skriflig dansk 2004!

Jeg vil gerne høre hvad i har fået? Det er formentlig de samme censorer som retter vores stile? Jeg plejer at få 9 eller 10 normal, men min eksamenstil gik et 6, godt var den ikke så god som normalen, men jeg mener absolut den er mere værd end 6 :S! Er i tilfredse med jeres karakter? Nedenstående følger min stil, hvis nogen gider skimte igennem og give en umiddelbar vurdering, mange tak på forhånd. Det skal siges, at der også er mange andre fra min klasse, så følger sig uretfærdigt vurderet.


SØNDAG

”Søndag” er en novelle fra samlingen Stjernebarn, 1996, af den danske forfatter Camilla Christensen (f. 1957).
Novellen handler om en afmægtig pige, som lever i et undertrykt liv. Hendes navn og alder er uoplyst, men vi kan kalde hende A for overskuelighedens skyld. Handlingsforløbet foregår midt på dagen på en søndag sommer, hvor A sammen med Kim er nede på skolegården for at overvære, deres ”venners” mobning af en lille pige. Selve mobningsforløbet er ikke beskrevet i novellen, men vi får at vide, at pigen får skidt i bukserne. Selvom A ikke bryder sig om hendes ”venners” handling, kan hun alligevel ikke forhindre det, hun er magtløs i sin situation. De har engang bundet hende til et tørrestativ og truet med at brænde hende, hun frygter dem. Men ikke nok med at A er magtløs, hun bliver også imod sin vilje nødt til at deltage: ”Hun er ved at græde ligesom pigen, hun vil gribe fat i hendes hånd og trække hende med sig væk fra skuret, løbe så hurtigt de kan med hinanden i hånden. Væk fra dem. Men da de spytter på jorden foran pigens fødder, spytter hun også selv. Og da de siger til pigen, at hun skal tage lortebukserne af, gentager hun det de har sagt. Da pigen langsomt bøjer sig og træder ud af sine bukser, er hun ved at råbe at hun skal løbe væk, bare væk. Men hun gør det ikke. I stedet er det hende selv, der pludselig står med pigens bukser i hånden, hælder lortet fra bukserne ud over pigens fødder og smider bukserne op i skurets tagrende. Hun er stolt af at kunne kaste så højt.” .
A frygter dem, men er også afhængig af dem, hun forsøger at vise ”vennerne”, at hun også kan noget, hun er stolt af at kunne kaste bukserne så højt, men samtidig griber hendes humanistiske fornuft ind, hun får kvalme. Hun råber efterfølgende til pigen, at hun skal løbe hjem til sin mor, og uden store spekulationer spurter pigen gennem hullet i hækken og er væk. A står tilbage med ”vennerne”, de kigger på hende, de er vrede, hun forsøger at rækker sig langsomt baglæns mod Kim, men hun opdager, at han allerede er borte.
Selvom A’s og hendes venners alder ikke er oplyst, er der visse træk i novellen, der giver en fornemmelse af, at der tale om børn i aldersgruppen 10-14 år, bl.a. hvor A råber til den lille pige, at hun skal løbe hjem til sin mor og et andet sted, hvor A spørger Kim, om han vil med ned på skolegården og løbe på rulleskøjter.
Man kan undre sig over, hvorfor A ikke forlader sin ”venner”gruppe, når hun virker så utilpas og undertrykt og i stedet finde sig nogle andre venner, hun føler sig mere tilpas sammen med eller snakke familien om problemet. Men A udtrykker det klart, at hun hører til gruppen: ”Hun ved de finder på. Hun kender dem. Da de bandt hende til tørrestativet, var hun lige så lille som pigen, der står op ad muren og græder. Men hun hører til her. Det gør pigen ikke.” . Det viser sig til, at det ikke kun er med ”vennerne”, hun føler sig utryg hos, men også hos familien og ikke mindst ved pedellen på skolen og mejertærskerne, hun er faktisk utryg og bange for mange ting: ”Guldregnen er det, hun er mest bange for i verden. Bortset fra dette fra pedellen ovre i haven og hans onde øjne. Og tyren nede på gården der løb efter Kim og hende, da de samlede kastanjer. Og så far når han spiser kryddere søndag morgen og lillebror skriger. Og mejertærskerne når de kører helt inde langs hækken ind til haven. Og så dem når de vender sig om og ser på hende, og hun kan se, at de prøver at finde på.” . Hendes angst for næsten alt ting afspejler et frustrerende og nedtrykt liv.
