Hjælp med at analysere Case "Nu mestrer Moni sit liv"

Case: Nu mestrer Moni sit liv

31-årige Moni tilskriver pædagogen Lars en stor del af æren for, at hun i dag føler sig som et helt menneske
Af Maria Rørbæk, i Socialpædagogen nr. 20 2009

Oprindelig havde Moni tænkt, at hendes tidligere kontaktpædagog, Lars, skulle føre hende op af kirkegulvet. – Men så tænkte jeg, at nu har jeg jo min egen familie. Nu er det jo mig, min mand og det barn, vi skal have sammen. Og så besluttede jeg, at gå op alene.
Når 31-årige Moni skal fortælle om sit liv, spiller Lars Petersen, der i dag er forstander for Josephine Schneiders Ungdomsboliger, en af hovedrollerne. - Og da jeg kom ud på børnehjemmet, ville jeg slet ikke have ham. Overhovedet ikke. Det værste var, at han var en mand, fortæller Moni med et lille smil.
12 år gammel blev hun anbragt på Josephine Schneiders Børnehjem i København, efter at hun i otte år havde været udsat for omsorgssvigt. Vold, sprut, angst og ensomhed er blandt kodeordene for Monis barndom. De sidste år inden anbringelsen, påtog hun sig ansvaret for sin ?re år yngre søster. Købte ind og lavede mad, mens moderen ofte forlod pigerne for at gå på værtshus. Skolen havde hun ikke overskud til at koncentrere sig om, og som 12-årig kunne hun knap nok læse og slet ikke regne.
Svært ved skolen
De første teenageår på Josephine Schneiders Børnehjem var præget af frustration og tårer.
- Jeg havde meget svært ved skolen. Det var så hårdt ingenting at forstå, når det virkede som  om, de andre havde det meget nemmere, og bedre blev det ikke, når jeg kom hjem og på egen hånd skulle i gang med de lektier, jeg ikke havde forstået, fortæller Moni.
Tit undlod hun at gå ned i fællesstuen til samling klokken tre. Lå i stedet i sengen på værelset med skrå vægge. Lod gråden gennemryste sig.
- Jeg blev ligesom overbrust af ked-af-det-hed. Tænkte: Hvorfor sker det her for mig? Hvorfor kan jeg ikke ?nde ud af lektierne? Hvorfor drikker min mor? Hvorfor kan hun ikke passe på mig og hjælpe mig? Så hørte hun ofte en banken på døren.
- Må jeg komme ind, spurgte Lars.
- Nej, svarede Moni.
- Det gør jeg altså alligevel. Nu kommer jeg ind, sagde Lars. Og så stak han forsigtigt sit bebrillede hoved ind. Kom hen til hende på sengen. Strøg hende over håret.
- Nogle gange holdt han også om mig. Gav mig den helt tætte, fysiske kontakt, mens jeg bare græd, fortæller Moni.
Almendannelse
Lars talte med Moni om hendes mor. Om at nogle mennesker bare har for svært ved at klare livet, og at det er derfor de drikker. Om at det var frygteligt for Moni, at hendes mor drak – og at det – når det nu var sådan – var godt, at hun kunne bo på børnehjemmet. Og at han var der for hende.
- Lars gik med et lommetørklæde i brystlommen, og han sluttede altid af med at spørge om, jeg ville låne det – og det ville jeg aldrig. Jeg ville ikke låne det ulækre lommetørklæde, så der brugte han humoren. Er det nu, du skal låne mit lommetørklæde, genfortæller Moni med lys i øjnene.
Men Lars nøjedes ikke med at trøste. Han gav også Moni konkret opbakning. Sørgede for, at hun ?k lektiehjælp, og søgte senere fonde, så hun kunne komme på sprogrejser til England og Tyskland. – Jeg kan huske, at Lars sagde til mig, at hvis jeg gerne ville være klog, skulle jeg læse bøger. Og den tog jeg til mig. For jeg ville da godt være klog, siger Moni.
Lars og de andre pædagoger på Josephine Schneiders Børnehjem lagde også vægt på, at børnene ?k en almen dannelse. De kom med i teatret og på ferietur til Grækenland, hvor Lars fortalte om mytologien. Én gang om ugen var der beboermøde, og her lavede Lars en quiz, hvor det gjaldt om at svare på spørgsmål, der alle tog udgangspunkt i aktuelle nyheder. For eksempel: Hvad hedder Danmarks socialminister?
