Feedback til Novelle

DET SIDSTE SOLFALD Astra kommer tummelumsk til bevidsthed igen og åbner forsigtigt sine øjne til synet af et fremmed gråt metalloft. Lyset er skarpt og blændende, og døren såvel som væggene omkring hende er lavet af metal. Rummet ser helt blankpoleret ud og er fyldt af en sælsom stilhed, der periodevis(t) bliver afbrudt af bippene fra maskinen langs sengekanten. Hun ligger (ned) på en seng med en iltmaske presset ned over ansigtet, og hun har svært ved at bevæge sig. Alligevel formår hun kraftesløst at rejse sig op. Astra bevæger sig dorskt og langsomt fremad på det kolde aluminiumsgulv og kan føle (gulvets) dets bidende kulde på sine fodsåler, mens hun nærmer sig håndvasken (i) for enden af rummet. Der står et spejl, hængt på væggen ovenfor håndvasken. Da hun kigger ind i spejlet, kan hun næsten ikke genkende sig selv. Hun ser anderledes ud; hun ser ældre ud. Astra står som paralyseret i et kort øjeblik, og derefter begynder hun desperat at tvætte (hendes) sit ansigt med det kolde rislende vand fra hanen. Dette må være en eller anden bizar, livagtig drøm, tænker hun. Hun fortsætter distræt hen til hvad der ligner et smalt rundt vindue i en af væggene i rummet(,) i håb om at finde ud af, hvor hun befinder sig. (Men b) Bag glasset er der dog kun et rugende mørke og vakuum tynget af lysglimt fra fjerne stjerner og galakser. Astra kan ikke tro sine egne øjne, og det løber hende koldt ned (af) ad ryggen. “Hvor er jeg?” tænker hun, men hendes indre monolog bliver brat afbrudt, da hun hører håndtaget (af) til den robuste metaldør (voldsomt) blive voldsomt hevet ned. Forskrækket vender hun sig mod dørens beslag. Hendes åndedræt er næsten standset, hendes tindinger banker desperat, og hvert træk i hendes ansigt er spændt. Med vidtopspærrede øjne ser hun på, mens døren langsomt bliver åbnet op. En mand (på)klædt i en hvid lægekittel kommer til syne i døråbningen, “Hvem er du?” spørger Astra ængsteligt. (I e) En stund er der tavshed, og manden står mundlam, som om han ikke kan finde de rigtige ord frem. Han svarer endelig “Astra, jeg er din læge, Flemming… du har været i koma i meget lang tid.” Astra ser først skeptisk på ham, men pludselig går det op for hende, hvad der var sket, og hvornår det skete. Den dag var Astra hjemme hos sin mormor, hvis hus lå afsondret i en skov langt væk fra resten af byen. Solen var gået ned mellem banker af tungtglidende skyer og kastede et blodrødt skin over byen. Da begyndte luftsirenerne dramatisk at brøle som aldrig før, og efter en stakket stund kunne flere militærfly ses i himlen. Pludselig hørte Astra en enorm eksplosion komme fra byen. Det voldsomme glødende lyshav fra eksplosionen overstrålede alt i nærheden. Inden Astra nåede at reagere, knustes ruderne pludselig, og en stærk kraftbølge blæste hende omkuld. (Men m) Mere husker hun ikke. “Hvor lang tid har jeg ligget i koma?” spørger Astra nervøst, “Omkring tre år,” svarer Flemming, “Det lykkedes os at redde dig i tide, men havde du været derude én time mere, ville du være død af strålesyge,” siger han beroligende. “Hvor mange mennesker overlevede?” spørger hun. Han ser bedrøvet på hende, men giver intet konkret svar. “Og hvorfor lige mig?” fortsætter hun videbegærligt, “Jeg var gode venner med din far, før han gik bort med kræft,” svarer han. “Efter krigen startede, begyndte regeringen at bygge et rumfartøj, som skulle tage os til Mars, men kun få mennesker var inviteret(de), jeg var dog heldig nok til at overtale dem (om) til at lade dig komme med ombord,” sagde han så. “Siger du, at… jorden er gået under?” spørger hun rædsesfuldt, bare tanken om (at jorden er gået under) det, og at alt og alle hun kender er døde, giver hende ståpels??. Hun kigger frygtsomt på ham og venter desperat på et nej. Han er tavs i et øjeblik, men svarer lavmælt, “Ja.” Astra får det straks dårligt, og en melankolsk følelse af hjemve slår rod i hendes sind. “Åh… det er ikke sandt, du lyver!” vræler hun hysterisk med tunge vejrtrækninger og begynder grædende at vandre frem og tilbage i rummet (gentagende) gentagne gange. “Jeg vil hjem!” jamrer hun, “Jeg vil hjem!” selvom hun udmærket ved at hendes gamle hjem ikke længere findes. “Så så, det nytter ikke at græde,” siger Flemming beroligende, men jo mere, han prøver på at trøste hende, desto mere bliver hendes gråd og fortvivlelse til vrede. Astra knytter sine næver åndsfraværende og slår ham rasende. I første omgang på hovedet, men da han ligger bevidstløs på gulvet, begynder hun at sparke ham igen og igen. Hun stopper endelig da blodet begynder at sive ud fra hans krop og samler sig rundt om hendes kuldslåede?? fødder.

Her er et par konkrete rettelser til dig.

