Novelle feedback haster!

Anslag: Hvorfor havde de det så sjovt? Jeg sad over ved mit bord. Jeg kiggede tilbage. De grinte og grinte. Nej nej, de griner ikke af en god joke. De griner af noget andet. Hvad griner de af? Der var ikke nogen, der grinte med mig. Jeg sad bare alene ved mit bord, med mine matematikopgaver.
Præsentation: Jeg prøvede at fokusere på min matematikopgave. Hvis den ene katete er på 6 cm, og hypotenusen er på 9 cm, så er den anden katete på, ARGH! De griner jo så meget! Det forstyrrer min koncentration. Nåh, der ringede klokken ind. Læreren kom kejtet ind, med sine tunge bøger, og kop kaffe. Jeg anede lige et undrende blik i øjenkrogen fra Mehmet. Jeg overvejede ikke engang, at give ham et blik. Gruppen blev opløst, og alle satte sig på deres pladser. ”Hihihihi” lød det fra dem bagved. Lidt efterfnis fra Ali og Mehmet.
- ”Hvor ligger Datolinjen?”, lød det fra læreren.
Uhh!! Den ved jeg hvor ligger.
- ”I Stillehavet” lød det bagfra.
Jeg kiggede bare ned i mit atlas. Hvorfor ser Jylland så trist ud? En stor rund og dryppende næse, en krum ryg, en halvåben mund lige over Fyn, også nogle lukkede og usynlige øjne, som ikke kunne åbnes, af al den smerte, der blev forvoldt. Moder Natur måtte da have haft en dårlig dag, da hun skabte Jylland. Og se på alle de øer. Spredte, forvirrede, fortvivlede. Uden nogen sam-menhæng.
- Skal du noget efter skole Mehmet?
- Ja..
- Og det er?
- Hjem?
Jeg skal jo alligevel hjem og læse lektier. Jeg har nok at se til.
- Okay, godt nok.
Et svagt og anstrengt smil dukkede op på hans læber. Men jeg kunne godt gennemskue det. Hvad med Ali?
- Hvad skal du efter skole Ali?
- Jeg skal også hjem, sagde han med et flakkende blik.
- Okay, fint nok.
Uddybning: Hvorfor skulle alle lige pludselig hjem direkte efter skole? Eller det skal de, når jeg spørger dem. Er det mig, der er noget galt med? Jeg kaster et blik på læreren. Et tilfredsstillende smil sendes ned imod mig. Når jo! Glemte jo næsten at aflevere min geografi-rapport. Jeg forventer et 12-tal, siden det var det jeg fik sidst, og stort set næsten alle andre ting. Mehmet kiggede på min opgave.
- Må jeg lige se den?
- Ja, selvfølgelig, værsgo’!
Han kigger grundigt igennem den. Han bliver næsten betaget af den, og han sammenligner den med sin egen. Han får et lidt irrite-ret blik i øjnene.
Jeg er den ideelle elev. Jeg laver altid mine lektier, får næsten altid topkarakter, og tager alt på en moden eller professionel må-de. Men det kniber med vennerne. Jeg går tit alene hjem, og jeg bruger de fleste af mine firkvarter på at snakke med lærerne Og når jeg er sammen med mine jævnaldrende, er det knap til at overleve. Jeg kan godt nogle gange fyre nogle jokes af, men mange gange er det iscenesatte grin, eller falsk fnisen. De fleste gange fortæller de bare deres egne jokes, også går livet videre, og jeg ryger tilbage ned i usynlighedens dam.
Mehmet og Ali var duoen, som styrede klassen. Alle drengene passede ligesom ind. De havde inddelt sig i et hierarki. Duoen øverst, med alle andre under dem. Jeg var, som en selvfølge af min manglende sociale omgang, ikke placeret i et specifikt sted i hierarkiet. Jeg var lidt af en løsgænger, en autonom, som ikke rigtig kunne finde sin plads.
- ”Her Tarek.” sagde Mehmet.
- ”Var der noget ved den, som du synes, at jeg kunne gøre bed-re?”
- ”Det kunne du godt tænke dig at vide, hvar’?”, svarede han.
Kryptiske svar kom han altid med. Måske prøvede han på at skju-le et eller andet. Måske ikke.
Point of no return: Vi havde også en dansk stil for til i dag. Som regel havde jeg lavet den.
- ”Du har ikke lavet stilen, vel Abdul?”
Jeg tøvede lidt. Et svagt smil begyndte at brede sig på hans læber. Skal jeg sige ja eller nej?
- ”Nej, det har jeg desværre ikke” sagde jeg stammende. ”Jeg hav-de for travlt med at spise” spøgede jeg lidt med.
Både Mehmet og Ali udbrød i grin. De fik tårer i øjnene. Så mor-somt, kunne det da heller ikke være?
- ”Du er fin nok Abdul, det er du.” sagde Ali med et blink i øjet.
En varm følelse bredte sig i min krop.
”Kom med os over til fitnesscenteret efter skole” sagde Mehmet. ”Så kan du vise os dine bøffer”.
Jeg havde jo trænet en del på det sidste, men ikke til den grad, at det kunne ses.
Konfliktoptrapning: Klokken ringede ud. Jeg kiggede mig om-kring.
- ”Kom med Abdul, vi skal hen til kiosken” sagde Ali.
Jeg fulgte med. På vejen mødte vi de andre drenge fra klassen og parallelklassen. Mehmet og Ali fortalte dem hvorledes, at jeg ikke havde lavet min danskstil. De grinte bare, og jeg grinte med. De klappede mig på skulderen, og fortsatte hen til skolen. Hvordan opnåede jeg sådan en pludselig popularitet?
- ”Ej, mand, vi har dansk i næste time” sagde Ali.
- ”Hvad ville hun dog gøre, når hun finder ud af, at mønstereleven ikke har lavet sin stil?” sagde han, med et hurtigt eftergrin.
Ja, hvad ville hun gøre? Hun havde sagt til mig, at jeg var hendes øjesten, således at jeg var hendes eneste håb. Hun grinte altid af mine jokes, og havde en meget indsigtsfuld forståelse af, hvordan jeg ikke havde en fast rangorden i drengegruppen.
Vi tog tilbage til skolen. Da vi kom tilbage, var dansklæreren der allerede. Hun havde et lidt undrende blik, da hun så med duoen. Jeg ignorerede og lod som om, at jeg ikke fattede hendes hentyd-ning.
Dansktimen forløb meget fint. Vi tog hul på et nyt emne, erin-dringer. Hun var lidt underlig denne time. Hun var lidt uordnet, og hun så lidt skævt hen til mig. Jeg småsnakkede også lidt med Mehmet og Ali. Jeg var ellers musestille, hvis jeg ikke havde rakt min hånd i vejret.
Klimaks: - ”Jeg vil gerne have 9.x’s stile herop på mit bord.” sag-de hun højt.
Jeg fik et sus i maven. Jeg havde stilen i tasken. Men Mehmet og Ali holdt nøje øje med mig. Hvad skal jeg gøre? Læreren ventede spændtfuldt på mig. Uret tikkede. Hvad skal jeg gøre? De fleste havde efterhånden afleveret. Jeg prøvede at kigge væk fra lære-ren. Helst ingen øjenkontakt.
Udtoning: Klokken ringede ud. Læreren pakkede sammen. De fleste gik ud. Jeg blev siddende på min plads. Mehmet og Ali sad på sine pladser.
- ”Så du hendes blik?” udbrød Ali halvgrinende.
Jeg simulerede en lille latter.