Debat
Den ”oversete” elite?
05. juli 2006 af
PolitVirgin (Slettet)
Gymnasiet har traditionelt været en institution forbeholdt de 5-10 % mest bogligt egnede af en ungdomsårgang. Denne situation har ændret sig. I dag optager det – mere end nogensinde før – ”almene” gymnasium hele 30 % af en ungdomsårgang. Og hvordan har gymnasieskolen mere eller mindre bevidst omstillet sig i forhold til denne udvikling? Ganske enkelt egentlig: Nemlig ved – i smuk overensstemmelse med den danske lighedstanke – at sænke de faglige krav generelt, så den brede midte og ikke mindst laveste fællesnævner også kan være med.
Og hvori består det forkastelige – måske direkte ukloge – så i denne sammenhæng? Visionen om, at flere danske unge skal have en ungdomsuddannelse er der ikke noget forkert i – nej, den er en direkte forudsætning for, at Danmark også fremover kan klare de udfordringer og den konkurrence, som en i stigende grad globaliseret og højt differentieret verden konfronterer os med. Problemet er derimod, at udviklingen – som så ofte set før i en dansk kontekst – sker på den brede midtes, herunder dennes sympati for ”de svages”, præmisser.
… Og på bekostning af visses præmisser? Elitens! ”De skal jo nok klare sig alligevel”, vil de politisk korrekte sige i en opgivende tone – og ja, det skal de da også nok – men hvad med alle de ressourcer, der går til spilde som følge af, at eliten ikke i tilstrækkelig grad udfordres og i det hele taget ’nurses’ om? Ligesom håndboldpigerne, Bjarne Riis og fodboldlandsholdet på det sportslige område kan gøre os stolte af at være danskere – hvorfor er det så, at der ingenlunde er den samme velvilje til, at boglige talenter i uddannelsessystemet stimuleres, så de ligeledes kan komme til at opnå store resultater, det være sig i alt fra forskning til business, og dermed være med til at høste anerkendelse til dem selv og Danmark?
Jeg vil vove at påstå, at vejen frem er, at vi forholder os til – og ikke mindst indretter vores uddannelsessystem efter –, at en ungdomsårgang udgør en heterogen størrelse ikke blot mht. interesser, men også mht. evne og vilje til at angribe givne problemstillinger på mere eller mindre overlegne (abstraktions)niveauer. Konkret ligger jeg op til, at man på en gymnasieskole i stedet for at have X antal vilkårligt sammensatte klasser/hold med en spredning fra 03-13 bør sammensætte de enkelte klasser/hold ud fra de enkelte elevers faglige komparative fordele. Jeg anerkender nemlig, at man i klasseundervisning såvel som i projektarbejde kan indgå i fagligt samspil i forbindelse med lærerens mere eller mindre direkte applicering af den sokratiske metode, men at forudsætningen for den her omtalte faglige sparring er en vis homogenitet – ikke mht. holdninger, tværtimod! – men derimod mht. overordnet niveau /abstraktionsevne.
Altså: I stedet for at have vilkårligt sammensatte hold/grupper med elever på et fagligt niveau helt fra 03-13, så bør vi tilstræbe, at den faglige spredning på/i de givne hold/grupper maksimalt er på det, der svarer til 1-2 karakterer.
Den institutionelle tankegang, der i dag er med til at definere det almene gymnasium, er langt fra perfekt – ressourcerne, i.e. de unges hoveder, vil jeg vove at påstå kunne udnyttes langt bedre end de gør i dag. Vil du – i givet fald på hvilket grundlag?
Og hvori består det forkastelige – måske direkte ukloge – så i denne sammenhæng? Visionen om, at flere danske unge skal have en ungdomsuddannelse er der ikke noget forkert i – nej, den er en direkte forudsætning for, at Danmark også fremover kan klare de udfordringer og den konkurrence, som en i stigende grad globaliseret og højt differentieret verden konfronterer os med. Problemet er derimod, at udviklingen – som så ofte set før i en dansk kontekst – sker på den brede midtes, herunder dennes sympati for ”de svages”, præmisser.
… Og på bekostning af visses præmisser? Elitens! ”De skal jo nok klare sig alligevel”, vil de politisk korrekte sige i en opgivende tone – og ja, det skal de da også nok – men hvad med alle de ressourcer, der går til spilde som følge af, at eliten ikke i tilstrækkelig grad udfordres og i det hele taget ’nurses’ om? Ligesom håndboldpigerne, Bjarne Riis og fodboldlandsholdet på det sportslige område kan gøre os stolte af at være danskere – hvorfor er det så, at der ingenlunde er den samme velvilje til, at boglige talenter i uddannelsessystemet stimuleres, så de ligeledes kan komme til at opnå store resultater, det være sig i alt fra forskning til business, og dermed være med til at høste anerkendelse til dem selv og Danmark?
Jeg vil vove at påstå, at vejen frem er, at vi forholder os til – og ikke mindst indretter vores uddannelsessystem efter –, at en ungdomsårgang udgør en heterogen størrelse ikke blot mht. interesser, men også mht. evne og vilje til at angribe givne problemstillinger på mere eller mindre overlegne (abstraktions)niveauer. Konkret ligger jeg op til, at man på en gymnasieskole i stedet for at have X antal vilkårligt sammensatte klasser/hold med en spredning fra 03-13 bør sammensætte de enkelte klasser/hold ud fra de enkelte elevers faglige komparative fordele. Jeg anerkender nemlig, at man i klasseundervisning såvel som i projektarbejde kan indgå i fagligt samspil i forbindelse med lærerens mere eller mindre direkte applicering af den sokratiske metode, men at forudsætningen for den her omtalte faglige sparring er en vis homogenitet – ikke mht. holdninger, tværtimod! – men derimod mht. overordnet niveau /abstraktionsevne.
Altså: I stedet for at have vilkårligt sammensatte hold/grupper med elever på et fagligt niveau helt fra 03-13, så bør vi tilstræbe, at den faglige spredning på/i de givne hold/grupper maksimalt er på det, der svarer til 1-2 karakterer.
Den institutionelle tankegang, der i dag er med til at definere det almene gymnasium, er langt fra perfekt – ressourcerne, i.e. de unges hoveder, vil jeg vove at påstå kunne udnyttes langt bedre end de gør i dag. Vil du – i givet fald på hvilket grundlag?
