Stil...

Så har jeg fået skrevet mit essay om "Glæden ved at løbe færdigt" færdigt. Jeg ville umådeligt gerne få 10 eller derover, for derigennem at sikre årskarakteren :) Men jeg er i tvivl om hvor godt mit essay egentligt er. Jeg har skrevet det ud fra min tankerække, og derfor er der næsten ikke nogen afsnit. Det sproglige synes jeg heller ikke er helt fint. Jeg ville være meget taknemmelig hvis nogen gad at læse det igennem, og så evaluerer det. Jeg ville gerne have lidt konstruktiv kritik, som evt. kunne hjælpe mig til at få det finpusset. Det skal afleveres tirsdag, og som sagt ville jeg blive meget taknemmelig hvis jeg fik noget respons som "Mange kommafejl, og følgende forstår jeg ikke helt..." Hvis der er nogen som ikke forstår mange af de symboler og metaforer der endvidere er i opgaven, må i også meget gerne skrive det her. Forresten vil jeg gerne sige mange tak til alle som har hjulpet mig i dette forum :)

Glæden ved at løbe

Jeg har altid foretrukket at løbe frem for at gå. Da jeg begyndte at løbe, løb jeg ikke specielt stærkt, men efterhånden som årene er gået, løber jeg i dag i et forholdsvist hurtigt tempo. Det var som 13-årig da jeg begyndte at gå i puberteten at udviklingen af min krop rigtigt begyndte at tage fat, og det står i dag klart for mig, at det var omkring disse år jeg rigtigt begyndte at interesserer mig for at løbe, og for at opnå en god fysik, så jeg kunne komme til at løbe endnu hurtigere i fremtiden. Fysikken blev efterhånden langt bedre efterhånden, men efter at have vokset godt tredive centimeter i løbet af ganske få år, føltes det somme tider som om, at man løb i modvind. Det er jeg nu overbevist om at vi alle sammen gør, for det har naturens love bestemt. Det er nu alligevel underligt at være blevet ligeså høj som de voksne, og ikke mindst i ligeså god form som dem, men dette giver en forventning fra dem om, at man skal løbe ligeså hurtigt som dem, og overhale dem når man har trænet sig op til det. Det er ganske anderledes, set ud fra det perspektiv at man engang blot var et lille barn der løb rundt bag ved de voksne, og nærmest blev beskyttet og belært af dem. Denne tid er nu forbi, og den vender nok aldrig tilbage, selvom jeg nogle gange savner den. Jeg vil formentlig aldrig glemme den tid, men jeg vil prøve på at lægge mit fokus over på nye mål jeg har sat mig, og så i stedet prøve at opnå disse. Det er sjovt, som jeg i dag ønsker mig to steder hen når jeg løber, henholdsvis min lykkelige barndom hvor der blev taget sig af en, og så fremtiden hvor jeg forhåbentlig har nået mine mål, og efterhånden endelig har frigjort mig helt fra rollen som den lille løber, og så bliver behandlet og respekteret som en fuldkomment unik og ganske ansvarlig løber, af de andre løbere. Selvom jeg nu er stor, så er det nu som om, at de andre og voksne løbere alligevel ser ned på mig, og opfatter mig som en lille usikker løber, blot fordi jeg ikke har den samme erfaring som dem. Men det er da også skønt at være under udvikling, og nærmest blive bombarderet med nye erfaringer, og virkelig føle at man lære noget hver dag. Dette husker jeg dog som regel ikke på, og i stedet for at gribe dagen, og blot nyde at jeg udvikler mig i en langt mere positiv retning end nogle af de ældre gør, løber jeg kun og tænker på den dag, hvor jeg skal overhale dem inden om, og nyde frugten af mange års seriøs træning.

