hvorfor beskæftige sig med historie?

Ja, det er godt spørgsmål.

Kan vi lære noget af historien? Måske, men det forudsætter at mennesket og samfundet betragtes som statiske størrelser, eller man har et cyklisk historiesyn som antikkens historikere (f.eks. Thukydid). skal vi uddrage en morale af historien kræver det at vi som mennesker og samfundet som helhed ikke udvikler sig.

Er historie dannende og derfor beskæftigelsesværdigt?  måske, men det kræver en diskussion af hvad dannelse er, og en sådan diskussion er ikke bare givent.

I sidste ende har dit spørgsmål vidtrækkende filosofiske perspektiver, for hvad skal vi egentlig med videnskab?

De fleste vil jo nok indvende at fag som medicin, kemi og deslige kan give os tekniske fremskridt - og det er jo rigtigt.     Men i sidste ende er der ingen videnskab der kan fortælle os hvordan vi skal leve vores liv eller hvad vi skal gøre med det. En læge kan rigtig nok lindre smerte, men han/hun kan ikke give svar på hvornår denne smerte bliver så stor at livet ikke længere er værd at leve.

Det som videnskaben kan bidrage med - og som Max Weber så rigtig har påpeget - er klarhed. Klarhed så den enkelte selv kan tage stilling til verden. videnskaben (og herunder historiefaget) kan skabe klarhed i ens egne holdninger og selverkendelse. 

Vil man have andre end en selv til at give svaret på hvordan vi skal leve vores liv, må vi vende os fra videnskaben og gå i kirke, synagoge eller moske i stedet.

Dels kan historiefaget fortælle os noget om hvordan vi er havnet der hvor vi er i dag, hvad der blandt andet har været med til at forme det samfund vi har i dag og dels kan fortidens hændelser lære os meget om nutidens og forberede os på fremtidens.

Den udvikling vi har gennemgået i Europa fra Renæssancen og frem til i dag ser vi nu noget der minder om mange andre steder, fx Mellemøsten, men hvor processerne tit forsøges fremskyndet af omverdenen (primært USA). Her kunne vi fx blive bedre til at tackle nogle ting, hvis vi ser på hvor lang tid det tog for os selv at komme igennem den udvikling.

Historien gentager tit sig selv, for den udvikling vi selv gennemgik fra Renæssancen af havde allerede foregået i Grækenland og Rom i Antikken. Historien bliver gentaget indenfor nogle nye rammer og selv om vi tit begår de samme dumme fejl som man også gjorde før i tiden (eller finder på nogle nye dumme fejl), så kan vi stadig forsøge at blive bedre til at forholde os til nogle forskellige ting.

Vi skal det samme med historie som vi skal med alle andre humanistiske (og til dels samfundsfaglige) fag. Det er fag der forsøger at forklare mennesket, dets livsvilkår og hvad det gør for ting som kultur, filosofi og så videre ...

Den udvikling vi har gennemgået i Europa fra Renæssancen og frem til i dag ser vi nu noget der minder om mange andre steder, fx Mellemøsten, men hvor processerne tit forsøges fremskyndet af omverdenen (primært USA). Her kunne vi fx blive bedre til at tackle nogle ting, hvis vi ser på hvor lang tid det tog for os selv at komme igennem den udvikling.

Historien gentager tit sig selv, for den udvikling vi selv gennemgik fra Renæssancen af havde allerede foregået i Grækenland og Rom i Antikken. Historien bliver gentaget indenfor nogle nye rammer og selv om vi tit begår de samme dumme fejl som man også gjorde før i tiden (eller finder på nogle nye dumme fejl), så kan vi stadig forsøge at blive bedre til at forholde os til nogle forskellige ting.

Det er en holdning som de fleste - i hvertfald historikere - vil tage afstand fra. Det er netop denne cykliske historietænkning som faghistorien efterlod for over 200 år siden. Det var ikke på alle områder den tyske historisme ramte plet, men at historien skal betragtes som einmalige og forstås og tolkes på egne præmisser havde de gode tysker fuldstændig ret i.