Svar #1
05. juli 2006 af Roman Garcia (Slettet)
PV skrev:
”Gymnasiet har traditionelt været en institution forbeholdt de 5-10 % mest bogligt egnede af en ungdomsårgang. Denne situation har ændret sig.”
Det er ikke korrekt. Gymnasiet har været forbeholdt de 5-10% af en ungdomsårgang, der havde mulighed for at komme på gymnasiet. Tidligere skulle man tidligt ud at tjene penge, hvis man kom fra trænge kår. Det medførte, at man ikke havde mulighed for at gå på gymnasiet, selvom man måske var den mest egnede. Dette er dog lang tid siden, og heldigvis har dette ændret sig markant, så alle nu har mulighed for en ungdomsuddannelse.
PV skriver også, at man har sænket de faglige krav. Det er muligt, at man har sænket de faglige krav for at komme ind på gymnasiet, men går det ud over de fagligt stærke?? Man skal i høj grad tage ansvar for egen læring. De fagligt svage elever bliver jo heller ikke hjulpet, som de bliver i folkeskolen. Derfor ser jeg ikke ungdomsuddannelsernes berede sigte går ud over eliten. Det er mere tilfældet i folkeskolen, hvor den tid lærerne bruger på at hjælpe de fagligt svage elever, kunne være blevet brugt på at udfordre de fagligt stærke elever. I gymnasiet er der til en vis grad ansvar for egen læring. Lærernes formål er at sikre, at man gennemgår et bestemt pensum, og introducere eleverne for nogle redskaber, som kan bruges, når man gennemgår dette pensum. Mener man ikke, at man bliver nok udfordret, så kan man jo altid benytte disse redskaber til at udfordre sig selv. Udforske aspekter af et fag som ikke er dikteret af pensum.
Denne debat du har påbegyndt ville måske være relevant, hvis man kiggede på folkeskolen, men den virker malplaceret, når man taler om gymnasiet.
”Gymnasiet har traditionelt været en institution forbeholdt de 5-10 % mest bogligt egnede af en ungdomsårgang. Denne situation har ændret sig.”
Det er ikke korrekt. Gymnasiet har været forbeholdt de 5-10% af en ungdomsårgang, der havde mulighed for at komme på gymnasiet. Tidligere skulle man tidligt ud at tjene penge, hvis man kom fra trænge kår. Det medførte, at man ikke havde mulighed for at gå på gymnasiet, selvom man måske var den mest egnede. Dette er dog lang tid siden, og heldigvis har dette ændret sig markant, så alle nu har mulighed for en ungdomsuddannelse.
PV skriver også, at man har sænket de faglige krav. Det er muligt, at man har sænket de faglige krav for at komme ind på gymnasiet, men går det ud over de fagligt stærke?? Man skal i høj grad tage ansvar for egen læring. De fagligt svage elever bliver jo heller ikke hjulpet, som de bliver i folkeskolen. Derfor ser jeg ikke ungdomsuddannelsernes berede sigte går ud over eliten. Det er mere tilfældet i folkeskolen, hvor den tid lærerne bruger på at hjælpe de fagligt svage elever, kunne være blevet brugt på at udfordre de fagligt stærke elever. I gymnasiet er der til en vis grad ansvar for egen læring. Lærernes formål er at sikre, at man gennemgår et bestemt pensum, og introducere eleverne for nogle redskaber, som kan bruges, når man gennemgår dette pensum. Mener man ikke, at man bliver nok udfordret, så kan man jo altid benytte disse redskaber til at udfordre sig selv. Udforske aspekter af et fag som ikke er dikteret af pensum.
Denne debat du har påbegyndt ville måske være relevant, hvis man kiggede på folkeskolen, men den virker malplaceret, når man taler om gymnasiet.
Svar #2
05. juli 2006 af Sansnom (Slettet)
Det er min personlige erfaring, at der i hver klasse vil være 0-2 elever, som er så dygtige, at de i det enkelte fag risikerer at blive understimuleret.
Nogle af disse vil nok være stærke i et fag, men langt fra i alle - mens nogle enkelte vil være helt i top i (næsten) alle fag.
For disse elever ville en opdeling måske være en fordel. Dog vil jeg hellere pege på klassekvotienterne som en begrænsende faktor. Hvis holdstørrelsen blot var f.eks. 20 ville der blive mere til også til de stærke elever.
Jeg vil give #1 ret. Problemet er (efter min personlige opfattelse) langt større i folkeskolen. Her sidder de bedst lad os sige 10% ganske enkelt og keder sig til døde.
Efter min mening ville det klart være muligt for de bedste 10% som minimum af nå igennem det pensum som i dag ligger i 1g og måske også 2g inden afslutning af 9.kl - ganske enkelt ved at udfordre dem konstant gennem skoletiden.
Nogle af disse vil nok være stærke i et fag, men langt fra i alle - mens nogle enkelte vil være helt i top i (næsten) alle fag.
For disse elever ville en opdeling måske være en fordel. Dog vil jeg hellere pege på klassekvotienterne som en begrænsende faktor. Hvis holdstørrelsen blot var f.eks. 20 ville der blive mere til også til de stærke elever.
Jeg vil give #1 ret. Problemet er (efter min personlige opfattelse) langt større i folkeskolen. Her sidder de bedst lad os sige 10% ganske enkelt og keder sig til døde.
Efter min mening ville det klart være muligt for de bedste 10% som minimum af nå igennem det pensum som i dag ligger i 1g og måske også 2g inden afslutning af 9.kl - ganske enkelt ved at udfordre dem konstant gennem skoletiden.
Svar #3
05. juli 2006 af Der Assessor (Slettet)
Det er et ganske interessant og yderst relevant emne, PV med dette indlæg har bragt på banen.
At gymnasiet har udviklet sig fra at være et elitegymnasium til et massegymnasium betvivler jeg at ret mange vil sætte spørgsmålstegn ved. Striden handler nærmere om hvilken elite, gymnasiet før tiden omkring '68 tilgodeså. [Det er for øvrigt ikke korrekt at gymnasiet "traditionelt", som #0 skriver, har optaget 5-10% af en ungdomsårgang. Tallet har været støt stigende fra ca. 1% omkring år 1900, over godt 5% i midten af 50'erne - til ca. 35% i dag, plus en del på øvrige gymnasiale uddannelser].
