Den sidste balkjole

Jeg har selv læst novellen og skrevet en analyse/fortolkning.
Fik 12 for den. Kan sende den, hvis det er?

jo tak.. det kunne værre rigtig sødt af dig..

Så er den sendt. ;)

Hej er der mulighed for man kan se den :p ? '

jeg skal nemlig lave en fortokling og analyse af den ..

Min analyse eller? :P

yes sir ;)

for er helt blank :s

Jo selvfølgelig. ;)
Sender den som en besked. ;)

1000 tak :D !!!

Så lidt da, håber du kan bruge det. :P

jeg ville bruge en analyse af novellen "Den sidste balkjole" hvis der er nogen der har den?

Jeg har den, hvis det er?

Kan jeg ikke lige også få den?

:D??

Novelleanalyse af ”Den sidste balkjole”

”Og med hovedet ned i det hvide tæppe græd hun så bitterligt, så bitterligt – over den ungdom, der var forbi…”

Jeg har valgt at indlede min analyse med dette citat, da jeg synes, at det viser, hvor håbløs tilværelsen er for Antonie, Emma og kvinderne i den tid. Citatet viser samtidig også Antonies følelser over hendes spildte ungdom. Den ungdom som hun aldrig fik udnyttet, der bliver symboliseret igennem balkjolen, der ligefrem er den sidste balkjole, hvilket der med garanti ligger en symbolik i.
”Den sidste balkjole” er en novelle skrevet af Herman Joachim Bang i 1887. Bang blev født ind i en adelig præstefamilie på Als den 20. april 1857. Hans moder døde, da han kun var 14 år gammel. Senere blev tilværelsen hård for ham, for han havde et nært forhold til sin afdøde moder. Han kom på kostskole og senere på Sorø Akademi, hvor han tog sin studentereksamen. Bang var samtidig homoseksuel, hvilket dengang var en kriminalitet. Det var ikke accepteret som i dag. I 1906 startede noget kaldet ”Den Store Sædelighedsaffære”, hvor den danske presse gik til angreb på homoseksuelle. Dette gik særligt ud over Bang. Han skildrede de stille eksistenser, hvilket var hans udtryk for oversete mennesker. Det var i høj grad kvinderne, der blev overset, og de havde ingen mening med tilværelsen, de var der bare for mændenes skyld.
Novellen bliver sat i gang i in medias res, hvor man som læser bliver kastet ind i en handling uden indledning. Og der bliver sprunget frem imellem årstiderne uden glidende overgange. Som læser kan man fornemme, hvad der foregår inde i hovedet på personerne. Denne fornemmelse bliver allerede vakt i de første linjer. ”Hvor flinkt de flittige hænder flyver mellem alle de skyer af plisséer og volanter. Og mens Antonie syr, bøjer moder og søster Emma sig frem og ser til. De snakker alle, med ansigterne ind mod lampen”. Her får man indtryk af, at der hersker en positiv stemning mellem personerne. ”Det var lystige dage – den gang”. Man fornemmer straks, at der er sket en omdrejning i deres liv, at noget ikke er helt, som det skal være eller har været pga. ordet den gang og dets placering i sætningen, det virker en del vemodigt. Hovedpersonen, Antonie, er knap 30 år gammel. Hun og søsteren har gået i skole hos præstens guvernante.
En dag har Antonie og Emma haft et ærinde i præstegården, og i den anledning har præstefruen fortalt, at deres søn endelige er blevet forlovet. Sekundet efter spilder Emma sin vin. Man får en anelse af, at det er derfor, men det er ikke helt sikkert, det kommer da bedre til udtryk længere henne i teksten, men stadig kan man ikke være 100% sikker. ”Længe hulkede Emma krampeagtigt”. På hjemvejen bryder hun sammen, da hun nu må erkende, at hendes chance er passé, fordi hun ikke kan nå at finde en ny, da hun er godt og vel 34 år gammel. Emma kan derfor kun tage ud som lærerinde for mindre børn, for det gjorde man jo, hvis man ikke blev gift. Alt drejer sig nu om Antonie i håb om, at hun ikke ender som søsteren. Moderen og søsteren mener, at hun stadig har en chance til det kommende bal. Ballet, der kan være starten af hendes kommende fremtid. ”- Ja, når den lille får hus og hjem”. Og ”- Når den lille gifter sig”, sagde de. Da ballet endelig nærmer sig, bliver Antonie inviteret for at komme og se på. ”- Og så tænkte vi, det kunne måske nok more Dem, frøken Antonie, at komme ned og se på”. Og ”- Danse blir der vel ikke tale om – vi er ude over de år. Vores kavalerer er blevet for stivbenede…” Først forstår hun det ikke, men da det endelig går op for hende, hvad doktorfruen egentlig mente, bryder hun sammen. Søstrene har spildt deres tid i havebedene. Årene er gået, uden de har været helt opmærksomme på det. De har alle ventet på, at lykken og samtidig fremtiden skulle komme i form af en mand, men de havde ventet forgæves.
