1990'ernes skrivestil

Karakteristik af den Moderne Novelle - fra Studieportalen:
Stil, indhold og sprogbrug er nogen af de ting man må se på hvis man ønsker at undersøge hvad der
kendetegner den moderne novelle.
En novelle som vi oprindeligt kender den er en kortere prosatekst. Der er ikke nogen klar definition for
hvornår en tekst er en novelle, men en kort tekst, med et ensporet handlingsforløb og få personer vil man ofte omtale den som. I den klassiske novelle vil forfatteren gerne give et indtryk af en realistisk begivenhed, der godt kunne have udspillet sig i den virkelige verden, selvom det selvfølgelig stadig er en fiktiv historie der bliver fortalt. Man får indikeret tid og sted, og ”scenen” er virkelighedstro og realistisk. I 90’ernes noveller brydes grænserne for det realistiske derimod, og teksterne foregår ofte udenfor det kendte tid og rum. Man siger, ”At scenen altså er et tomrum, et sted hvor alt er sket, men hvor intet mere sker, stedet for en venten, eller for en erindring”i Historien udspiller sig i et slags tomrum, og tiden der er gået forud for fortællingen, og hvad der kommer efter står hen i det uvisse. Vi får ingen forklaringer på hvorfor det går personerne som det gør, og hvordan de overhovedet er havnet i den pågældende situation, i og med vi ikke ved noget om hvad der er foregået før i tiden. Vi får sjældent noget at vide om vores personer, andet end hvad der sker i det øjeblik historien bliver fortalt.
Novellens form er meget koncentreret i det man ikke har mange sider at fortælle sin historie på. I den
klassiske novelle ser man et ordnet verdensbillede, hvor en eller anden begivenhed går ind og vender op og ned på tingene. Dette fænomen bliver af tyskeren Johan Wolfgang Goethe, som er en af dem der er kommet med et udspil til en definition af novellegenren, beskrevet som en indtruffet uhørt begivenhedii. Denne begivenhed kan beskrives med at billede fra naturens verden. ”Den skaber forvirring som en stok i en myretue”iii.
Hvor man tidligere beskæftigede sig med den uhørte indtrufne begivenhed, kredser historierne nu om en begivenhed som aldrig forekommer. Vi kommer måske ind i historien midt i kaos, og kommer ikke
nødvendigvis ud af det igen. Vi får rammerne for en historie, men selve handlingsforløbet er ikke særlig
aktionspræget, og novellerne kan omhandle en helt almindelig hverdag. Hændelser der virker mystiske eller uforklarlige kan sagtens indtræffe, men personerne i fortællingen går ikke ind og tager stilling til, og handler overfor disse hændelser.
En ting der også kendetegner kortprosaen skrevet i 90’erne er, at historierne ofte udspiller sig i kroppens rum. Man siger at kroppen bliver brugt som scene. Det menneskelige forfald bruges til at afspejle en situation i samfundet, og sammenbruddet der måske forekommer gør ligeså. Der forekommer antydninger om at der i fortiden er foregået nogle ting, som har en indflydelse på personernes opførsel. De kan, af en grund vi altså ikke kan forklare, finde sig i at blive seksuelt misbrugt. Når vold og incest ofte forekommer i teksterne skal disse hændelser formodentlig også ses i en større sammenhæng. Som Erik Skyum Nielsen siger: ”Sammenbruddene i teksten >>miner<< et sammenbrud i civilisationen og tanken, uden dog direkte at afbilde det” iv.
Novellerne handler stort set altid om en persons oplevelser, og de bliver fortalt af en jegfortæller. En
fortæller i 3. person kan dog også forekomme, men så er det en skjult fortæller.
Ofte er novellen scenisk fremstillet, hvor man næsten får indtryk af at overvære en film. Det hele er
beskrevet som noget man betragter og følger med i, og replikkerne skrives som var det en film man så. At den er scenisk fremstillet har noget at gøre med den minimalisme som mange forfattere skriver ud fra.
Skriver man minimalistisk skærer man alt overflødig tekst fra. Dermed bliver teksterne kortere og kommer til at fremstå som brudstykker af en fortælling. Der er ikke lange beskrivelser af hvad personerne tænker og føler, eller deres refleksioner over situationen. Kun glimt af noget personen oplever. Der er skåret helt ind til benet i indholdet, og som læser får man kun de vigtigste oplysninger.
At indholdet er skåret ned vil nogle påstå gør teksterne anorektiske, altså at de mangler kød, men dette er egentlig en helt forkert opfattelse. At man kun får de nødvendige oplysninger åbner derimod for en masse forskellige opfattelser af en tekst. Det er som sagt op til læseren hvad man får ud af teksten, og hvordan man vil tolke det der opstår mellem linierne. ”De ordknappe forfattere vil mene at teksterne præcis har den længde de skal have. At man ved at skære ind til benet og tale med en lyrikers komprimerede sprog åbner for andet og mere end det nedskrevne”v. Man kan sammenligne 90’er novellen med et isbjerg.. Det er kun en tiendedel af historien vi får givet, og resten må vi selv tænke os til.
Temaerne i novellerne knytter sig i høj grad til spørgsmål om eksistensen. Man taler om, at der for
personerne i novellerne enten udvikler sig en ligegyldighed overfor livet, hvor der kun er udsigt til opløsning og død. Andre kommer ud over forfaldet og får en vilje til livetvi. En stor optagethed af samfundet, og især forholdet mellem mennesker er der fokus på. Man skriver om hvad der gør mennesker ensomme, isolerede og fremmedgjorte, og hvordan mange af dem har noget der kunne ligne angstneuroser. ”Ikke siden romantikken har der været så mange underlige personer i litteraturen”vii. Mange af personerne kammer over og bliver sindssyge og udfører utænkelige perversioner.
Grundlaget for at disse temaer opstår, er sammenbruddet af ideologierne, der gør at der ikke længere er nogen helhedstænkning i samfundet. Mennesket føler sig sat uden for fællesskabet, og troen på at noget holder er brudt sammen. Dette kan blandt andet forbindes med Murens Fald i 89, som jo er et klassisk billede på et sammenbrud i samfundet. Hvor man før så sit liv som en vej, livets vej, er der nu ikke muligt at se i en retning. Dette får mennesket til at føle sig ensomt, usikkert og isoleret. Man taler også om et delta, hvor alting flyder, hvorfor vi bliver grænsesøgende, og der er en tendens til at man skildrer det onde og umenneskelige i savnet af det menneskelige.