Andre fag

Projekt

22. december 2002 af Carl-Johan (Slettet)
Idet jeg i denne juleferie har tænkt mig at skrive hele min projektopgave har jeg oprettet dette fora, i den forhåbning, at folk der skulle være i stand til at hjælpe, vil gøre dette :~)

Hvad jeg i dag beskæftiger mig med er mine kildekritiske overvejelser med hensyn til anvendte avisartikler, hvorfor jeg lige ville forhører mig om, hvorvidt følgende indtryk af følgende medier kan anses for at være nogenlunde korrekt.

Berlingske Tidende:

- Generelt relativ objektiv.
- Alment kritisk overfor FN og USA, samt debatterende omkring Danmarks forhold til disse.
- Foretrækker åbenhed og demokrati.
- Glad for liberalisme, men ikke for konservatisme, idet den bl.a. har sat ekstraordinært meget fokus på den i sidste års vedtagede terrorpakke, har påpeget vigtigheden af at terrorismen kan ende med at begrænse det enkelte menneskes frihed.

Information:

- Dybdegående: Nuanceret men subjektiv.
- Særligt begejstret for marxistiske tanker, og politisk står den uden tvivl ved SF.
- Bryder sig ikke om imperalisme, og er derfor i særdeleshed kritisk overfor USA.
- Meget uenig med den nuværende regering samt egoisme og konservatisme.

Politiken:

- Lidt mere subjektiv end Berlingske Tidende.
- Begejstret for Socialdemokratiet, og står generelt i opposition til borgerlig politik (sætter i hvert fald meget fokus på den nuværende regerings handlinger, som eventuelt kan anses for at være "forkerte").
- Bryder sig ikke om USA's imperalistiske og materielle tankegang - i særdeleshed ikke Bush regeringen.

Weekendavisen:
- Artiklerne bærer som regel et meget nuanceret og objektivt indhold men derimod en yderst subjektiv konklusion.
- Har en meget liberal tankegang.
- Henvender sig som Information til en målgruppe bestående af intellektuelle, men kan dog nærmest anses for at være et direkte modstykke til denne.
- Går ligeledes ind for nytænkning.

Brugbart svar (1)

Svar #1
22. december 2002 af Kaare (Slettet)

Normalt vil jeg ikke dige at du kan tale om at nogen enkelt holdning kan være objektiv og idet de fleste aviser fører deres journalistik videre end bare til at rapportere faktuelle informationer vil jeg derfor heller ikke mene at nogen af de ovennævnte aviser er virkelig objektive. Dog kan de i varieret omfang tilnærme sig objektivitet ved at fremlægge nuancerede holdninger og loyalt redegøre for mange forskellige tilgange til et emne. Derved har avisen naturligvis stadig en holdning og er derfor subjektiv men man bliver som læser ikke manipuleret i så høj grad idet avisen også er kritisk overfor sine egne tilgange. Derfor mener jeg heller ikke at det er helt rigtigt at tale om at Information er "nuanceret men subjektiv". Så længe avisen gør det klart hvor den selv står og ikke fremlægger dette som en endegyldig sandhed samt sørger for ikke kun at præsentere én side af en given sag er den jo netop så tæt på objektivitet som den kan komme. Jeg er heller ikke helt sikker på at jeg ville regne Berlingske Tidende som særligt objektiv idet jeg måske snarere tror at grunden til at den virker sådan er at den ikke fremlægger sit eget synspunkt som noget subjektivt men snarere bruger det som en almentgyldig sandhed. Derved virker den naturligvis enormt objektiv hvis man deler dens antagelser men i det store billede forsvinder objektiviteten.

Svar #2
22. december 2002 af Carl-Johan (Slettet)

Tak for det første :-) Det er selvfølgelig rigtigt nok :~) Jeg tror derfor jeg venter med at gøre mig de kildekritiske overvejelser, til jeg har fået skrevet min indledning/prolog.

