eventyr

Tænk stort i dit "tema" så kærlighed, vrede, slægt, religion - hvad som helst.

Når du har dit tema skal du finde ud af hvordan din hovedperson skal udvikle sig.

Så strikker du bare den anden ind i den historie ved at bruge din fantasi.

Håber du finder dette brugbart?

jo, tak.. jeg synes bar det er typisk, at den "grimme" vinder.. og skal et eventyr havde et budskab som sådan?

Eventyr var oprindeligt brugt til morallære. Altså opdragelse af børn. Uden budskab i eventyr er det pågældende eventyr nyttesløst, efter min mening.

Du kan også lave et budskab først og derfra danne din historie. Byg den evt. op over aktantmodellen, hvori der ingår de forskellige personer såsom hjælperen, afsenderen, modstanderen osv. Derudover kan du anvende hjemme-ude-hjemme fasen, der er karakteristisk for mange eventyr.

Hvornår skal du bruge det?

Nå, den kommer her:

Kniven og gaflen.

Det raslede i køkkenskuffen, nogen ruskede i den, og pludselig åbnedes den.
"Hør her!", var der en stemme, der sagde, "den gamle gaffel her er af sølv, det har været min oldemors".
Gaflen blev taget frem og skuffen lukket. Den blev helt stiv af stolthed i sin unge ejers hånd, det knagede lidt i den, og en smule af belægningen gik af. Det var 4. generation, der nu beundrede den fine indgravering bag på, navnet på hendes oldemor, en gave på dennes bryllupsdag. Hvem hun havde fået den af, fortabte sig i glemslen.
"Ha", sagde kniven, der havde lyttet med gennem en revne i skuffen, det kan godt være, du er af ædelt sølv, men jeg er den skarpeste kniv i skuffen, og jeg kan nemt lave ridser i dig."
"Åh nej gør ikke det", svarede gaflen, der nok havde hørt truslen fra sin bofælle, "jeg er af ædelt blod og har et navn indgraveret på min bagside."
Det vidste kniven godt, den havde set det af og til, når gaflen blev lagt i skuffen efter endt brug. Om søndagen blev den pudset, og så lå den der og skinnede så fint. Selv kunne kniven ikke tåle pudsemiddel, den var af rent stål, det fineste fra Uddeholm, den kendte svenske stålfabrik.
"Ha! Som om det er noget", svarede kniven, "med min skarphed kan jeg snitte et papir over så let som ingenting, jeg går gennem alt."
Det var nu lidt overdrevet, men han følte trang til at hævde sig, han var ikke af ædelt blod og ej heller ret gammel. Han havde længe beundret gaflen i smug, en sådan glans kunne han ikke leve op til, lige meget, hvor meget han blev vasket og gnedet.
"Hør du!" sagde kniven, da gaflen blev lagt tilbage i skuffen, "skal vi to ikke slå pjalterne sammen, jeg mener nu ligger vi jo her, og det har vi gjort i mange år, Jeg vil mene, at du ikke kan få et bedre tilbud andetsteds fra."
"Ikke tale om, svarede gaflen, "jeg gifter mig ikke under min stand, jeg har brug for en mand af sølv ligesom jeg selv."
"Ja men vi ligger dog sammen ved spisebordet", forsøgte kniven sig, " og tro mig, jeg skal nok passe godt sådan en fin frøken som dig. Jeg kan forsvare både mig selv og en kone."
Gaflen vendte bagsiden til kniven. Hmm kone! Sikke en simpel genstand, den kniv, det hedder frue, tænkte den, men den sagde ikke noget.

Og sådan lå de der og snakkede frem og tilbage, for undvære hinanden kunne de alligevel ikke. Men bare han kender sin stand, tænkte gaflen, den vidste, at der var lavet gafler som den selv, af det ædle metal og med de samme udsmykninger, men da den nu var så gammel, så vidste den også, at produktionen var ophørt, fabrikken lukket, og aldrig mere skulle man fremstille en gaffel som den. I dag skulle al ting være strømlinet, helt uden udsmykninger, ja uden sjæl. Det sidste sagde den så højt, at kniven troede, det var til den, hvad det da næsten også var.
"Uden sjæl! Nej hør nu her lille du, jeg har både æg og sjæl og så er jeg stærk som en løve.
At kniven var stolt, kunne der i hvert fald ikke herske tvivl om.
"Men hvis ikke du vil have mig, ja så finder jeg bare en anden."
Men hvem det skulle være, det vidste han ikke.

Så hændte det en dag, at gaflen blev trukket frem af skuffen, det var søndag, og nu skulle der ordentlig pudses sølvtøj. Gaflen glædede sig. En sådan herlig glans, den kunne nok skære en og andet i øjet. Den godtede sig lidt over, at kniven måtte blive i skuffen, nu ville han da nok kunne se, at det aldrig kunne blive de to.
Husets frue pudsede og pudsede, ja hun gned så hårdt, at det gjorde ondt.
"Av", sagde gaflen, "jeg er ikke vant til at blive behandlet så hårdhændet, jeg er af ædelt blod".
Men fruen hørte ingenting, og pludselig udstødte hun et højt gisp. Hun kaldet på sin mand.
Vil du se her! Og jeg som troede, at det var det reneste sølv, men det er det jo ikke, det er simpel plet , 2-tårnet, og nu er den lige til skraldespanden, sådan noget kan vi ikke lægge frem på bordet.

"Åh nej"! skreg gaflen, men det var kun kniven, der hørte den, og den kunne ingenting gøre, gaflen havnede i skraldespanden, og kun mindet om den blev tilbage i skuffen.
 

TAK ! :D