Side 2 - Skoletræthed

#17 Nok mere 125 – 150 elever. Jeg ’tilbragte tid’ sammen med andre stræbere fra de andre klasser, men enten var de for narcissistiske, for irriterende eller en anden grund. Det sidste halve år sad jeg mest bare udenfor, hvis vejret gad. Det var ofte anstrengende at være sammen med de andre, fordi man skulle virke glad og positiv. Problemet er, at hvis jeg kommer til at kende en person for godt, så bliver det kedeligt.
Trods min ytring om fordomme, er jeg selv fordomsfuld til en vis grad. Men jeg er da åben nok, vil jeg mene. Når jeg blander mig i deres diskussion, veksler de blikke og smiler til hinanden. De forstår ikke ironien og morbidheden i mine ord. Grundlæggende forstår de mig ikke. Jeg er ligeglad med deres fester, og hvor meget ’vi skal drikke os stive og score.’
’Klassens satanist’ er mere social og positiv end jeg er. Og hun er satanist. Hun går kun i sort. Jeg ville ikke kunne genkende hende uden makeup.

#18 Ja, undskyld, men har du læst de andre indlæg?

#19 En bambushytte er ikke at foragte. Men det gør ingen forskel, hvis den står i civilisationen. Det vil være i orden, hvis den stod i København K, for der er alle ensomme., og dér ignorerer alle mig alligevel. Men grundlæggende er en bambushytte en god ting.
Jeg kan godt genkende din beskrivelse af venskab. Jeg tror ikke, at jeg ved hvad venskab er. Det er i hvert fald ikke et sms-forhold med dertilhørende accessories. Dvs. det, som størstedelen af en gymnasieklasse definerer venskab. Det er alt for overfladisk og perifert. Jeg nægter at lade mig engagere.
Jeg bryder mig ikke om Italien, men det er nok pga. min opfattelse af stereotypen på en italiener.
Jeg kan ikke lide at skrive, men jeg kan godt lide isolerede ord. Som omega eller telethon eller museskade. Det er nogle gode ord.

#20 Jeg holder skam ud. I hvert fald til grundforløbet slutter, dvs. til jul. Jeg gider ikke hhx eller htx, fordi det betyder, at jeg skal indsnævre mine valg. Hvis jeg nu gerne vil studere swazilandsk i fremtiden. Desuden nærer jeg ikke den mindste interesse for de fag, man kan få i de andre uddnannelser.

Er du blevet intelligenstestet?
Dine sociale dysfunktioner kunne pege i retningen af høj begavelse.

#21:

Store klasser må man sige... vi var aldrig mere end 15 i én folkeskoleklasse :D

"Problemet er, at hvis jeg kommer til at kende en person for godt, så bliver det kedeligt", skriver du. Jeg elsker at kende en person godt (selvom det ikke er mange jeg kan sige dét om)! Det giver en hvis sikkerhed og indforståelse som man ikke finder andre steder. (uddyber senere)

Desuden er glæde og en positiv holdning til tingene ikke at foragte! Mit syn på livet ændrede sig meget i 10. klasse og tro det eller ej, så åbner folk sig meget mere op hvis bare man smiler :)

Ud fra dine indlæg virker du ikke som en person der spreder meget glæde, no offense. Måske virker det anstrengt i starten at smile og være positiv, men det ændrer sig hurtigt til ægte glæde. (uddyber senere)

Dine problemer kan naturligvis ikke løses på et forum, men overvej det alligevel. Et socialt netværk hjælper MEGET på skolen, og for mange er det endda selve dets formål!

hmmm, havde tænkt mig at skrive mere, men skal desværre på arbejde. En interessant diskussion og jeg håber meget at den hjælper !

"Glæde" og "smil" er nøgleordene i dette indlæg, hvis ikke det er tydeligt nok ;)

Jeg mener, at det er Kronprins Frederik, som hvert år uddeler et scholarship, der muliggør at tage sin 2-årige internationale studentereksamen (IB) ved et 'United World College'. Du bør bestemt søge om at komme ind på dét i Hong Kong - der vil du ikke være blandt de bedste.

Lige som en tilføjelse til #24, så har jeg selv gået på en IB-skole (godt nok kun 10. klasse) og niveauet er langt højere end det danske gymnasium imo. Det er især lærerne som gør en forskel. Min erfaring er at de er langt bedre, både mht. til engagement, videreformidling og faglig forståelse.

