Tvivl om karakter for kronik om Rastløshedens Tyranni af Kristian Bøcker

Hej :) Jeg håber på, at der er en venlig sjæl derude, som vil kigge min aflevering igennem. Jeg har fået 4 pil ned for denne kronik som omhandler Kristian Bøckers artikel "Rastløshedens Tyranni". Jeg har brugt lang tid på opgaven og synes selv resultatet er blevet fint. Årskarakterer skal snart gives og jeg vil derfor høre, om der er en (med evnerne til det og måske lærer-baggrund), som vil læse den igennem og komme med respons og evt. karakter. Tak!!

Kedsomhed er en velkendt tilstand som både rige og fattige, gamle og unge kender til.
For sognepræst, Kristian Bøcker, er det dog ikke ligeså velkendt, at vi er blevet dårlige til at kede os, men derimod et faktum. Vi er blevet så dårlige til at håndtere kedsomhed, at vi faktisk ikke holder det ud. Således beskriver han rastløshedens tyranni i artiklen fra juli 2012 med selvsamme overskrift.

At vi er blevet dårlige til at håndtere kedsomhed skyldes til dels, at vi i dag keder os hurtigere. Vi har svært ved at fastholde en intens koncentration i længere perioder, og generelt ønskes der nye tiltag og muligheder konstant. ”Afstanden mellem kedsomheden og impulser med forslag til handlinger er blevet mindre de seneste årtier. Og afstanden mellem impulser og handlinger endnu mindre”, skriver Kristian Bøcker i artiklen, og forklarer efterfølgende at digitaliseringen udelukkende har været med til at fremme denne proces. Smartphones og bærbare computere har givet individet mulighed for, at have digitale apparater med os stort set over alt: i flyet, på toilettet og i sengen. Digitale apparater som netop sørger for at vi undgår kedsomheden, og at vi i tide og utide kan blive underholdt.
Kristian Bøcker mener, at der er forskellige årsager til at vi kedes og ligeledes forskellige løsninger til at hindre de individuelle årsager til kedsomhed.

Ifølge Paul Otto Brunstad, som er kedsomhedsforsker, er det negativt at vi forsøger at bygge en mur op omkring os for at undgå kedsomheden.  Han mener nemlig at kedsomhed skaber energi. Det er derfor vigtigt ikke bare at kede sig, men at mestre det, da du på den måde opnår energi - Desuden mener han at individet bliver kreativt og nærværende ved en sådan tilstand.
Kristian Bøcker tilslutter sig Paul Otto Brunstad ved at give eksemplet med undervisning som til tider kan være så stillestående og kedelig, at det censor-styrede lampesystem går ud. Umiddelbart lyder dette negativt, men samtidig konstaterer han, at eksempelvis undervisning nogle gange er nødsaget til at være kedelig.

Forfatter, Katrine Marie Guldager, bekræfter at kedsomhed også kan forekomme i familiære relationer og i parforhold, hvortil hun forklarer ”Jeg tror ikke, man kan regne med, at det er lige interessant hele tiden”. Derimod mener hun, at det er en kunst og en værdi, at holde ud.
Kristan Bøcker tilslutter sig ligeledes Katrine Marie Guldagers tanker om kedsomhed, og giver denne gang et eksempel fra hans erhverv som sognepræst. Han beskriver hvordan man forbinder kirken med gammeldags traditioner og værdier som blandt andet afspejler sig i sproget, som bliver brugt i et kirkeligt miljø. Kristian Bøcker skriver hertil ”Men i kritikken af gudstjenesten for at være kedelig fornemmer man også af og til et krav om, at den skal være underholdende og letfordøjelig” – Et krav som ikke hører sig til, da det vil ødelægge den alvor  der måtte være i forholdet mellem mennesket og Gud ifølge sognepræsten.

Den norske forfatter Jan Kjærstads opfattelse af kedsomhed inddrages ligeledes i artiklen. Der bliver i særdeleshed gravet i hans definition af ”transitområder”, som fungerer som passager der skal gennemføres, for at opnå det ønskede – Altså nødvendigheder.

Kristian Bøcker tilslutter sig ligeledes til denne tankegang og sammenslutter sine eksempler om skolen, familien og kirken med ”For at nå den dybere forståelse og støre samhørighed må man igennem transitområderne, tåle kedsomheden, tage ophold dér, hvor der ikke umiddelbart sker alverden”. Han mener at vi skal turde kede os, turde opholde os steder som er indbegrebet af kedsomhed, og turde at kede os for at opnå resultater.

