Natvægterstaten

#0. Det er en interessant diskussion. Problemet med anarkistisk filosofi er jo, at den pr. definition er svær at sætte i bås :-)

Men Nozick skrev i 1974 Anarchy, State and Utopia, hvor han tager Locke som udgangspunktet for en seriøs debat om statens rolle i samfundet og de frihedsgrader, som må tilkendes den enkelte borger i natvægterstaten. Det var ham, der sammen med Rawls for alvor fik gang i debatten på universiteterne, selv om Ayn Rand havde været ude en del år tidligere med sit forsvar for egoismen. (i Virtue of Selfishness)

Pointen er vel, at hvis vi definerer anarki som det statsløse samfund, så er grænsen hårfin, hvorimod den er mere tydelig, hvis anarki opfattes, som det ofte bliver gjort i offentligheden som kaos og sammenbrud af lov og orden.

Jeg vil ikke give dig et velbegrundet argument for hverken det ene eller det andet, men jeg kan da henvise dig til en par udmærkede gennemgange af anarkisme, som måske kan bringe dig videre til en eventuel forskel mellem anarki og minimalstat:

Woodcock: Anarchism: A History Of Libertarian Ideas And Movements

Marshall: Demanding the Impossible: A History of Anarchism

De kan være vanskelige at få fat i, men hvis du prøver via Amazon, så skulle det være muligt.

Hej igen.

"Ekstremistiske liberalister" som du kalder dem (libertarianere kalder de sig selv) mener, at Staten er illegitim idet den ved sin blotte eksistens krænker den private ejendomsret, fordi den er finansieret ved tvangsopkrævning. For dem er anarki det eneste moralsk ansvarlige; det frie samfund er anarki.

Mere moderate liberalister kan godt acceptere et statsligt voldsmonopol med det ene formål at opretholde lov og orden og så i øvrigt blande sig udenom borgernes anliggender. Problemet er hvordan man forhindrer Staten i at vokse og udvide sine egne beføjelser. Historien har entydigt vist at alle stater har en iboende tendens til at ekspandere; selv med en så god og gennemtænkt forfatning som den amerikanske går det galt. Bush er godt igang med at udhule fundamentale retsprincipper og de europæiske regeringer holder sig heller ikke tilbage. Hvad er løsningen?

Mens jeg venter på: A history of Anarchism...

På hvilken måde udhules de fundamentale retsprincipper. Og hvilke fundamentale retsprincipper er der tale om. Jura i praksis har længe været sammenkogt ret af dommerens personlige moral samt de vedtagede love, hvis det er det du hentyder til.

"Problemet er hvordan man forhindrer Staten i at vokse og udvide sine egne beføjelser."

Det er den lovgivende magt der vedtager disse beføjelser. Dette kan de gøre i kraft af den magt deres vælgere har givet dem. De gør det fordi de mener det er i almen interesse. hvornår i lovgivningsprocessen opstår "forbrydelsen"?

Hvis det er i det almenes interesse, er det så ikke også godt?

"På hvilken måde udhules de fundamentale retsprincipper. Og hvilke fundamentale retsprincipper er der tale om. Jura i praksis har længe været sammenkogt ret af dommerens personlige moral samt de vedtagede love, hvis det er det du hentyder til."

Jeg tænker specielt på de "terrorpakker" som regeringer over hele kloden er usædvanlig ivrige efter at implementere på ubestemt tid i deres respektive lovgivninger. Tendensen opstod ikke i kølvandet på 9/11, men er forstærket kraftigt siden da; man har fra politikernes side brugt terrorismen til at fremme en agenda, der hele tiden har fandtes. Politikerne sætter politiets effektivitet over alt andet og lovgivningsarbejdet har udviklet sig til en hastværksproces, hvori alene personer med myndighedsinteresser er repræsenteret.