Men den pågældende elite var heller ikke, som Roman Garcia i #1 underforstået udtrykker, en udelukkende økonomisk elite - men derimod en social elite med ofte ganske lange akademiske traditioner. At denne elite også rent økonomisk var privilegeret følger naturligt af at akademiske jobs var langt bedre betalt i forhold til ikke-akademiske jobs dengang end i dag.
Kom man fra en arbejderfamilie var det naturligvis svært for forældrene at finansiere deres børns videre skolegang. Men relt kulturelt lå gymnasiet på mange måder også så langt fra arbejdernes verden dengang, at det gjorde det svært for børnene at tilpasse sig uddannelsessystemet.
Som sagt var gymnasiet også forbeholdt en akademisk elite. På trods af at den unges sociale placering altså var ganske væsentlig i forhold til den skolemæssige karriere og i enkelte tilfælde kunne opveje et middelmådigt fagligt niveau, ændrer det ikke på at der gennemgående var krav om et fornuftigt fagligt niveau før aspiranten kunne træde ind i gymnasiets hellige haller.
Netop her har vi det problem som #0 påpeger. Der er ganske enkelt alt for mange i gymnasiet som aldrig burde have været der! Elever som ikke følger undervisningen, enten fordi de ikke gider - men også ofte fordi de ganske enkelt ikke er i besiddelse af evner til at kunne følge undervisning på et middelhøjt fagligt niveau.
En løsning kunne være at niveaudele eleverne i højere grad - som man eks. gør i Tyskland, hvor den første opdeling af eleverne til forskellige skoleformer finder sted allerede ved 4. klassetrin, eller, som PV foreslår, dele eleverne op i forskellige klasser alt efter gennemsnit.
En anden løsning kunne være simpelthen at begrænse optaget til gymnasiet og lave et mindstekrav på eks. 8,0 (el. sågar 9,0 hvis man vil gøre gymnasiet mere eksklusivt) i karaktergennemsnit fra folkeskolen.
Et gennemsnitskrav på 8,0 vil dog ikke forhindre at en del elever - uden gode faglige evner - som "gemmer sig" i den pæne midtergruppe, kommer ind.
At vi har et socialt ansvar for at løfte de fagligt svage elever, som ofte kommer fra underprivilegerede familier, op og give dem mulighed for at få en meningsfyldt (evt. videregående) uddannelse, giver sig selv. Men skal det nødvendigvis ske i gymnasiet som udelukkende giver dem faglige og sociale nederlag - og som burde være et intensivt læringsmiljø?
Eller kunne der skabes alternative uddannelser hvor de svage elever på i højere grad egne præmisser og under strukturerede rammer kan udvikle deres faglige evner - og ikke skabe uro i gymnasiet?
Beklager at jeg ikke kunne fatte mig i korthed
At gymnasiet har udviklet sig fra at være et elitegymnasium til et massegymnasium betvivler jeg at ret mange vil sætte spørgsmålstegn ved. Striden handler nærmere om hvilken elite, gymnasiet før tiden omkring '68 tilgodeså. [Det er for øvrigt ikke korrekt at gymnasiet "traditionelt", som #0 skriver, har optaget 5-10% af en ungdomsårgang. Tallet har været støt stigende fra ca. 1% omkring år 1900, over godt 5% i midten af 50'erne - til ca. 35% i dag, plus en del på øvrige gymnasiale uddannelser].
Men den pågældende elite var heller ikke, som Roman Garcia i #1 underforstået udtrykker, en udelukkende økonomisk elite - men derimod en social elite med ofte ganske lange akademiske traditioner. At denne elite også rent økonomisk var privilegeret følger naturligt af at akademiske jobs var langt bedre betalt i forhold til ikke-akademiske jobs dengang end i dag.
Kom man fra en arbejderfamilie var det naturligvis svært for forældrene at finansiere deres børns videre skolegang. Men relt kulturelt lå gymnasiet på mange måder også så langt fra arbejdernes verden dengang, at det gjorde det svært for børnene at tilpasse sig uddannelsessystemet.
Som sagt var gymnasiet også forbeholdt en akademisk elite. På trods af at den unges sociale placering altså var ganske væsentlig i forhold til den skolemæssige karriere og i enkelte tilfælde kunne opveje et middelmådigt fagligt niveau, ændrer det ikke på at der gennemgående var krav om et fornuftigt fagligt niveau før aspiranten kunne træde ind i gymnasiets hellige haller.
Netop her har vi det problem som #0 påpeger. Der er ganske enkelt alt for mange i gymnasiet som aldrig burde have været der! Elever som ikke følger undervisningen, enten fordi de ikke gider - men også ofte fordi de ganske enkelt ikke er i besiddelse af evner til at kunne følge undervisning på et middelhøjt fagligt niveau.
En løsning kunne være at niveaudele eleverne i højere grad - som man eks. gør i Tyskland, hvor den første opdeling af eleverne til forskellige skoleformer finder sted allerede ved 4. klassetrin, eller, som PV foreslår, dele eleverne op i forskellige klasser alt efter gennemsnit.
En anden løsning kunne være simpelthen at begrænse optaget til gymnasiet og lave et mindstekrav på eks. 8,0 (el. sågar 9,0 hvis man vil gøre gymnasiet mere eksklusivt) i karaktergennemsnit fra folkeskolen.
Et gennemsnitskrav på 8,0 vil dog ikke forhindre at en del elever - uden gode faglige evner - som "gemmer sig" i den pæne midtergruppe, kommer ind.
At vi har et socialt ansvar for at løfte de fagligt svage elever, som ofte kommer fra underprivilegerede familier, op og give dem mulighed for at få en meningsfyldt (evt. videregående) uddannelse, giver sig selv. Men skal det nødvendigvis ske i gymnasiet som udelukkende giver dem faglige og sociale nederlag - og som burde være et intensivt læringsmiljø?
Eller kunne der skabes alternative uddannelser hvor de svage elever på i højere grad egne præmisser og under strukturerede rammer kan udvikle deres faglige evner - og ikke skabe uro i gymnasiet?
Beklager at jeg ikke kunne fatte mig i korthed
Svar #4
05. juli 2006 af cdc (Slettet)
#3 da karaktergennemsnittet fra folkeskolen sjældent siger ret meget tror jeg ikke det er et godt optagelsesgrundlag (ihvertfald udelukkende). Kender mange der fik relativt dårlige karakterer i folkeskolen og som har klaret sig glimrende i gymnasiet, mens (tildels mig selv), røg et pænt hak ned på trods af flotte resultater i 9.klasse.