#1

DET SIDSTE SOLFALD Astra kommer tummelumsk til bevidsthed igen og åbner forsigtigt sine øjne til synet af et fremmed gråt metalloft. Lyset er skarpt og blændende, og døren såvel som væggene omkring hende er lavet af metal. Rummet ser helt blankpoleret ud og er fyldt af en sælsom stilhed, der periodevis(t) bliver afbrudt af bippene fra maskinen langs sengekanten. Hun ligger (ned) på en seng med en iltmaske presset ned over ansigtet, og hun har svært ved at bevæge sig. Alligevel formår hun kraftesløst at rejse sig op. Astra bevæger sig dorskt og langsomt fremad på det kolde aluminiumsgulv og kan føle (gulvets) dets bidende kulde på sine fodsåler, mens hun nærmer sig håndvasken (i) for enden af rummet. Der står et spejl, hængt på væggen ovenfor håndvasken. Da hun kigger ind i spejlet, kan hun næsten ikke genkende sig selv. Hun ser anderledes ud; hun ser ældre ud. Astra står som paralyseret i et kort øjeblik, og derefter begynder hun desperat at tvætte (hendes) sit ansigt med det kolde rislende vand fra hanen. Dette må være en eller anden bizar, livagtig drøm, tænker hun. Hun fortsætter distræt hen til hvad der ligner et smalt rundt vindue i en af væggene i rummet(,) i håb om at finde ud af, hvor hun befinder sig. (Men b) Bag glasset er der dog kun et rugende mørke og vakuum tynget af lysglimt fra fjerne stjerner og galakser. Astra kan ikke tro sine egne øjne, og det løber hende koldt ned (af) ad ryggen. “Hvor er jeg?” tænker hun, men hendes indre monolog bliver brat afbrudt, da hun hører håndtaget (af) til den robuste metaldør (voldsomt) blive voldsomt hevet ned. Forskrækket vender hun sig mod dørens beslag. Hendes åndedræt er næsten standset, hendes tindinger banker desperat, og hvert træk i hendes ansigt er spændt. Med vidtopspærrede øjne ser hun på, mens døren langsomt bliver åbnet op. En mand (på)klædt i en hvid lægekittel kommer til syne i døråbningen, “Hvem er du?” spørger Astra ængsteligt. (I e) En stund er der tavshed, og manden står mundlam, som om han ikke kan finde de rigtige ord frem. Han svarer endelig “Astra, jeg er din læge, Flemming… du har været i koma i meget lang tid.” Astra ser først skeptisk på ham, men pludselig går det op for hende, hvad der var sket, og hvornår det skete. Den dag var Astra hjemme hos sin mormor, hvis hus lå afsondret i en skov langt væk fra resten af byen. Solen var gået ned mellem banker af tungtglidende skyer og kastede et blodrødt skin over byen. Da begyndte luftsirenerne dramatisk at brøle som aldrig før, og efter en stakket stund kunne flere militærfly ses i himlen. Pludselig hørte Astra en enorm eksplosion komme fra byen. Det voldsomme glødende lyshav fra eksplosionen overstrålede alt i nærheden. Inden Astra nåede at reagere, knustes ruderne pludselig, og en stærk kraftbølge blæste hende omkuld. (Men m) Mere husker hun ikke. “Hvor lang tid har jeg ligget i koma?” spørger Astra nervøst, “Omkring tre år,” svarer Flemming, “Det lykkedes os at redde dig i tide, men havde du været derude én time mere, ville du være død af strålesyge,” siger han beroligende. “Hvor mange mennesker overlevede?” spørger hun. Han ser bedrøvet på hende, men giver intet konkret svar. “Og hvorfor lige mig?” fortsætter hun videbegærligt, “Jeg var gode venner med din far, før han gik bort med kræft,” svarer han. “Efter krigen startede, begyndte regeringen at bygge et rumfartøj, som skulle tage os til Mars, men kun få mennesker var inviteret(de), jeg var dog heldig nok til at overtale dem (om) til at lade dig komme med ombord,” sagde han så. “Siger du, at… jorden er gået under?” spørger hun rædsesfuldt, bare tanken om (at jorden er gået under) det, og at alt og alle hun kender er døde, giver hende ståpels??. Hun kigger frygtsomt på ham og venter desperat på et nej. Han er tavs i et øjeblik, men svarer lavmælt, “Ja.” Astra får det straks dårligt, og en melankolsk følelse af hjemve slår rod i hendes sind. “Åh… det er ikke sandt, du lyver!” vræler hun hysterisk med tunge vejrtrækninger og begynder grædende at vandre frem og tilbage i rummet (gentagende) gentagne gange. “Jeg vil hjem!” jamrer hun, “Jeg vil hjem!” selvom hun udmærket ved at hendes gamle hjem ikke længere findes. “Så så, det nytter ikke at græde,” siger Flemming beroligende, men jo mere, han prøver på at trøste hende, desto mere bliver hendes gråd og fortvivlelse til vrede. Astra knytter sine næver åndsfraværende og slår ham rasende. I første omgang på hovedet, men da han ligger bevidstløs på gulvet, begynder hun at sparke ham igen og igen. Hun stopper endelig da blodet begynder at sive ud fra hans krop og samler sig rundt om hendes kuldslåede?? fødder.

Her er et par konkrete rettelser til dig.

Mange tak for rettelserne, hvad synes du om novellen? Fortjener den et 10 eller 12 tal?