Det er fuldt ud forståeligt, at politikerne reagerer som de gør og - helt i overenstemmelse med befolkningens ønsker - søger at redefinere balancen mellem frihed og sikkerhed. Men der er ting vi ikke må give køb på. De vestlige retsstater er resultatet af århundreders kamp mod formørkelse og totalitarisme; det så jeg gerne, at politikerne udviste større respekt for. Du snakker om dommerens "personlige moral" (hvis indflydelse, i retsstaten, netop er begrænset til et minimum), men det her handler om noget helt andet. Det handler om den måde vores retsvæsen er indrettet på, de umistelige rettigheder som tiltalte altid besidder (eller bør besidde). I USA kan FBI ved "mistanke om forbindelse til terrorisme" (hvilket de selv definerer) ransage folks ejendom uden en kendelse fra en objektiv instans og placere vedkommende i isolation på ubestemt tid uden at stille vedkommende for en dommer eller yde advokatbistand. I EU findes tilsvarende lovgivning; gennemtvunget af centraladministrationen i Bruxelles. For nylig måtte Tony Blair opgive et forslag, der gør det forbudt at ytre "nedsættende eller krænkende ord om en religiøs gruppe, som "sandsynligvis" vil optænde religiøs had", således at f.eks. et satirisk teaterstykke om profeten Mohammed kan straffes med fængsel. Det sker overalt omkring os i en tid, hvor frygten for terrorisme midlertidigt øger befolkningens tolerance overfor den slags indgreb. Det var en lang smøre, men jeg håber du fangede pointen selvom du sandsynligvis ikke er enig.

"Det er den lovgivende magt der vedtager disse beføjelser. Dette kan de gøre i kraft af den magt deres vælgere har givet dem. De gør det fordi de mener det er i almen interesse. hvornår i lovgivningsprocessen opstår "forbrydelsen"?"

Der er ting som er hævet over parlamentarisk indflydelse. Ytringsfriheden er et eksempel. Retten til advokatbistand og en åben retssag er et andet. Hvordan sikrer vi at de forbliver sådanne?

"Hvis det er i det almenes interesse, er det så ikke også godt?"

Svaret er nej. Hvad er almeninteressen? Samfundet er en sum af individer med divergerende ønsker. Det er umuligt fra centralt hold at definere hvad der godt for alle. Er det rigtigt at undertrykke et mindretal, hvis det er i flertallets interesse?

Jeg er enig med din kritiske holdning til terrorpakkerne.

"Du snakker om dommerens "personlige moral" (hvis indflydelse, i retsstaten, netop er begrænset til et minimum)"

Det her vil jeg gerne kort tage op.

Det er forsøgt begrænset til et minimum, men jeg tvivler på det er lykkedes. En dommers egen moralske overbevisning hører ikke hjemme i et retslokale. Denne burde slet ikke indgå i domsafsigelsen, da unikke faktorer får mulighed for at få indflydelse, og så er alle ikke lige for loven, og så forsvinder retssikkerheden.

Hvad ville du selv foretrække, en nådig subjektiv dommer, eller en kold fisk der dommer efter bogen?

Almeninteressen er en umulighed da det forudsætter at alle individer er enige, men hvad skal man lovgive efter hvis man ikke skal lovgive efter et skøn af hvad der gør flertallet tilfredse?

så længe man overholder menneske'retighederne' så er der ikke nogen der kommer til skade, er det så ikke fint?

Du skriver:
"Det er forsøgt begrænset til et minimum, men jeg tvivler på det er lykkedes. En dommers egen moralske overbevisning hører ikke hjemme i et retslokale. Denne burde slet ikke indgå i domsafsigelsen, da unikke faktorer får mulighed for at få indflydelse, og så er alle ikke lige for loven, og så forsvinder retssikkerheden.

Hvad ville du selv foretrække, en nådig subjektiv dommer, eller en kold fisk der dommer efter bogen?"

Svar:
I strafferetslige sager afgøres skyldsspørgsmålet af et nævningeting; dommerne (der er 3) har altså ingen indflydelse på hvorvidt tiltalte kendes skyldig eller ej. I tilfælde af skyld deltager de tre dommere i strafudmålingen med hver 4 stemmer mod nævningetingets samlede 12; den enkelte dommers indflydelse er altså relativt lille. Hvordan mener du, at dommerne kan udøve afgørende indflydelse efter personlige præferencer i dette system?

Du skriver:
"Almeninteressen er en umulighed da det forudsætter at alle individer er enige, men hvad skal man lovgive efter hvis man ikke skal lovgive efter et skøn af hvad der gør flertallet tilfredse?"

Svar:
Man skal, netop af den grund, søge at begrænse mængden af lovgivning. Lovgivning skal ikke anvendes af politikere som et regulativt værktøj og som udgangspunkt skal staten kun lovgive i strafferetslige spørgsmål. Der er ufattelig mange love og regler i Danmark og det deraf følgende bureaukrati er uudholdeligt. Det rammer især selvstændige og entreprenører som kontrolleres og mistænkeliggøres i en grad som er helt grotesk og uanstændig. De eneste der går fri af denne nidkære overvågning og konstante mistænkeliggørelse er statens egne institutioner og det på trods af, at det netop er disse institutioner som levererer samfundets suverænt ringeste ydelser (og til den suverænt højeste pris til med). Ok, nu bevæger jeg mig vist ud af en tangent...

