Vokativ? + Bydeform hedder?

Brugbart svar (2)

Svar #1
28. oktober 2005 af mia_00 (Slettet)

infinitiv - bydeform

Brugbart svar (2)

Svar #2
28. oktober 2005 af Mac3 (Slettet)

#1
Infinitiv er IKKE bydeform.

#0
Vokativ er tiltaleform. Det er meget få ord, der kan sættes i vokativ, nemlig de ord, der ender på -us efter 2. deklination.
Et eksempel er de berømte ord

Et tu, mi fili Brute,

hvor du har både meus, filius og Brutus i vokativ. Vokativ-endelsen er -e (dog -i for egennavne på -ius og filius.

I alle andre tilfælde kan man ikke danne vokativ, men bruger nominativ i tiltale.

Bydeform er på latin imperativ.

Brugbart svar (2)

Svar #3
28. oktober 2005 af Fjolset (Slettet)

Gider ikke oprette en ny tråd så skriver bare her. :)

Kan du give et eksempel på noget der står i imperativ?

Deklination er det en måde at bøje de seks kasus på? Eller at se hvordan de kan optræde i sætninger?

Sidste spørgsmål, hvordan ved man hvilke ord der er adverbier, synes der er mange ord jeg kommer til at forbinde med pronominer.

Brugbart svar (2)

Svar #4
28. oktober 2005 af NuclearWarhead (Slettet)

Vokativ er tiltalekasus. Det falder i samtlige deklinationer sammen med nominativ undtagen i 2. deklination *maskulinum* når det ender på -us (så ager kan fx ikke sættes i vokativ). Endelsen er -e. Og så er der de lidt specielle vokativformer som fx i filius hvor der sker en sammentrækning så det ender på -i (fili)

Bydeform hedder imperativ. Imperativer bruger man til at give ordrer med, det kan (normalt) ikke benægtes. "Venite et vidite!" betyder så "kom og se!".

Deklination er nominalbøjningerne (altså substantiver, adjektiver og pronominer). Konjugationer er verbalbøjningerne. Kasusernes brug i sætningen kalder man syntaks, ordføjningslære, det er det med at subjektet står i nominativ, hensynsleddet i dativ, etc.

Nogle ord er fødte adverbier. Det gælder fx "nunc" (nu), og i de tilfælde må man bare lære det. Adjektiver danner adverbier på forskellig måde. I positiv efter A/O-bøjningen dannes adverbier oftest med -e (long-us > long-e 'langt', liber > libere 'frit'). Nogle gange kan de også gøre det på o (som jo egentlig er en ablativendelse: rarus > raro 'sjælden'). Efter 3. deklination dannes de med -ter: acer > acri-ter 'heftigt', gravis > graviter 'tungt'. I komparativ bruges adjektivets neutrum akkusativ singularis komparativ som adverbiel komparativ: longior > longius, gravior > gravius. I superlativ dannes adverbiet med -e: longissimus > longissime, gravissimus > gravissime.

Adverbiet til bonus hedder bene. Men hvis man kan formlæren, er man allerede nået langt, og så skal man kun lære de mange adverbier der er fødte adverbier, fx nunc (sådan er det også på dansk og andre sprog.)

Spørg igen hvis der er mere. Kan godt forstå hvis du nogle gange kommer til at misforstå et adverbium som et pronomen da akkusativ neutrum singularis komparativendelsen '-ius' også er en pronominalendelse (genitiv singularis, fx illíus), forskellen er bare at pronominalendelsen har langt i.

Men bare spørg.

Brugbart svar (2)

Svar #5
28. oktober 2005 af Mac3 (Slettet)

Præsens imperativ eksempler:

Salve (vær hilset)
Loquere (tal)
Egredere ex urbe (gå ud af byen)

Et substantiv tilhører én af fem deklinationer:
1. deklination (a-stammer)
ex. insula, familia
2. deklination (o-stammer)
ex. servus, ager, templum
3. deklination (konsonantstammer)
ex. vox, civitas
4. deklination (u-stammer)
ex. fructus, cornu
5. deklination (u-stammer)
ex. res, dies

For at bøje et ord KORREKT i kasus må man kende deklinationen, da bøjningen varierer.

Den væsentligste forskel på adverbier og pronominer er, at pronominer kasusbøjes, adverbier gør ikke. Adverbier har dog ofte en endelse, der kan give et indtryk af, at de er kasusbøjede.
Jeg kan dog ikke forstå, at du forbinder (forveksler?) adverbier med pronominer. Derimod er mange adverbier meget lig adjektiver, da de fleste latinske adverbier er afledt af adjektiver (ex. pulchra (adjektiv: smuk, følger substantiv i køn, tal og kasus) og pulchre (adverbium: smukt, ubøjeligt).

Brugbart svar (2)

Svar #6
28. oktober 2005 af Fjolset (Slettet)

Mange tak begge to. Mente at jeg nogen gange forbinder pronominer med adverbier på dansk, mit grammatik er ikke det bedste. Tænkte på om der er nogen tommelfinger-regel på hvordan man kender et adverbium? Ligesom der er nogle regler på latin.