Svar #5
05. juli 2006 af Der Assessor (Slettet)
#4
Det var også først og fremmest ment som et eksempel på hvorledes man kan regulere adgangen til gymnasierne, således at man undgår uegnede elever.
Men jeg kan da godt se din pointe - man regner jo for øvrigt principielt ikke gennemsnit i folkeskolen.
Jeg røg da også ret langt ned del ned fra folkeskolen til gymnasiet (fra 11,5 til 9,7), men det skyldes primært at jeg i løbet af gymnasiet blev mere og mere doven - bl.a. fordi jeg syntes der var alt få få udfordinger i mange fag. Jeg kunne i hvert fald næsten møde op og sove hele timen uden athave læst - og alligevel få pæne karakterer.
Men dovenskaben skal væk når jeg starter på uni!
Det grundlæggende spørgsmål fra #0 resterer dog - vil vi have et elitært gymnasium med et højt fagligt niveau, eller en uddannelse for den brede befolkning incl. en del der har meget svært ved at leve op til de faglige krav.
I "gamle dage" - 60'erne og tidligere - var gymnasiet primært forbereredende til lange videregående uddannelser. Mange uddannelser som i dag er mellemlange videregående - lærer, pædagog, sygeplejerske, akademi-/teknikumingeniør (nu diplomingeniør) - krævede før i tiden slet ikke en studentereksamen. Endvidere har vi også fået langt flere studerende på landets højere læreanstalter - hvor godt 2-3% af landets befolkning i slutningen af 1950'erne havde mindst en kandidatgrad, er det i dag 7%. Og i de generationer som i dag studerer, vil godt 12% få det.
Så sigtet fra eliten mod masserne findes altså over hele uddannelsessystemet.
Men løsningen kunne måske være at lave to forskellige ungdomsuddannelser - en for de fagligt stærkeste med henblik på senere universitetsimmatrikulation - og en anden rettet mod de korte/mellemlange videregående uddannelser, hvor optagelseskravene til denne retning ikke behøvede at være så store.
Endvidere kunne man, for at gøre de lange uddannelser mere elitære, genindføre filosofikum.
Således ville man kunne indføre særlige uddannelser inden for samfund, naturvidenskab og humaniora der sluttede allerede ved BA-graden - og som ikke krævede filosofikum.
At indføre et trindelt uddannelsessystem er, hvis det overhovedet er muligt, ikke kun en proces der handler om gymnasiet. Der skal jo også være alternative uddannelsestilbud til de unge der falder fra ved de skrappere adganskrav.
Det var også først og fremmest ment som et eksempel på hvorledes man kan regulere adgangen til gymnasierne, således at man undgår uegnede elever.
Men jeg kan da godt se din pointe - man regner jo for øvrigt principielt ikke gennemsnit i folkeskolen.
Jeg røg da også ret langt ned del ned fra folkeskolen til gymnasiet (fra 11,5 til 9,7), men det skyldes primært at jeg i løbet af gymnasiet blev mere og mere doven - bl.a. fordi jeg syntes der var alt få få udfordinger i mange fag. Jeg kunne i hvert fald næsten møde op og sove hele timen uden athave læst - og alligevel få pæne karakterer.
Men dovenskaben skal væk når jeg starter på uni!
Det grundlæggende spørgsmål fra #0 resterer dog - vil vi have et elitært gymnasium med et højt fagligt niveau, eller en uddannelse for den brede befolkning incl. en del der har meget svært ved at leve op til de faglige krav.
I "gamle dage" - 60'erne og tidligere - var gymnasiet primært forbereredende til lange videregående uddannelser. Mange uddannelser som i dag er mellemlange videregående - lærer, pædagog, sygeplejerske, akademi-/teknikumingeniør (nu diplomingeniør) - krævede før i tiden slet ikke en studentereksamen. Endvidere har vi også fået langt flere studerende på landets højere læreanstalter - hvor godt 2-3% af landets befolkning i slutningen af 1950'erne havde mindst en kandidatgrad, er det i dag 7%. Og i de generationer som i dag studerer, vil godt 12% få det.
Så sigtet fra eliten mod masserne findes altså over hele uddannelsessystemet.
Men løsningen kunne måske være at lave to forskellige ungdomsuddannelser - en for de fagligt stærkeste med henblik på senere universitetsimmatrikulation - og en anden rettet mod de korte/mellemlange videregående uddannelser, hvor optagelseskravene til denne retning ikke behøvede at være så store.
Endvidere kunne man, for at gøre de lange uddannelser mere elitære, genindføre filosofikum.
Således ville man kunne indføre særlige uddannelser inden for samfund, naturvidenskab og humaniora der sluttede allerede ved BA-graden - og som ikke krævede filosofikum.
At indføre et trindelt uddannelsessystem er, hvis det overhovedet er muligt, ikke kun en proces der handler om gymnasiet. Der skal jo også være alternative uddannelsestilbud til de unge der falder fra ved de skrappere adganskrav.
Svar #6
05. juli 2006 af cdc (Slettet)
#5 Jeg er skam på de fleste områder ret enig med dig.
Som jeg ser hovedprobleet nu, er det at man reelt kun kan vælge mellem gymnasiet og så tja... handel/tekniske skoler hvor niveauet jo for trods alt selv de dårligeste i gymnasiet er for understimulerende. Mener der burde være flere og bedre alternativer til gymnasiet, således at dem der havner der også reelt har lyst til det.
og er iøvrigt enig i at det i danmark burde være bedre muligheder for job selvom man afslutter med en BA (som der er langt større traditioner for i udlandet).
Som jeg ser hovedprobleet nu, er det at man reelt kun kan vælge mellem gymnasiet og så tja... handel/tekniske skoler hvor niveauet jo for trods alt selv de dårligeste i gymnasiet er for understimulerende. Mener der burde være flere og bedre alternativer til gymnasiet, således at dem der havner der også reelt har lyst til det.
og er iøvrigt enig i at det i danmark burde være bedre muligheder for job selvom man afslutter med en BA (som der er langt større traditioner for i udlandet).
Svar #7
05. juli 2006 af Der Assessor (Slettet)
#6
Helt rigtigt, der er for få alternativer. Gymnasiet bliver nærmest betragtet som den eneste mulige ungdomsuddannelse for en ret stor del af den danek befolkning.