Sproget er delvist nemt at forstå med undtagelser af ord som volante, garneringer og landauer. I dag benytter man sig sjældent af disse ord. ”Den sidste balkjole” er skrevet i 3. persons fortæller, hvilket kan ses, da der ikke står noget om personernes tanker og følelser. Der fortælles kun i situation. Det er et meget karakteristisk træk for impressionistiske tekster. Følelserne er blevet gemt væk i modsætning til det ekspressionistiske, hvor det i høj grad er følelserne, der bliver beskrevet. Dog kan man sagtens danne sig et billede af, hvordan de har det, da teksten er beskrevet så grundigt og udførligt, ligesom hvis man havde hængt et skjult kamera op og afspillet scenerne. F.eks. dér hvor præstefruen fortæller, at Otto er blevet forlovet, og Emma sekundet efter spilder sin vin. Og der er masser af flere eksempler, som dukker op hele tiden. Hvis man f.eks. står på en station, kan man høre en masse mennesker snakke, men man vil ikke kunne forstå, hvad det drejer sig om, medmindre man koncentrerer sig om samtalen. Det er præcis sådan, Herman Bang skriver. Man er som læser selv nødt til at tænke over, hvad det egentlig er, der sker i det, man læser netop nu. Hvorfor spilder Emma sin vin? Er det fordi, Otto er blevet forlovet, eller rammer hun den bare ved et tilfælde? Men jeg tror ikke, at noget af det de gør er et tilfælde. Jeg tror, at Bang vil vise os læserne noget om, hvordan kvinderne egentlig har det indeni uden at fortælle os det direkte. Bang sætter spot på de stille eksistenser, han vil indkredse hvilke psykiske vilkår, de lever under.
Hele familiens formål er at få pigerne gift, men det lykkes ikke. Alligevel lever de op til normerne, om hvordan en kvinde bør være. Det typiske ideal dengang. De levede efter normerne, men hvad fik de ud af det? Intet! Og det er netop dét, der er problemet. De havde et hult liv. Det der kan måles og vejes var der jo, men det mere åndelige var der ikke. Det manglede simpelthen. Mændene betragtede kvinderne som marionet dukker. En kvinde skulle i det hele taget bare lave mad, gøre rent og føde børn, en meget naturalistisk tankegang. Kvinderne var meget undertrykte og havde ingen rettigheder, de skulle bare gøre, som manden sagde, så var alt godt. Kvinder kunne ikke bare være selvstændige, de kunne ikke klare sig uden manden, for da kvinder ingen rettigheder havde i samfundet, kunne de heller ikke forsørge sig selv og eventuelt deres børn. Derfor kunne de heller ikke bare sådan lige forlade hus og hjem. Sådan så man på kvinderne. Samfundet var rent sagt mandsdomineret, og kvinderne var blot nogle nikkedukker.
Jeg formoder, at familien befinder sig i lidt over middelklassen, da en præstefrue og doktorfrue indgår i det miljø familien er i. Erhverv som præst og doktor var meget fint og fornemt dengang. Dog er det præstefruen og doktorfruen familien omgås. Ligesom ordsproget: ”Lige børn leger bedst” beskriver situationen. De må altså være på nogenlunde samme niveau med de veluddannede. Man hører ikke noget om familiens økonomi, men jeg går ud fra, at den afdøde fader muligvis har efterladt sig nogle penge, eftersom moderen ikke behøver arbejde for at forsørge sine børn. Og Antonie og Emma driver også bare tiden i haven, med kirsebærtræer og i vinløvslysthuset. ”… Når foråret kom, plantede Emma og Antonie stuepotternes planter ud i havebedene, og de to kirsebærtræer på plænen stod i blomst, og dagens store spørgsmål var, om man vel kunne vente mange moreller i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, og søstrene sad de lange eftermiddage i vinløvslysthuset ved gærdet”.