Her er min foreløbige indledning/prolog; det bør benævnes at alle informationer omkring opbygning osv. er at finde i forordene. Men hedder dette en prolog eller indledning? Well.. Her er den i hvert fald og folk skal være meget velkomne til at komme med kommentarer :)

----------

På en smuk tirsdag morgen med skyfri himmel sidder amerikaneren Eric Levine ved sit skrivebord og læser BBCs seneste reportage om konflikten i Mellemøsten. Da han vælger at nyde udsigten fra sit kontor på 64. etage i World Trade Center, hører han pludselig en meget høj lyd, hvorefter en kæmpe eksplosion ryster bygningen flere meter til hver side. Han åbner vinduet på sit kontor for at danne sig et overblik over situationen. Han kigger op, hvor han ser et kæmpemæssigt gabende hul i det tårn han arbejder i til dagligt, og pludselig ser han flere bunker af støv, papir og metalstykker komme ned imod ham. Han tager hovedet ind og løber over til sin telefon, hvorfra han ringer til sin chef of fortæller ham at der lige har været en stor eksplosion, og at folkene fra Morgan Stanley er i gang med at evakuere. Pludselig bliver der råbt ude fra gangen at Eric skal se at komme ud til brandtrapperne, fordi det kan ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med evakueringen. Folk er på dette tidspunkt stadig rolige, og folk går ikke i panik, selvom vejen ned ad trapperne foregår i et utroligt mageligt tempo, på grund af at folk render forstyrrede rundt og snakker om at ringe hjem.

Da folkene fra Morgan Stanley er på 50. etage hører de pludselig en kæmpe eksplosion, der ryster bygningen fuldkommen sindssygt. Eric holder godt fast i gelænderet, da en kvinde fra en etage over falder ned i ryggen på ham, og kaster ham en halv etage ned med hende på ryggen. Han prøver derefter at rejse sig op, selvom bygningen stadig ryster, samtidig med at lyset hele tiden går ud og derefter tænder. Da han kommer på benene fortsætter evakuering i et dog hurtigere tempo, mens enkelte personer begynder at gå i panik, og skubber andre i ryggen, for selv at kunne komme hurtigere ned. Den fysiske panik i trappeskakten stopper midlertidigt, da flere personer højlydt begynder at bede til Gud, og spørger ham om han ikke kunne hjælpe dem, ved at få bygningen til at stoppe med at ryste i lige nok tid, til at de selv kunne komme ud i live.

Evakueringen fortsætter, og et sted mellem 34. og 44. etage opdager Eric, at den kvinde som var faldet ned på ham, og som havde holdt fast i ham siden da, for at kunne komme ned, havde sluppet ham, pludselig er uden for hans synsfelt - noget som senere hen har irriteret ham meget, idet uvisheden om, hvorvidt denne kvinde har overlevet eller ej, har givet ham visse traumer for om han selv kunne have været mere med til at hjælpe, i stedet for blot udelukkende og fokusere på sin egen overlevelse. Omkring 25. etage lugter Eric en kraftig duft af flybrændstof, og idet han har astma får han en smule problemer med sin vejrtrækning. Ved 15. etage kan han direkte ikke trække vejret, hvorfor han tager sin t-shirt af og binder den rundt om sit hoved, hvilket til hans store overraskelse syntes at virke.

Efter hvad der for Eric Levine har virket som en evighed, men som rent faktisk kun tog 40 minutter, ser han det første glimt af frihed og sikkerhed. Idet han kommer ud på gaden konstaterer han, modsat hans forventninger, at alt er kaos ved at folk løber rundt og skriger alle vejene, og der holdt hylende politi- og brandbiler over det hele. Da han tager sit første kig op imod skyerne, og hvad der engang udgjorde hans faste rammer, tror han ikke på, hvad han ser - nemlig begge World Trade Center tårnene brændende, udsendende en tyk sort røg, samt halen af et kommercielt passagerfly hængende ud af det ene tårn. Skræmt fra vid og sans løber han 15 blokke væk fra sin nu, tidligere arbejdsplads, hvor hans lejlighed ligger. Da han kommer op i denne og får tændt for fjernsynet, ser han i en tilstand af chok, gentagelserne af de to tårne som styrter sammen. Han forstår på dette tidspunkt ikke hvordan han kunne have kommet ud i live, og da han ikke kan komme i kontakt med alle hans medarbejdere fra Morgan Stanley, begynder han at bede for at også disse personer kom ud i live. Den samme aften beder han videre til de døde, de overlevende og ikke mindst familierne til dem, som han mener døde i et frygtende udtryk for meningsløs vold.