Brugbart svar (2)

Svar #7
28. oktober 2005 af NuclearWarhead (Slettet)

3. bøjning indeholder også i-stammerne (fx turris el. mare), men det er nu en mindre detalje. Til gengæld er 5. bøjning e-stammer.

Men nej, når man lige har lært "systemet", så forveksler man dem ikke, men for en der ikke er trænet i at læse latin, kan man godt komme til at forlade sig på at den endelse betyder det og det, og når man så ser et ord der ender på det samme, så tror man det er noget andet, fx ius-endelsen (ikke at jeg tror det frembyder de store problemer alligevel, men muligheden er da teoretisk til stede. Synes det er sjældent der kan være tvivlstilfælde.)

Brugbart svar (2)

Svar #8
29. oktober 2005 af NuclearWarhead (Slettet)

På dansk ender adverbier tit på -t: Han kører godt, flot, smukt, grimt, etc. Adverbier siger noget om verber, sætninger, andre adverbier og adjektiver. Pronominer er et nomen, og kan således udfylde ledfunktioner såsom subjekt, objekt, hensynsled og lignende (men ikke verbal).

Svar #9
29. oktober 2005 af Græskar (Slettet)

Fjolset, du spurgte faktisk nogle af de spørgsmål jeg havde tænkt mig at stille. Skal du også have en lille test?

Til de to andre:
Har indikativ og konjunktiv en fællesbetegnelse (ligesom tempus eller modus, og hvad det nu er den sidste hedder)?
Kan I komme på et andet ord for deklination? Jeg bliver så forvirret, hver gang jeg ser det ord.
Er det 'strengt forbudt' at lave en sætning uden kasus, eller er vores lærer fanatisk?

Tak.

Brugbart svar (2)

Svar #10
29. oktober 2005 af Mac3 (Slettet)

#9
Der er 3 modi på latin: indikativ, konjunktiv og imperativ.

Den tredje, du ikke kunne huske er aspekt (aspekt, tempus og modus har afgørende betydning for verbet).

I stedet for deklination kan du sige bøjning. Ex. insula bøjes efter 1. bøjning.

Det er absolut forbudt at undlade kasus, da størstedelen af en sætnings betydning ligger i kasus. På dansk ses meningen ofte af ordstillingen, men på latin er ordstillinen mindre vigtig.

Sammenlign dansk:
Peter elsker Julie
Julie elsker Peter

Nøjagtig de samme ord er brugt, men du er ikke i tvivl om, hvem der er den elskende i de to sætninger på grund af ordstillingen.

Sammenlign latin:
Petrus Juliam amat
Petrum Julia amat

Normal ordstilling vil sætte subjektet først i sætningen, ligesom på dansk, men man kan ofte komme ud for at det ikke er således af rytmiske årsager, eller hvis et led i sætningen skal fremhæves. Derfor kan du kun se ud af kasus, hvad meningen er. I den første er Petrus i nominativ, hvilket gør ham til subjekt, og Juliam er i akkusativ, så hun er genstandsled/akussativobjekt.
I den anden er det omvendt, hvilket du kun kan se af kasus, ikke af ordstillingen.

Svar #11
29. oktober 2005 af Græskar (Slettet)

#10 Okay, tak for det.
Jeg troede, at modus var noget andet, så der kan man se.
Kan du give et kort eksempel på 'aspekt'? Så skulle jeg have nogenlunde styr på det.

Brugbart svar (2)

Svar #12
29. oktober 2005 af Mac3 (Slettet)

Verbets aspekt er, om verbalhandlingen opfattes som afsluttet eller uafsluttet.
Der er to aspekter for hver tempus(nutid, fortid og fremtid), nemlig imperfektivt aspekt (nutid)og perfektivt aspekt (før nutid).

lego (læser - lige nu)
legi (har læst - lige nu)

Svar #13
29. oktober 2005 af Græskar (Slettet)

Åh, okay det findes også på fransk.
Tak for hjælpen, begge to.

Brugbart svar (2)

Svar #14
29. oktober 2005 af NuclearWarhead (Slettet)

Der er flere modi på latin: Indikativ, konjunktiv, imperativ, infinitiv og participium. På latin er aspekt bundet til brugen af tempus hvor den på græsk er langt mere fremtrædende. På græsk har man kun tempus i indikativ og futurum, resten har kun aspekt, på latin er aspekterne bundet til tempus.
Det man kalder præsenssystemet med præsens og imperfektum er som du ganske rigtigt siger imperfektivt. Men perfektumsystemet gaber over to aspekter: Perfektivt aspekt og aorist (perfectum logicum og perfectum historicum).
Og ja, det findes også på fransk, her skelner vi mellem l'imparfait som ofte er beskrivende og le passé composé til handling (aorist) og til førnutid (perfektiv).

Brugbart svar (2)

Svar #15
29. oktober 2005 af Mac3 (Slettet)

Antallet af modi kommer an på, om man tæller både finite og infinite. Mange grammatikker nøjes med at benævne de tre personbøjede (finite) som modi. De infinite (de ikke-personbøjede former)tæller ikke kun infinitiv og participium, men også supinum, gerundium og gerundiv.

Latin

Skriv et svar til: Vokativ? + Bydeform hedder?