Om A’s familieforhold får vi næsten intet at vide, vi ved at hun bor sammen med sin far, som hun har angst for, hun har desuden en lillebror, som der ikke bliver talt meget om. I huset bor også Kim, men hvilket forhold han har til A, får vi ikke oplyst, men hun giver udtryk for veltilpashed, når hun er sammen med ham: ”I dag er Kim heldigvis hjemme. De følges ad. De holder hinanden i hænder og følger med. (…) Hun spørger Kim, om de ikke hellere skal hente deres rulleskøjter og løbe på skolegården.” . Men i sidste ende, hvor hun er i fare efter at have hjulpet den stakkels lille pige væk fra ”vennernes” mobning, er han borte, så et helt tæt forhold hinanden, kan det heller ikke være.
I novellen bliver der intet nævnt om A’s mor, som ellers er en person, man er mest knyttet til som barn, men det kan være et tegn på, at moren aldrig har været der under hendes opvækst, hun er vokset op med sin far og lillebror. Selvom beskrivelsen af hendes far er meget sparsomt, så får man alligevel en fornemmelse af, at han ikke har givet hende den omsorg, som man har brug for som barn. Dette kunne være årsagen til, at hun er blevet nødt til at komme ud i den vide verden og søge tryghed og omsorg hos andre, men det ser ikke ud til, at det helt har lykkedes hende, hun har mødt nogle ”venner” som har fået taget magten over hende, men alligevel forsøger hun ihærdigt at tilfredsstille deres ønsker, i form af at adlyde dem og lade dem pine hende, i håb om at kunne få en ”god placering” i gruppen.
Som barn er det vigtigt at man får tilstrækkeligt kærlighed og omsorg fra forældrene, da disse er basis for et barns udvikling og dets videre forløb i livet. Barndommen er vigtig fordi, at det er her, mennesket får indlært og udviklet sig mest, oplevelser i barndommen er ofte dem der følger med én resten af livet, har man haft en kummerlig barndom, kan det gå hen og påvirke én’s psyke og sind som voksen.
Novellen er kronologisk opbygget med enkelte flashbacks, den er fremstillet i nutid og strækker sig over nogle få timer på en søndag sommer. Mobning blandt mindre børn er meget aktuelt i dagens Danmark, faktisk er det et emne, som diskuteres på folkeskolerne rundt omkring i landet. Novellens fortalte tid kunne derfor sagtens være nu om dage, desuden indgår der bl.a. rulleskøjter, hvilket er et relativt nyt legetøj. I novellen har vi en alvidende fortæller, hvor synsvinklen er særligt koncentreret placeret fra A’s side. Novellen er skrevet i et letforståeligt sprog, nærmest hverdagssprog, sætningerne er desuden enkle og sparsomt for symbolbrug og billedsprog, hvilket er karakteristika for nutidens litteratur. Novellen bærer præg af minimalisme. Den minimalistiske skrivemåde er karakteriseret ved handlingsmæssig knaphed, en minimaliseret sætningsopbygning, et forenklet sprog og en tilbageholdende fortæller, der bevirker, at både fortælleren og de skildrede figurer er utilnærmelige, hvilket er genkendeligt i novellen. Minimalisme opstod i 70-80’erne, og da Camilla Christensen er 90’er forfatter, er det derfor ikke udelukkende, at hun har ladet sig inspireret af denne retning.
Kort kan det siges, at denne novellen afspejler kernefamiliens opløsning, alt er blevet tilladt i den postmoderne kultur, alt er op til individets selv, der er ikke længere absolutte værdier eller normer for, hvad man må eller ikke må, moren skal ikke længere passe hus og børn, faren behøver ikke heller ikke længere, at være den ideale mand, der sørger alt i huset skal være i orden. Det hele er opløst. Alt er blevet rastløs, børn får ikke længere den nødvendige opdragelse, hvilket betyder stigning af kriminalitet i samfundet, det ses også, hvorledes helt små børn mobber hinanden i novellen.