Jeg har haft mange forskellige "venner" og har kun haft én rigtig, set i mine øjne. Og det venskab varede 2 år, og så røg jeg på efterskole og hun i gymnasiet, så forsvandt det venskab efterhånden. Jeg har et par fra gymnasiet, som jeg snakker med i frikvartererne, men ser dem næsten aldrig på andre tidspunkter, og de er søde egentlige, men de virker bare ikke oprigtigt når jeg bruger tid med dem. Så derfor bliver det ikke til så meget. Jeg tror jeg tænker anderledes end mange andre, og føler mig tit overflødig i de andres selskab - mine klassekammerater. Det kan irritere mig til tider, men på den anden side har jeg det ikke ligefrem dårligt, så jeg accepterer det bare. Og ja, nogle gange kan folk finde mig kedelig fordi jeg egentlig bedre kan lide at være hjemme, men det kan jeg ikke tage mig af. Jeg kan ikke få mig selv til at følge de andre, det passer ikke til mig, så hvorfor skulle jeg.
Hele 1.g og halvdelen af 2.g havde jeg kun få dage hvor skolen var fin, og resten af dagene gik jeg mere for mig selv, for gad simpelthen ikke sidde i en kæmpe gruppe af piger, hvor jeg bare sad og lyttede til alt deres ligegyldige snak. Følte mig endnu mere ensom end hvis jeg sad alene. Det ville være rart hvis man kunne lave et gymnasie som en efterskole, for der var alt så frit og ingen blev "holdt" udenfor. Men man skal nok lære at klare sig i alle situationer, ellers bliver man sikkert for ustabil.
Men det lyder virkelig som om du har det lidt som jeg havde dengang, og tiltider stadig har.. Men jeg synes at jeg læste et indlæg her også, at det sociale gør en del. Og det troede jeg egentlig ikke, men det hjælper alligevel en del.. ikke at det hele pludselig bliver godt, men det gør det nemmere. Så giv det en chance.
Jeg er rimelig sikker på du ændrer dig lidt med tiden... og alt i livet kan sgu ikke være perfekt.

Wauw, deprimerende læsning. Hvorfor bliver du ikke bare selvstuderende? Du virker til at have selvdisciplinen til det.
Hvad var dit gennemsnit i folkeskolen, om jeg må spørge?

#22
Nej, jeg gider ikke at blive testet. Hvad kan man bruge det til? At blære sig over for ’vennerne’? Man kan have en største begavelse uden at gide noget som helst, og man kan have en gennemsnitsbegavelse, men med et udtrykt stræbergen. For mig at se er de to personer det samme; forskellen er arbejdet, man ligger i det.
Jeg er blot en semi-deprimeret gymnasieelev, der ikke umiddelbart kan finde en mening med galskaben, dvs. gymnasiet og videre uddannelse. Mit spørgsmål er, hvad jeres incitament bag uddannelse er. Jeg taler ikke om penge… og social status er kun for dem, der accepterer overfladiske værdier. Jeg gør ikke. Der er nogle, der taler om personlig tilfredsstillelse, og om at gøre, hvad der interesserer én. Men når man lægger det hele sammen, giver det alligevel nul, så hvorfor begynde?

#23
(20 – 25 elever pr. klasse er da gennemsnitligt.)
Jeg kan huske, at vi læste en novelle af St. St. Blicher, hvor der blev nævnt, at hemmeligheder er drivkraften bag kærlighed. Jeg anser folk for at være udholdelige, når man ikke kender dem for godt, for dér er de normalt mest tilbageholdte, og deres dårlige vaner kommer ikke så let til udtryk.
Og hvorfor smile, når der ingen grund er? Det er ligesom, når folk siger ”Hav en god dag.” Jamen, hvorfor? Hvorfor skulle en komplet fremmed ønske mig god dag? Høflighedsfraser bliver der aldrig tænkt over. Af det princip nægter jeg at klappe af en, kun hvis det er 100% velfortjent.
Jeg ved godt, at mange går på gymnasiet er andre grunde end uddannelse. Een fra min klasse spurgte: ”Hvornår er der øl-cup?” Hvortil der blev svaret: ”Ja, de har vist afskaffet det.” ”Ejjj, det var grunden til, at jeg startede i gymnasiet!” De giver hele tiden udtryk for deres tanker (fester), mens vi lige er begyndt på gymnasiet. Deres fokus brude være et andet sted, hvis de virkelig vil bruge gymnasiet som et redskab til dres liv senere hen. Derfor er jeg i tvivl om, hvorvidt gymnasiet er det rette for mig: For skal jeg bruge gymnasiet (eller andre ungdomsuddannelser) senere hen?
God dag og arbejdslyst.

