HVad menes der med denne tekst?

For Spinoza er gud identisk med selve den rationelle sammenhæng, der dels gør de enkelte ting i tilværelsen reale, dels gør vore begreber om disse ting gyldige. Realitet er identisk med, hvad der dukker op i den rationelle sammenhæng og derved bliver lovbestemt og definerbart. Men ud fra en sådan anskuelse bliver et under, således som vi nu har defineret det, en umulighed, for så vidt det ville mangle kriteriet for realitet. For Spinoza selv er det afgørende formål med argumentationen at afvise underet som et bevis på guds eksistens. Derfor argumenterer han videre, at hvis underet endelig indtraf, ville det tværtimod at bevise netop ophæve guds eksistens, da det ville være et brud på den sammenhæng, der er gud selv, og som altså, om den lod sig bryde, ikke længere var nogen sammenhæng. Men trods den uantagelige metafysiske baggrund er argumentationen betydningsfuld, fordi den fastslår, at underet simpelthen er det uerkendelige. Man kan ikke erkende et brud på en sammenhæng, fordi erkendelse just er at indføje det, man vil erkende, i dets sammenhæng med de fænomener, det i sin funktion er afhængigt af. Hvad der derfor fremtræder som det helt unikt, der er løsrevet fra enhver forbindelse med eller afhængighed af andre fænomener, vil man kun kunne erkende i det omfang, det lykkes erkendelsen at ophæve denne isolation. Underet vil derfor som under forblive uerkendt; det er en modsigelse, at man skulle kunne erkende, at en bestemt begivenhed er et under.

Hvorfor er det, at han afviser mirakler/undere?? Det er så indviklet jeg fatter ikke noget af det :-( Hvad vil han frem til?? :-S