Resume af folkeviser tekst

Hej jeg har fået en tekst jeg skal lave resumé af, men ikke forstår den helt, så er de en der kan hjælpe?

Tor af Havsgaard
Det var Tor af Havsgaard,
rider over de grønne Enge;
tabte han sin Hammer af Guld,
og borte var den saa længe.
Tor han tæmmer Fole sin i Tømme.

Det var Tor af Havsgaard,
han taler til Broder sin:
Du skalt fare til Nørrefjæld
og lyse efter Hammer min.

Det var Lokke Løjemand,
satte sig i Fjederham:
saa fløj han til Nørrefjæld
alt over det salte Vand.

Midt udi den Borgegaard
der axler han sit Skind,
saa ganger han i Stuen
alt for den Tossegreve ind.

»Du vær velkommen, liden Lokke!
du vær velkommen her!
hvor stander Huen i Havsgaard?
og hvor stande Landen der?«

»Vel stander Huen i Havsgaard,
og vel stande Landen der;
men Tor han haver sin Hammer mist,
fordi er jeg kommen her.«

»Ikke fanger Tor sin Hammer igjen
for Guld eller gode Ord:
femten Favne og fyrretyve
der ligger han graven i Jord.

Ikke fanger Tor sin Hammer igjen,
det maat du lide paa,
før end jeg faar Jomfru Frøjeborg
med alt det Gods, hun aa.«

Det var Lokke Løjemand,
satte sig i Fjederham:
saa fløj han tilbage igjen
alt over det salte Vand.

Midt udi den Borgegaard
der axler han sit Skind,
saa ganger han i Stuen
for Tor sin Broder ind.

»Ikke kan du din Hammer igjen
af Tossegreven faa,
med mindre vi give hannem Frøjeborg
med alt det Gods, hun aa.«

Det var Jomfru Frøjeborg,
hun blev i Sind saa vred:
Blodet af hver en Finger sprang
og randt paa Jorden ned.

Mælte det den stolte Jomfru,
hun op fra Bænken sprang:
»Ret aldrig tager jeg til Mand
den Trold saa led og lang.«

»Hør du, kjære Søster min!
du vær nu ikke saa braad!
hvor meget røde Guld giver du mig,
om jeg finder bedre Raad?

Tage vi Tor, vor gamle Broder,
saa vel vi børste hans Haar,
føre vi hannem til Nørrefjæld
alt for saa væn en Maar!«

Det var Tor af Havsgaard,
lader Brudeklæder skære;
og det var Lokke Løjemand,
skulde Brudeterne være.

Førte de den unge Brud
alt i den Bryllupsgaard;
det vil jeg for Sanden sige,
der var Guld ej for Legerne spart.

Saa toge de den unge Brud,
satte hende paa Brudebænk;
frem da gik den Tossegreve,
han bar for hende Skjænk.

En Oxekrop saa aad hun op,
vel tredive Svineflykke,
syv Hundred Brød hendes Maaltid var,
saa lyste Bruden at drikke.

En Oxekrop saa aad hun op,
vel tredive Svineflykke;
tolv Tønder Øl saa drak hun ud,
før hun kunde Tørsten slykke.

Tossegreven paa Gulvet gik,
han mon sig saa ilde kære:
»Hveden er saa, den unge Brud
hun vil saa meget tære?«

Svared det liden Lokke,
han smiler under Skarlagenskind:
»I otte Dage fik hun ikke Mad,
saa haver hun stundet til din.«

Det var gamle Tossegreve,
han glædtes ved de Ord:
»Bærer nu ind den Hammer af Guld!
bærer ham for Brudebord!«

Otte vare de Kæmper,
bare Hammeren ind paa Træ;
det vil jeg for Sanden sige,
de lagde ’n over Brudens Knæ.

Det var da den unge Brud,
tog Hammeren i sin Haand:
og det vil jeg for Sanden sige,
hun slynged ham som en Vaand.

Slog hun den Tossegreve ihjel,
den Trold baade led og lang;
saa vog hun alle de andre smaa Trolde,
at Retten maatte have sin Gang.

Det var Tor af Havsgaard,
holdt med de Trolde godt Ting:
femten Trolde og fyrretyve
de laa der i en Ring.

Mælte det Lokke Løjemand,
monne sig saa vel omtænke:
»Nu ville vi fare til vort eget Land,
mens Bruden er vorden Enke.«
Tor han tæmmer Fole sin i Tømme.