Brugen af mig og jeg

Du siger 'Peter og jeg', hvor du normalt ville bruge 'jeg', hvis det kun handlede om dig.

Du siger 'Peter og mig, hvor du normalt ville bruge 'mig', hvis det kun handlede om dig. 

Jeg skulle i byen.

Peter og jeg skulle i byen.

Gaven var til mig.

Gaven var til Peter og mig. 

Tak for dit svar. Jeg ved dog godt hvordan det bruges, men derer bare rigtig mange andre, der ikke gør. Er ed at få fnidder af radioværter, der kan finde på at sige: Du kan ringe ind til Peter og jeg
Det, som jeg rigtig gerne ville have var sådan en video, som man kan finde her på siden. Det kunne jo være at folk ville se den og tænke lidt over hvordan de i fremtiden vil bruge sproget :)

Det er da i hvert fald et sted at starte, ja :) 

#2 (et al),

Det du beskriver er et tilfælde af hyperkorrektion; man får (omsider...) lært at man ikke kan bruge objektsformen af et personligt pronomen som subjekt i en sætning (fx *mig og Peter tog på værtshus), men skal bruge subjektsformen, dvs. Peter og jeg tog på værtshus) – og af høflighedsgrunde sætte sig selv til sidst i opremsningen. Så langt, så godt.

Problemet opstår når man kejtet overfører denne regel til samtlige sproglige situationer og ikke tænker over at førgående præposition automatisk udløser objektsformen af efterfølgende pronomina. Fænomenet ser vi også i engelsk, fx *there's nothing left to do for you and I.

Andre tilfælde af hyperkorrektion på dansk er det evige komma foran 'at' i alle situationer. Dvs. forfatteren har i barndommen lært at man i det gamle kommasystem "altid sætter komma foran 'at'"...men ikke altid bemærker hvorvidt 'at' bruges som konjunktion (han sagde, at han var træt) eller som infinitivmarkør (*det er sjovt, at danse).

Ak ja. :)

Apropos hyperkorrektion:

Mange elever lader til at mene at *eksame er (korrekt (sic)) ubestemt form ental af eksamen, fordi de fejlagtigt sammenligner med fx en lampe > lampen; en dukke > dukken.

Lad os ikke forglemme visse substantiver neutrum: kollegiet > *kollegie; gymnasiet > *gymnasie....