Jeg løber altid med en specifik idé om hvor mit løb skal føre mig hen, men jeg har mødt andre personer som har det helt anderledes med det, og som løber uden at vide hvad det præcist er de løber mod. Det er dog langtfra altid jeg lægger min rute, og så løber præcist efter denne, eftersom det kan være utrolig svært at bevare overblikket på ukendt terræn. Det er rart endelig at have fået lov af mine forældre til selv at gå ud at løbe, men somme tider savner jeg nu en voksen til at vise mig vejen frem, når jeg er faret vild. Det er rart at have friheden til bare at gå ud at løbe, men det er trods alt rart med lidt vejledning. En menneskelig egenskab når man løber er at have en realistisk selvopfattelse, således at man ikke overvurdere sine egne evner, og ender med at lægge alt for hårdt ud på løberuten, for så at gå helt død til sidst. Jeg synes også det er en vigtig egenskab i relation til andre løbere, for er der noget jeg ikke bryder mig om, er det når nogle løbere blærer sig med deres gode fysik, og det så senere viser sig, at det egentlig kun er dem selv, der er af denne opfattelse. Sådan har jeg aldrig selv været. Jeg har derimod underdrevet mine egne evner over for mig selv og andre, således at jeg som regel bliver overrasket positivt, ved at det går bedre end forventet. Det er dog ikke særligt ambitiøst at stille sig tilfreds med et resultat, der ligger under det, man egentlig kan udrette. Men hvornår går det mig egentligt bedst – når jeg er meget ambitiøs og løber efter en hurtig tid, eller når jeg stiller mig et lavt mål, og bare løber? Det er min erfaring at de gange hvor jeg har løbet bedst, er de gange hvor jeg har rettet fokus på at løbe det perfekte løb, i stedet for at udelukkende at fokusere på et eventuelt overordnet mål. Naturligvis skal man have det overordnede mål liggende i hovedet, men jeg mener, at vejen til succes er ved at lægge fokus på processen. Et godt eksempel på dette er to løb jeg har løbet med min far inde i byen, på henholdsvis på ti og femten kilometer. I det første løb på ti kilometer, fokuserede jeg udelukkende på hvor glad jeg ville blive, hvis jeg kunne komme ind i en tid på under en time. Da jeg kom i mål var der en stor tidstavle, og der gik det op for mig, at jeg havde været hele halvfjerds minutter om at løbe de ti kilometer. I det næste løb havde jeg endvidere sat mig et endnu højere mål; at løbe de femten kilometer på under halvanden time. Her lagde jeg i stedet min koncentration på processen, ved at jeg startede med at spise korrekt, drikke massere af vand og gå ordentlig tid i seng, selvom der kom en film i fjernsynet, jeg virkelig havde glædet mig til at se. Inden jeg kom ud på ruten varmede jeg lidt op, og fik løsnet musklerne op. Da jeg så endelig kom ud og løbe, var jeg dybt koncentreret, og eftersom jeg havde lånt min fars anden pulsmåler, prøvede jeg på at løbe det optimale løb. Det gik godt, og jeg havde struktureret mit løb så godt, at jeg ligefrem kunne sætte tempoet op på de sidste fem kilometer. Min tid var på en femogfirs minutter – altså havde jeg nået mit mål.

Som regel løber jeg med min far, men jeg må indrømme, at jeg foretrækker at løbe alene. Dette har ikke noget at gøre med min far, men sådan et menneske er jeg nu engang; uafhængig, egoistisk og rationel. Når jeg løber med min far er jeg ikke uafhængig, for så er det ham der delvist bestemmer. Min frihed til at vælge det tempo der lige passer til mig bliver svækket, idet min far mener, at man bør have gå- og vandpauser og at et tempo bør ligge forholdsvist stabilt. Tendensen når vi løber er oftest den, at når han har lyst til at løbe i et lavt tempo, har jeg lyst til et højt tempo, og omvendt. Denne tendens finder så tit sted, at jeg nægter at tro på, at der er tale om tilfældigheder. Jeg tror snarere at det skyldes vores tilsyneladende fælles psykologi, som åbenbart betyder enormt meget. Jeg har det i hvert fald sådan at jeg er mere interesseret i at presse mig selv til det yderste, hvis det er mig der løber i front, og “trækker” for min far. Hvis der er noget som i den grad motiverer mig, er det når jeg kan se min far er færdig. Ligeså er det når det så er min far der sætter højt tempo, og jeg har svært ved at følge med. Så giver jeg lettere op, og gider egentlig ikke rigtigt. Det er noget jeg er bevidst omkring, men ikke noget jeg gør bevidst. Når jeg derimod løber alene føler jeg at jeg er uafhængig, idet jeg er den som bestemmer, og at jeg på intet tidspunkt eventuelt skal lade mig trække ned af andre. Der er dog ingen til at hjælpe mig hvis jeg skulle få problemer, andre end mig selv. Desuden er mine løbeture knap så sociale, men det har jeg som sådan ikke noget imod, idet jeg føler mig som et socialt element i mange sammenhæng i hverdagen, og derfor kan jeg have svært ved at overskue denne. Når jeg løber kan jeg samle tankerne, skabe et sublimt overblik, og samtidig få tid til at fordybe mig, i mig selv. Jeg tænker over hvordan jeg bliver et bedre menneske, og samtidig filosoferer jeg lidt over tilværelsen, og nogle af de store basale spørgsmål omkring meningen med menneskets eksistens. På trods af at det er relativt hårdt fysisk at løbe, oplever jeg det overhovedet ikke sådan, idet mine løbeture giver mig så meget andet. Udover jeg kommer i kontakt med mig selv, kommer jeg også i kontakt med naturen. Der er mange ting ved Danmark som jeg ikke bryder mig om, men lige netop den danske natur, den vil jeg mene er den smukkeste og mest sensuelle i verden. At løbe på en kold efterårsdag, og se hvordan bladende falder ned for træerne og hvordan overgangen fra sommer til efterår forløber, er noget af det smukkeste og mest betagende jeg har oplevet. Men også andre steder i verden har jeg haft glæde af at løbe. Sommerferierne tilbringer jeg som regel i Sydfrankrig med min familie. Vi har igennem en årrække leget et lille sted på landet, godt tredive kilometer fra Libourne. Der har min far og jeg en rute på godt ti kilometer, og lige netop denne, vil jeg bestemt også mene er en fantastisk tur. At løbe rundt i det franske land ved siden af vinmarker, der ligger ned ad bløde bakker, samt små provinsbyer der ligger på toppen af disse, giver en fantastisk nuanceret og smuk tur, der kombineret med en tilpas temperatur, nærmest giver mig en mental vægtløshed.