#24, #25 ligeså.
Ja, men spørgsmålet er, om det er dét, jeg vil (se det, jeg lige har skrevet).
Det kan måske godt virke forkælet i forhold til børn i andre lande. Men som semi-deprimeret har jeg ikke overskud til at se ud over min egen næsetip.

#26
Jeg kan godt genkende din situation, sådan nogenlunde.

#27
Igen, jeg må bede dig om at læse svarene til de andre. Spørgsmålet er ikke, om jeg kan klare gymnasiet; men om jeg gider.
Mit gennemsnit i folkeskolen er vist rimelig irrelevant set i forhold til gymnasiet, hvor der åbenbart skulle ”ske store omvæltninger rent karaktermæssigt. Du ryger nok 1- 2 karakterer!” (Sagt med vidåbne øjne af en 2.g’er). Men hvis du insisterer. Mit gennemsnit røg sig en tur fra nytår til årskaraktererne, fordi jeg ikke viste engagement i timen, som mine lærere fortalte. Mit gennemsnit var 10,7 som følge af dårlige årskarakterer og nogle okay eksamenskarakterer, der rettede lidt op på ’katastrofen.’ Jeg kunne godt koncentrere mig i den time, som eksamen varede, som det ses. Men så opbrugte jeg sgu også min kvote af bredt smil og engagement for den dag. Man kan alligevel ikke bruge folkeskolekaraktererne til en skid.

"Jeg ved godt, at mange går på gymnasiet er andre grunde end uddannelse. Een fra min klasse spurgte: ”Hvornår er der øl-cup?” Hvortil der blev svaret: ”Ja, de har vist afskaffet det.” ”Ejjj, det var grunden til, at jeg startede i gymnasiet!” De giver hele tiden udtryk for deres tanker (fester), mens vi lige er begyndt på gymnasiet."

Ok, må give dig ret i at gymnasiet har sin andel af irriterende, højtråbende brian-agtige typer, som nok havde gjort sig bedre på Teknisk Skole eller som flaskedreng i det lokale supermarked...men! Dem kan man så bare holde sig fra, og kun have den mest nødvendige kontakt med. Jeg har meget svært ved at tro på, at samtlige personer i din klasse er sådan - og især at du kan vide det efter 2½ uge sammen med dem. Nu har jeg lidt svært ved at gennemskue, hvilke(n) type personer du godt kunne tænke dig din klasse bestod af, men hvis det er de lidt mere tilbageholdende, gennemtænkte (modne?) mennesker, så er koncentrationen af dem nok højere på gymnasiet end nogle andre ungdomsuddannelser overhovedet. Det ville måske være synd at sige, at gymnasiet var et paradis for boglige, men det er nok den bedste valgmulighed...

#28: Det du siger passer ikke! Jeg smiler til andre fordi at jeg ved at det smitte. Jeg siger goddag til folk fordi at jeg rent faktisk ønsker at de skal have en god dag. Hvorfor skulle jeg andet? Kun at ønske godt for dem man kender virker ret selvoptaget efter min mening. Og jeg er langt fra den eneste!

Derudover synes jeg at du virker meget dømmende over for andre typer af mennesker. Folk er forskellige og sådan er det bare. Prøv at forstå deres bevæggrunde, deres følelser og baggrund før du dømmer. Du vil måske opdage at du alligevel kan se gode sider hos personer du ellers kategorisk ville afvise.

"Jeg anser folk for at være udholdelige, når man ikke kender dem for godt, for dér er de normalt mest tilbageholdte, og deres dårlige vaner kommer ikke så let til udtryk", skriver du. Hvor godt kender du din nærmeste familie?

Jeg ved godt at min diskussion går på noget lidt andet end hvad egentlig ønsker svar på, men ikke desto mindre finder jeg det vigtigt at overbevise dig om at alt i livet har sine lyse sider og om at alt går lettere hvis man tager tingene med et smil :)

Jeg_Hader_Mandag: Der findes teknikker, som kan give dig xtra motivation, men jeg mener det er mere relevant, at du tænker over din vision...det du vil med livet. Hvorfor går du på Gymnasiet??? For at få en udd.??? Hvad vil du bruge den til? Få et kontor-job som keder dig r..... ud af bukserne?

Spørg dig selv, hvad du vil med dit liv. Hvad er din vision? Nærmer du dig din vision ved at gå på Gymnasiet? Eller går du blot på Gymnasiet for at indfri andre menneskers forhåbninger. Men lever du for andre menneskers skyld, eller din egen???