Spørgsmålet er hvad alternativerne er. Vi har jo allerede HHX og HTX, men det er selvfølgelig mest for elever med en særlig interesse for handel hhv. teknik.
Det forslag, regeringen for nogle år siden var fremme med angående HF - at tillade adgang direkte fra 9. klasse, men til gengæld kun lade den give direkte adgang til korte og mellemlange videregående uddannelser, kunne være en idé. Herved skaber man en art "let gymnasium" for elever der ikke nødvendigvis har mod på 3 års meget intensiv læring. Fagene kunne så også målrettes mod den uddannelse, man har tænkt sig at tage.
Den oprindelige, meget progressive tanke med HF - at skabe en uddannelse for lidt ældre med "livserfaring" og lav uddannelse, går dermed fløjten. Men spørgsmålet er hvor vigtigt dette er i en tid hvor praktisk talt ingen går ud af skolen efter 7. klasse.
Gymnasiet ville således primært blive for elever med ambitioner om en akademisk karriere, hvad enten den skulle slutte med en BA, kandidatgrad eller sågar doktorgrad.
Helt rigtigt, der er for få alternativer. Gymnasiet bliver nærmest betragtet som den eneste mulige ungdomsuddannelse for en ret stor del af den danek befolkning.
Spørgsmålet er hvad alternativerne er. Vi har jo allerede HHX og HTX, men det er selvfølgelig mest for elever med en særlig interesse for handel hhv. teknik.
Det forslag, regeringen for nogle år siden var fremme med angående HF - at tillade adgang direkte fra 9. klasse, men til gengæld kun lade den give direkte adgang til korte og mellemlange videregående uddannelser, kunne være en idé. Herved skaber man en art "let gymnasium" for elever der ikke nødvendigvis har mod på 3 års meget intensiv læring. Fagene kunne så også målrettes mod den uddannelse, man har tænkt sig at tage.
Den oprindelige, meget progressive tanke med HF - at skabe en uddannelse for lidt ældre med "livserfaring" og lav uddannelse, går dermed fløjten. Men spørgsmålet er hvor vigtigt dette er i en tid hvor praktisk talt ingen går ud af skolen efter 7. klasse.
Gymnasiet ville således primært blive for elever med ambitioner om en akademisk karriere, hvad enten den skulle slutte med en BA, kandidatgrad eller sågar doktorgrad.
Svar #8
05. juli 2006 af Roman Garcia (Slettet)
Der Assessor skrev
”Der er ganske enkelt alt for mange i gymnasiet som aldrig burde have været der! Elever som ikke følger undervisningen, enten fordi de ikke gider - men også ofte fordi de ganske enkelt ikke er i besiddelse af evner til at kunne følge undervisning på et middelhøjt fagligt niveau.”
Det er naturligvis korrekt, at der er kommet flere elever på ungdomsuddannelserne. Det generelle niveau er også faldet. Men det betyder ikke automatisk, at kårene for de fagligt stærke elever forringes.
At der er flere fagligt svage elever betyder ikke automatisk, at undervisningen forringes. Det er ikke som folkeskolen, hvor læreren skal hjælpe de svage elever og derfor forsømmer de stærke elever. I gymnasiet er der en vis grad af ansvar for egen læring. Mener man ikke, at pensum stimulerer nok, så kan man jo altid udforske andre aspekter af emnet på egen hånd. Man får redskaberne i gymnasiet, hvordan og hvor meget man ønsker at benytte disse redskaber er op til en selv.
Der Assessor skrev ydermere:
”Endvidere kunne man, for at gøre de lange uddannelser mere elitære, genindføre filosofikum.
Således ville man kunne indføre særlige uddannelser inden for samfund, naturvidenskab og humaniora der sluttede allerede ved BA-graden - og som ikke krævede filosofikum.”
Med hensyn til de lange uddannelser, så behøver de ikke at være mere elitære end i dag. I dag har man muligheden for at fordybe sig i forskellige emner, og få belønning efter ens faglige kunnen. Endvidere har man ph.d. graden, som allerede er for eliten (i hvert fald på hovedparten af uddannelserne).
”Der er ganske enkelt alt for mange i gymnasiet som aldrig burde have været der! Elever som ikke følger undervisningen, enten fordi de ikke gider - men også ofte fordi de ganske enkelt ikke er i besiddelse af evner til at kunne følge undervisning på et middelhøjt fagligt niveau.”
Det er naturligvis korrekt, at der er kommet flere elever på ungdomsuddannelserne. Det generelle niveau er også faldet. Men det betyder ikke automatisk, at kårene for de fagligt stærke elever forringes.
At der er flere fagligt svage elever betyder ikke automatisk, at undervisningen forringes. Det er ikke som folkeskolen, hvor læreren skal hjælpe de svage elever og derfor forsømmer de stærke elever. I gymnasiet er der en vis grad af ansvar for egen læring. Mener man ikke, at pensum stimulerer nok, så kan man jo altid udforske andre aspekter af emnet på egen hånd. Man får redskaberne i gymnasiet, hvordan og hvor meget man ønsker at benytte disse redskaber er op til en selv.
Der Assessor skrev ydermere:
”Endvidere kunne man, for at gøre de lange uddannelser mere elitære, genindføre filosofikum.
Således ville man kunne indføre særlige uddannelser inden for samfund, naturvidenskab og humaniora der sluttede allerede ved BA-graden - og som ikke krævede filosofikum.”
Med hensyn til de lange uddannelser, så behøver de ikke at være mere elitære end i dag. I dag har man muligheden for at fordybe sig i forskellige emner, og få belønning efter ens faglige kunnen. Endvidere har man ph.d. graden, som allerede er for eliten (i hvert fald på hovedparten af uddannelserne).
Svar #9
05. juli 2006 af AbCdE.. (Slettet)
hvad er adgangskravet for at komme ind på gymnasiet??
hvis det bare er 6 er det da klart at mange med ikke så gode faglige evner går på gym..det er jo på en måde spild af sit liv, da man måske kan bruge tre år, bedere til det man er god til..men jeg tror mange vælger at gå på gym, da de tror det giver et godt ry, istedet for at tænke på sit liv..??
hvis det bare er 6 er det da klart at mange med ikke så gode faglige evner går på gym..det er jo på en måde spild af sit liv, da man måske kan bruge tre år, bedere til det man er god til..men jeg tror mange vælger at gå på gym, da de tror det giver et godt ry, istedet for at tænke på sit liv..??
