Dansk stil

Hej..
Håber du kan bruge det nedenstående...?!!

Budbringere for et fredeligt Europa

I alt 20 tjekkiske børn i alderen 12 – 14 år skal rejse rundt i Europa som fredstalere for såvel en død konge af Tjekkiet ved navn Jiri Podebradi som for Tjekkoslovakiet. Initiativet er taget af den tjekkoslovakiske radio, der har udskrevet en konkurrence for at finde de bedst egnede børn til en sådan opgave. De 20 børn er blevet udvalgt af en gruppe på over 1000.
Hovedformålet med turen er, at de udvalgte børn skal i kontakt med andre børn fra hvert land og udvælge nogle tegninger for at bringe dem med til en konference i Helsinki, hvor hele arrangementet slutter.
Selvfølgelig kan man kun hilse sådan et initiativ velkommen. Ethvert fredsstyrkende forslag kan jo kun være gavnligt for det europæiske fællesskab. At lade uskyldige børn tale for fred har også en anden og bedre virkning, end hvis man sendte et par garvede politikere.
Turen får megen medieomtale i de enkelte landes aviser, hvilket er god reklame for Tjekkoslovakiet samt det tjekkoslovakiske folk.
For at tilintetgøre eventuelle fordomme om fattigdom i østlandene er det kun pæne og glade børn med forskellige evner, der er blevet udtaget.


Efter anden verdenskrig blev USA og Sovjetunionen verdens stærkeste stater, de såkaldte supermagter. Forskellen mellem de to stater var stor.
Sovjetunionen var et socialistisk land med en kommunistisk regering. USA derimod var et demokratisk land med markedsøkonomi.
Dette skabte en del konflikter og uenigheder. De var f.eks. uenige om hvorledes Tyskland skulle betale erstatning for krigens skader. Sovjetunionen, der klart havde lidt de største tab, krævede at få betaling med det samme. USA mente, at man først skulle genopbygge de ødelagte fabrikker i Tyskland, og når der atter var gang i produktionen, ville tyskerne have råd til at betale erstatning. Supermagterne kunne ikke blive enige og det endte med at Tyskland blev delt op i fire besættelses-zoner, hvor de fire allierede Frankrig, England, USA og Sovjetunionen, hver for sig måtte opkræve erstatning. Tysklands hovedstad Berlin lå inde i Sovjetunionens zone, alligevel blev den delt og skulle styres af de fire besættelsesmagter i fællesskab.
I Sovjetunionens zone også kaldet østsiden blev alt brugbart materiale, såsom varer, skibe, maskiner eller hele fabrikker, flyttet til Sovjet. Alt i alt regner man med at østsiden gav erstatning for et beløb, der i dag ville svare til ca. 4.000 milliarder kroner. Det førte til at produktionen i østzonen faldt.
Modsat russerne brugte amerikanerne penge på at genopbygge deres zone. Der blev opført boligere og fabrikker i tusindvis. Og produktionen var efter en årrække ligeså høj som før krigen. USA arbejdede for, at de vestlige zoner skulle arbejde sammen. Det skete bl.a. ved, at man arbejdede sammen om transport og handel. I 1948 indførtes D-marken, dels for at styrke samarbejdet i vestzonerne, dels for at hindre den frie vareudveksling med østzonen og Sovjetunionen. Det sidste var vigtigt, da USA så Tyskland som et værn mod Sovjetunionen og kommunismens udbredelse i Europa.
Sovjetunionen ville derimod omdanne Østeuropa til stater efter sovjetisk forbillede, for bedre at kunne beskytte sig mod USA og de andre vestlige kapitalistiske lande. De østlige lande isolerede sig fra resten af Europa. Grænserne blev lukket, og det blev sværere at rejse i og til Østeuropa. Europa blev delt af en skarp grænse mellem øst og vest. Denne grænse blev kaldt Jerntæppet.
I Østyskland havde russerne brug for et parti, der kunne overtage magten, og som ville adlyde Sovjet. Derfor sørgede den sovjetiske militær-regering for, at det kommunistiske parti og socialdemokratiet blev sluttet sammen. Det nye parti fik navnet Det Socialistiske Enheds parti, forkortet SED.
Uden at spørge tyskerne blev Tyskland delt i 1949 i to helt nye stater. De vestlige zoner blev til Forbundsrepublikken Tyskland – på tysk: Bundesrepublik Deutschland; forkortet BD. I daglig tale blev det kaldt Vesttyskland. Den sovjetiske besættelseszone blev til Den Demokratiske Tyske Republik – på tysk: Deutsche Demokratische Republik; forkortet DDR. Også Berlin blev delt i Øst- og Vestberlin. Den kolde krig skulle nu vare i henved 40 år.

