Mening om dansk stil 2007

Hey jeg går på 3. år hhx, og jeg vil gerne høre jeres mening om min danske stil, som jeg skrev om i sidste uge.
Personligt synes jeg selv det er den bedste jeg har lavet, men vil gerne høre jeres mening, og hvad i vil give den.
Det er opgave 3, et eventyr fra Karen Blixen som hedder "Kongesønnerne".

Opgave 3

Kongesønnerne



Eventyret, Kongesønnerne, blev skrevet af Karen Blixen i 1946. Eventyret handler om den mægtige, onde fyrste, som har en endnu mere ond vezir. Han havde erobret alle lande omkring sig, bortset fra nogle små stater oppe i bjergene. Han ville også have erobret disse stater, så de kunne komme i hans magt. Til dette havde hans vezir, Agar, en meget listig og ond plan. Fyrsten skulle sende bud til diverse stater om, at han ville slutte fred, og ikke i krig, med dem. Dertil skulle de sende deres ældste sønner til Fyrsten, så de kunne besegle denne pagt. Når sønnerne ville ankomme til fyrstens residensstad, så ville de lægge en fælde for dem, og lade som om, at en af sønnerne havde planlagt et angreb på fyrsten, og skyde ham med en pil, men som ville ramme ved siden af fyrsten. Fyrsten ville da kræve, at få den skyldige udleveret, ellers skulle alle sønnerne lide den samme skæbnesvangre død. På denne måde, ville han få skabt splid blandt de forskellige stater i bjergene, og de ville bekrige hinanden, så de kunne finde den skyldige søn.
Planen virkede også, for alle de små stater sendte deres ældste søn, og dem var der i alt 9 af. Den ældste i flokken var seksten, og hed Said. Han var den rigeste i flokken. Den yngste var tretten, og hed Mira. Han var den fattigste i flokken. Da de unge fyrster ankom til den onde fyrstes residensstad, forløb Agars plan også hensigtsmæssigt. De unge sønner blev smidt i fængsel, da de alle mente de var uskyldige. I fængslet sad sønnerne først og jamrede og klagede sig over deres ulykke, da de vidste de var blevet lokket i en fælde. Agar sad inde bag væggen og hørte det hele. Men pludselig talte den ellers så tavse Mira til flokken. Han mente, at en blev nødt til at melde sig til kongen, så de otte andre kunne tage hjem til deres familie, og derfor meldte Mira sig selv. De andre gav ham ret. Da rejste Said sig, og sagde, at Mira havde ret, men at han, Said, i stedet burde melde sig til kongen, da han mente han var mere værdig, idet han var rigere. Derfor skulle en af de andre sønner tage tilbage til hans hjem i stedet for ham, og overtage hans rigdomme. Den som han fandt mest værdig var Mira, fordi han var den mest modige, hvilket han beviste denne nat. Om morgenen fortalte Agar sin fyrste hvad han havde hørt, og da sagde fyrsten, at de skulle sende alle sønnerne hjem, da disse folk fra bjergene ikke ville kunne overvindes pga. af deres mod.


Eventyret, Kongesønnerne, er kronologisk opbygget uden nogen form for flashback. Det er ikke helt til at sige, hvor lang tiden eventyret strækker sig over, da vi ikke ved hvor længe de 9 sønner rejser ned af bjergene. Vi kan dog sige, at selve handlingen, hvor bedrageriet sker, foregår over en dag, fra hvor de kommer ind i byen, og til de bliver sat fri næste morgen.
Eventyret er et romantisk eventyr, hvilket også kaldes for et realistisk eventyr. I disse eventyr findes der intet overnaturligt eller magisk. Dette passer meget godt på eventyret, Kongesønnerne, da der hverken er noget overnaturligt eller magisk i den, og det faktisk virker som en meget realistisk historie, som godt kunne have fundet sted i vor tids historie.

