Skriftlig Eksamen - Klage

Hej :)
Er der nogen der vil kigge min skriftlige eksamensopgave igennem, jeg er meget utilfreds over bedømmelsen, plejer at ligge til et 10 tal.

1. Dokumentaren mellem fakta og fiktion

På rejsen gennem hele vort liv lærer vi at skildre fiktion fra konkret fakta. Vi lærer at skildre mellem virkelighed og uvirkelighed. Gennem hele vort liv lærer vi, at skelne sand subjektivitet fra objektivitet, vi lærer at opnå muligheder og begrænsninger ved vore egne valg, vi lærer at begrænse ikke mindst selvet, men også det samfund vi lever i. Eller er vort liv egentlig ikke bare bygget på illusioner, tilrettelægger vi ikke vort liv efter hvad vi synes, mener, oplever og ikke mindst tænker? I samfundet er vi som individer umådelig gode til at skabe fordomme om andre samfundslag og ikke mindst om andre kulturer. Vi formår altid at skildre et samfundslag på lige netop den måde som vi ønsker det skal skildres, hvad enten det medvirker i dagligdagens ’smalltalk’ på arbejdet, i avisen eller i fjernsynet, ja så ligger der altid en begrænsning, en slags afkortning af virkeligheden bag.
På mange måder formår dokumentarprogrammerne i et medie som tv’et altid at skabe en utrolig virkelighedsnær og troværdig beskrivelse af ”virkeligheden”. Måske fordi vi netop i dette samfund er naive nok til at tro, at eksempelvis ’DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer’ netop er en virkelighedsnær skildring af de kriminelle samfundslag i Danmark. Dokumentaren (ref. DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer) skaber det samfund vi ønsker at se, den skaber et billede af det ungdommelige kriminelle samfund der gør os forargede, den skaber en historie der er værd at diskutere og debatere ved middagsmaden såvel som på kontoret med kollegerne. Et medie som tv’et er altså et fantastisk ”kunststykke” der formår at skabe den virkelighed, skabe den historie der får os til at blive hængende, skabe den historie vi kan lide og som vi bliver forargede over, men som indeni rent faktisk kun består af fiktion. Kun en sådan fiktiv historie er med til at lade seerne blive hængende uge efter uge og oven i købet i bedste sendetid. Som John Carlsen nævner det i teksten ’Blandingsformer’ af Mimi Olsen og Hans Oluf Schou:
”Udgangspunktet er og må være, at TV, og alt TV, er fiktion”(ref. tekst 1)
For det må siges, at alt TV netop er fiktion, tv’et er en iscenesættelse af virkeligheden, som skildrer de subjektiviske dele af virkeligheden. Tv’et har til opgave at skildre virkeligheden, men er det i bund og grund ikke en fiktiv virkelighed, en opdigtet og irrationel formidling af virkeligheden? Dokumentarprogrammer har den fabelagtige mulighed, at begrænse og beskære dele af virkeligheden, så den fremstår på bedst mulig måde og så den netop opfylder alle de subjektiviske fordomme vi har om de forskellige samfundslag. Men hvornår er tv’et så objektivt? Kan en hvilken som helst udsendelse være objektiv når der i forvejen er foretaget udvælgelse og beskæring? Profilen for DR’s dokumentarprogrammer (ref. tekst 2) stiller skarpt på væsentlige samfundsmæssige forhold, afslører blandt andet misbrug og magtmisbrug, overgreb og ulovligheder, afdækker og skaber forståelse – bryder med fordomme og flytter grænser. Diverse dokumentarprogrammer som eksempelvis ’DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer’ stiller netop skarpt på de samfundsmæssige forhold og afslører for så vidt også misbrug, overgreb og ulovligheder, desuden skabes der også en vis form for forståelse heraf, men på hvilket plan? Og med hvilken hensigt? Målet med disse dokumentarprogrammer er vel netop, at skildre de samfundslag fjernt fra vores dagligdag, målet er vel netop, at skabe debat blandt det hele samfund. Hvad er hensigten så med disse programmer? Er det for så vidt ikke bare at skabe noget godt fjernsyn, at skabe noget fjernsyn så ”troværdigt”, at vi bliver hængende uge efter uge for at se om kommunens sagsbehandlere virkelig ikke gør noget for Allan Riggelsen fra ’DR1 Dokumentaren – Børn bag tremmer’, eller om Saleh efter opholdet i fængslet stadig er den charmerende og morsomme dreng, kendt som Egelys joker. Hvad skyldes menneskets naive evne til at