Efterlev din vision, og din motivation vil øges. Det er simpelt. Hvis du stadigvæk har problemer, fx ingen vision, vil jeg anbefale dig, at gå til psykolog/NLP-terapeut eller noget tredje.

Du er nok et udtryk for den forkælethed, vi har i Danmark. Jaja, det kan godt være, at du er semi-deprimeret, men så tag et år i en township i Sydafrika e.l. og få udvidet din horisont.
Det er ikke så meget et spørgsmål, om du gider eller ej. Fordi du er så privilegeret, har du ansvar for at tage en uddannelse. Et liv i en asiatisk bambushytte vil kede dig ud af røven.
Det kan godt være, at gymnasiet keder dig, men så må du sørge for at danne dine egne udfordringer. Du skriver fx, at du er dårlig til tysk. Jamen, så lær sproget flydende (for at tage det til ekstremerne). I stedet for at udelukke mulighederne på grund af din semi-depression – ellers kommer du til at fortryde det, når du står som 30-årig ufaglært.

Du mener, at man enten skal yde sit bedste eller intet gøre. Hvad er det for en holdning? Er man en lille perfektionist? Prøv at finde den gyldne middelvej. Du behøver ikke at gøre dit bedste. Sæt nogle målsætninger. Du behøver ikke et gennemsnit over 11 for at have gennemført gymnasiet. Du behøver højst et gennemsnit på omkring de 10 i Danmark, så når gennemsnittet er hjemme, kan du koncentrere dig om de ting, der interesserer dig.

Afsluttende vil jeg siger, at du skal prøve at holde dig i den positive sindsstemning. Hvis du konstant er negativ er det svært at vende den, men hvis du er positiv, så koncentrér dig om at holde dit humør i den ende af skalaen. Jaja, så mister du dit 13-tal i dét fag, men det overlever du sgu.

Jeg hader også mandag.

Jeg Hader Mandag: Hvad interesserer du dig for? Det kunne give et hint ift. karrierevalg.

Du behøver bare en sund afveksling mellem lektier/skole og druk/fest så går du aldrig træt! Med mindre du har valgt tysk og samfundsfag på A-niveau selvfølgelig, men det er kun de færreste der er så dumme....

#34
Ha! JEG har valgt en studieretning, der indeholder eng a og samf b. Foruden det, har jeg tænkt mig at vælge samf A OG tysk A.

Swisch!

Alle dem, som siger du blot skal fortsætte med Gymnasiet tager fejl. Find ud af hvad du kan lide at lave, og find ud af, om det er muligt at få sådan et arbejde i fremtiden. Stil mod det du gerne vil lave, istedet for blot at tage det almene gymnasium, som tydeligvis ikke er noget for dig.

Helt ærligt, jeg synes du tuder for meget over det! Enten så vil du gå i gymnasiet eller også så vil du ikke.... Og det er et spørgsmål om indstilling og kun i meget lille grad et spørgsmål om lærere, klassekammerater, skolebøger osv.

Tag dig sammen så skal det nok gå!

#29
For at starte et andet sted: Den ideelle ven ville være en person med Dissociative Identity Disorder (ikke at forveksle med skizofreni. Det er en normal fejltagelse), men som samtidig havde en hjernekapacitet større end gennemsnittet. Hvorfor? Fordi personen 1) aldrig ville være den samme, og 2) vedkommende ville interessere sig for andet end fæzzster etc. Ikke nødvendigvis moden, gennemtænkt eller tilbageholdende, fordi jeg selv ikke er en særlig spontan person.
Jeg giver dig ret i Brian-typerne. Min sidemand skrev ’himbær’. Siger det ikke alt? Man må vel bare håbe på, at de alle dropper ud. Jeg skulle have valgt et mindre gymnasium. Det er altid let at være bagklog.
Der er ingen alternativer til gymnasiet som sådan. Jo, selvfølgelig er der IB-uddannelsen, men der findes ingen skoler, der udbyder uddannelsen i nærheden af mig. Så god er jeg heller ikke til engelsk, set i forhold til en person med engelsk som modersmål. Det vil give mig det konkurrenceelement, jeg eftersøger, men jeg har ikke i sinde at vente et helt år på uddannelsen… hvis det altså er for sent nu. Omfatter gymnasiereformen også IB? Det tror jeg næppe.
Nej, der vil være for mange praktiske hindringer.

