Hvor gode er analyserne? Det er til SRP!

Analyse af ”Karma”

Novellen ”Karma” er skrevet i 1950 af Khushwant Singh. Er skrevet i 3. person, hvilket giver forfatteren mulighed for at beskrive hovedpersonen godt. Handlingen finder sted i Indien, på et tog.

Hovedpersonen Mr. Sir Mohan, er en arrogant person som skammer sig over sin kultur, og hellere vil leve som en englænder i sit land, Indien. Sir Mohan, vil gerne fremstå som en fin og højt rangeret englænder. Derfor gør han nogle ting for at overbevise omverdenen om at det er den han er. F.eks. læser han avisen ”The Times” for at fremstå som intellektuel.

”With a sigh he sat down in a corner and opened the copy of The Times he had read several times before.”

Ovenstående citat viser at Sir Mohan læser ikke avisen fordi han synes den er spændende - som andre mennesker gør - for han har læst den samme avis mange gange før. Han læser den for at fremstå på en bestemt måde. Han tilmed folder avisen på en bestemt måde, så folk skal se, at det er den avis han læser.

”He would fold it in a way in which the name of the paper was visible to others while he did the crossword puzzle. The Times always attracted attention”

En anden ting han gør for at blive set af englænderne, er at han bærer et specielt slips, kun når han rejse i tog.
Han har tidligere studeret på Oxford University i 5 år. Disse 5 år betyder mere for ham end de 45 år, han har levet i Indien. I hans tid på Oxford, udviklede han den såkaldte Oxford accent, som han er meget stolt af. Han higer efter at konversere med engelske mænd, for at vise sit fine engelske sprog.

Lachmi som er hovedpersonens kone, er en ordinær indisk kvinde, der ikke er villig til at bibringe fremmed kultur i hendes liv. Eftersom hun er en traditionel indisk kvinde, får hun ikke lov til at sidde på første klasse, sammen med sin mand. ”Lachmi found herself facing an almost empty inter-class zenana compartment next to the guard's van, at the tail end of the train.”

Der er stor forskel på Lachmi og Sir Mohan, selvom de er gift og burde være på samme niveau i samfundet. De er modsætninger af hinanden, hvilket ses tydeligt når Sir Mohan sidder på 1. klasse i toget i sit pæne tøj, mens hans hustru sidder i togets afdeling for kvinder i en beskidt sari. Den store forskel på Lachmi og Sir Mohan ses også tydeligt på den måde de opfører sig på. De har helt forskellige muligheder i hverdagen.

”She emitted a long, loud belch as she went to the public tap to rinse her mouth and wash her hands. After washing she dried her mouth and hands with the loose end of her sari, and walked back to her steel trunk, belching and thanking the gods for the favor of a filling meal.”

Citatet viser hvor fattig Lachmi er, og at hun kun lige har hvad der er højst nødvendigt. Hun vasker sin mund ved en offentlig vandhane, noget som hendes mand, Sir Mohan, nok aldrig kunne drømme om at gøre. Det ses også tydeligt på hendes væremåde, når hun takker Gud for den mad hun lige har spist, at hun er meget ydmyg.

Sir Mohan ligger på perronen efter at han er blevet ydmyget af de to soldater, imens hans hustru befinder sig behageligt i togets fattige del. “the train speed post the lighted part of the platform, Lady Lal spat and sent a jet of red dribble flying across like a dirt.” Denne handling kan fortolkes som en sejr for en simpel indisk kvinde over en arrogant og stolt indisk mand.

Temaer
Navnet ”Karma” afspejler temaet i novellen. Karma betyder at det du gør og giver i dit liv, får du tilbage på et tidspunkt. Forfatteren latterliggør den slaviske imitation af de engelske manerer, som når så langt at det går hen og bliver samfundsklassesnobberi.

Karma er den totale sum af etiske konsekvenser af en persons gode og dårlige handlinger. I Hinduisme og Buddhisme er karma det som bestemmer en persons skæbne i livet efter døden. I novellen får Sir Mohan’s arrogance og snobberi konsekvenser, da de to soldater kommer ind i toget, kalder ham skældsordet ”neger” og smider ham ud.

Man kan sige at det var konsekvenserne af Sir Mohan’s handlinger, altså hans karma, der skulle til før at det ville gå op for ham, at hans snobberi og hans handlinger for at fremstå som en fin englænder måske var blevet for altoverskyggende og fyldte hele hans liv, alt imens han glemte alle de vigtige værdier i livet – ikke mindst hans hustru.

Lige meget hvor meget Sir Mohan virker og opfører sig som en englænder, vil han altid se ud som en indisk mand på det ydre og det vil altid fremkalde situationer som den med de to soldater, fordi der altid vil eksistere racisme og forskelsbehandling.

