Perspektivering

Hej alle sammen :)

Jeg har et digt kaldt "Skæbne" skrevet af Morten Nielsen.
Det lyder sådan her:

Hurtige lyse stemmer
der hvirvlede ud i det blå ...
du var ulykkelig, Tykke,
men det ku' vi ikke forstå.
Svedig fed og dum ...
Helvede satte på spring
og væltede dig og cyklen.
Vi stod og lo omkring .

Du sad på den forreste bænk...
græd ikke, nej glo, glo, glo!
når en bange og vittig vikar
spørger om to og to.
Vikarer i første mellem
frelste en tynd disciplin
ved at vende det hele mod dig,
der forsvarsløs blev til grin.

Og da det omsider blev forår for os,
der var femten år,
og træerne stod og lyste
over pigernes bløde hår
og du kom, forsigtigt, alvorligt, -
da skete det værste af alt:
at den, der lo højest af os,
var hende det hele gjaldt.

Nu ta'r du hævn! Nu går du
med skrårem og støvler på,
du løfter en arm og det skinner
i øjnenes blege blå.
For had, hån og trusler,
det kan et menneske ta' -
men ikke det, nej aldrig:
Det og grines a' ...

Nu er du noget, Tykke!
Mand og partikammerat.
Og hvis vi en dag skal til muren,
så er din hånd parat.
Parat til at smadre et knojern
ind i min mund, når du slår,
for nu vil du dræbe, Tykke,
alle de onde år.
 

Nu er det bare sådan jeg skal perspektivere til Admas Bande, fra Adams æbler.

Er der nogen derude, der kan hjælpe mig?

Mvh. Cille ....