Fortælleren, Karen Blixen, har også i eventyret anvendt mange typiske fortællertræk, som finder sted i mange eventyr. Hun har f. eks. betonet, at det var den yngste og fattigste, der kom med initiativet, da de alle var i problemer. Dette kaldes for bagvægt. Samtidig har hun også betonet, at det var den ældste og rigeste, som fik alt opmærksomheden, og som tog alle beslutningerne. Dette kaldes for forvægt.
Derudover har hun også anvendt en del af de typiske eventyrtræk, som finder sted i mange eventyr. Hun begynder f. eks. eventyret: ”Der var engang…”, og derudover har hun også anvendt eventyrtallet 9, idet der var 9 sønner, der rejste: ”Der var i alt ni unge fyrster.” Det er også en meget overskuelig handling, hvilket også er et typisk eventyrtræk. Samtidig med anvender hun jo også en del modsætninger, som sagt tidligere, rig og fattig, ond og god. Selvom det ser noget sort ud til allersidst i eventyret, så får det alligevel en lykkelig slutning, hvilket også er meget typisk for et eventyr.

I eventyret er der 4 hovedpersoner, der er vigtige at karakterisere. Det er den onde fyrste, Agar, Mira og Said. Den onde Fyrste ser man, som en meget nådesløs og ubarmhjertig mand, som ikke forstår at tilgive. ”En mægtig, ond og grusom fyrste, der med ild og sværd underlagde sig alle landene omkring sig,” bliver han beskrevet som i begyndelsen af eventyret. Sådan virker han udadtil. I slutningen af eventyret får man et lidt anderledes syn på ham, da han vælger, at lade de 9 sønner gå. Det er dog sandsynligvis nok for egen vindings skyld, at han vælger at lade dem gå, da han siger:” Når deres drenge taler således imellem sig, når de tror, at ingen hører dem, hvordan vil da deres mænd møde os, når verdens øjne hviler på dem?” Han mener dermed, at sådan et folk kan man ikke vinde over, da de vil ofre deres eget liv i kampen. Det vil da være en næsten umulig kamp at kæmpe, og hvis man mod alle odds skulle vinde, så ville der jo ikke være noget folk at regere over, fordi man bliver nødt til, at dræbe dem alle. Stadig mener jeg, at denne beslutning som han tager, giver et andet syn på ham. Han er måske stadigvæk ond, men på en måde virker han mere barmhjertig, fordi han lader dem gå. Han er altså ikke fuldstændig ligeglad med, hvor mange menneskeliv der går tabt.
Agar, som er fyrstens vezir, skulle virke endnu mere grum end fyrsten selv:” Han havde en vezir, der var endnu mere grum og falsk end han selv.” Det er Agar, som finder på den snedige plan, til at få lokket de små vilde stater i bjergene i kløerne på fyrsten. Agar styrer faktisk planen hele vejen igennem. Da pilen rammer ved siden af fyrsten, er det ham, der taler i fyrstens sted:” En frygtelig, forræderisk gerning var her blevet begået. En forfærdelig skurk befandt sig i kongens nærhed.” Agar har en større rolle i den onde fyrstes krigsførelse. Han havde næppe været blevet så mægtig, hvis det ikke havde været for Agar. Derfor tror jeg, det er med rette ord, at der står i eventyret, at Agar er mere grum end selve fyrsten. Faktisk så tror jeg slet ikke, at Agar kan forstå, hvorfor fyrsten ikke vil gå i krig med staterne i bjergene.
Mira er den yngste i flokken af sønner, som tager til fyrstens residensstad. Han var ikke blot den yngste, men også den fattigste af alle sønnerne. Igennem hele historien siger han faktisk næsten ingenting, men er meget lydhør:” Han holdt sig da med undseelse tilbage i de andres lag og talte kun lidt, men han lyttede med store øjne.” det er først til allersidst nede i fangekælderen, at han vågner op til dåd. Der viser han sit mod, og hvordan han i virkeligheden er. Mira beviser altså, at det ikke har noget at sige om, hvor rig eller gammel man er, ved at vise hvor stort et menneske man er. Det er det der er inden i der tæller, hvilket de andre også viser ham respekt for til sidst nede i fangekælderen.
Said er den ældste i flokken af sønner, og tilmed også den rigeste. Han var den man lagde mest mærke til af hele skaren. Han havde de smukkeste våben, pæneste sadeltøj osv. Derfor var han den, som de andre sønner så mest op til, og han var derfor den der red forrest af flokken af fyrster, og den som de andre lyttede mest til. Et typisk eventyr ville så her vise, at han var den som veg tilbage, når de alle stod nede i fangekælderen og skulle vælge en der skulle dø. Men dette er så en af de atypiske ting, som sker i dette eventyr, for han stiller sig nemlig forrest igen, og viser, at han også er et stort menneske hjerte. Han vil ofre sig, så længe der er en der vil træde i hans sted, ved siden af hans hustru, og regere hans rige. Der vælger han Mira, fordi han beviste hvor modig han var:” Da må i være blevet tungnemme i nat. Er det ikke klart for hver af vore hjerter, at Mira er den største iblandt os?” Dette viser, at også Said er stort af hjerte, da han tør give afkald på alt det, som han har i vente.
Både Mira og Said viser her, at de tør tage et kæmpe ansvar. Sammenlignet med vor tid, kan man ikke sige det samme. Alt for få er villige til at tage ansvar. Jeg mener ikke, at man kan forlange, folk skal gøre som Said og Mira, men noget så simpelt som det danske foreningsliv. Mange små foreninger bliver nødt til at lukke, fordi der simpelthen er for få frivillige til at stå frem og hjælpe. Folk er alt for snæversynede til, at se det til deres fordel. De fleste familier vil jo gerne have, at deres børn skal gå til fodbold, håndbold og gymnastik, men de har bestemt ikke selv tid til, at hjælpe til med det. Hvis alle havde den mening, ville der jo ikke være nogen fodbold-, håndbold- eller gymnastikhold, fordi der ikke vil være nogen til at tage ansvar for det.