Sådan oplevede Eric Levine angrebene d. 11. september 2001. Vi andre der ikke rent fysisk var til stede i de to angrebne byer, oplevede dog ligeledes angrebene i New York og Washington på nært hold - blot gennem mediernes direkte reportager af begivenhederne, der udgjorde den faktor, at den enkelte der sad foran tv-skærmene, rent faktisk havde et langt mere omfangsrigt overblik over situationen, end de personer som var til stede under disse historiske begivenheder. I løbet af få timer havde historiens største terroraktion, der indbefattede fire skældsættende flykapringer af kommercielle passagerfly, nemlig samlet sig hele verdens opmærksomhed, ved at de kaprede fly med stor nøjagtighed blev fløjet direkte ind i USA's økonomiske- og militære magtcentre, The World Trade Center og The Pentagon, hvilket gennem medierne sendte chokbølger ud i hele verden - chokbølger som mest passende kan sammenlignes med dem, som man oplevede i 1963 da USA's præsident John F. Kennedy blev skudt ihjel i byen Dallas.

Alverdens borgere var chokerede og frygtede for at nye terroraktioner ville indtræffe - ja, i USA blev hele bygninger evakueret, og folk ringede til deres nærmeste for at høre, om de var okay. Mennesker samledes verden over - i religiøse fællesskaber, fælles møder rundt omkring i byerne, ved hurtigt arrangerede komsammen på virksomheder samt fjernsyn- og radioshows, hvor man kunne ringe ind og bidrage med sin mening til de forløbne begivenheder. På skoler, gymnasier og universiteter verden over blev eleverne samlet, og ventende sad man rundt omkring og ventede på udmeldinger fra forskellige statsledere verden over. I den vestlige verden føltes angrebet af statslederne som ét angreb mod alle - et angreb, mod alt det de værdier og normer vi lever efter repræsenterer. Således rejste spørgsmålet sig, som de efterfølgende måneder klart bar præg af hang i luften - nemlig, hvem stod bag? Hvem i verden kunne finde på at udgyde så meget vold mod civile under påskud af deres overbevisning? Endvidere blev billeder af jublende muslimer i Mellemøsten vist på tv-skærmene, og folk spurgte sig selv om, hvorledes man kunne undgå at en konfrontation mellem kristendommen og Islam, og om en sådan overhovedet var mulig længere. Kort tid derefter blev fokus rettet på den mand, som formentlig stod bag terroraktionen - nemlig Osama bin Laden.

----------

På forhånd tak!

Brugbart svar (1)

Svar #3
22. december 2002 af 404error (Slettet)

Hvis du vil lave "ordentlig" kildekritik, så sørg for solid argumentation for dine kildekritiske betragtninger! Personlige holdninger og fornemmelser holder ikke i en objektiv opgave (objektivitet er vel hovedformålet; personlig stillingtagen, som vistnok er et krav, kommer først sidenhen) - tag et kig på avisernes ledere og argumentér ud fra disse.

M.h.t. din "prolog" - hvad er formålet med din opgave?? Det kunne måske være meget godt at få gjort klart.

Generelt, uanset formål, er skrivestilen lidt vel besynderlig; en objektiv formidling af det stærkt subjektive, der virker helt malplaceret, som f.eks. følgende

"...noget som senere hen har irriteret ham meget, idet uvisheden om, hvorvidt denne kvinde har overlevet eller ej, har givet ham visse traumer for om han selv kunne have været mere med til at hjælpe.."

Meningen er selvfølgelig god nok, men hvis du virkelig vil fortælle noget og videreformidle denne Eric Levine's oplevelse (som du tilsyneladende vil), så må du vælge side - enten en objektiv og kontant skildring (nok næppe passende), eller noget mere hårdtslående subjektivt, som rammer læseren bedre. At gøre sådan noget kortfattet og godt er svært - så mon det er umagen værd..? Your choice.

