haster 3.g's opgave

hej allesammen
jeg er i gang med at skrive min SSO
og har brug for lidt hjælp... jeg har fået nogen kilder jeg skal analysere,,.. kan nogen af jer hjælpe mig med det..

det er nogen fra rosa luxemburg:
Verdenskrigen tjener hverken det nationale forsvar eller folkemassernes økonomiske og politiske interesser; den er udelukkende et produkt af den imperialistiske rivalisering mellem de kapitalistiske klasser i de forskellige lande om verdensherredømmet samt om monopolet på retten til at udsuge og udpine de sidste rester i den del af verden, der endnu ikke beherskes af kapitalen. I denne æra, hvor imperialismen udfolder sig, gives der ikke længere nationale krige. De nationale interesser er kun med til at forblinde de arbejdende folkemasser og få dem til at tjene deres dødsfjende, imperialismen.

6. Ingen frihed og uafhængighed for nogen undertrykt nation kan udspringe af de imperialistiske staters politik, af den imperialistiske krig. De små nationer er kun skakbrikker i stormagternes imperialistiske spil og bliver på samme måde som de arbejdende folkemasser i alle de implicerede lande misbrugt som et redskab under krigen for efter krigen at blive ofret på de kapitalistiske interessers alter.

7. Den nuværende verdenskrig betyder under disse omstændigheder, og det gælder såvel i nederlag som i sejr, et nederlag for socialismen og demokratiet. Hvordan end udfaldet bliver - når man ser bort fra det internationale proletariats revolutionære intervention - fører det kun til en styrkelse af militarismen til lands og til vands, en styrkelse af den imperialistiske appetit, af de internationale modsætninger, af de verdensøkonomiske rivaliseringer og af den indre reaktion (bonden, hetzmageren, kartelindustrien, klerikalismen, chauvinismen, monarkismen), og samtidig fører det til en svækkelse af den offentlige kontrol, af oppositionen og forvandler parlamentet til et lydigt værktøj for militarismen i alle lande. Den nuværende verdenskrig arbejder, når alt kommer til alt, kun på et nyt krigsudbrud efter en kortere eller længere fredspause.

8. Verdensfreden kan hverken sikres gennem de kapitalistiske diplomaters voldgiftsret eller gennem diplomatiske ordninger om »afrustning« og den såkaldte »havenes frihed« eller gennem et »europæisk statsforbund«, »et mellemeuropæisk toldforbund«, »nationale stødpudestater« eller tilsvarende utopiske eller dybest set reaktionære projekter. Imperialismen, militarismen og krige kan ikke udryddes, sålænge de kapitalistiske klasser ubestridt udøver deres klasseherredømme. Den eneste sikring og det eneste fundament for verdensfreden er det internationale proletariats revolutionære og politiske handlekraft.

9. Imperialismen, forstået som den sidste livsfase og den højeste udfoldelse af kapitalens politiske verdensherredømme, er proletariatets fælles dødsfjende i alle lande, og den proletariske klassekamp må i første række koncentreres mod den - både i fredstid og i krig. Kampen mod imperialismen er for det internationale proletariat samtidig en kamp om den politiske magt i staten, det afgørende opgør mellem socialismen og kapitalismen. Det socialistiske endemåls skæbne afhænger af om, hvorvidt det internationale proletariat vil rejse sig og danne front over hele linjen mod imperialismen, samt gøre parolen »krig mod krigen!« til rettesnor for sin praktiske politik under opbydelse af den fulde styrke og det yderste offermod.

10. Med dette mål for øje retter socialismens hovedopgave sig i dag mod at samle proletariatet i alle lande til en levende revolutionær magt, for gennem en stærk international organisation med fælles opfattelse af proletariatets interesser og opgaver, med fælles taktik og politisk handlekraft i fredstid såvel som i krig at gøre det til den afgørende faktor i det politiske liv, en rolle som det historisk set er kaldet til.

11. II Internationale er blevet sprængt på grund af krigen. Denne organisations utilstrækkelighed har vist sig ved dens manglende evne til at skabe en stærk moralsk front mod den nationale opsplitning i krigen, i dens manglende evne til at opretholde en fælles taktik og aktion for proletarer i alle lande.

12. Konfronteret med forræderiet over for arbejderklassens mål og interesser hos de officielle repræsentanter for de socialistiske partier i de førende lande, konfronteret med deres udsving fra den proletariske internationalismes grundlag over til den borgerligt-imperialistiske politik, er det et livsspørgsmål for socialismen at grundlægge en ny internationale som må overtage ledelsen og samlingen af den revolutionære klassekamp mod imperialismen i alle lande.

Den må opbygges på følgende grundlag:

1. Klassekampen inden for de borgerlige staters rammer mod de herskende klasser og proletariatets internationale solidaritet i alle lande er to uadskillelige livsregler for arbejderklassen i dens verdenshistoriske befrielseskamp. Der gives ingen socialisme uden proletariatets internationale solidaritet, og der gives ingen socialisme uden klassekamp. Det socialistiske proletariat kan hverken i fred eller krig give afkald på klassekampen og den internationale solidaritet uden at begå selvmord.

2. Proletariatets klasseaktion i alle lande må i fred som i krig som hovedmål have bekæmpelsen af imperialismen og forhindring af krigen. Den parlamentariske aktion, den faglige aktion og arbejderbevægelsens samlede aktivitet må underordnes dette mål, så at proletariatet i hvert land sætter sig hårdt imod det nationale bourgeoisi, og den politiske og åndelige modsætning mellem de to konstant understreges, samtidig med at den internationale samhørighed mellem proletarer i alle lande skubbes i forgrunden og kommer til udtryk i handling.

3. Tyngdepunktet for proletariatets klasseorganisation ligger i Internationalen. Internationalen bestemmer over de nationale sektioners taktik i fredstid, når det drejer sig om militarismen, kolonipolitik, handelspolitik, 1. maj-demonstration og desuden i krigstid over den samlede taktik.

4. Forpligtelsen over for disciplinen i forhold til Internationalens beslutninger går forud for alle andre organisationsforpligtelser. Nationale sektioner, der handler imod Internationalens beslutninger i krigstid, stiller sig derved uden for det internationale proletariat og løser deres medlemmer fra alle forpligtelser overfor dem.

5. I kampene mod imperialismen og krigen, kan det kun blive proletariatets kompakte masse, der kan blive kastet i vægtskålen. Når det gælder taktik, må de nationale sektioner derfor rette hovedopmærksomheden mod at opdrage de brede masser til politisk handlekraft, mod at sikre den internationale sammenhæng i disse masseaktioner og opbygge de politiske og faglige organisationer, således at de på den hurtigste og mest virksomme måde er i stand til at formidle Internationalens beslutninger og afgørelser for at realisere dem i handling i de bredeste arbejdermasser i alle lande.

6. Den anden påtrængende opgave for socialismen er at befri proletariatet fra bourgoisiets åndelige formynderskab, som kommer til udtryk i den nationalistiske ideologis indflydelse. De nationale sektioner må rette deres agitation - i parlamenterne såvel som i pressen - mod at afsløre nationalismens overleverede frasemageri som det borgerlige herskerinstrument, det er. Det eneste forsvar for al sand national frihed er i dag den revolutionære klassekamp mod imperialismen; proletariatets fædreland er den socialistiske Internationale og forsvaret af den må underordnes alt andet.



Det er den kilde,,, hvis i kan hjælpe med at analysere vil det være en stor hjælp...
tusind tak på forhånd...
håber i vil hjælpe