Sammenlignet med verdenssituationen, kan vi sammenligne eventyret med krigen i Irak. Den onde Fyrste i den virkelige verden ville da være USA, mens de 9 sønner ville være Irak, eller de østlige lande. Jeg mener selvfølgelig ikke USA er direkte onde, men på en måde passer de ind i rollen som den mægtige Fyrste. Krigen er jo ved at havet varet ved i et par år nu, og hvorfor er den egentlig det? USA er jo i og for sig ikke kommet længere end i begyndelsen af krigen. Det er jo pga. den modstander de har valgt. Nogle få i den irakiske befolkning giver USA så stort besvær, fordi de har valgt at vie sit liv til denne her krig. Jeg snakker om bilbomber ol. Jeg er ikke tilhænger af bilbomber, som dræber andre mennesker, men de der ofrer sig, skaber jo en del respekt hos USA, hvilket jo er en fordel for folket, og på den måde vil USA måske tage ud af landet. Sådan et land kan man jo heller ikke vinde over, hvis de er villige til at ofre sig selv.

Jeg har også oplevet noget lignende før, bare på film. Faktisk en af mine yndlingsfilm, som hedder Rambo 3. Den handler om det afghanske folk, som er blevet invaderet af den russiske hær. Det afghanske folk er langt dårligere udstyret rent våbenmæssigt i forhold til den russiske hær. Men de kan stadig ikke vinde over dem, fordi de vil ofre deres liv i krigen, for at deres kvinder og børn måske kan blive frie. Heller ikke sådan et folk kan man vinde over. Man vil blive nødt til at dræbe hele folket, og så vil der jo ikke være noget at regere over bagefter.

Budskabet i eventyret er, at det ikke er rigdomme eller alder der gør en mand. Det er om hvor meget man tør at give afkald på, for at opnå noget andet. Livet i sig selv er en stor ting at give afkald på. Det er hvad Mira og Said er klar til, for at de andre kan få deres liv tilbage.