Binokulært og monokulært syn

Bin- betyder 2 og mon- 1, -okulært betyder -øjet.

Der er sikkert mange forskellige forklaringer, hvoraf nogle sikkert er forkerte!

Hvirveldyrene (hertil hører meneskene) har 2 øjne. Oprindelig sad de  på hver si side af hovedet, som man f.eks. ser det hos høns, heste, hjorte osv. En del dyrearter har øjnene trukket om foran. Det er karakteristisk for jagende dyr. Derved opnås nemlig, at den retning, øjnene ser bedst i, rettes fremad, hvor byttet formodes at være. Det giver et overlap af synsfelterne for de to øjne. Dette overlap giver mulighed for bedre dybdesyn, fordi de to billeder ikke er helt ens. Hold f.eks. en finger op et stykke foran øjnene. Luk skiftevis det ene øje og det andet og læg mærke til fingerens tilsyneladende plads i forhold til baggrunden. Dette fænomen kaldes parallakse.

Parallakse kan benyttes til at få information om afstandende til genstandene i billedet. Det benyttes ubevidst af de fleste menesker. Hvis man er blind på det ene øje, har man ikke denne mulighed.

Der er opstået den misforståelse, at dybdesyn udelukkende bygger på denne parallakse, men det er ikke rigtigt. Man kan iagttage personer, der er bline på det ene øje udføre opgaver, der kræver dybdesyn. De er ikke helt så præcise i det, men de kan udføre opgaven, som f.eks. at tage et vinglas, der står på bordet.

Parallakse, der forkommer i forbindelse med det binokulære syn, kaldes for statisk (dvs. ubevægelig) parallakse. Der er dyr, der når de skal have et dybdeindtryk, rykker hovedet op og ned i en bevægelse, der er længere end afstanden mellem deres øjne. De benytter sig af dynamisk parallakse.

Hurtige bevægelser i det perifere syn giver også et indtryk af dybde. Det sestydeligt i filmen "Den fantastiske rutchebanetur", der er optaget med et enkelt kamera, der har et sysfelt, der går meget langt ud til siderne. Den tilsyneladende størrelse af kendte ting har også betydning for dybdesynet.

Nogle menesker har ikke evnen til at benytte statisk parallakse. Der findes en del tegningspar, der svarer til de to billeder, en genstand ville have, hvis man fotograferede en genstand med to kameraer. Nogle af de tegninger, jeg har set, er tegninger af molekyler vist med cirkulære pletter og streger som bindinger. Ser man på dem med hvert sit øje, kan man få en dybdevirkning frem, fordi de efterligner den statiske parallakse. Én af mine studiekamerater kunne ikke få den virkning frem. Hvan havde simpelthen ikke den evne, men ellers havde jeg indtryk af, at han havde fuldt dybdeindtryk.