som jeg ville sige var heavy metal bands. Mange af dem havde masker på, og der var blod og dystre farver på de fleste. I klædeskabet hang der næsten kun sort tøj. Jeg satte mig på sengen og spekulerede på hvorfor begge forældre var slået ihjel, og datteren var væk. Det var helt sikkert den sværeste sag jeg havde haft. Men jeg skulle nok opklare den. Jeg havde aldrig ikke opklaret en sag før og dette skulle ikke være den første der gik imod statistikken. Efter at have siddet der lidt i den bløde seng, kiggede jeg mig endnu engang rundt om i lokalet og lagde mærke til hvor pænt og opryddet her var. Jeg rejste mig om, kiggede på sengen og så at den var pænt og fint redt. Pigen havde vel ikke frivilligt gået med morderen efter at have hørt hendes forældre blive slagtet? Og hun kunne da umuligt have nået at redde sengen før morderen brutalt tvang hende med? Hun må da have gjort modstand? Tanken om at det var datteren der var gerningsmanden slog mig. Men nej, det kunne simpelthen ikke passe. Selvom jeg flere gange havde hørt om at børn havde slået deres forældre ihjel kunne det ikke passe i dette tilfælde. Medmindre datteren var psykopat, kunne jeg ikke finde noget motiv for at hun skulle slå sine forældre ihjel. Jeg gik ind i rummet med den døde mand igen og opdagede at de nu var i gang med at rydde op efter liget. De havde nok samlet og arkiveret hvad der skulle. Jeg gik uden at sige farvel og steg ind i bilen og kørte. Jeg skulle bare være lidt alene, så jeg kørte ud af en lille vej der førte ud til havet. Her sad jeg på en sten og kiggede i ud i vandet i et stykke tid. Jeg spekulerede som en gal og tiden løb helt fra mig. Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der, det kunne være alt fra 10 minutter til 3 timer. Efter jeg havde tænkt det igennem et par gange var klokken blevet mange og jeg kørte hen på stationen for at aflevere mine ting, skifte bil og køre hjem. På vej hjem stoppede jeg ved en grillbar og tog en burger med hjem, som jeg spiste foran tv’et. I tv-avisen var der et indslag om mordet. “Mordet på Louise og Dennis Smith Jacobsen kommer som et chok for tilhørende. Ud over dobbeltmordet er datteren Felicia blevet bortført og vores kontakter i politiet forklarer at der ikke er nogen spor at gå efter”. Der var en masse billeder og en film af familien som vistehvor idyllisk de havde haft det året før, på en campingplads i Frankrig. Jeg fik en klump i halsen og kunne ikke lade være med at se de dødes ansigter for mig. Men hvad kunne jeg gøre? Vi havde ingen spor at gå efter. Jeg slukkede tv’et og lagde mig til at sove. Hunden gøede ikke den nat. Men det var som om at der var for stille. Jeg savnede faktisk at høre at jeg ikke var alene. At naboen var ved siden af. Der var alt for stille og jeg kunne ikke lade være med at tænke på manden med den overskårede hals og kvinden med stik i ryggen. Hvad kunne morderen ikke finde på at gøre ved datteren? Jeg vågnede flere gange den nat, hel varm og svedig. Jeg stod op allerede klokken 4, tog et bad og kørte på arbejde.

Jeg fik fortalt at den forsvundet pige var blevet fundet. Jeg mærkede en bølge af lettelse, indtil jeg så ansigtsudtrykket på sekretæren der fortalte mig det. Hun var blevet fundet ja. Men ikke levende. Hun var blevet skåret i, og manglede både nogle fingre, og begge øjne. Teknikkerne kunne se at hun var blevet voldtaget, både før og efter hun var blevet slået ihjel. Jeg faldt sammen på gulvet og begyndte at græde. Det var simpelthen for voldsomt for mig. Selv for mig, der havde oplevet så mange grusomme ting gennem årene på arbejdet, kunne ikke klare dette. Det var simpelthen for umenneskeligt. Sekretæren satte sig hos mig og prøvede at trøste mig, men hun var selv næsten ligeså ked af det. Selvom hun ikke havde set huset med ligene i, begyndte hun også at græde. Det var for hårdt fra mig dette job. Jeg indleverede mit skilt og kørte ned på pubben. Her drak jeg mig fuld og fik det bedre. Men dagen efter kunne jeg stadig ikke holde op med at tænke på det. Jeg ringede til min ekskone og fortalte hende det hele. Hun var på en måde den eneste jeg kunne snakke om sådan noget. Vi havde jo trods alt været sammen i næsten 10 år. Hun overtalte mig til at komme over til hende og snakke om tingene. Det havde jeg meget lyst til da jeg også savnede Jacob meget. Vi hyggede os faktisk ganske godt sammen og det endte med at jeg blev og sov. Dagen efter holdte vi Jacobs fødselsdag, som blev en rigtig hyggelig dag med familien. Jeg kom lidt væk i tankerne fra sagen, men havde stadig det hele i baghovedet. Om aftenen ringede min chef Niels til mig, som ville snakke med mig om det hele. “Jeg hørte at du havde indleveret dit skilt?”
Jeg var lidt flov over det, men indrømmede at sagen havde taget for hårdt på mig. Jeg havde åbenbart ikke haft så gode nerver som jeg havde troet. “Hør, Jens! Jeg har sat dig af sagen, som alligevel er så godt som lukket. En tidligere psykopat ringede og meldte sig selv og da vi kom ud til ham, havde han hængt sig selv. Nogle ting tyder på det er ham, men der er også mange ting der ikke stemmer overens. F.eks. blev der i hans jakke fundet en flybillet der viste at han var i Sverige på drabstidspunktet. Og flyselskabet siger at han var med flyet og ikke kunne være derhjemme.” Jeg blev lidt lettet da jeg hørte at der var andre der tog sig af sagen. “Du får en 7-dages tænkepause. Og efter det er jeg sikker på du gerne vil tilbage til jobbet, god bedring”. Igen smækkede han røret på uden at sige farvel eller lade mig tale. Men tilbuddet lød godt. Og jeg ville bruge de syv dage til at være sammen med Jacob, tænke over tingende og måske få gjort noget ved min lejlighed.