Vi fortager forsimplede anakronismer hvis vi blider os selv ind at Mellemøsten gennemgår tilnærmelsesvis den samme udvikling som Vesteuropa fra 1200 og frem. Det samme gælder antagelsen om om at historien gentager sig selv. Det er muligt at en overfladisk view i en gymnasiebog kan få det til at se sådan ud. men går man i dybten vil det hurtigt åbenbare sig at historien bestemt aldrig gentager sig selv. Hver periode har sin egen tid, sit eget indhold, sin egen logik og sin egen virkelighed - og den kan ikke gentages. Man kan forsøge at eksportere demokrati til andre verdensdele (eller disse verdensdele kan forsøge at importere demokrati), men dette er så langt fra det samme som at påstå at historien gentager sig

Renæssancen er ikke en gentagelse af Antikken - så langt langt fra. Renæssancen er ikke genfødslen af Antikken hvis vi skal forstå renæssancen på renæssancens egne præmisser (og det skal man som faghistoriker). Hele renæssancens ry som den moderne verdens bindeled til antikken fik renæssancen først i oplysningstiden. At Eramus af Rotterdam, Luther, Galileo, Bruno osv. gik rundt og følte sig som Sokrates, Aristoteles og Platon er en forsimplet anakronisme vi kan takke oplysningstiden for. 

Naturligvis kan vi trække nogle røde tråde i historien, men at påstå at historien gentager sig er en tanke der høre fortiden til. Renæssancen kommer ikke igen, Oplysningstiden kommer ikke igen - ikke engang i en billig kopi

Mads1980: jeg tror du har misforstået det jeg skrev/mente. Anyways, så bliver det ikke lige nu jeg uddyber, men jeg prøver at huske på det i morgen. :)

Mads 1980 ...... WINNER! :D

Jeg har fundet ud af en grund til at bruge historie, nu hvor jeg har tænkt over det. Tit så benytter politikkerne jo historien til at argumentere for nutiden. F.eks. så Anders Fogh da debatten med DKs irak-deltage var oppe og vende i medierne en tale som han holdt for søværnet. Her iscenesatte han regeringen under besættelsestiden dårligt og uretfærdigt og overspillede frihedskæmperne rolle. Vi blev efterfølgende anset som et land uden morale eller ære, og derfor argumenterede han for at vi havde en mulighed for at råde bod på det ved at deltage i irakkrigen. Så historien benyttes i nutiden, og hvis man ikke kender til historien eller historisk metode eller analysemetoder, såsom diskursanalyse, så det svært at finde hovede og hale i det hele :D

Du har helt ret.

Foghs tale i forbindelse med markeringen af 60 for samarbejdspolitikkens ophør er et skoleeksempel på hvordan fortiden bruges til at forsvare nutiden. Eller med andre ord hvordan historien kan bruges til legalisering af i dette tilfælde en militære intervention i Irak.

MEN spørgsmålet er om der ikke i større grad er tale om misbrug af historien. Mange faghistorikere vil netop påpege at Fogh mangler historisk forståelse. Fogh tegner et alt for ensidigt billede at de faktiske forhold og "dæmonisere historien" . (for at bruge Kirchhoffs meget sigende udtryk)

Kritikken lod da heller ikke vente på sig tilbage i 2003. (prøv evt, at find Hans Kirchhoffs kronik omhandlende en historikers syn på Foghs (mis)brug af historien). Besættelsestiden skal forstås på besættelsens egne præmisser. Det er usagligt og useriøst fra en faghistorisk vinkel at nedfælde en moralsk dom over besættelsestidens politiker sådan som Fogh gør. 

Og så er jeg tilbage. :)

#3

Den udvikling vi har gennemgået i Europa fra Renæssancen og frem til i dag ser vi nu noget der minder om mange andre steder, fx Mellemøsten, men hvor processerne tit forsøges fremskyndet af omverdenen (primært USA). Her kunne vi fx blive bedre til at tackle nogle ting, hvis vi ser på hvor lang tid det tog for os selv at komme igennem den udvikling.

Historien gentager tit sig selv, for den udvikling vi selv gennemgik fra Renæssancen af havde allerede foregået i Grækenland og Rom i Antikken. Historien bliver gentaget indenfor nogle nye rammer og selv om vi tit begår de samme dumme fejl som man også gjorde før i tiden (eller finder på nogle nye dumme fejl), så kan vi stadig forsøge at blive bedre til at forholde os til nogle forskellige ting.

