Side 2 - Selvmord

Et ofte set argument mod selvmord er, at det er egoistisk. Jeg tror nok, at baggrunden for denne tanke er noget med at slippe for sine egne problemer på bekostning af, at de nærtstående bagefter får det meget dårligt med, hvad der skete, og hvad de kunne have gjort eller ej.

Jeg tror ikke, at det er almindeligt, at en som beslutter sig for selvmord, tænker på denne måde. Det kunne næsten passe bedre sammen med et ikke-seriøst ment forsøg. Et vink med en vognstang.

Min fornemmelse er mere, at et "hul i sindet", som gør selvmord til den eneste synlige udvej fra en krise, hænger sammen med en selvtillid, som er brudt sammen, en tanke om, at omgivelserne får det bedre ved at "slippe" for et "værdiløst" menneske.

Der er gode grunde til at give en hånd med for at hjælpe et sådant menneske op i lyset igen. Op og finde livsglæden igen. Det handler blot ikke om egoisme.

Hvis grunden til at leve videre skal være, at de nærmeste ikke skal "udsættes" for et selvmord, er der noget galt. Lidt skarpt sagt er det udtryk for egoisme på de efterladtes vegne. Men jeg tror egentlig ikke, at ret mange efterladte reagerer med en beskyldning om egoisme, undtagen måske lige kortvarigt når frustrationer og smerter skal luftes.

Jeg er bange for, at mange selvmord snarere sker ud fra altruistiske motiver. Det ændres ikke af, at omgivelserne har grund til at være uenige, meget uenige.

Et andet ofte set argument mod selvmord er at betegne det som fejt. Logikken må være, at det er at stikke halen mellem benene i stedet for at tage kampen op med problemerne. Jeg forstår godt ræsonnementet, men kan ikke bruge en sådan tankegang til noget. Det tror jeg heller ikke, at en der "står på kanten" kan. Så bliver det blot til endnu en beskyldning, nederlag, mindreværd.

Fejt er det derimod konstant at døve tankerne med alkohol, stoffer eller ligegyldige aktiviteter. Hovedet i busken.

En plan om at slå sig selv ihjel kræver et mod. Det er en måde at imødegå problemerne på, finde en løsning. I de fleste tilfælde er det jo en udpræget dårlig løsning at kaste resten af livet bort. Overblikket er mistet, der er ikke overskud til at se på sig selv udefra. Der er gode grunde til i stedet at se en løsning i livet. Det handler blot ikke om mod kontra fejhed.

Hvis det at vælge livet skulle være noget, der fordrer mod, noget skræmmende, er der for alvor noget galt. Livet skal da nydes.

Lad være med at nedgøre nogen, som har svært ved at finde ud af livet.

Når emnet selvmord kommer op, er der ofte nogen, som synes, at der er brug for at hive en efterhånden ret fortærsket talemåde frem: Selvmord er en permanent løsning på et midlertidigt problem. 

Jeg har både set citatet tilskrevet Richard Bandler, medskaber af NLP, og talkshowværten Phil Donahue. Begge er amerikanere, hvilket da også passer til den stereotype fordom om overfladiske og selvtilstrækkelige amerikanere.

Som leg med ordene må talemåden siges at være vellykket gennem sin modstilling af døden som noget indlysende permanent og problemer som noget, der kan løses, før livet går videre. Et fængende ordspil, som får det til at lyde som noget klogt og rigtigt. Noget der kan slynges ud, uden at der er brug for dialog.

Brugt på den måde bliver det til noget ret overfladisk og selvtilstrækkeligt. "Selvmord er en permanent løsning på et midlertidigt problem". Punktum. En måde at lukke af på, uden at der snakkes om det, som har betydning. Dumsmart. Helt forkert fremstiller talemåden selvmord som en tænkt metode til at løse "problemet". Løsning af et problem indebærer jo at sagen er klaret. Men ...

Jeg tror, at det er sjældent, at nogen med selvmordstanker tænker på døden som en løsning på problemet. Selvmordet er snarere en måde at komme væk på. Ikke en egentlig flugt, men en følelse af, at problemet er helt uoverstigeligt. Noget der ikke kan løses. Derfor søges ikke en sidste løsning, men en udvej. Væk. Fra livet. Døden.

Og der er jo også situationer, hvor der er problemer af en karakter, der gør det helt urealistisk at forvente en løsning. Typisk alvorlige og uhelbredelige sygdomme, hvor lægerne hverken evner helbredelse eller "bare" at gøre livet tåleligt. Her kan en forkortelse af tiden før døden blive en helt realistisk løsning for at undslippe et problem, der ikke er det mindste midlertidigt. Aktiv dødshjælp og lignende er blot næstekærlighed.

Tilsvarende er der en del sager inden for psykiatrien, hvor en lidende har søgt hjælp i mange, mange år. Hvor livet ikke bliver mere udholdeligt af skiftende forsøg på at behandle med medicin, som desuden skader krop og nervesystem. Hvor intet tyder på, at det er "et midlertidigt problem". Hvor livet er blevet en forbandet pligt.

Talemåden er altså det rene vrøvl. Selvmord må ikke defineres som "bare" en permanent løsning på et midlertidigt problem. Der er brug for, at der snakkes om de konkrete problemer. Ofte kan der jo findes en løsning, når forskellige muligheder tages under behandling.

Og hvis der ikke skulle være bedre udveje end døden, er det meget bedre, at det er en beslutning i fællesskab i stedet for en ensom tankerække.

#20

Jeg synes bestemt ikke, at man er egoistisk eller svag, hvis man ofrer sig til fordel for andre. Jeg ser det heller ikke rigtig som selvmord.

Når en dreng/ pige begår selvmord pga. en pige/ dreng (som i øvrigt ikke kender ham/hende særlig godt eller har ikke de samme følelser) - synes jeg, at man tager for let på døden.

#21 - hav da anstændigheden til at linke til den du citerer fra.

http://tosommerfugle.blogspot.com/2007/10/er-selvmord-egoistisk.html

http://tosommerfugle.blogspot.com/2010/01/en-permanent-lsning-pa-et-midlertidigt.html

Men jeg er helt enig.