Hvis du vil lave en "semi-videnskabelig" undersøgelse af d. 11. september og problemstillingerne bag, er prologen (efter min mening) stærkt kritisabel. Den er alt for lang i.f.t. mængden af informationer - og den rammer ikke nogen særlige føleleser, som ellers kunne have holdt den oppe. Særligt dine personlige betragtninger, der følger "øjenvidneberetning" er ved siden af - en subjektiv beskrivelse af begivenhederne er bestemt ikke på sin plads så tidligt. Som læser vil jeg allerede her føle mig mistroisk overfor din fremstilling. Det er ikke godt, hvis du vil lave kildekritik og forsøge at overbevise læseren ad videnskabelig vej! Den subjektive opfattelse af begivenhederne kan f.eks. følge i et afsluttende kapitel for sig.

Mit råd (til den semi-videnskabelige opgave) - drop den lange beretning og kom mere direkte til de problemstillinger, du ønsker at dække. Sørg for at fremstille dem objektivt og troværdigt, så læseren ikke her ryger ind i en forhåndsindstilling, der kan ødelægge din troværdighed.

Nå, men det er ikke for at sable dit arbejde helt ned. Dine tanker virker velovervejede, jeg tror bare, de skal struktureres bedre :)

Held og lykke.

Svar #4
22. december 2002 af Carl-Johan (Slettet)

Mange tak!

Tja.. Du har formentlig ret :~) For det første er sproget langt under standard, fordi det blot er et referat af et interview givet til BBC, og derudover fænger det som sagt ikke, som jeg jo må indrømme det var hensigten. Jeg tænkte dog også på noget à la dette, som er fra en af mine bøger:

"Momentous events have a way of connecting individuals both to history and to one another. So it was on September 11. Even before more than 4,000 people died in less than two hours, there were farewell messages from the sky. In their last minutes, doomed passengers used cell phones to reach loved ones. A shot time later, office workers in the burning towers called spouses, children, parents. Never had so many had the means to say good-bye. During the hours afterward, the survivors scrambled to make contact with family and friend. "Are you all right?" they asked". (The Age of Terror)

Er det for eksempel sådan en tilgang jeg kunne have, eller.. ?

Jeg kom forresten i tanke om, at i for at hjælpe bliver nødt til at vide lidt mere om min problemformulering m.v. Derfor har jeg her vedlagt, først lidt grundlæggende informationer fra "13 rigtige om projektopgaven" og derefter selve dispositionen for opgaven:

-----------

Overordnet emne: Menneskets Udtryksformer.
Delemne: Ét menneskes udtryksform – Osama bin Laden.

Vores problemformulering:
Vi vil med udgangspunkt i en profil af Osama bin Laden og hans al-Qaeda netværk, analysere hændelserne før, under og efter d. 11. september 2001, med primært fokus lagt på hvilken betydning det har/får for den vestlige verden.

Det endelige produkt er:
En skriftlig opgave, hvis formål er at besvare problemformuleringen gennem en objektivt historisk og samfundsfaglig tilgang. Derudover vil vi på en planche illustrere for vor målgruppe, hvorledes Osama bin Ladens al-Qaeda netværk er bygget op, samt kreere en folder der skal få danskerne til at tage stilling til terroraktionerne der fandt sted d. 11. september 2001.

-----------

Forord
Indledning

- Kildekritik
Artikler
Bøger

- Osama bin Laden og hans al-Qaeda netværk
Historien om Mohammad bin Laden
Bin Laden Kooperationen
Opvæksten i Riyadh
Krigen mod Sovjetunionen
Eksil i Sudan
Samarbejdet med Talebanstyret
Kampen mod Amerika

- Terroraktionerne i New York og Washington
En ny verdensorden?
Reaktionerne ude i Verden
En ny udtryksform indenfor terrorismen
Mediernes rolle
Frygten for terrorismen i den vestlige verden
Påvirkningen på vestens demokratiske stater

- Krigen i Afghanistan
Ultimatumet til Taleban
Krigserklæringen mod al-Qaeda og Taleban
Talebanstyret bliver afskediget
Jagten på al-Qaeda på Osama bin Laden

- Fremtiden
Fremtidige terrortrusler
Bekæmpelsen af (statsstøttet) terrorisme
Findes der en løsning?