I Østtyskland var der flere partier end SED. Men langsomt blev der indført nye love, der indskrænkede de andre partiers indflydelse. I 1950 kom SED til magten, og med støtte fra Sovjetunionen begyndte regeringen at omdanne Østtyskland til en sovjetisk lydstat. På samme måde som i Sovjetunionen blev der indført planøkonomi. Nu bestemte regeringen, hvad og hvor meget der skulle produceres. Det blev forbudt at strejke. Kritik af styret blev opfattet som ”statsfjendtlig virksomhed” og det blev man straffet for.
I de første år flygtede over 150.000 mennesker årligt fra DDR til Vesttyskland. Mange mente at Vesttyskland var det ”rigtige” Tyskland. Masseflugten var et problem for SED, da det var forholdsvis yngre veluddannede, der forlod DDR. Disse folk kunne styret ikke undvære til at opbygge den socialistiske stat.
Det var svært at flygte over grænsen mellem DDR og Vesttyskland, men lettere at komme fra Østberlin til Vestberlin. Derfor valgte de fleste at flygte via. Berlin.
I 1961 havde ca. 2,8 millioner mennesker forladt DDR, siden staten blev oprettet. Og da flygtningestrømmen fortsatte, besluttede SED-regeringen at stoppe den ved at opføre en 160 km lang og ca. 3 m høj mur af beton rundt om Vestberlin.
Muren betød, at den østtyske befolkning ikke kunne forlade DDR, hvilket gav styret mulighed for at fortsætte opbygningen af en socialistisk stat.
Hvis borgerne kunne affinde sig med den førte politik, havde de det faktisk godt i DDR, da staten tog sig af sine borgere fra vugge til grav.
Efter Murens opbygning var verden delt op i Øst/Vest og denne fastlåsning holdt i frem til murens fald i 1989.
Det var fra Sovjetunionen, at opblødningen kom: Gorbatjov gennemførte en reformpolitik (Glasnost) i 1985, ud fra den bevidsthed, at sovjetisk politik trængte til fornyelse. Også i forhold til USA viste Sovjetunionen at man var interesseret i en opblødning af Øst/vest-konflikten, der endte med et møde på Malta mellem den sovjetiske leder og den amerikanske præsident Bush. På Malta i 1990 proklamerede de to leder afslutningen på Den Kolde Krig. Forinden havde verden set Muren falde (i 1989) og de kommunistiske regimer i østlandene: Polen, Ungarn, DDR, Tjekkoslovakiet falde gennem ublodige revolutioner. Og nu blev kommunismen afløst af demokratiske regeringer efter vestlig model. De tidligere østlande ønskede nu at blive betragtet som ligeværdige stater, der kunne være vigtige handelspartnere med de vestlige europæiske lande. Ligesom de nationale horisonter blev lysere, kom dybe, historiske konflikter op til overfladen. Herunder Balkan, hvor den jugoslaviske forbundsstat faldt fra hinanden, og der udbrød borgerkrig. De nationale spændinger, der havde været holdt nede under kommunismen, brød nu ud.
Østeuropa har altid ville være som Vesteuropa, dette har de forsøgt at nærme sig ved at tilmelde sig EU og derfra få udviklingsstøtte. Men overgangen fra U- til I-land er langsom og besværlig. Mange østeuropæere har mistet tålmodigheden og en omfattende menneskesmugling er i disse år blevet en af følgerne af Øst/vest-konfliktens ophør.
I forbindelse med den øgede globalisering har USA og Rusland nærmet sig hinanden så meget at de samarbejder i stedet for at modarbejde. Det seneste eksempel var, da USA opfordrede Rusland til at mægle i oprøret mod Milosovic i Beograd, Serbien.