-I begyndelsen var jeg rigtig dårlig til quiz´en, men jeg blev bidt af det og begyndte at se nyheder, og så blev jeg bedre og bedre, fortæller Moni.
Efterværn
Mens Moni boede på Josephine Schneiders Børnehjem blev der oprettet et efterværn for tidligere  beboere. Hver fredag aften kom de og spiste med, og det betød rigtig meget for Moni.
-Så vidste jeg, at der var noget efter, at man ?yttede fra børnehjemmet. Da jeg nærmede mig de 18 år og skulle ?ytte, blev jeg fyldt med angst. Jeg var jo alene. Min mor var der ikke for mig, så de eneste jeg havde, var Lars og vennerne på børnehjemmet. Men Lars sagde til mig, at han altid ville være der for mig. At vi altid ville holde kontakten, og det betød utrolig meget for mig. Lars havde altid været ærlig over for mig. Han sagde for eksempel: Jeg har min familie, og den tager jeg hjem til, når jeg har fri, men i morgen kommer jeg tilbage og er der for dig.
Da Moni ?yttede fra Josephine Schneiders Børnehjem, tog hun i første omgang på idrætshøjskole. Senere ?yttede hun i egen lejlighed – og tog først en HF og derefter pædagoguddannelsen.
I dag bor hun i sin egen kernefamilie, men mere end 10 år efter at hun ?yttede, har hun stadig tæt kontakt med Josephine Schneiders Børnehjem. Hun er med i ‘Den Hårde Kerne,’ der er et netværk for tidligere beboere.
Gennem årene er netværket blevet så stort, at det ikke længere kan mødes på selve børnehjemmet. I de første år ?k efterværnet støtte fra satspuljen, og pengene blev blandt andet brugt til at leje et sommerhus og tage på weekend sammen. De seneste år har de fået afslag, så nu drives netværket udelukkende privat.
-Vi mødes som regel til højtiderne, og i år skal jeg for eksempel lægge hus til julefrokosten, fortæller Moni.
Lars og to andre pædagoger deltager frivilligt og ulønnet.
- Jeg synes, det er forkert, at efterværnet skal være baseret på frivillig arbejdskraft, for mange steder betyder det, at der ikke bliver noget efterværn – samtidig må jeg sige, at det betyder meget for mig, at pædagogerne kommer frivilligt. Det viser, at de har et ægte engagement i os, og at vi mødes ligeværdigt nu, hvor vi selv er blevet voksne.
Mindst en gang om året spiser Moni og Lars frokost sammen på tomandshånd, og hun ved, at hun altid kan ringe til ham, hvis det brænder på.
- I forskellige kriser har jeg brugt Lars meget – og også de andre piger i netværket. For eksempel da jeg for nogle år siden gik fra min daværende kæreste, og da jeg skulle skrive min bacheloropgave på seminariet, fortæller Moni.
Et godt liv
I dag er Moni på barsel med datteren Chilli på ?re måneder. Ellers arbejder hun som afdelingsleder på en fritidsklub i Valby.
- Jeg tænker, at jeg fandeme har haft en hård start på livet, men at det er godt nu. Jeg er afklaret med, at jeg har haft en dårlig barndom, men det får ikke lov til at fylde i mit voksenliv. Jeg har en dejlig mand, og han er der for mig nu, siger hun.
Når Moni skal sætte ord på, hvorfor det trods alt er gået så godt, sender hun mange varme tanker til Lars. – Mødet med Lars var en milepæl for mig. Han lærte – og lærer – mig, at når man har begrædt noget og været ked af det, skal man spørge: Og hvordan kan du så komme videre? Man kan lynhurtigt komme ned i det sorte hul, men der hjalp han mig til at komme op. Han sagde: Nu har du været ked af det, og jeg har trøstet dig – hvad kan du så gøre nu?
Moni har også været igennem et langstrakt terapiforløb hos en psykolog, der har hjulpet hende med at bearbejde barndommens traumer.
- På den måde har jeg fået nogle redskaber til at håndtere mit liv, men hvis det ikke var for Josephine Schneiders Børnehjem, Lars, psykologen og Den Hårde Kerne ved jeg ikke, hvad der var blevet af mig. Måske havde jeg også drukket. Men nu føler jeg mig som et helt menneske.