Du skriver:
"så længe man overholder menneske'retighederne' så er der ikke nogen der kommer til skade, er det så ikke fint?"

Det forstår jeg ikke helt. Men hvis du med menneskerettighederne mener, at individdet er unikt og ukrænkeligt (hvilket implicerer, at begrebet "almenvellet" er ugyldigt) er jeg enig.

Straffen besluttes af dommerne, det er deri den subjektive dommer kan have indflydelse på domsafsigelsen. Hvis det er en karismatisk dommer kan det meget vel tænkes at han kan påvirke de andre. Jeg mener dog at det er et godt forsøg på at minimere dommernes indflydelse.

Det som jeg ser som problemet ved minimalstaten er at friheden indskrænkes trods de manglende forbud. Eks. Handikappede, evnesvage, AIDS-ramte og fattige pensionister. Deres muligheder for medicin og behandling vil i manges tilfælde ikke eksistere. Det er de færeste i disse grupper der har nået den økonomiske kapacitet til at forsørge dem selv. Her finder jeg det lovligt at tænke lidt kvantitativt. En mindre beskatning til at hjælpe de svage... Og så er der også det moralske ansvar overfor u-landende. Det er en historisk kendsgerning at deres økonomiske nød er en konsekvens af vestlig indgriben. Har man som Liberalist ikke et ansvar overfor resten af menneskeheden? Frivillige nødhjælpsorganisationer vil ikke kunne gøre hele det humanitære arbejde i minimalstaten. Og det er de færeste enkelte der tager det ansvar på deres skuldre. Er det så ikke ok at en solidarisk stat gør det for os, mod en klækkelig skat?

(glæder mig til respons på denne her...)

Du skriver:
"Det som jeg ser som problemet ved minimalstaten er at friheden indskrænkes trods de manglende forbud."

Svar:
Vi definerer frihed forskelligt. For liberale er frihed defineret negativt: frihed er "fravær af tvang". Derfor kan manglende forbud/regulering/omfordeling aldrig indskrænke friheden. Du definerer antageligt frihed positivt: frihed er retten et værdigt liv, retten til uddannelse etc. Det er meget sympatisk og forståeligt, men liberale kan ikke acceptere det fordi det altid (i større eller mindre grad) indebærer elementer af tvang, overvågning og kontrol. Erfaringen viser desuden at positive rettigheder med tiden udvandes gennem notorisk absurde overfortolkninger (som praktiseret af menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg); de ender slutteligt som et redskab for politikerne til at retfærdiggøre højere skatter og mere registrering og kontrol.

Socialstat kontra minimalstat/nulstat er altså i høj grad et moralsk spørgsmål (det er forkert at anvende tvang), men altså også et pragmatisk (positive rettigheder hjælper ikke de svage).

Du skriver:
"Handikappede, evnesvage, AIDS-ramte og fattige pensionister. Deres muligheder for medicin og behandling vil i manges tilfælde ikke eksistere. Det er de færeste i disse grupper der har nået den økonomiske kapacitet til at forsørge dem selv. Her finder jeg det lovligt at tænke lidt kvantitativt. En mindre beskatning til at hjælpe de svage..."

Svar:
Vi må starte med at slå én ting fast: ingen har KRAV på hjælp fra andre, hjælp er et PRIVILEGIUM og kan kun forsvares moralsk såfremt den er frivillig. Nu tænker du måske, at jeg er en kynisk idiot, der ikke vil hjælpe de svage. Men det passer ikke; jeg vil meget nødigt leve i et samfund som ikke behandler handicappede, AIDS-ramte og pensionister på en værdig måde og jeg vil enormt gerne yde betydelige bidrag for at sikre, at de bliver behandlet godt (i modsætning til i dagens Danmark er jeg nød til at sige, desværre). Forskellen på dig og mig er, at jeg ikke vil tvinge mine præferencer ned over hovedet på andre; tvungen altruisme har ingen værdi for mig.

Du skriver:
"Og så er der også det moralske ansvar overfor u-landende. Det er en historisk kendsgerning at deres økonomiske nød er en konsekvens af vestlig indgriben."

Historisk måske, men den fortsatte fattigdom skyldes uden tvivl manglen på en veldefineret privat ejendomsret. Mit synspunkt opsummeres ganske godt i disse (omend korte) artikler http://www.liberator.dk/art-detail.asp?A_id=184 og http://www.liberator.dk/art-detail.asp?A_id=565

Du skriver:
"Har man som Liberalist ikke et ansvar overfor resten af menneskeheden?"