Både nøddegangen og balkjolen kan betragtes som symboler. Nøddegangen kan repræsentere fremtiden i dette tilfælde med mand og børn, eftersom familien godt vil have, at pigerne bliver gift. Men hverken Antonie eller Emma kommer i nøddegangen og går en sørgelig fremtid i møde. Går et monotont og ensformigt liv i møde. ”Og det kan nok være, at nøddegangen i præstegårdsbaghaven kunne have et og andet at fortælle; om et kys, så hastigt røvet, og et par ord, hviskede med bevægede stemmer, og om to hænder, som tøvende havde søgt hinanden”. Balkjolen symboliserer Antonies ungdom. Det sidste stykke af hendes ungdom, som også gik til spilde. Samtidig symboliserer det en ungdom, der ikke blev udnyttet, da man aldrig finder ud af, om Antonie bruger kjolen. Både Antonie og Emma vil sandsynligvis blive socialt udstødt, da de ikke bliver gift, hvilket var hele formålet dengang.
Der er også kontraster i novellen. Litteraturen satte problemer under debat omkring 1880’erne. Sammenfattende satte man fokus på realismen i litteraturen. Man beskrev verden som den var og ikke hvordan, den kunne have været ligesom i Romantikken. Man skabte ikke et ideal og troede, at verden så sådan ud. Antonie gør ikke oprør mod samfundets indretning, men selve forfatteren, Herman Joachim Bang gør oprør. Bare ved at skrive denne novelle og i høj grad også ”Ved vejen”, bidrager han måske til kvindefrigørelsen. ”Ved vejen” beskriver også kvindernes rolle i samfundet og vigtigst af alt kvindernes følelser. Katinka i ”Ved vejen” lader også bare livet passere som de to søstre Antonie og Emma. I begge noveller møder man kvinderne, der nogenlunde lever op til samfundets forventninger ved ikke at gøre oprør og tage tingene, som de kommer. Livet passerer forbi dem uden for deres rammer. Livet foregår i en anden dimension i forhold til kvinderne. Eller også var det kvinder som Emma og Antonie, der levede i en anden dimension. Livet kom og gik, uden de egentlig var rigtig klar over det, og da det endelig gik op, var deres chance for længst passeret. Herman Bang var derimod handlende i modsætning til kvinderne. Han handlede for deres frihed og ligestilling. Henrik Ibsens novelle ”Et dukkehjem” beskriver det samme, hvor det derimod er kvinden, Nora, der til sidst gør oprør og forlader hus og hjem. Og samtidig gør forfatteren selvfølgelig også oprør, ligesom Bang bare ved at skrive novellen.
Herman Bang vil fortælle, at man ikke skal spilde sin ungdom på ingenting, for den er kort og dyrebar, og man oplever den kun én gang i sit liv. Der er en mening med tilværelsen, den skal bare findes. En dag vil man ellers bare fortryde, at man ikke gjorde noget ved tilværelsen. Kvinder er ikke blot nikkedukker, de har også følelser lige såvel som mænd har.
Til sidst kan jeg kun sige, at vi må skynde os at danse vores bal, inden det bliver for sent. Danse til vi bliver så stivbenede, og i det mindste har lagt en uforglemmelig ungdom bag os, som vi engang kan tænke tilbage på. Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe, men heller ikke sætte det for langt ud, at det blæser ud. En dag bliver det for sent, at vise sine talenter, og det er dér, man sørger over den spildte tid. Man skal pudse sin glorie. Danse sit bal. Inden man må aflevere sin livs balkjole tilbage. Inden det bliver til et evigt minde om noget, som aldrig blev brugt. Om en tid, der aldrig blev udnyttet. Et bal, der aldrig blev danset…

 

Så skulle den være der. :D

Ortac, må jeg lige have lov til at tilføje, at du er et rigtigt gavmildt menneske :) <3

God bless you ;)

Heeh. :P
Det var da så lidt. ;)
Tænkte da, at andre ligeså godt kunne få glæde af det. (:

Hehe <33

;)

Jeg skal også bruge en tidslinje over novellen, nogle der kan sende den? :D