Svar #10
06. juli 2006 af allan_sim
#9.
Der er ikke noget formelt karakterkrav. Hvis folkeskolen ikke har indstillet til optagelsesprøve, og hvis man har aflagt alle krævede prøver i 9. klasse, og hvis man har søgt rettidigt, så har man ret til at blive optaget.
Der er ikke noget formelt karakterkrav. Hvis folkeskolen ikke har indstillet til optagelsesprøve, og hvis man har aflagt alle krævede prøver i 9. klasse, og hvis man har søgt rettidigt, så har man ret til at blive optaget.
Svar #11
06. juli 2006 af jgthb (Slettet)
#8
Det er ikke sandt, at de svage ikke hjælpes i gymnasiet. I nogle fag vil læreren blive spurgt meget, eksempelvis matematik, fordi nogle elever ikke er med. Dette sænker tempoet utroligt meget og betyder, at man ikke kan nå et så stort pensum som ellers. Så der er altså tale om dårligere kår for de fagligt stærke.
Det er ikke sandt, at de svage ikke hjælpes i gymnasiet. I nogle fag vil læreren blive spurgt meget, eksempelvis matematik, fordi nogle elever ikke er med. Dette sænker tempoet utroligt meget og betyder, at man ikke kan nå et så stort pensum som ellers. Så der er altså tale om dårligere kår for de fagligt stærke.
Svar #12
06. juli 2006 af allan_sim
#11.
"Dette sænker tempoet utroligt meget og betyder, at man ikke kan nå et så stort pensum som ellers."
Pensum er fastlagt på forhånd i den gamle ordning. Et hurtigt hold betydere derfor bare længere repetitionsperiode.
I øvrigt ændrer det ikke på pointen i #8, hvor der argumenteres for, at man blot kan læse ud over pensum, hvis man ikke føler sig stimuleret.
"Dette sænker tempoet utroligt meget og betyder, at man ikke kan nå et så stort pensum som ellers."
Pensum er fastlagt på forhånd i den gamle ordning. Et hurtigt hold betydere derfor bare længere repetitionsperiode.
I øvrigt ændrer det ikke på pointen i #8, hvor der argumenteres for, at man blot kan læse ud over pensum, hvis man ikke føler sig stimuleret.
Svar #13
06. juli 2006 af PolitVirgin (Slettet)
Lige for at præcisere:
Det tidligere elitegymnasium tiltrak ’datidens’ elite, der nok i mindre grad end i dag var dynamisk/meritokratisk sammensat. Men når jeg snakker om eliten i en senmoderne kontekst – informationssamfundet – er det ikke (kun?) en ’borgerlig’/akademisk elite med visse latente aristokratiske affiniteter, men derimod en elite sammensat på et åbent og meritokratisk grundlag.
Og mht. hvorvidt de bedste elever bliver stimuleret eller ej. De bedste elever bliver stimuleret – ikke mindst fordi de, som allerede påpeget, har muligheden for at stimulere sig selv! Men de bedste elever stimulerer ikke de svageste, og de svageste elever stimulerer ikke de bedste. Problemet er ikke, at pensum er for ’let/svært’ for henholdsvis de bedste og de svageste elever i en eller anden pseudoobjektiv forstand. Nej, problemet er, at hhv. de bedste og de svagestes indgangsvinkel til pensum er for forskellig.
På mit (tidligere) samfundsfagshold var det f.eks. sådan, at en god del af eleverne knap nok vidste hvem landets finansminister var, mens en 2-3 stykker allerede havde styr på de rent ’banale’ deskriptive forhold og ønskede at angribe disse ud fra div. samfundsteoretikere. Min pointe er så, at ligeså frustrerende det var for de 2-3 bedste at være med til den ’indledende’ (men undertiden meget tidskrævende) gennemgang til de ’banale’ ting i pensum, ligeså frustrerende/uforståeligt var det nok for ’bunden’ i klassen, når de ’kloge hoveder’ forsøgte at inddrage alternative og ikke mindst utroligt abstrakte perspektiver og applicere disse i forhold til det gennemgåede stof.
Den naturlige implikation? Niveauopdelt undervisning, således at ’bunden’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig ’pensum’ på et forholdsvis konkret niveau, mens ’toppen’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig pensum på et højt abstraktionsniveau. Konsekvens af dette? Ikke så stor divergens mht. abstraktionsevne som der er i dag i størstedelen af de vilkårligt sammensatte klasser = færre psykiske ’barrierer’/konflikter = lettere for læreren at fastsætte et givent abstraktionsniveau og derudfra med succes foretage en kollektiv applicering af den sokratiske metode.
Det tidligere elitegymnasium tiltrak ’datidens’ elite, der nok i mindre grad end i dag var dynamisk/meritokratisk sammensat. Men når jeg snakker om eliten i en senmoderne kontekst – informationssamfundet – er det ikke (kun?) en ’borgerlig’/akademisk elite med visse latente aristokratiske affiniteter, men derimod en elite sammensat på et åbent og meritokratisk grundlag.
Og mht. hvorvidt de bedste elever bliver stimuleret eller ej. De bedste elever bliver stimuleret – ikke mindst fordi de, som allerede påpeget, har muligheden for at stimulere sig selv! Men de bedste elever stimulerer ikke de svageste, og de svageste elever stimulerer ikke de bedste. Problemet er ikke, at pensum er for ’let/svært’ for henholdsvis de bedste og de svageste elever i en eller anden pseudoobjektiv forstand. Nej, problemet er, at hhv. de bedste og de svagestes indgangsvinkel til pensum er for forskellig.
På mit (tidligere) samfundsfagshold var det f.eks. sådan, at en god del af eleverne knap nok vidste hvem landets finansminister var, mens en 2-3 stykker allerede havde styr på de rent ’banale’ deskriptive forhold og ønskede at angribe disse ud fra div. samfundsteoretikere. Min pointe er så, at ligeså frustrerende det var for de 2-3 bedste at være med til den ’indledende’ (men undertiden meget tidskrævende) gennemgang til de ’banale’ ting i pensum, ligeså frustrerende/uforståeligt var det nok for ’bunden’ i klassen, når de ’kloge hoveder’ forsøgte at inddrage alternative og ikke mindst utroligt abstrakte perspektiver og applicere disse i forhold til det gennemgåede stof.
