Fysik

Solformørkelse

03. juni 2011 af Fennox (Slettet) - Niveau: B-niveau

Man kan se en somformørkelse ved at tage en kasse, bore et hul og sætte folie med et lille hul i og vende den side mod solen(har læst mig til). I den anden ende af kassen vil man kunne se en lysplet, solen.  Men ser man da så, at den lille lysplet gradvist bliver mørkere og ser derved solformørkelsen eller hvad sker der?


Brugbart svar (0)

Svar #1
03. juni 2011 af Andersen11 (Slettet)

Der tænkes nok på, at du kan bruge det apparat til at projicere et billede af Solen, mens en solformørkelse er i gang. Derved undgår man at se direkte mod Solen, hvilket kan være fatalt farligt for øjnene. Hvis apparatet er godt konstrueret, vil man se den sorte måneskive gradvis arbejde sig ind på Solen. Solen skal selvfølgelig være synlig. Man kan ikke observere en solformørkelse om natten eller i regnvejr.

Igen: Se aldrig direkte på Solen.


Svar #2
03. juni 2011 af Fennox (Slettet)

 Tak for svaret - nej jeg ved at øjet virker lidt som et forstørrelsesglas, så nej jeg kigger ikke direkte i solen :-)

Men hvordan kan det være, at man kan se måneskiven gradvist arbejde sig ind på solen, hvis man ikke kan se det omkring en, ved at lyset "forsvinder" ?


Brugbart svar (0)

Svar #3
03. juni 2011 af Andersen11 (Slettet)

#2

Solskiven skal være ganske meget dækket af måneskiven, før man kan se en mærkbar ændring af dagslyset. Jeg husker selv en partiel formørkelse, jeg overværede for nogle år siden omkring middagstid, hvor månen måske dækkede ca. 70% af soldiameteren. Belysningen var lidt anderledes end normalt, men mere, som om der var nogle tynde skyer for Solen. Det er først under totalitetsfasen i en total formørkelse, at det bliver helt mørkt i de få minutter, den varer. Fuglene ophører med deres kvidren og fløjten, fordi de tror, at det er nat.


Svar #4
03. juni 2011 af Fennox (Slettet)

 #3

Aha okay - mange tak for svaret. Jeg vil gerne selv snart opleve en solformørkelse. Jeg har dog i Danmark aldrig hørt om at vi har haft total solformørkelse?


Brugbart svar (0)

Svar #5
03. juni 2011 af Andersen11 (Slettet)

#4

Sidste gang en total solformørkelse var synlig i Danmark var den 28. juli 1851, og næste gang bliver den 25. maj 2142, så der er noget at glæde sig til.(!) Se mere her http://da.wikipedia.org/wiki/Solform%C3%B8rkelse .

For et bestemt sted på Jorden er en total solformørkelse et yderst sjælden begivenhed. Er man interesseret i at opleve en total solformørkelse, er man derfor nødsaget til at rejse. Solformørkelserne er beregnet mange år ud i fremtiden, så det er muligt at planlægge i god tid. I forbindelse med solformørkelser på mere gunstige lokaliteter arrangeres der ofte grupperejser.

At totale solformørkelser er en stor sjældenhed for en bestemt lokalitet på Jorden, skyldes, at totalskyggen kun dækker et beskedent område til et givet tidspunkt, og denne plet bevæger sig så hen over Jordens overflade, mens formørkelsen står på.

Der er dog meget bedre muligheder for at opleve en delvis solformørkelse i Danmark. Men kun en total solformørkelse har den spektakulære begivenhed med koronaens fremtoning.

I modsætning hertil kan en total måneformørkelse ses fra hele den del af Jorden, hvor fuldmånen er over horisonten. ved en total måneformørkelse glider fuldmånen ind i jordens skygge, og dette fænomen kan ses samtidig fra ca halvdelen af jorden. Det er derfor langt mere alimindeligt at komme til at opleve en total måneformørkelse.


Svar #6
04. juni 2011 af Fennox (Slettet)

 #5

Tak for dit fyldige svar.

Har du selv oplevet en total solformørkelse?


Brugbart svar (0)

Svar #7
04. juni 2011 af Andersen11 (Slettet)

#6

Nej, desværre ikke. Det er noget, jeg endnu har til gode.


Skriv et svar til: Solformørkelse

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.