rettelse

Mellem år og dag

I vore dage er et bryllup absolut ikke en selvfølgelighed eller for den sags skyld en nødvendighed; i stedet er det et valg foretaget på baggrund af nøje overvejelser og med skarpt fokus på ens egenartede identitet. De individuelle præg et bryllup i dag rummer, er i grunden blot et udtryk, for den selvbiografiske trang postmoderne mennesker besidder – den historie muligvis især et bryllup fortæller bedst. Eksempelvis tilkendegivet i Mellem år og dag: ”Når der så var rigtig ild i det, ville Pia i alles påsyn smide brudekjolen og tage en helt anden smart kjole på i nogle flotte og festlige farver for at vise, at nu var de gift, og så ville de bare feste videre sammen med alle de andre.” (Linje 69-71). Selvfølgelig et højst utraditionelt indslag i forhold til, hvad tilfældet ville have været ved et bryllup på Grundtvigs tid i 1800tallet. Samtidig kan det jo begribeligvis ses som et tegn på tidernes forandren: Fra at være gennemsyret af gamle faste ritualer og fælles forbundne normer, er det postmoderne bryllup blevet en individuel og original sag – og netop normerne og kutymerne er i dag brydelige. Individualismen er altså i sin rivende udvikling; bl.a. afsløret tydeligt i ovenstående citat – brudeparret ønsker naturligvis at blive fremstillet som to energiske, festlige og netop også originale og normløse mennesker: ”… for det var deres egen fest…” (Linje 75). Et brav af en fest selvfølgelig.

”Kirken skulle pyntes med et væld af lyserøde roser” (Linje 28)…”Middagen skulle holdes på et nyt, ungt spisested, der lå lige ud til vandet” (linje 38-39)…”De skulle nok sørge for at lave en detaljeret ønskeseddel med farver og størrelser og det hele…” (linje 46-48). Hele iscenesættelsen bærer præg af show-off og materialisme. Kærligheden mellem parret bliver ikke beskrevet. Kærligheden viser sig alene i form af rekvisitter og symboler på kærlighed: Roser og guirlander. Det gør de med ét eneste formål – ikke at bekendtgøre en kærlighed eller en tro – men blot for at give en ydre fremvisning af det er det, vi kan præstere. Udover kærlighedsbeskrivelserne, står der heller ikke noget om deres forventninger til fremtiden, deres håb eller deres planer. Til gengæld står der noget om, hvad de gerne vil adskille sig fra; nemlig den gængse tradition: ”Men ikke noget med gamle tanter og onkler og fætre og kusiner og sådan nogen, man ellers aldrig så.” (Linje 7-9). Det hele skal ses med stor kontrast til Grundtvigs Bryllups-Psalme, hvor kærligheden, troen og fællesskabet er i centrum, men hvor til gengæld individet slet ikke er til at få øje på.

Om et postmoderne bryllup så i virkeligheden beholder –og i samme grad udtrykker kærligheden kan debatteres; og et entydigt svar findes egentlig ikke. Dog peger tendenserne på, at kærlighedsbegrebet og ægteskabsbåndet i stigende grad mister dets betydning i dag. Du behøver jo ikke andet end at se statistikkerne, hvor hovedtal viser skyhøje skilsmisseprocenter. Dette var helt utænkeligt på Grundtvigs tid, hvor ordene til døden os skiller, var ukrænkelige: ”For evig samles de Hjertens-Kjære” (Vers 4). Her bliver kærligheden fremhævet og vigtiggjort. Selvom ægteskabsbåndet dengang fremstod stærkere, var der stadig undtagelser – utroskaber; og dem blev der begribeligvis ført litterært hetz imod: ”Det syntes mig at gjemme en dyb, frygtelig Løndom, eller snarere at varsle om en endnu ikke i Tanken undfangen Forbrydelse, som fremtiden først skulde bringe for Dagen”. I dag skal sladderbladene virkelig være idéløse, for at kunne finde på at trykke artikler om den i grunden fuldstændig almindelige utroskab. Dybest set er hele Grundtvigs digt gennemtrængt af en fuldstændig overromantiseret og urealistisk verden, hvor troen på det guddommelige modvirker de ellers uundgåelige fortrædeligheder: ”Hvert Ægtepar, som med Kjærlighed, i Jesu Navn, holder Bryllups-Gilde, Skjønt Alt i Verden gaaer op og ned” (Vers 1-3).


Hvis du ser bort fra Grundtvigs romantiske og verdensfjerne digt, var 1800tallets giftermål ikke partout ens betydning med uomtvistelig kærlighed mellem mand og kone – det var typisk og snarere en økonomisk forsikring. Der var jævnligt bejlere, der blev afvist, under forudsætning af, at den finansielle fremtid ikke havde gode odds – odds, som ikke ligefrem talte for en investering i form af den skønne og højtelskede datter. Et ballademoment eksempelvis St. St. Blicher beskriver i Hosekræmmeren, hvor faderen Michel nægter sin datter gift med en mand uden velstand. – ergo, penge var måske alligevel dengang vigtigere end selve kærligheden, for kulturen og miljøet krævede nemlig, at man først og fremmest tænkte på overlevelse. Grundtvig afridser det naturligvis ikke i sit digt, men muligvis så man meget logisk, konsekvent og fremadrettet på ægteskabet og valgte simpelthen partner udfra de datidsgældende overlevelsesvilkår; kærligheden måtte herefter gradvist vokse. I realiteten udgjorde den materielle del på Grundtvigs tid i lige høj grad grundlaget for et giftermål som i vore dage; men hvor Grundtvig slet ikke beskriver materialismen, er den i Mellem år og dag hele essensen.

Det er altså i mine øjne svært at tale om en egentlig forbedring eller forværring eller om hvad der er rigtigt og forkert. Teksterne bliver blot skildret på to forskellige måder: Rolf Baggers negative social –og samfundskritik og Grundtvigs positive romantisme. Hovedsagen er, at værdierne i årene fra 1855-1993 har udviklet og ændret sig kolossalt. Folk har desuden fået så mange valgmuligheder inden for hvad som helst, at forskelligheder bliver en sjældenhed; og selviscenesatte bryllupsritualer er kun en lille bestanddel, af det industrialisering, liberaliseringen og det moderne samfund bragte med sig. Ligesom det i dag er et individuelt anliggende, hvordan man vil holde sit eget bryllup, er det også blevet et individuelt anliggende, hvorvidt man synes det er okay eller ikke.