#30
Måske er det dét, der er problemet. Jeg har svært ved at sætte mig ind i andre folks situation og prøve at tyde deres følelser. Et problem, der blev cementeret i børnehaven. Nok om det – lige meget for meget jeg end smiler og spyer høflighedsfraser ud, er det ikke det centrale problem. Jeg har okay sociale egenskaber, regner jeg med, og hvis jeg virkelig vil i kontakt med een, skal jeg også nok komme det. Men at møde og socialisere med tilfældige klassekammerater, det er spild af min tid.
Min nærmeste familie kender jeg ’godt nok’. Typisk skilsmissefamilie med for lidt tid til børnene. Vi taler måske ikke så meget sammen, men det er bare godt. Når vi så endelig gør det, er det seriøst og mere dybt end ”Hej skat, elsker dig.” Af den grund har jeg heller ingen lyst til teenageoprør e.l.
For resten mit glas allerede helt tomt.

#31
JA! Jeg er bange for, at jeg går på gymnasiet for at indfri mine omgivelsers forventninger til mig. Jeg er ikke just typen, der dropper ud af gymnasiet, ej heller er jeg typen, der tager Teknisk Skole eller kommer i lære som kok. Det sidste alternativ er gymnasiet. Men nu er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg går der for at få en senere uddannelse, og derved indfri flere af ”deres” forventninger til mig. På en måde har semi-depressionen reddet mig fra et kedeligt job. Med gode penge, javist, men ikke lykken.
Nuvel, min vision er at dø. Som et dybt egoistisk menneske mener jeg, at det nok er vejen frem. ”Døden er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar.” Samtidig er jeg dog alt for handlesvag og bange til sådan en drastisk handling, og der er lys forude; i morgen er altid en bedre dag (hvilket er en løgn, men de fleste mennesker bygger alligevel deres liv på lignende mottoer for at undskylde deres livsstil over for dem selv).

#32
Fordi jeg er privilegeret, skal jeg tage en uddannelse? Er det sådan, dy selv tænker, når du står op om morgenen? Som nævnt ovenfor, så må det da være DIN undskyldning/dit livsslogan for at gå i skolen. Sig mig, hvad er din latente drøm så? Vil du også bo i en bambushytte?
Desuden er jeg udmærket til tysk; jeg modtog et 13-tal til mundtlig eksamen mod mit 10-tal i årskarakterer og slog dermed pigen med den tyske far, som havde fået 11 hele året. Igen, det fortæller måske mere om mine studievaner og censoren, som smed et 11-tal og tre 10-taller efter en ganske dårlig klasse. Jeg er stadigvæk dårlig til tysk. Censor eller lærer kunne ikke gennemskue mig, men jeg ligger nok til et jævnt 9/10-tal.

#33
Mine interesser er flygtige. For at halvt år siden var dansk mit yndlingsfag, nu er det matematik. At arbejde med een ting i 40+ år forekommer mig uudholdelig. Gentager jeg ikke mig selv?

#36
På den anden side findes der ingen tilfredsstillende alternativer til gymnasiet.

#37
Nej, spørgsmålet er, om jeg kommer til at bruge min studentereksamen som et redskab senere i livet. Jeg behøver ikke at blive almendannet, det er jo bare et andet ord for mild indoktrinering.

"Jeg anser folk for at være udholdelige, når man ikke kender dem for godt, for dér er de normalt mest tilbageholdte, og deres dårlige vaner kommer ikke så let til udtryk"

" Vi taler måske ikke så meget sammen, men det er bare godt. Når vi så endelig gør det, er det seriøst og mere dybt end ”Hej skat, elsker dig.” "

Du siger at du kender du familie ret godt,mensamtidig at folk du kender godt irriterer dig (hvis jeg har forstået første citat korrekt). Irriterer din familie dig? Er din famitlie kedelig og ensformig? Elsker du ikke din familie, og er det ikke godt at elske nogen?

En familie består typisk af mange forskellige typer (jeg har 5 søskende og flere stedfædre, så jeg kender lidt efterhånden ;)), men stadig har ofte forhold med de enkelte medlemmer. Det er selvfølgelig pga. samme baggrund, osv., men jeg synes stadig at det viser at der måsker ligger noget interessant under overfladen hos de fleste!

Som en ekstra note så har jeg fx heller ikke haft noget 'ungdomsoprør'. Vi er måske ikke så forskellige :)

... og undskyld lange og dårligt formulerede sætninger ;)

Jeg_Hader_Mandag: Hvorfor bruger du ikke internettet som mødested? Online skal du nok finde nogle 'ligesindede.'