- Afslutning
Konklusion
Litteraturliste

-----------

Problemformuleringen er for det første på forsiden. Alt det ovenstående kan ikke ændres, idet det er blevet underskrevet af lærerne, hvorfor jeg er nødsaget til at følge dette faktisk, efter min overbevisning, udemærkede udgangspunkt. Som nogen muligvis kan se, er der altså overhovedet ikke en beskrivelse af hændelserne d. 11. september 2001, hvilket vel må siges at være essentielt - jeg kan vel ikke analyserer mediernes rolle f.eks., når læseren ikke engang har fået forklaret hvad der rent faktisk skete, right? Min indledning kunne selvfølgelig også bare være en meget kort beskrivelse af de fire flykapringer, og så derefter en problematisering af kristendommen stillet overfor Islam, fremtiden osv. osv. Jeg kunne selvfølgelig også bare vælge at "gemme" indledning og forord til jeg har skrevet hele opgaven og så bare gå i gang med afsnit 1? Hmm.. Jeg er forvirret, men jeg synes selv at have nogle meget gode idéer mht. produkt m.v.

På forhånd tak!

Brugbart svar (1)

Svar #5
23. december 2002 af 404error (Slettet)

For det første - jo, den prolog kan jeg langt bedre lide. Den er ikke så detaljeret som den tidligere, men slår langt bedre tonen og de dystre hændelser fast fra starten. Når det så ovenikøbet er et citat, ja så virker det endnu bedre. Det er altid godt at starte med et citat :)

M.h.t. det øvrige; det er en svær opgave, du dér har stillet dig selv og din makker... Selve beskrivelsen af Al-Queda, Osama bin Laden o.s.v. lægger naturligvis ikke op til den store vurdering fra jeres side - det er primært beskrivende, men dog bør I naturligvis forholde jer kritisk til de anvendte kilder (hvor meget véd man reelt om Osama Bin Laden - fra uafhængige kilder??). Derudover skal I selvfølgelig også helst have en form for springbræt til de videre diskussioner, i.e. 11. september - ellers kan det let gå hen og blive et svagt punkt i opgaven. Der skal nok lægges noget arbejde i at kæde tingene sammen - og fokus skal holdes meget skarpt i den videre opgave, hvis I skal sikre sammenhængen!!! Som jeg ser problemformuleringen, er der ikke en voldsomt slående sammenhæng mellem opgavens to dele. OBL's udtryksformer som individ og 11. septembers betydning for verdenssituationen er to ret forskellige ting. OBL er jo blot en eksponent for en holdning til særligt USA, der findes mange steder rundt omkring.
Måske skulle det være jeres udgangspunkt - altså en analyse af de modstridsforhold, der ligger til grund for det der skete 11. september; og sidenhen er sket. Naturligvis med særligt udgangspunkt i OBL/Al-Queda. Det er et spørgsmål, der var meget oppe i medierne i tiden efter 11. september. Det vil også være et fint udgangspunkt for f.eks. jeres folder - her har I chancen for at stille kulturerne op imod hinanden og forsøge at afdække nye områder af problemstillingen. Det med at "danskerne skal tage stilling", som problemformuleringen foreskriver, er noget pjat. Alle har formentlig (forhåbentlig!) taget stilling til 11. september. Det, der måske snarere mangler er en forståelse for de generelle forhold, der ligger bag terrorhandlingerne - altså at det ikke bare er en skør mand med et par mia på kontoen og et større terrornetværk bag sig.

M.h.t. begivenhederne 11. september - gør det kort, referer evt. til yderligere information. De fleste kender problemstillingen ganske godt, og det er ikke her, I skal vise jeres kunnen.

Og så, opbygningen!

Kildekritik først - hvorfor det? Kilder skal vurderes undervejs og holdes op mod hinanden. Ellers ryger ideen. Efterfølgende redegørelse for Al-Queda - tjah, prøv mit tidligere råd. Det følgende - pas på det ikke bliver rent beskrivende. Krigen i Afghanistan kan jeg personligt ikke se nogen relevans i at diskutere yderligere, i hvert fald ikke for sig. Men det er et eksempel på den Vestlige Verdens, her USA's udtryksform/reaktion på terrorangrebet. I det hele taget, prøv at holde jer mere til det overordnede emne og generalisér ud fra OBL. Det kunne blive spændende, selvstændigt - og give en god sammenhæng.

