Daniel Stern i forhold til Margarat Mahler

https://www.studieportalen.dk/forums/Thread.aspx?id=10   søg her på siden og på google ....det er en debat om symbiosen

Tjek Psykologihåndbogen (særligt s. 76): 

http://books.google.dk/books?id=1A3VrEAK84EC&printsec=frontcover&dq=psykologihåndbogen&hl=da&sa=X&ei=hTcwT7OrBsrKsgabxeCVDQ&redir_esc=y#v=onepage&q=stern%20mahler&f=false

Mahler´s teori indeholder den normale autistiske fase (hvor barnet er opslugt af sig selv og uden kontakt til yderverdenen, barnet er udelukkende koncentreret om fysiske behov, som søvn og amning).

Kritik af Mahlers normale autistiske fase: Nyere spædbørnsforskning viser at Mahlers autiske fase ikke holder stik, fordi:
- Spædbarnet er fra starten optaget af andet end de fysiologiske processer, i vågne perioder udviser barnet forbløffende evner til at reagere på ydre stimuli.
- Spædbarnet kommer til verden med færdigheder til at lære sin omverden at kende med og færdigheder til at indgå i et socialt samspil
Barnet fødes med andre ord ikke autistisk, men socialt og er fra spæd nysgerrigt optaget af at undersøge sin verden og lære den at kende.

Men den som for alvor forsøger at bygge bro over modsætningen mellem De psykoanalytiske udviklingsteorier og Den emperiske udviklingspsykologi, er den amerikanske børnepsykiater og psykoanalytiker Daniel Stern. Han får hjælp af den revolution, der i løbet af 1960´erne sker inden for den emperiske udviklingspsykologi i form af det, der er blevet kaldt den moderne spædbarnsforskning.

Fra spædbørnsforskningen henter han den nye viden om spædbørn og den eksperimentielle tilgang til studiet af børn, som sikrer videnskabelig objektivitet (alt her skal kunne gentages og efterprøves af andre forskere).
Fra den psykoanalytiske tradition henter han bestræbelsen på at sige noget om, hvordan børn oplever verden, hvordan personlighedsdannelsen foregår og hvordan problemer i den tidlige udvikling kan få konsekvenser på længere sigt.

Den psykoanalytiske tradition har fra begyndelsen  været optaget af spørgsmålet om hvordan selvet udvikler sig – fødes vi med en tidlig selvfornemmelse eller udvikles den langsomt? Dette har Stern i særlig grad interesseret sig for og han nåede frem til at vi fødes med en selvfornemmelse og dermed også evnen til at skelne mellem os selv og andre. (Stern afviser dermed Mahlers symbiotiske fase, hvor barnet ikke skelner mellem sig selv og andre).

Sterns udviklingsmodel opererer ikke med stadier (som ellers er normalt i den psykoanalytiske tradition, istedet arbejder han med en lagdelt model, hvor de forskellige udviklingstrin ikke afløser hinanden, men eksisterer side om side, når de en gang er dannet. På hvert udviklingstrin opnår barnet en ny måde at opleve sig selv og andre på.

Mahler´s model er opdelt i faser og ikke i lag.