Ved at inddrage ovenstående personer i forsøget på at diskutere kedsomheds vigtighed, står det klart at Kristian Bøcker forsøger at overbevise modtager om, at kedsomhed er positivt.
Kristian Bøcker argumenterer for sin påstand som fx da han påstår at man keder sig, når man ikke forstår hvad der foregår. Han bruger ordet ”som”, der fungerer som bindeled mellem påstanden og hans egen oplevelse. Derved sættes der lighedstegn mellem oplevelsen og påstanden, og fungerer derfor som en sammenligning. ”Man kan også kede sig, fordi man ikke forstår det, der foregår. Som når jeg ser curling. Jeg begriber ikke, hvad det er, de laver – ser blot nogle mennesker, der fejer løs foran en sten med et håndtag i, mens de råber og skriger.” Udtalelsen består ligeledes af appelformen etos, da han gør læseren bevidst om, at han ikke føler sig bedre end denne, og endda selv kan finde på at kede sig.
Generelt bruger skribenten meget etos ved at han inddrager individer som er højstående inden for deres erhverv, som derfor skaber en tillid og en pålidelighed. Han bruger blandt andet en forsker og en forfatters synspunkter, hvilket styrker hans troværdighed som hjælper ham til at vinde læserens tilslutning til sit synspunkt.
Derudover generaliserer Kristian Bøcker ved ofte at skrive ”vi”, ”Og at kede sig vil sige, t vi ikke kan eller vi engagere os i det, der foregår”. At generalisere kan være et sprogligt virkemiddel, som kan skabe et fællesskab og følelsen af forståelse mellem skribent og læser.
Den simple argument-model med belæg, påstand og hjemmel er ligeledes taget i brug. Kristian Bøcker kommer med påstanden om, at vi er blevet dårligere til at kede os og bruger som belæg, at afstanden mellem kedsomheden og forslag til handlinger er blevet mindre.
Hjemlen for hans påstand er, at vi er vant til, at der hele tiden er noget, der underholder os, (tv, computer og telefon) og a det derfor er svært at forholde sig til kedsomhed, når der er så meget, man kan lave. Påstand og hjemmel passer godt sammen, han har argumentationen i orden, og hans påstand bliver derved troværdig.
Sproget er formelt, men der er ikke den store brug af fagterminologi og fremmedord, som medvirker til et sprog af højt lixtal. Han benytter en velkendt talemåde som første sætning i hans artikel og fanger derved læseren med en stærk punchline.
Titlen er meget negativt ladet og tyranni bliver rastløshedens personifikation, da begrebet rastløshed får en funktion i form af at tyrannisere, som er en evne, det ellers ikke er i besiddelse af.

Som sagt er er Kristian Bøckers udvalg af synspunkter meget enstydige og sigter alle mod samme mål: at overbevise læser om at kedsomhed er positivt.
Som kedsomhedsforsker, Paul Otto Brunstad, beskriver så er udelukkende negativt ikke at kede sig. Det kan sågar have konsekvenser hvis man ikke evner at kede sig, da man dermed nemmere kan kommer til at stille krav om, at alting skal være ikkekedeligt, det vil sige underholdende – En umulighed i et ”normalt” liv. Man kommer ikke uden om kartoflerne der skal skrælles til aftensmaden, toiletpapiret som ugentligt skal hentes i den lokale Netto og huset som ikke rengør sig selv. Det er et umuligt krav at stille til dagligdagen, at den udelukkende skal være underholdende.
Muligvis er disse underholdnings-krav ligeledes årsagen til den dramatiske stigning hvad angår skilsmisser i Danmark. I 1980 var der 37,45% der blev skilt, mens 42,72% lod sig skille i 2012.[1] Netop grundet disse statistiskker beskriver Katrine Marie Guldager dét at holde fast, som værende en værdi i det senmoderne samfund. I hendes optik er disse statistikker nemlig et eksempel på konsekvenser af kedsomhed i parforhold, ligeså vel som Paul Otto Braunstad mener der er konsekvenser for den konstante søgen efter underholdning.
Det handler også om at holde ud, når vi skal igennem Jan Kjærstads ”transitområder”. For Jan Kjærstad er disse områder netop konsekvensen man er nødsaget til at gennemgå, for at opnå underholdningen.
Endeligt er der forfatteren Knud Hansens fortælling om den kloge kone, som hver dag går på kirkegården for at besøge sin mand og tre børn. Dette opfatter hendes barnebarn som værende kedeligt, men til dette svarer mormoderen ”Det vil du engang forstå… Når du har forstået det, og denne indsigt har taget dit hjerte i besiddelse, vil du ikke mere leve blot for din egen skyld, men lige så meget for duften af en rose, for synet af en hest eller en kat, for lyden at den rullende torden, for andre mennesker, for dem, du holder af”. Her kommer Paul Otto Braunstads nærvær netop ind i billedet. I sidste ende er det nærvær og relationer der betyder noget.

Det handler ikke om at føle sig underholdt konstant. Vi bør indse at vi skal igennem transitområder for at opnå det bedre og opnå resultater og underholdning. Vi er nødt til at gå i gennem folkeskolen for at kunne uddanne os til det vi ønsker at arbejde med, måske resten af livet. Vi er nødt til at lave mad hver dag for at overleve og opretholde livskvalitet. Vi skal tåle kedsomheden og udnytte energien og idéerne vi får, når vi keder os. Vi skal gemme digitale apparater væk, som konstant holder os underholdt og netop bidrager til vores behov for underholdning. Hvis man modarbejder ovenstående forslag, ender man med at blive ramt af rastløshedens tyranni.
 
 

[1] http://www.dst.dk/da/Statistik/emner/vielser-og-skilsmisser/skilsmisser.aspx