Parralakser

Det Heliocentriske er skam ikke lagt på hylden. Det Geocentriske er for længst gravlagt. Det er nok vor egen Måne, der måske hævder det modsatte.

Altså godt nok bevæger vi os rundt om Solen, men Solen er ikke universets centrum... Det kosmologiske princip er det, som er gældende. Er det ikke sådan det fungerer?
 

Men nu undrer jeg mig over, hvorfor man kunne gå bort fra det geocentriske billede, vil at måle stjerners parralakser. :/

#2

Det var ikke muligt at måle stjerners parallakser før 1838. Man havde da forlængst antaget det heliocentriske system, på baggrund af Keplers omfattende analyse af Tyge Brahes observationer og Newtons banebrydende forklaring af Keplers ellipser gennem den unverselle gravitation. 

I min bog står der:
"Men det endelig bevis manglede. Et sådant bevis ville være en iagttageæse af stjerners parralakser, og det var den manglende iagttagelse af stjerners parralakser, som var et af de bedste (og sidste) argumenter mod det nye verdenssystem" - og det er det her jeg ikke helt forstår... jeg forstår ikek hvorfor det er et modargument for det nye verdensbillede.

Sidder lige og philosopherer lidt:  Hvis, og sikkert når (dele af) menneskeheden bosætter sig på Månen, vil vi da, til den tid igen hævde, at have et Geocentrisk System?  Undskyld, trådstarter, det er jo slet ikke dét, du vil ind på.

#4

Det var ikke muligt at observere parallakser fra de nærmeste stjerner førend 1838. Indtil da var der kritikere, der påstod, at det heliocentriske verdensbillede ikke kunne være sandt, for hvis det var tilfældet, skulle man jo kunne observere parallakser for de nærmere stjerner, hvilket man ikke havde været i stand til (førend i 1838). Før Bessels parallakseobservationer i 1838 vidste man ikke så meget om afstandsskalaen uden for Solsystemet.

#4: Det geocentriske verdensbillede forudsiger netop, at parallakser IKKE findes, mens det heliocentriske verdensbillede forudsiger, at det findes.

At man IKKE kan måle en parallakse i 1400 og 1500-tallet er jo derfor netop et argument FOR det geocentriske verdensbillede.

#7

#4: Det geocentriske verdensbillede forudsiger netop, at parallakser IKKE findes, mens det heliocentriske verdensbillede forudsiger, at det findes.

At man IKKE kan måle en parallakse i 1400 og 1500-tallet er jo derfor netop et argument FOR det geocentriske verdensbillede.

Så det har ikke noget at gøre med, at man troede på disse såkaldte fiksstjerner, som havde en fastlagt position, og hvis Jorden bevægede sig rundt om Solen, ville afstanden til en stjerne varierer ?

#8: Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår dit spørgsmål.

http://www.denstoredanske.dk/@api/deki/files/22357/=435053.801.png?size=webview

Hvis vi nu tager udgangspunkt i det her billede. Vil afstanden mellem Solen og en anden stjerne altid være den samme? 

#10: I det heliocentriske verdensbillede, ja. Idet stjernerne ikke bevæger sig (fiksstjerner) og Solen står stille i universets centrum.

Hvor "langt ud" strækker det Heliocentriske Verdensbillede?

#12: Planeternes rækkefølge var:

Solen, Merkur, Venus, Jorden (med måne), Mars, Jupiter og Saturn. Efterfølgende kom fiksstjernerne.

#11

#10: I det heliocentriske verdensbillede, ja. Idet stjernerne ikke bevæger sig (fiksstjerner) og Solen står stille i universets centrum.

Ved hjælp af en parralaksemåling, kan man fastlægge afstanden mellem 2 stjerner, og denne afstand vil være den samme, hvorimod afstanden mellem en stjerne og Jorden varierrer. 
Var det det, deres argument byggede på? Altså Jorden er ikke i stand til at være centrum, hvis afstanden mellem Jorden og en stjerne varierer?

#14: Nu er jeg ikke med på din pointe igen...

Afstanden til en stjerne kan du jo ikke bare måle uden videre, så om den varierer eller ej har været ligemeget. Det kan man ikke observere.

Hvis argument taler vi om?

Argumentet om at der er tale om et heliocentrisk system og ikke et geocentrisk.

Jeg forstår stadig ikke hvorfor de parallakser var så vigtige :S

#16

I et heliocentrisk system bør vi kunne se parallakser for de nærmeste stjerner, fordi disse ses i lidt forskellige retninger i forhold til de fjernere stjerner, når Jorden bevæger sig i sin årlige bane omkring Solen. At vi i praksis ikke kunne måle sådanne parallakser førend 1838 kunne derfor indtil da bruges som et argument imod at acceptere det heliocentriske system. Det var blandt andet årsagen til, at Tyge Brahe kom op med sit eget specielle verdensbillede.

Observationen af stjerners parallakser ville levere det endegyldige bevis for det heliocentriske system.

#16: Kopernikus havde flere argumenter, der var mere overbevisende i forhold til det geocentriske verdensbillede. I første omgang kunne det heliocentriske verdensbillede meget nemmere forklare flere observationelle fænomener som eksempelvis Merkur- og Venuspassager og Mars' retrograde sløjlebevægelse. Samtidig slap man af med mange af Ptolemaios' epicykler, som havde været nødvendige i det geocentriske verdensbillede.

Parallakser har som sådan intet at gøre med argumenterne for det heliocentriske verdensbillede. I det geocentriske verdensbillede vil en stjerne ikke se ud til at flytte sig på himlen overhovedet - i det heliocentriske verdensbillede følger det af modellen, at en stjerne nødvendigvis må se ud som om den flytter sig. Hvis man kan måle, at det rent faktisk ser sådan ud, så har du jo direkte evidens for, at den heliocentriske verdensbillede har ret.