Svar:
Et moralsk ansvar, jo. Men det er op til den enkelte, ikke staten, hvordan han eller hun ønsker at forvalte det.

Du skriver:
"Frivillige nødhjælpsorganisationer vil ikke kunne gøre hele det humanitære arbejde i minimalstaten."

Hvad bygger du den antagelse på?

Du skriver:
"Og det er de færeste enkelte der tager det ansvar på deres skuldre"

Svar:
Igen synes jeg at du devaluerer humanismen. Jeg vil gerne hjælpe mennesker i nød, både fysisk og økonomisk. Vil du ikke?

Du skriver til sidst:
"Er det så ikke ok at en solidarisk stat gør det for os, mod en klækkelig skat?"

Svaret er nej :-) Som sagt; både af moralske (tvang dur ikke) og pragmatiske (det virker ikke) årsager.

Mht. menneskerettighedsdomstolen, kunne jeg ikke være mere enig. Disse positive rettigheder er uduelige. Jeg ser dem som en reaktion på nazismen hvor nogle humanster besluttede sig for at lave noget der skulle kunne beskytte menneskeheden mod de forbrydelser der skete i WW2. I praksis har de vist sig svært problematiske.

Min tiltro til menneskehedens hummanisme (menneskelighed er ikke nødvendigvis humanisme hehe) er minimal (heraf min holdning til velgørenheds organisationer). Jeg tror ikke at det enkelte individ har vilje til at handle vedr. de globale problemer. Det bliver 'out of sight out of mind' der er også i dag den gældende mentalitet.
Det enkelte menneske er svagt i mine øjne og kan hverken tage ansvar for sig selv eller andre uden at gøre det som en gruppe. Heldigvis er der et hav af undtagelser (jeg vælger da også at betragte mig selv som en af dem) men størstedelen er svage.

Hjælp er et privillegium at modtage, men det er vores moralske pligt at yde den.

Jeg kan godt se styrken i den liberalistiske ideologi, problemet er vel at moralen i den enkelte er ubestandig. Min frygt er at uden kontrol og tvang (i form af positive rettigheder hehe) vil moral og 'solidaritet' blive individuelle størrelser, uden for social sammenhæng.

Særdeles fornuftig indstilling til menneskerettighederne. Jeg troede alle venstreorienterede var suckers for menneskerettighederne (min mor arbejder ved juridisk fakultet og der konstituerer de nærmest en religion).

Du har ret i, at der i Danmark hersker en slags "out-of-sight-out-of-mind"-mentalitet, også i forhold til lokalsamfundet. Det er en trist tendens, men også forudsigeligt ( se http://www.liberator.dk/art-detail.asp?A_Id=389 ).

Mht. u-landenes problemer, så er det ikke noget som løses ved at hæve u-landsbistanden; det eneste vi bør gøre er at afskaffe den massive vestlige protektionisme (landsbrugsstøtte, toldmure, embargoer, importforbud etc.), som favoriserer vestlige producenter i en helt urimelig grad og som effektivt holder producenter og potentielle producenter fra den trejde verden ude af de vestlige markeder. Men det modsætter venstrefløjen sig med næb og klør (protektionisme er venstrefløj), hvilket er urimeligt og enormt hyklerisk når de samtidig profilerer sig som solidariske med den fattige verdens befolkning.

Hvis du vil udtrykke (ægte) solidaritet med de fattige i den trejde verden, så skal du agitere for liberalisme og frihandel.

Det estimeres, at befolkningerne i u-landene tilsammen kontrollerer "død kapital" (dvs. huse, ejendomme mm., hvortil ejendomsretten ikke er veldefineret) for omkring 9.300 milliarder dollars (DBK). Hvis bare disse mennesker fik lov at eje hvad der retmæssigt er deres og slap for brutale og korrupte statsapparater så de kunne handle og investere frit ville de opleve en vækst og stigning i velstand uden sidestykke. Let it be!

Din påstand om at mennesket er svagt accepterer jeg stadig ikke; især ikke fordi du bruger det som argument for en allestedsnærværende stat, der omfordeler, overvåger og kontrollerer. Man kan sige, at din påstand har karakter af en selv-opfyldende profeti: mennesket BLIVER svagt når det fratages sin værdighed, sygeliggøres og forsørges af staten. Som en amerikansk præsidentkandidat engang sagde: "Staten brækker dine ben, giver dig krykker og siger: "Se, hvis det ikke var for os ville du ikke kunne gå.""

Til sidst: Mener du virkelig at "tvungen solidaritet" har nogen som helst værdi (er det ikke nærmest a contradiction in terms)?