Studievalg og videregående studie

Forberedelse til et videregående studie

21. august 2006 af Signe_stud.komm. (Slettet)

Hvis du allerede er kommet på plads i din nye lejlighed, alle de praktiske ting er gået i orden, ja så kan jeg kun forestille mig, hvor lang og spændingsfyldt ventetiden til studiestart om små to uger må være. Så hvorfor ikke tage hul på glæderne allerede nu og smugkigge lidt på, hvad dit kommende studie byder på af udfordringer i form af studieteknik, litteratur, opgave og projekter. Denne første tid på et nyt studie er præget at forvirring, massive nye indtryk og en smule fortabthed, så jo bedre forberedt du er, på hvad dit kommende studie indebærer fagligt, jo mere overskud vil du sikkert have, til at tage imod alle de nye indtryk.

Forskel på gymnasiet og universitetet

Overgangen fra gymnasiet til universitetet, eller en anden videregående uddannelse, er gennem tiden blevet behæftet med mange myter: Dine karakterer vil falde med to, du skal selv sammensætte et pensum og er i det hele taget helt alene om at tage beslutninger om din uddannelse! Der findes dog lige så mange historier, som der findes personer, der studerer, da oplevelserne af overgangen mellem gymnasiet og universitetet er meget individuel. Nogle klare forskelle mellem de to studieformer findes der dog:

På langt de fleste uddannelser er der ikke mødepligt og fravær som i gymnasiet, så det er fuldstændig op til dig selv, om du vil komme til undervisning og afleverer dine opgaver. Enkelte kurser har dog mødepligt til øvelser. Det betyder, at der stilles krav til din selvdisciplin på et universitet. Der er eksamener (ventuelt rapportaflevering) i de fleste kurser hvert semester eller ét samlet stort projekt, hvorigennem ét eller flere af kurserne bestås.
På universitetet skal du selv købe alle dine bøger, mens du låner dem i gymnasiet.
Mange studier har forholdsvis få undervisningstimer og i stedet et stort stofområde, man skal sætte sig ind i på egen hånd eller i studiegrupper.
På flere studier indebærer den enkeltes valg af fag og kurser, at man efter et stykke tid fordeles ud på forskellige fagområder og derfor ikke kommer til at følges ad gennem hele studiet. Men mange studerende vælger at være med i faste studiegrupper gennem dele af uddannelsen.

Gamle opgaver

For at få et billede af, hvad det første halve år at dit studie byder på, er det bare med at finde den lille web-detektiv frem, for på studiets hjemmeside ligger mange oplysninger gemt. Du kan søge efter gamle semester-/studieplaner fra efteråret 2005, hvor du kan se kursusudbud, litteraturlister og eksamensopgaver. Flere studier har også databaser eller lignende for gamle opgaver, rapporter eller projekter, hvor du kan gå ind og smugkigge i de opgaver, du med stor sikkerhed også skal igennem i løbet af de kommende år. I Studieportalens opgavedatabase ligger der ligeledes opgaver fra flere videregående uddannelser, du kan smugkigge i. På den måde får du et indblik i det faglige niveau. Synes du, opgaverne ser svimlende besværlige ud, er det med at huske på, at der altså ligger et halvt til et helt års intensive studier bag, som du først lige står på tærsklen til at påbegynde.
Samme mulighed gør sig også gældende, hvis du som gymnasieelev gerne vil have et indblik i, hvad det kommende 1., 2. eller 3.g indeholder fagligt. Hertil er Studieportalen.dk fyldt med opgaver, som giver et billede af, hvad de enkelte fag byder på af faglige udfordringer på det niveau, som venter dig.

Det kommende hjemmebibliotek

Som sagt skal du som studerende på en videregående uddannelse selv købe dine bøger, og det kan godt gå hen at blive en halv dyr affære. Der findes dog flere gode sparetips omkring indkøb af bøger. Mange sælger næsten ubrugte bøger billigt på diverse hjemmesider, hvoraf Pensum.dk nok er den mest kendte. Af andre sider kan nævnes Bogbasen.dk, www.brugte-boeger.dk, Bogorm.dk, Dba.dk og Gulgratis.dk.
På de føromtalte semesterplaner for det enkelte studie er der ofte påført litteratur til de forskellige enkelte kurser. Inden du går ud og bruger alle pengene fra dit sommerferiejob på bøger, kan du låne bøgerne på biblioteket for at få en fornemmelse af, hvad litteraturen indeholder, og om det er noget, du vil købe eller bare læse som en lånt bog. På den måde sparer du penge i et hårdt spændt studiebudget, og det er samtidig en god måde at tyvstarte lidt på studiet her de sidste to uger inden studiestart.

Ensomhed og forvirring

Studieformen på videregående uddannelser varierer meget fra primært selvstudium til dagligt gruppearbejde og studiegrupper. Du har sikkert allerede i valget at studie og uddannelsessted gjort dig nogle overvejelser om, hvilken studieform, der passer dig bedst. Med et videregående studie træder du dog ind i en meget mere selvstændig studieform, hvor du selv er med til at påvirke din læring og din uddannelse. Det kan virke skræmmende eller måske endda ensomt at starte på et helt nye studie, bo i en helt ny by og skal til at tilrettelægge dit eget liv og din uddannelse. Flere instanser står klar med en hjælpende hånd, hvis du oplever forvirringen eller ensomheden kommer snigende. Studenterrådgivningen er at finde i på de forskellige uddannelsessteder i de større byer. Her er psykologer, socialrådgivere og andet personale ansat til at ude hjælp og vejledning til dig som studerende, så alle har en mulighed for at få et velfungerende studieliv. Ungdommens Røde Kors har med chatsiden Ensomung.dk oprettet et sted, hvor ensomme unge kan chatte med hinanden og frivillige fra organisationen og derved få sat ord på ensomheden. Også Ventilen.dk giver mulighed for at få kontakt og mødes med andre stille og ensomme unge, hvis man er kommet lidt skævt i gang med den nye tilværelse.

DIN tilværelse

Starten på et nyt studie er starten på en ny tilværelse – DIN tilværelse. Døre til en masse ny og spændende viden åbner sig med dit nye studie, og der er mange valg, som skal træffes hen af vejen. Der er ingen opskrift på, hvordan tilværelsens valg træffes bedst muligt, for det handler også om at gøre dig erfaringer på egen hånd. Med et smugkig ind i, hvad din kommende tilværelse som studerende byder på, kan du forberede dine valg – og ender du alligevel i forvirringens uendelige spiral, er det ikke en skam at bede om vejledning.

Skrevet af Signe Skov Andersen.


Skriv et svar til: Forberedelse til et videregående studie

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.