Dansk

Ude på badeværelset

06. februar 2008 af Boggnasker (Slettet)
Er der nogen der gerne vil rette denne tekst, jeg skal bruge i skolen...jeg er dårlig til kommaer og det plejer at trække ned...

Tak på forhånd:)

Ude på badeværelset tænker man klart. Det er dér, man opdager, at livet går så uendeligt hurtigt forbi. Det er der, uvelkomne og velkomne tanker trænger sig på. Men det gør ikke noget, for man skal på en eller anden måde kunne ræsonnere over sit liv, og det er vel bedre at gøre det, før man når til det punkt, hvor man normalt begynder at ræsonnere over livet, og det er for sent.

Jeg fristes til at starte med at sige: Der er denne verden, der ledes efter af så mange. Hvilken verden? Det er vel ligegyldigt. Hvilken verden tror du, det er? Jamen, så er det den verden.
Har du nogensinde siddet ude på badeværelset i lang tid, hvor du pludselig har grebet dig selv i at fantasere, at du var Zorro med en kårde i hånden, fægtende med Don Rafael på et tag i nattens dulm og mørke? At du lige var sluppet ud fra et fængsel efter at have siddet der i 28 år og nu kom gående på gaden med en menneskemængde bag og viden om, at du nu ville blive præsident?
Hvor mange gange har du efter den fantasi ikke rejst dig op, vasket hænder og taget på arbejde?

Man tør ikke at leve.

Hvorfor jeg siger dette? Fordi jeg for nyligt oplevede noget, der fik mig til at tænke grundigt over, hvorfor jeg ikke greb en mulighed, jeg tit har ønsket at få. En chance, som jeg stadig har muligheden for at gribe.
Men hvorfor hager jeg mig ikke fast til den med liv og sjæl?

Skal jeg lede efter guldskatten under pyramiderne i Egypten?
Hvorfor ikke? Vi har jo virkelig kun et liv, og der er ikke meget tilbage af det. Som nogen engang udtrykte det: Livet er nu, slutningen er nær, ikke som da vi svingede på et gadekær.

Da jeg var lille, troede jeg, at meningen med ens liv blev åbenbaret for en, når man fyldte 25.

Noget grusom ville være, hvis det blot var en del af ’puberteten’, at man begyndte at tænke over, hvad meningen med livet var. For det betyder vel, at man vil komme over denne pubertetstanke og blive et ’fornuftigt’ menneske.
Fornuft. Fornuft må være fantasiens modsætning. Eventyrlystens modsætning. Følelsernes modsætning.
Fornuft og følelse. Den bog har jeg læst. Fornuft og Følelse af Jane Austen, som ender ganske fornuftigt, desværre.

Den anden verden. Vil den anden verden for os altid forblive andres verdenomrejsen, andres oplevelser?
Vil det for os altid være at udbryde: Nej, hvor spændende, efter at have set en actionfilm.
Vil det for os altid være at sidde inde på badeværelset og drømme os hen i en anden verden?

Vi har gennem tiderne lært at spændende ting sker for andre.
Jamen, vi ER de andre. Vi er nogle andres andre. Det er ligesom en ring. Vi siger ’andre’ så mange gange, at det til sidst vil komme tilbage til os selv.
De spændende ting kan derfor godt ske for os, de andre.

Man skal sætte sig ned, inde på badeværelset er et rigtigt godt sted, og tænke over sit liv.
Har jeg gjort noget, jeg er stolt af? Har jeg lavet mange fejltagelser?

Man skal ikke stræbe efter at tilføje oplevelser, som dengang man svømmede i Amazonas, løb maraton på den Kinesiske Mur eller mediterede i et buddhistisk i sin Bog Over Hvad Jeg Har Bedrevet. Man skal ganske enkelt sidde tilbage med følelsen af, at man har oplevet noget, der både har gjort en lykkelig og ked af det.
Vi kan vel ikke alle følge vores hjerte. Der skal vel sidde nogen tilbage og beundre dem, der har modet til at lægge det trygge liv bag sig og begive sig ud på en færden, som har alt at give og alt at tage.

Hvis du kan lukke døren til badeværelset med et lille, drillende, bedrevidende og erfarent smil om læberne, har du levet dit liv.

Brugbart svar (0)

Svar #1
06. februar 2008 af TanteOda (Slettet)

Se venligst dette https://www.studieportalen.dk/Blogs/BlogItem.aspx?id=2132, så kan du selv sikre dig, at kommaerne er sat korrekt.

TanteOda

Brugbart svar (0)

Svar #2
06. februar 2008 af sukkerknald (Slettet)

Jeg er heller ikke selv god til komma, så kan desværre ikke hjælpe dig, men jeg ville bare sige, at det du har skrevet var godt og meget fangende! Super....

Svar #3
06. februar 2008 af Boggnasker (Slettet)

Tak! :D

Skriv et svar til: Ude på badeværelset

Du skal være logget ind, for at skrive et svar til dette spørgsmål. Klik her for at logge ind.
Har du ikke en bruger på Studieportalen.dk? Klik her for at oprette en bruger.