Stil - Eventyr

Vi har fået til opg. at omforme Charlotte Weites novelle "Villy" til et eventyr.

Jeg har fået skrevet en del, men der er noget af det som jeg ikke synes fungerer særlig godt.

Her er det jeg har skrevet indtil videre:

Der var engang to unge elskende. De boede i det sødeste lille hus med den yndigste have til. I haven voksede de smukkeste blomster, der var gule, røde, hvide og blå i alle verdens nuancer, men de to unge holdt nu mest af det store æbletræ – træets æbler var noget så flotte, når de hang der på træet skinnede de om kap med solen, og de smagte himmelsk – så saftige og kraftfulde.
De to unge elskende holdt meget af hinanden, og på den første forårsdag bar deres kærlighed frugt. Ud af deres kærlighed kom det yndigste lille pigebarn. De kaldte pigen for Rosa, hun var utrolig smuk, og hendes små øjne skinnede som diamanter.

Tiden gik og Rosa voksede op. Det var sådan en dejlig tid. Om vinteren legede de alle tre i sneen, om foråret vandrede de i skoven og om sommeren badede de i søen, men det bedste var efteråret hvor de plukkede æblerne fra deres æbletræ.
Men som tiden gik, blev æblerne på træet langsomt færre og færre. Det var de alle tre meget kede af, det havde jo før været så frodigt og frugtbart.

Så en aften hvor konen var ude i den mørke skov for at plukke blomster blev det det frygteligste uvejr. Regnen silede ned, og lynene bankede himlen både gul og blå. Rosa og hendes far var noget så bekymrede for moren. Tiden gik og gik og gik. De kunne ikke forstå hvor moren blev af. Rosa var så frygtelig bange for at der var hændt hendes mor noget forfærdeligt ude i den mørke skov, så hun tiggede og plagede sin far om at gå ud og lede efter moren. Faren slog det blot hen og sagde: ”Hun kommer nok om lidt skal du se. Det hjælper ikke noget at jeg går ud og leder efter hende.” Men Rosa blev ved, og ned ad hendes små, runde kinder løb tre, små tårer og faren sagde: ”Nå, så går jeg da ud og leder efter din mor”.

Da faren havde gået nogen tid finder han moren og de vil til at gå hjem. Men i øjeblikket efter står der en stor, grum trold foran dem og spærrer vejen. Den onde trold forbander moren og faren. Til moren siger trolden: ”Fra i dag og resten af dit liv skal du kysses hver dag, for ellers vil du begynde at skrumpe ind og til sidst vil du forsvinde helt”. ”
Manden og konen vendte hjem. De var noget så ulykkelige. Den ene mere end den anden. Moren græd og sagde til Rosa: ”Du bliver nødt til at gøre noget kære barn, du er det eneste der er tilbage af vores kærlighed”.

Rosa blev så ked, så ked. Hendes forældre var ulykkelige, så det var hun også. Hun anede hverken ud eller ind. Hvad skulle hun dog gøre for at hjælpe sine forældre?
I al sin fortvivlelse gik hun langt ud i skoven. Der satte hun sig ned på en træstub og græd. Så dukkede en gammel kælling op. Hun spurgte: ”Lille barn så fin, hvad er du dog så ulykkelig over?” ”Jo”, svarede Rosa, ”det er mine forældre, de er blevet forbandede, og hvis jeg ikke gør noget så dør de inden længe”. Rosa fortalte hvordan moren blev nødt til at blive kysset hver dag for at overleve, men at faren ikke måtte kysse moren for så ville han dø. Den gamle kælling kunne godt se at det var et problem. Men efter at have grublet lidt sagde hun: ”Gå du hjem og sig til dine forældre at det eneste rigtigt er at kysse hinanden”. Rosa vendte derpå hjem og fortalte om den gamle kællings råd. Idet øjeblik hun havde fortalt det dukkede den hæslige trold igen frem. Den sagde: ”For at du kan overleve kære mand må du ikke kysse din kone, hvis du alligevel gør det så vil du dø!”.
Nu ville faren ikke gå med på heksens råd, ”aldrig i livet”, sagde han. Moren sagde ikke noget, hun så blot endnu mere trist ud end da Rosa var taget hjemmefra, og Rosa kunne se at hun var begyndt at skrumpe ind, hun var allerede mindre end Rosa.
Så Rosa tog igen ud i skoven, endnu mere ulykkelig end første gang. Rosa satte sig på den samme plads i skoven, mens tårerne sprang ud af hendes øjne. Hun anede intet råd. Igen dukkede den gamle kælling op. ”Lille pige så sød, hvad er du dog så ulykkelig over?”. Rosa fortalte hvordan faren ikke ville gå med på hendes råd, og at det hele nu bare var endnu mere trist. Heksen sagde så: ”Gå du hjem og sig til dine forældre at din mor skal gå ud og finde en anden som hun kan få sine kys af”. Rosa vendte glad og fornøjet hjem – for det var da en udmærket idé syntes hun. Men det syntes faren ikke. ”Aldrig i livet! Det vil jeg ikke høre tale om”, sagde han. Moren så endnu mere trist ud, og hun var skrumpet endnu mere – nu gik hun kun Rosa til livet.
Rosa græd som pisket da hun for tredje gang gik ud i skoven. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre – for hun ville jo hverken miste sin far eller sin mor.
Rosa satte sig på træstubben i skoven, og den gamle kælling dukkede op.
”Lille kvinde så smuk, hvad er du dog så ulykkelig over?”. Rosa fortalte hvordan faren igen ikke ville gå med på rådet, og at det hele nu bare var endnu mere trist, og at moren nu var skrumpet ind til næsten ingenting. ”Ja, så bliver du nødt til at tage dem med på en rejse”, sagde den gamle kælling. ”Du skal tage dem med så langt mod Nord som muligt og derefter skal du gå så langt mod syd som indtil du ser et stort bjerg med is på toppen. Det bjerg skal I bestige. Oppe …………

Hvad synes I om det? Synes i den gamle kællings råd fungerer i teksten? Kunne de evt. laves om til noget andet?

Mvh. Maria