Den naturlige implikation? Niveauopdelt undervisning, således at ’bunden’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig ’pensum’ på et forholdsvis konkret niveau, mens ’toppen’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig pensum på et højt abstraktionsniveau. Konsekvens af dette? Ikke så stor divergens mht. abstraktionsevne som der er i dag i størstedelen af de vilkårligt sammensatte klasser = færre psykiske ’barrierer’/konflikter = lettere for læreren at fastsætte et givent abstraktionsniveau og derudfra med succes foretage en kollektiv applicering af den sokratiske metode.
Svar #14
06. juli 2006 af PolitVirgin (Slettet)
allan_sim >>>
Hvad siger du som gymnasielærer til det jeg fremlægger i #12? Er det noget du kan nikke genkendende til eller er forskellen - set fra lærerens synvinkel - i virkeligheden mindre end man skulle tro?
Hvad siger du som gymnasielærer til det jeg fremlægger i #12? Er det noget du kan nikke genkendende til eller er forskellen - set fra lærerens synvinkel - i virkeligheden mindre end man skulle tro?
Svar #15
06. juli 2006 af PolitVirgin (Slettet)
"Men løsningen kunne måske være at lave to forskellige ungdomsuddannelser - en for de fagligt stærkeste med henblik på senere universitetsimmatrikulation - og en anden rettet mod de korte/mellemlange videregående uddannelser, hvor optagelseskravene til denne retning ikke behøvede at være så store. "
Enig. De elever der i dag har snit på under 8 har jo nemlig ikke de samme muligheder mht. videre uddannelse som elever med snit på 8 eller over. Hvorfor så ikke foretage opdelingen tidligere end man gør i dag, så dem der skal på uni. ikke - i større eller mindre grad naturligvis - indirekte bliver unødigt trukket ned af laveste fællesnævner.
Enig. De elever der i dag har snit på under 8 har jo nemlig ikke de samme muligheder mht. videre uddannelse som elever med snit på 8 eller over. Hvorfor så ikke foretage opdelingen tidligere end man gør i dag, så dem der skal på uni. ikke - i større eller mindre grad naturligvis - indirekte bliver unødigt trukket ned af laveste fællesnævner.
Svar #16
06. juli 2006 af Roman Garcia (Slettet)
#15
"indirekte bliver unødigt trukket ned af laveste fællesnævner."
Spørgsmålet er om de stærke bliver trukket ned af laveste fællesnævner.
De stærke elever har jo altid mulighed for at gå ud over pensum og hente inspiration fra andre steder. Der er ingen, der forhindre dette.
Hvis man lavede gymnasieklasser udelukkende for de elever, som ville læse videre på universitetet, ville der stadig være stor forskel med hensyn til faglig kunnen.
I folkeskolen er det lærernes opgave at lære børn basale færdigheder, og det kræver naturligvis længere tid ved de svage elever, hvilket betyder, at de stærke elever bliver forsømt. I gymnasiet skal læreren igennem et pensum, og så må de svage droppe ud, hvis de ikke kan følge med, eller også får de en karakter derefter. Læreren bruger altså ikke unødig tid på svage elever, da han jo ikke skal nå andet end pensum. Læreren begynder jo blot at repetere pensum, når det er gennemgået.
De fagligt stærke elever vil få en god karakter, og de har naturligvis mulighed for at gå ud over pensum for at hente yderligere inspiration. At man lavede en elite-gymnasieklasse ville ikke ændre på det faktum, at lærerne blot skal gennemgå et pensum. De fagligt stærke elever ville altså stadig være tvunget til at hente inspiration fra andre steder end pensum.
Sådan fungerer det også på de videregående uddannelser. Her har man jo den rendyrkede "ansvar for egen læring". Her hjælper underviseren eleverne i gennem noget helt grundlæggende elementer, og så er det ellers op til eleven selv at tilegne sig viden.
Jeg mener ikke, at eliten bliver overset i gymnasiet. De har rig mulighed for at få mættet deres sult efter ny viden. Der er jo ingen der siger, ”I må kun læse pensum”. Ansvar for egen læring findes ikke kun på de videregående uddannelser, men også i gymnasiet.
"indirekte bliver unødigt trukket ned af laveste fællesnævner."
Spørgsmålet er om de stærke bliver trukket ned af laveste fællesnævner.
De stærke elever har jo altid mulighed for at gå ud over pensum og hente inspiration fra andre steder. Der er ingen, der forhindre dette.
Hvis man lavede gymnasieklasser udelukkende for de elever, som ville læse videre på universitetet, ville der stadig være stor forskel med hensyn til faglig kunnen.
I folkeskolen er det lærernes opgave at lære børn basale færdigheder, og det kræver naturligvis længere tid ved de svage elever, hvilket betyder, at de stærke elever bliver forsømt. I gymnasiet skal læreren igennem et pensum, og så må de svage droppe ud, hvis de ikke kan følge med, eller også får de en karakter derefter. Læreren bruger altså ikke unødig tid på svage elever, da han jo ikke skal nå andet end pensum. Læreren begynder jo blot at repetere pensum, når det er gennemgået.
De fagligt stærke elever vil få en god karakter, og de har naturligvis mulighed for at gå ud over pensum for at hente yderligere inspiration. At man lavede en elite-gymnasieklasse ville ikke ændre på det faktum, at lærerne blot skal gennemgå et pensum. De fagligt stærke elever ville altså stadig være tvunget til at hente inspiration fra andre steder end pensum.
Sådan fungerer det også på de videregående uddannelser. Her har man jo den rendyrkede "ansvar for egen læring". Her hjælper underviseren eleverne i gennem noget helt grundlæggende elementer, og så er det ellers op til eleven selv at tilegne sig viden.
Jeg mener ikke, at eliten bliver overset i gymnasiet. De har rig mulighed for at få mættet deres sult efter ny viden. Der er jo ingen der siger, ”I må kun læse pensum”. Ansvar for egen læring findes ikke kun på de videregående uddannelser, men også i gymnasiet.
Svar #17
06. juli 2006 af TheKo (Slettet)
"Men løsningen kunne måske være at lave to forskellige ungdomsuddannelser - en for de fagligt stærkeste med henblik på senere universitetsimmatrikulation - og en anden rettet mod de korte/mellemlange videregående uddannelser, hvor optagelseskravene til denne retning ikke behøvede at være så store."
