Jeg er så træt af min krop.

Jeg har ikke læst digtet, men overvej også de antikke tanker om en sund sjæl i et sundt legeme. Vores samfund har det med skiftevis at fokuserer 100% på den ene del i stedet for at se dem som to sidder af samme sag.

okay, mange tak.

Hvis du har tid, så har jeg lige lagt digtet her..


JEG ER SÅ TRÆT AF MIN KROP

Jeg er så træt af min krop
Jeg må opdrage
og kommandere
og tale hårdt
Pludselig drikker den af en forkert flaske
eller gisper efter vejret i et smitsomt lokale
Har vi været en tur i parken
bliver den siddende på bænken
så jeg må tilbage og hente den
Den er i alle henseender barnlig og urimelig
jeg kan snart ikke være den bekendt

Hvilken plage er det ikke
at se den fægte og skabe sig
Så er det mad
MAD, den vil ha´ mad!
eller varme, søvn
alt for dyre og lange brusebade
populærmusik, drikkegilder
romantiske øjeblikke
den kan bruge timer
på at lade som om den forplanter sig
og så er det hjertet
den begynder at sukke
det er gået i stykker
eller en eller anden ligegyldighed har trampet på det
hvor er det dog kedsommeligt
og alligevel føler jeg en vis omsorg
den er så blodig og banal
den ved ikke hvad den skal stille op med sig selv
det bekymrer mig
den bliver bare ældre og ældre
og snublende

overordnet set omhandler digtet menneskets dyriske sider (læs evt noget freud?). i virkeligheden er vi lystbundne væsner, men vi forsøger at holde det inde.
kroppen er doven, uopdragen, sulten, ustyrlig. vi har nogle fysiske behov, som skal opfyldes.
du kan også komme ind på noget med jeg'ets splittelse (typisk modernistisk/postmodernistisk). for det meste kan vi kontrollere os selv, men hvad sker der, når vi ikke kan?
efter min mening er det er genial digt.

mange tak..

Det med de dyriske instinkter fandt jeg også ud af, da jeg læste lidt mere om postmodernismen...