postmoderne litteratur

Postmodernisme:

Post betyder efter, og postmodernismen er således den kunst, der følger efter modernismen. Den franske filosof Jean-Francois Lyotard har givet det moderne postindustrielle informationssamfund betegnelsen Den postmoderne tilstand i et værk af samme navn, der udkom i 1979. Det postmoderne er her betegnelsen for den tilstand, der kommer efter det moderne, hvis gennembrud dateres til 1870.

Det, der ifølge Lyotard karakteriserer den postmoderne tilstand, er, at de store fortællinger er døde. De store fortællinger har to former. Dels den utopiske fremskridtstro, som især fandt sin form i den revolutionære socialisme, dels det klassiske borgerlige oplysningsprojekt, der havde individets almene dannelse som sit mål. Vi står i dag i en situation, hvor ideologierne er døde, religionerne er i krise, identiteten er blevet flydende, og hvor svarene blæser i vinden. Forskellen mellem postmodernismen og den klassiske modernisme er, at dette ikke længere opleves som et tab, men som noget hverdagsagtigt, ja ligefrem som en mulighed. Individet kan afprøve tilværelsens tilbud, spille de roller, det vil, og gøre, hvad der passer det. Postmodernismen er en ubekymret variant af nihilismen.

Postmodernismen slog først igennem i arkitektur og design. Her benyttede man sig af den kollageagtige teknik, som den italienske filosof Mario Perniola har kaldt neoeklekticisme. Hermed menes, at kunstneren eller arkitekten stjæler med arme og ben fra andre epokers stilretninger. Ud af dette skaber han sin egen de-konstruerede virkelighed, der altså er patchwork af brudstykker og citater. Caféstilen, musikvideoen, nostalgibølgerne i moden og narcissismen i personlighedsdannelsen er alle børn af det postmoderne.

Den postmoderne roman opgiver at skildre en persons liv i klassisk udviklings- eller dannelsesproces. I stedet eksperimenterer den med form og sprog og danner sin egen brudte virkelighed eller magiske realisme. Mange postmoderne romaner handler på et overordnet plan om dem selv som tekster, de er således metaromaner, der leger med genre og stil. Nogle a de store internationale postmodernister er italienerne Umberto Eco og Italio Calvino. Herhjemme har en række danske prosaister eksperimenteret med fortællingens form, blandt andre Peter Høeg, Peer Hultberg, Ib Michael, Jens Smærum Sørensen, Jens Chr. Grøndahl og Lars Bukdahl.

kilde:
Litteraturens Veje, Fibiger, Lütken
Gads Forlag
ISBN 87-12-02835-5
1. udgave, 4. oplag 2000
side 447-448

tusind tak til mathon for et grundigt og yderst tilfredsstillende svar.

Hvilken rolle har religionen i postmodernismen?

Jeg kan forstå at postmodernismen accepterer det moderne menneskes udvikling som noget der ikke kan undgås og ligefrem ''normalt'', men hvordan adskiller den sig fra modernismen mht. religionens rolle?