Analyse af ”Shooting an Elephant”

Novellen ”Shooting an Elephant” er skrevet i 1936 af George Orwell. Den foregår i Moulmein, som ligger i det nedre Burma.

Fortælleren er en europæisk politibetjent i byen Moulmein. Som politibetjent og europæer i en anti-europæisk by, er fortælleren hadet af mange.
En dag er en han elefant i brunst sluppet løs i byen og fortælleren får til opgave at gøre noget ved det. fortælleren’s intention er ikke at dræbe elefanten, men at beskytte sig selv imod den – derfor medbringer han en riffel. På et tidspunkt står der omkring to tusind indfødte bag fortælleren, fordi de forventer at han skal skyde elefanten og for dem er det god underholdning.
”It seemed to me that it would be murder to shoot him.”  

Orwell har ikke lyst til at skyde elefanten og han ser det som mord, hvis han skyder den, men han er mere bange for at han går derfra uden at have skudt elefanten og at de indfødte så vil grine af ham, end han er for at blive trampet ned af elefanten, hans frygt for at blive gjort til grin er derfor overskyggende. Hele fortællerens liv er en kamp for ikke at blive gjort til grin af de indfødte.

Han føler en tomhed, da han står og skal skyde elefanten med de to tusind indfødte bag sig, en tomhed ligesom den hvide mands herredømme føler i østen. Så han indser at når den hvide man bliver til en tyran, er det hans egen frihed han ødelægger fordi han bare er en dukke der prøver at gøre indtryk på de indfødte og han gør hvad de indfødte forventer af ham.

Da Orwell står og skal vælge om han skal skyde elefanten, eller lade være står han i et dilemma. Han repræsenterer den britiske koloni og derfor er han nødt til at vise de indfødte at han er overmand og at han kan skyde en elefant.

Miljøet
Novellen foregår i Burma, som dengang var en provins i Indien, da Indien var en del af det britiske imperium. Et fattigt sted hvor folk som er undertrykte og langt nede i kastesystemet.

Temaer
Et af temaerne i teksten er imperialismens dårlige side. Imperialismen ydmyger det besatte folk og gør deres status ringere i deres eget land. Derudover bliver imperialister nødt til at træffe uetiske beslutninger for at opretholde den magt de har over de besatte. I novellen bliver fortælleren nødt til at skyde elefanten for ikke at tabe ansigt overfor de indfødte.

Der sker også et tab af friheden når et land bliver koloniseret. Imperialisterne begrænser både friheden for de indfødte, men også deres egen frihed. De bliver nødt til at handle på måder der ikke provokerer de indfødte, for ikke at skabe modstand, og derfor kan de ikke gøre som de vil. De bliver nødt til at handle på måder som tilfredsstiller de indfødte og gøre som de forventer. I novellen siger fortælleren:

”I perceived in this moment that when the white man turns tyrant it is his own freedom that he destroys. He becomes a sort of hollow, posing dummy, the conventionalized figure of a sahib. For it is the condition of his rule that he shall spend his life in trying to impress the ”natives”, and so in every crisis he has got to do what the “natives” expect of him. He wears a mask, and his face grows to fit it.”  

Dette giver et meget godt billede af fortællerens syn på imperialisterne og deres rolle i landet.

Et andet tema i novellen er fordomme. Fortælleren respekterer de indfødte, men andre europæere betragter ikke de indfødte som ligeværdige, hvilket kommer til udtryk i slutningen af novellen: ”[...] the younger men said it was a damn shame to shoot an elephant for killing a coolie, because an elephant was woth more than any damn Coringhee coolie”. 

Igennem novellen støder fortælleren på 3 konflikter. Den ene konflikt har han med sig selv og hans samvittighed over hele situationen og det dilemma han står i mht. om han skal skyde elefanten. Den anden konflikt har ikke noget med fortællerens indre at gøre, men med den uretfærdige måde det britiske imperium har besat Burma. Den tredje konflikt er mellem fortælleren og de indfødte, fordi de håner ham som repræsentant for det britiske imperium.

Hovedpersonen i novellen som er fortælleren, er en politimand i Burma. Han synes imperialisme er en ond ting.
”For that time I had already made up my mind that imperialism wan an evil thing and the sooner I chucked up my job and got out of it the better. Theoretically – and secretly, og course – I was all for the Burmese and all against their oppressors, the British.”  

Udover at fortælleren er imod briterne, kan han heller ikke lide sit job.

På den ene side føler fortælleren en slags dårlig samvittighed når han ser menneskerne i fængslet, som har ar efter prygling med bambus, men på den anden side siger han også at den største glæde ville være at stikke en kniv i en buddhistisk præsts mave. Det viser at han er fanget mellem sit had til det britiske imperium og sit had til burmeserne, der gør alt for at gøre hans job umuligt.