Brugbart svar (1)

Svar #6
23. december 2002 af 404error (Slettet)

Men iøvrigt - lad dig ikke påvirke FOR meget af mine sure opstød. Jeg er sikker på, at problemformuleringen som den ser ud nu er helt igennem god og tilstrækkelig til en projektopgave i 9. klasse - og sikkert ville give en glimrende karakter. Mine forslag baserer sig bare på, hvordan jeg selv tror, jeg ville gribe opgaven an :)

Brugbart svar (1)

Svar #7
23. december 2002 af Christian (Slettet)

Tak for dit tidligere indlæg - det var faktisk ganske inspirerende :) Jeg giver dig ret i, at det højst sandsynligt vil give sig bedst ud, ved at kilderne stilles op overfor hinanden undervejs, i stedet for at de sådan indledningsvist "sættes ned i kasser". Opgaven er nu blevet sadt op i word, og med førnævnte citat som indledningens "hoved", skulle det gerne lykkes os i de følgende dage at komme i gang med selve skriveprocessen.

Efter at have læst godt 14 bøger om 11. september og Osama bin Laden, er det mit indtryk, at man véd forholdsvis meget om Osama bin Ladens liv indtil begyndelsen af 90'erne. Inden da, er der naturligvis stridspunkter, idet mange informationer bygger på interviews - lige netop en grund til, at forholde sig ekstra kritisk.

Som det tydeligt fremgår af dispositionen er opgaven delt op i to - en historisk del, og en samfundsfaglig del. Den historiske del beskæftiger sig med Osama bin Ladens liv og krigen i Afghanistan, og så den samfundsfaglige del som jeg skal skrive, beskæftiger sig med terroraktionerne og fremtiden. Det er klart at en sammenhæng mellem disse fire "grundpiller" er essentiel, idet det er i disse at selve hændelserne analyseres - dér, hvor vi skal demonstrere vores viden i forhold til den stillede problematisering af emnet.

Med hensyn til vores andet produkt, folderen, skal det benævnes at der selvfølgelig er mere indhold end blot spørgsmålet "har du taget stilling?" - nej, det vi har i tankerne, at visse den kulturkløft Osama bin Laden prøver at skabe mellem kristendommen og Islam, for således at spørge folk, om de virkelig tror på det multikulturelle samfund, eller om en ny "kold krig" mellem den Vestlig Verden og Sydøstasiens muslimske regimer er uundgåelig.

I indledningen tror jeg vi for god ordens skyld på ganske få linjer vil ridse hændelserne 11. september op, for derefter at problematisere kortfattet - indledningen skulle helst ikke fylde mere end én side. Forordene tror jeg blot bliver en lille evaluering af opgaven, samt vores valg af definiation af hvad terrorisme er m.v. Det eneste jeg er lidt i tvivl om, hvorledes vi skal problematisere emnet i indledningen...

Resten af opgaven er jeg ikke så glad for at pille så meget ved nu, da det er udfra denne, vi har valgt vores litteratur. Men eftersom det er mit indtryk efter at have overværet tidligere projektopgavefremlæggelser sidste år, at lærerne meget nemt bliver imponeret af blot en lille smule indsigt og så ellers bare benyttelse af lidt teknologi - lige netop hvorfor jeg overhovedet ikke er i tvivl om at nogle af mine meget høje ambitioner nok skal lade sig indfri. Ellers vil jeg nu også sige at have læst historieopgaver her på siden, som angiveligt skulle være til 10, som jeg ikke anser for at være på noget særlig højt niveau, i forhold til din generelle problematisering af historiske emner...

Svar #8
23. december 2002 af Carl-Johan (Slettet)

Hovsa, det tidligere indlæg røg vist ud på min brors bruger - pokkers da også til autologin system :~)

Skriv et svar til: Projekt

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.