bølgerefleksion

Hvidt lys består af mange forskellige bølgelængder. Deres interferenspunkter ligger i et antal og så tæt, at det menneskelige øje ikke kan skelne destruktive interferensområder fra konstruktive interferensområder.

#0

Jo det vil den. Hvis man bruger monokromatisk lys, kan man fotografere interferensmønstret på en film med ekstremt stor opløsningsevne. Den fremkaldte film kommer til at indeholde meget tynde lag af sølv. Sender man hvidt lys ind på filmen, vil den reflektere lys af næsten samme bølgelængde som lyser, der dannede interferensmønsteret. Grunden til "næsten" er at emulsionen ændrer tykkelse og brydningsindex ved fremkaldelse og fiksering.

Fænomenet er blevet benyttet til fremstilling af farvefotos. Man benyttede en fotografisk plade som den ene væg i en beholder med kviksølv. Emusionen blev vendt ind mod kviksølvet. Pladen blev derefter eksponeret i et kamera og derefter fremkaldt. Når billedet betragtes i hvidt lys, kommer der pastelagtige farver frem. Metoden er opfundet af Gabriel Lippmann. Grunden til, at man med hvidt lys normalt ikke kan detektere et interferensmønster, er, at der for hver bølgelængde dannes et interferensmønster, hvor afstanden mellem  lagene er en halv bølgelængde og disse mønstre derfor "tværer ud". Når reflektionen sker direkte på emulsionens overflade, vil de første lag ligge tæt for bølgelængder, der ligger tæt.

Lippmanns metode danner grundlaget for farveholografi. Her bruger man en laser, der virker i nogle få spektrallinier nogenlunde jævnt fordelt over det synlige spektrum. Man deler strålen op i en del, der bredes ud over genstanden og derfra kommer til den ene side af emulsionen, og en del, der også bredes ud og belyser den anden side af emulsionen.