Det er en holdning som de fleste - i hvertfald historikere - vil tage afstand fra. Det er netop denne cykliske historietænkning som faghistorien efterlod for over 200 år siden. Det var ikke på alle områder den tyske historisme ramte plet, men at historien skal betragtes som einmalige og forstås og tolkes på egne præmisser havde de gode tysker fuldstændig ret i.

Vi fortager forsimplede anakronismer hvis vi blider os selv ind at Mellemøsten gennemgår tilnærmelsesvis den samme udvikling som Vesteuropa fra 1200 og frem. Det samme gælder antagelsen om om at historien gentager sig selv. Det er muligt at en overfladisk view i en gymnasiebog kan få det til at se sådan ud. men går man i dybten vil det hurtigt åbenbare sig at historien bestemt aldrig gentager sig selv. Hver periode har sin egen tid, sit eget indhold, sin egen logik og sin egen virkelighed - og den kan ikke gentages. Man kan forsøge at eksportere demokrati til andre verdensdele (eller disse verdensdele kan forsøge at importere demokrati), men dette er så langt fra det samme som at påstå at historien gentager sig

Renæssancen er ikke en gentagelse af Antikken - så langt langt fra. Renæssancen er ikke genfødslen af Antikken hvis vi skal forstå renæssancen på renæssancens egne præmisser (og det skal man som faghistoriker). Hele renæssancens ry som den moderne verdens bindeled til antikken fik renæssancen først i oplysningstiden. At Eramus af Rotterdam, Luther, Galileo, Bruno osv. gik rundt og følte sig som Sokrates, Aristoteles og Platon er en forsimplet anakronisme vi kan takke oplysningstiden for. 

Naturligvis kan vi trække nogle røde tråde i historien, men at påstå at historien gentager sig er en tanke der høre fortiden til. Renæssancen kommer ikke igen, Oplysningstiden kommer ikke igen - ikke engang i en billig kopi

_____________________________________________________________________________

Jeg kan godt forstå du gik ud fra at jeg mente det på den måde du har forstået mit indlæg på. Jeg var lige lidt hurtig i mit svar, my bad. :)

Når jeg siger at "historien gentager sig", så mener jeg ikke at den gentager sig selv igen og igen i en evig cyklisk herlighed eller at den som sådan bare tilnærmelsesvist gentager sig selv. Det er derfor jeg skriver "indenfor nogle nye rammer", men ja, du har ret, jeg har formuleret mig skidt. Det jeg mener er(og her er der muligvis mange nyere som 200 år gamle tyske historikere der vil være uenige), at jeg personligt ser nogle mønstre gentage sig mange steder, men indenfor deres helt egne rammer. Så nej, det er overhovedet ikke det samme eller en gentagelse af historien som sådan, og alligevel ser jeg det som noget man kan se på og sige "hmmm, det minder da lidt om det og det, det var da sjovt, hvad kan vi lære af det". Det som gentager sig er egentlig bare at menneskene i den pågældende tid og den pågældende civilisation bliver nysgerrige og udvikler sig - med forskellige tanker og andet gøgl til følge.

Når jeg siger at ting som Renæssancen, Oplysningstiden etc etc kommer igen/kan ses flere steder/et eller andet andet, så er det mere i mangel på bedre måde at forklare det på. For ja, det er begreber der er opstået efter at det pågældende har foregået, men jeg synes nu alligevel at det er nogle begreber der er gode at bruge om nogle tendenser, hvis man absolut vil kalde tingene for et eller andet. Det er alt andet lige lidt nemmere at trække de berømte røde tråde (som du også selv snakker om eksisterer), hvis man kan sige at man i Antikken også havde noget der mindede om en Oplysningstid (men under nogle helt andre omstændigheder, i en anden situation etc etc) og at man mange steder i fx Mellemøsten aner en slags Oplysningstid. Men ja, denne "Oplysningstid" er helt deres egen, formet ud fra hvem de er, deres samfund og så videre.

Nu blev det en lidt lang smøre, men jeg er egentlig mest bare enig i det du skriver og nu håber jeg at jeg fik forklaret min mening lidt bedre. Tilgiv mig at jeg endnu ikke er så meget faghistoriker at jeg kan formulere det på helt samme måde. ;)