En sådan opdeling er jeg helt klart imod, det er simpelthen alt for tidligt at dele folk op i korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Folkeskolen bør ikke i så stor grad være direkte fremtidige uddannelsesmuligheder. Det ses nemlig ofte at der er stor forskel på hvor godt man klarer sig i folkeskolen og på de gymniasielle uddannelser - fx fik en af min venner under 7 i snit i folkeskolen, men stadig har han lige fået 10,0 på HTX.
Hvis man skal niveauinddele eleverne ville jeg foretrække en mere fleksibel løsning hvor ens fremtidige muligheder ikke er afgjort fra starten, men hvor det derimod er muligt at rykke op eller ned på dne faglige rangstige.
En sådan opdeling er jeg helt klart imod, det er simpelthen alt for tidligt at dele folk op i korte, mellemlange og lange videregående uddannelser. Folkeskolen bør ikke i så stor grad være direkte fremtidige uddannelsesmuligheder. Det ses nemlig ofte at der er stor forskel på hvor godt man klarer sig i folkeskolen og på de gymniasielle uddannelser - fx fik en af min venner under 7 i snit i folkeskolen, men stadig har han lige fået 10,0 på HTX.
Hvis man skal niveauinddele eleverne ville jeg foretrække en mere fleksibel løsning hvor ens fremtidige muligheder ikke er afgjort fra starten, men hvor det derimod er muligt at rykke op eller ned på dne faglige rangstige.
Svar #18
07. juli 2006 af Roman Garcia (Slettet)
Spørgsmålet er også, om man løser nogle problemer ved at lave en opdeling.
Jeg har generelt svært ved at se, hvorfor eliten skulle være overset.
Man sætter jo sine egne grænser for, hvor meget man vil lære.
Jeg har generelt svært ved at se, hvorfor eliten skulle være overset.
Man sætter jo sine egne grænser for, hvor meget man vil lære.
Svar #19
09. juli 2006 af PolitVirgin (Slettet)
#8:
Ifølge den logik som du her præsenterer – at skolen skal udstyre en med nogle grundlæggende faglige færdigheder og metoder, derefter er det den enkelte frit stillet til at gå ud over pensum – så bliver eliten vel heller ikke overset i grundskolen. Uanset hvor lavt niveauet er – dette være sig i grundskolen eller gymnasiet –, så kan den enkelte jo blot selv søge stimulation ved at læse ekstra.
Jeg medgiver, at et generelt lavt fagligt niveau og en stor koncentration af forholdsvis fagligt svage elever ikke direkte trækker de bedste ned – og jo, de bedste skal nok også klare sig. Men selvom de bedste ikke bliver trukket direkte ned, så vil jeg vove at påstå, at det ville være mere hensigtsmæssigt – mere optimalt – hvis de bedste elever i skolesystemet blev stillet overfor et fagligt niveau, som kunne matche deres (potentielle) abstraktionsevne/-niveau og engagement. Og det er vel netop en så optimal udnyttelse af de (intellektuelle) ressourcer vi har i vores samfund som muligt vi er interesserede i, ikke sandt?
Jeg henviser igen til den model jeg beskriver i #13:
”Den naturlige implikation? Niveauopdelt undervisning, således at ’bunden’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig ’pensum’ på et forholdsvis konkret niveau, mens ’toppen’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig pensum på et højt abstraktionsniveau. Konsekvens af dette? Ikke så stor divergens mht. abstraktionsevne som der er i dag i størstedelen af de vilkårligt sammensatte klasser = færre psykiske ’barrierer’/konflikter = lettere for læreren at fastsætte et givent abstraktionsniveau og derudfra med succes foretage en kollektiv applicering af den sokratiske metode.”
På hvilken måde ville den her fremsatte ”model” kunne undgå at give et mere optimalt undervisningsmæssigt udbytte end i dag? Og er det ikke netop et optimalt undervisningsudbytte, der er målsætningen? Eller er målsætningen blot noget så uambitiøst som, at ingen ”bliver holdt nede”?
Ifølge den logik som du her præsenterer – at skolen skal udstyre en med nogle grundlæggende faglige færdigheder og metoder, derefter er det den enkelte frit stillet til at gå ud over pensum – så bliver eliten vel heller ikke overset i grundskolen. Uanset hvor lavt niveauet er – dette være sig i grundskolen eller gymnasiet –, så kan den enkelte jo blot selv søge stimulation ved at læse ekstra.
Jeg medgiver, at et generelt lavt fagligt niveau og en stor koncentration af forholdsvis fagligt svage elever ikke direkte trækker de bedste ned – og jo, de bedste skal nok også klare sig. Men selvom de bedste ikke bliver trukket direkte ned, så vil jeg vove at påstå, at det ville være mere hensigtsmæssigt – mere optimalt – hvis de bedste elever i skolesystemet blev stillet overfor et fagligt niveau, som kunne matche deres (potentielle) abstraktionsevne/-niveau og engagement. Og det er vel netop en så optimal udnyttelse af de (intellektuelle) ressourcer vi har i vores samfund som muligt vi er interesserede i, ikke sandt?
Jeg henviser igen til den model jeg beskriver i #13:
”Den naturlige implikation? Niveauopdelt undervisning, således at ’bunden’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig ’pensum’ på et forholdsvis konkret niveau, mens ’toppen’ på tværs af klasserne kunne få mulighed for at tilegne sig pensum på et højt abstraktionsniveau. Konsekvens af dette? Ikke så stor divergens mht. abstraktionsevne som der er i dag i størstedelen af de vilkårligt sammensatte klasser = færre psykiske ’barrierer’/konflikter = lettere for læreren at fastsætte et givent abstraktionsniveau og derudfra med succes foretage en kollektiv applicering af den sokratiske metode.”
På hvilken måde ville den her fremsatte ”model” kunne undgå at give et mere optimalt undervisningsmæssigt udbytte end i dag? Og er det ikke netop et optimalt undervisningsudbytte, der er målsætningen? Eller er målsætningen blot noget så uambitiøst som, at ingen ”bliver holdt nede”?
Svar #20
09. juli 2006 af PolitVirgin (Slettet)
Hvis nogle af jer har adgang til infomedia.dk e.lign. derhjemme eller på biblioteket, så vil jeg anbefale jer at søge på en kronik skrevet af en tidligere superstudent - bragt i politiken i 2001 - med den ikke-asociale titel "Tilbage til eliteskolen" :-)