Et naturligt fænomen inden for enhver sportsgren er lysten til at konkurrere. Udover de atletiske konkurrencer i sprint på forskellige distancer, er det mest kendte og anerkendte løb vel nok, det efterhånden klassiske og legendariske maratonløb. Det spændende ved et maratonløb i dag er, at det ikke er forbeholdt eliten, men er åbent for enhver. Der konkurreres som regel på to fronter. Først starter eliten, som primært løber efter prestigen og pengene. Derefter løber amatørerne, og af disse må man gå ud fra, at langt den overvejende del løber mod sig selv. De løber efter at opnå deres egne individuelle mål, som kan strække sig fra alt fra et ønske om at gennemføre, til en ambition om at gennemføre løbet på under tre timer og tredive minutter. Det er da også mit overordnede mål, at gennemføre et maratonløb. På nogle af min fars og jegs løbeture drømmer vi os år frem i tiden om, at jeg og ham skulle løbe New York Marathon sammen. Han har selv løbet det flere gange, og man skulle angiveligt komme lige forbi det hospital, hvorpå han var født. Men det er forskelligt hvordan løb foregår rundt omkring i verden. I Danmark har vi tradition for at alle starter ved den samme startlinie fra forskellige punkter, og er i teorien frit stillet til at løbe, og hvis nogen går i stå på grund af et givent problem, så hjælper nogle af de løbere, der har mere overskud, lidt til. Der er tradition for at ingen udgår af et løb, men skulle dette alligevel være tilfældet, prøver man som oftest at få dem til at begynde at løbe igen. Sådan er det f.eks. ikke helt i et land som USA, idet der her er tradition for at alle starter fra vidt forskellige udgangspunkter, og dernæst er mulighed for individuel realisation af sig selv. Dette får mig endvidere til at tænke på andre løbefænomener rundt omkring i verden. I Rusland skulle man angiveligt ved en skole have lavet en løbebane der fungerede således, at man lavede en startlinie for hver elev, således at alle elever endte ved samme mållinje på det samme tidspunkt. Et andet noget uhyggelige eksempel var i fyrrenes nazistiske Tyskland, hvor alle ariske elever på en skole var tvunget til at løbe på løbebanen, mens resten – primært jøder – praktisk talt måtte løbe for livet da politiet pludselig ankom. Der vil i et givent løb altid være nogle som prøver at snyde, og i forskellige lande er straffene for dette meget forskellige. I et meget konservativt land som England er straffen f.eks. meget højere end den er i Danmark. Personligt er jeg af den opfattelse, at det er meget vigtigt at alle starter ved samme startlinie, ved at man f.eks. har en chip i skoen, således at ingen starter bag startlinien. Derefter mener jeg at der skal være mulighed for det enkelte individ til at realisere sig selv, så længe denne udfoldelse ikke er til direkte skade for andre. Jeg mener endvidere ikke at børn af forældre som har løbet hele deres liv, og som er højt respekteret og meget erfarne, skal være mere priviligerede end andre. Jeg mener at førnævnte er en vigtig faktor for at opnå det, som jeg kalder for et løb, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Derudover er der naturligvis også de tilfælde hvor personer er født – delvist eller helt – ude af stand til at løbe ved egen kraft, og ved sådanne tilfælde vil jeg mene at disse personer også skal have lov til at være med, hvilket kan ske ved sponsorater af forskelligt udstyr, der kan sørge for at alle skal have mulighed for at nå lige langt ved samme engagement.

Glæden ved at løbe er for mig, glæden ved at jeg som enhver anden løber er uafhængig af andre, og fuldkommen fri til at realiserer mig selv. Det er for mig glæden ved at lærer mig selv bedre at kende, og blive forsonet med mine naturelle omgivelser. Det er for mig også glæden ved træning, og derigennem positiv udvikling. Det er en udvikling hvorigennem jeg sætter mig en række mål og prøver at opnå disse, selvom mine ungdomslyster nu også skal have plads til at folde sig ud. Det er mit personlige ånderum, hvor jeg får plads til at give tankerne frit spild, og til at komme ud af min forholdsvis hektiske hverdag. Det er glæden ved at søge og at finde svarene på alle de spørgsmål, jeg går rundt og stiller til daglig. Det er ærlig talt denne glæde, der gør mig lykkelig!

Charlottenlund, d. 6. oktober 2002, Christian H. Andersen