Yaaaay - tror jeg! :)

Det lyder sikkert sjovt, men af en eller anden grund tror jeg selv jeg har svaret på mit spg... :)

Jeg fik gode karakterer i folkeskolen (langt over middel) (ved godt man ikke skal tænke tilbage) og troede på mig selv....

Her på gym får jeg ikke de samme karakterer men de er stadig  (lidt over middel).... Jeg sammenligner mig konstant med de 'ekstremt kloge' fra min klasse som altid får 12 i ALT! Og jeg tror at grunden til at jeg gør det, er fordi at jeg var ligesom dem i folkeskolen... nu er jeg bare lidt over middel :/ - for at være ærlig er jeg lidt bange for at give 100% af mig selv for så at få en dårlig karakter, for tror ikke jeg ville kunne klare dét!

Synes i jeg skulle give det en chance og så bare tænke positivt? I såfald, hvad synes i jeg skal gøre for ikke at være bange og derved holde motivationen oppe?

Ved godt det er mange spg. men er bare så forvirret og føler mig alene med alt det her - holder det hemmeligt for mine forældre for jeg ved de ikke ville acceptere det :(

/Sandrax

Det er godt at høre du vil starte med at læse psykologi. Vi drenge vil gerne have lidt flere piger! hehe... Ej, jeg ved ærligt talt ikke hvad der holdte min motivation oppe da jeg gik på HTX. Da jeg gerne ville have læst medicin, da jeg finder det yderst interessant, var det der virkede for mig at se Alarm112 og andre programmer med læger. "Desværre" er der så meget præstige i at læse medicin, at det er umuligt for os dødelige der kun besider interessen, at komme ind ;) Heldigvis er jeg blevet glad for livet med psykologi.

Men i bund og grund (no offence) så var det nok friåret midt i HTX med lagerarbejde der gjorde at jeg fik lysten til at kæmpe for bedre karakterer, da det sidste jeg ville var et så ekstremt kedeligt arbejde resten af mit liv!

Jeg vil nok nærmere skyde skylden, for dit vedkommende, på hjemmet. Det må være utrolig trættende ikke selv at være herre over hvad man vil med sit liv - og så i ens sikre base, der skal være stedet du kan være tryg, for at søge ny viden. Se det som at du har en vis mængde motivation, og den kan du bruge på hvad der nu falder dig ind. Bruger du det hele på at bekymre dig om hvad dine forældre synes om dig, bliver det knebent med overskudet til lektierne.

Jeg håber dog, at du kan få snakket ordenligt ud med dine forældre om, hvad der er vigtigt :) Om det er vigtigt at have en uddannelse med præstige og folk der ser op til en, eller om det er at vælge det man har lyst til og være lykkelig. At tage en universitetsuddannelse kommer man ikke sovende til, og det kræver masser af selvdiciplin. Den har man ikke hvis man ikke ønsker at læse, det man er påduttet. ;)

Hej Amiod!

Er meget taknemmelig for dit svar ! :)

Men siden du selv læser  psykologi - vil du så fortælle mig lidt om det? Om studiet, fritid, sværhedgrad etc. ? Ved du om det er svært at tage uddannelsen i udlandet ? Man kan vælge at fokusere på: socialpsykologi, udviklingspsykologi, personlighed og identitet etc... men hvad fokuseres der på hvis man vil være psykolog og arbejde i en praksis??

På forhånd tak :)

Alle har da prøvet at blive skoletræt, det er der da ikke noget galt i, og det behøver ikke at have nogle bestemte grunde. At have siddet på skolebænken i 11-12 år i træk er grund nok i sig selv.

Men du kunne jo prøve at overveje med dig selv, hvad det er, du er træt af? Hvorfor er det, at du ikke kan tage dig sammen mere? - er det ikke så interessant mere? - er der andre ting og sager i dit (private og personlige) liv, der tager tid og kræfter fra dig, og som hindrer dig i at fokusere på skolen? - trænger du til en lang pause (så kæmp de sidste par år og tag et sabbatår). Mulighederne er jo mange, og vi er ikke ens, så hverken jeg eller andre kan komme med en manuel eller opskrift. Du bliver nødt til at mærke efter med dig selv.

Når du har gjort det, kan du eventuelt tage en snak med din studievejleder om, hvad der er at gøre. Du kunne selv overveje at lægge dine studie- og læsevaner om, så de bedre passer til dit nuværende temperament.

Der er mangt og meget, du kan gøre i sådan en situation, men først og fremmest er det vigtigt at vide, hvorfor det er sådan. Er du helt færdig, og har du ingen fravær, så tag en uge fri og hyg dig, og kom så tilbage med fornyet mod og kræfter.

Til Amiod undrer jeg mig lidt, "almindelige dødelige" siger du. Medicin kræver i år et gennemsnit på under 10 for at komme ind på KU, mens psykologi er topscoreren (sammen med statskundskab), hvor det kræver et snit på 10,5 for at komme ind. Selvfølgelig er psykologi stadig nemmere at komme ind på, ser vi på hele landet, alene det, at de udbyder linjen i Ålborg (hvor medicin ikke udbydes), gør det meget nemmere. Men stadigvæk.  

Vi er på universitet 3-5 dage om ugen, og har som regel ikke andet end fire timer. Tit kun to. Pensum er på 3.000 sider på 1.semester, og da vi kun er på uni kort tid, er det op til os selv at læse noget hjemme. Så vi styrer vel mere eller mindre selv vores fritid. På 1. semester er der forelæsninger i personlighedspsykologi og socialpsykologi med samfundsteori som to kurser. Derudover er en stor del af vores literatur på engelsk. Om det er svært? Tjoh, man kommer ikke sovende til det i hvert fald. Men det gør man nok ikke med nogen uddannelser...

Jeg har ingen grundlag for at vurdere mulighederne for at tage uddannelsen i udlandet, men jeg ved at semestre kan tages i udlandet.

Til Thomas. Jeg kender ikke voldsomt mange med et snit over ti, men flere af dem jeg kender med højt snit har overvejet medicin af den simple grund at de har et højt snit. Jeg læser selvfølgelig i Aalborg, da mit snit rakte dertil :)