Studietur – Ja tak!

Lad mig kort skitsere sagen. På mit gymnasium rejser alle klasser til udlandet på studietur. I denne uge er der rådighedsuge på gymnasiet. Til dem, der ikke ved, hvad det er, kan jeg oplyse, at det er dage, der er til rådighed for lærere, som ønsker at tage på ekskursioner, indhente aflyste timer eller andet. I denne uge er enkelte 3.g klasser på deres studierejse nummer to. Inden jeg kommer for godt i gang, vil jeg gerne lige understrege, at jeg godt kan glæde mig på andres vegne, men i dette tilfælde føler jeg mig overset og uretfærdigt behandlet – derfor de misundelige undertoner.

Hvordan kan det være, at nogen gymnasieelever kommer på flere studieture end andre? Hvordan kan det være, at nogen, af lærerne favoriserede klasser, kommer af sted, og hvordan kan det være, at man skal have valgt det rigtige valgfag for at komme af sted anden gang?

Jeg synes simpelthen, at jeg er blevet uretfærdigt behandlet! At mine valgfagslærere ikke kan eller vil komme på en ”faglig” relevant begrundelse for en studierejse betyder, at jeg ikke kan komme på studietur igen. Det burde da være lige for alle; burde det ikke? Jeg tør godt sige, at på mit gymnasium synes alle, der har været på studietur, at det var gymnasietidens hidtidige højdepunkt (vi er ikke blevet studenter endnu). Derfor burde alle have mulighed for at komme ud at rejse to gange; ja egentligt synes jeg, at det burde være ministerielt bestemt. Der er, i forvejen så mange bestemmelser og retningslinjer man skal rette sig efter; den her ville være en af de bedre. Det er måske et urimeligt krav, jeg stiller, men den ulige behandling skaber i hvert fald grobund for misundelse og utilfredshed blandt elever. Netop derfor bør der nok tages stilling til problemet fra oven.

Men hvor skal man henvende sig som utilfreds elev? Jeg har selv konfronteret en lærer, til hvem jeg spurgte, hvorfor vores klasse ikke skulle på studietur igen. Her blev jeg mødt med det umiddelbare og afvæbnende svar, at det ikke var relevant for mit fag/valgfag. Nu er det sådan, at jeg fra barnsben er vokset med mundheldet: ’hvor der er vilje er der en vej’, og det burde ikke i vores globaliserede og moderne verden være svært at finde et studierelevant rejsemål.

Når jeg prøver at finde et sagligt og objektivt modargument til svaret, jeg fik fra min lærer, kommer jeg til kort. På trods af det står jeg stadigvæk tilbage med en bitter smag i munden. Jeg føler mig en smule magtesløs – jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op og den ulige behandling, synes jeg ærlig talt, er forkert.

Der er en sidste ting, som jeg ikke vil lade gå ubemærket hen. Gemt bag lærernes undskyldninger og bortforklaringer for hvorfor jeg ikke skal ud at rejse for anden gang, er lærerens personlige lyst til at tage af sted. Jeg har ladet mig fortælle, at en af mine lærere, som kun har én klasse udover min egen, engageret og ivrigt arrangerede en studietur med en klasse - på eget initiativ vel at mærke - jeg/min klasse har aldrig fået tilbuddet!? Personligt synes jeg, at det er dybt forkert. Jeg synes ikke, at det kan være rimeligt, at en læres humør/lyst/engagement skal være afgørende for, at jeg ikke får de samme oplevelser ud af gymnasietiden som andre.

Jeg ved godt, at jeg har gentaget mig selv adskillige gange, og at min blog ikke ligefrem emmer af dybde, men nogle gange er behovet for at udtrykke sin utilfredshed særlig stor. Så stor at man har brug komme af med sin frustration. I dette tilfælde er jeg, ikke overraskende, frustreret over uretfærdig behandling. På samme tid har jeg brug for lidt solidaritet og medfølelse fra andre, som er i samme situation som jeg selv – og måske et forslag til, hvad man kan stille op. To studierejser er ikke længere en mulighed for mig, men det er det for fremtidige studerende - hvilket de fortjener.