opfatte alt hvad der ses på tv som virkeligt og realistisk? Hvad skyldes producernes trang til at producere et dokumentarprogram der i og for sig kun indebærer en illusion og en fordom om en virkelighed i dagens Danmark? Et dokumentarprogram indeholder altså kun få dele af virkeligheden, som den rent faktisk tager sig ud i dag. I et dokumentarprogram er de medvirkende og miljøet nøje udvalgt, det gælder jo om at forme ”virkeligheden” som den tager sig ud – eller gør det? Eksempelvis følger ’DR1 – Dokumentaren – Børn bag tremmer’ livet på den sikrede døgninstitution Egely, hvor fire af landets farligste teenagere er anbragt. Dokumentarprogrammet følger disse vidt forskellige unge mennesker, som dog har det til fælles at de har været på kant med loven gentagende gange. Af dette fremgår det også, at en virkelig er forsøgt skabt, et kriminelt miljø danner altså rammen omkring hvad der er virkelighed og hvad der er fiktion. Dokumentarprogrammernes muligheder er for så vidt uendelige, lige meget hvad mediet gør for at skabe en virkelighedsnær historie så køber vi seere alle i bund og grund historien. For i bund og grund handler det jo for os seere om at blive underholdt på bedst mulig måde, det handler for os seere om måden vi opfatter samfundsforholdende på igennem tv’et. Det er altså tv’ets evne til at manipulere med vores virkelighedsopfattelse, der gør os ikke mindst fordomsfulde og naive. Dokumentarprogrammer som; Børn bag tremmer, De unge mødre og Singleliv er alle programmer med tre vidt forskellige historier, alle programmer er historier fra vidt forskellige samfundslag. Men alle tre dokumentarprogrammer er programmer med en historie der hver især berører samfundet og dets forhold. Men hvad kan vi bruge alle disse dokumentarprogrammer til, når de i bund og grund alle er fiktion? Hvad kan vi bruge programmerne til når essensen i disse er nøje tilrettelagt og måske endda beskåret godt og grundigt? Svaret herpå er blot ingenting, vi kan ikke bruge et medie som tv’et der hver dag på en eller anden måde forsøger at manipulere med vores opfattelse af den virkelige verden og de virkelige samfundsmæssige forhold. Vi lever i dag i en verden hvor egoet er i højsædet, vi lever i et samfund hvor evnen til at være fordomsfulde overfor andre kulturer er enorm, men derudover lever vi også i et samfund hvor vi end ikke længere tør tro på det ”virkelighedsbillede” tv’et formår at give os. Er det i virkeligheden en sådan verden vi ønsker at leve i? En verden hvor vi er fordomsfulde over for den virkelighed, som rent faktisk ikke er der. Det lyder ironisk, men vi må konkludere, at det nuværende samfundsbillede ser således ud. For er det ikke ironisk at tv’et forsøger, at skildre en virkelighed som rent faktisk ikke er der? Ligesom tv-mediet griber ind og påvirker virkeligheden, påvirkes virkeligheden også af forskellige medier i prosaform som ’Woman’, ’Vi unge’ og ’Ekstrabladet’. I eksempelvis ungdomsbladet ’Woman’ søger man hele tiden, at beskrive og formidle en troværdig og virkelighedsnær virkelighed. Kendte skuespillere og kendte sangere/sangerinder bliver eksempelvis interviewet om, hvordan det er at være kendt, hvad man ville være som barn osv.. Men er det i og for sig ikke en fiktiv verden der beskrives, er denne verden ikke bygget på en illusion ud fra diverse interviews? Hvorfor ikke beskrive de kendtes hverdagsliv, disses virkelige liv frem for en fiktiv og indbildsk virkelighedsverden samt overfladiske og fiktive intentioner og mål?
De fleste dokumentarprogrammer fremstår troværdige og oprigtige, og lige netop derfor hopper de fleste seere på denne falske formidling af virkeligheden. Mediet er jo lige netop til for at tilfredsstille og underholde os i hverdagen med så og sige fiktive skildringer af virkeligheden. Vi oplever gang på gang mediets manipulationer med vores egen virkelighedsopfattelse, er det retfærdigt? Er det acceptabelt i et samfund hvor menneskerettigheder er i højsædet og hvor vi har ytringsfrihed? Vi har frihed til at gøre og sige hvad vi vil, men alligevel styres vi af ”medievirkeligheden” frem for den realistiske virkelighed. Er det for at bevare den faktiske underholdning der skabes via den fiktive virkelighed?