Hofkulturens udviklign under den danske enevælde

prøv her

http://www.landsarkivetkbh.dk/multikulturel/aktiviteter/Kulturellepapers/Polkult.pdf

I tiden før enevældens opkomst var livet for adelsstanden relativt simpelt. I kraft af sine fødselsprivilegier kunne den enkelte adelsmand føre sit liv uden en nuanceret hensyntagen til omverdenen. (Nobert Elias) - Behovet for en psykologisk menneskeforståelse var tilsvarende lille, da de konflikter og konfrontationer,som adelen havde indbyrdes og med kongen og kirken, normalt kunne læses inden for en æreskodex sort-hvide ven-fjendekategorier.

Dueller og andre voldelige konfrontationer udgjorde i forlængelse heraf den overvejende del af konfliktløsningsforsøgene.

Denne adelsstandens relative autonomi blev i takt med den stigende magtcentralisering omkring kongens person, knægtet,idet de forskellige samfundslag blev tvunget til at gebærde sig i overensstemmelse med denne; Krigeradelens frihed måtte således vige til fordel for en afhænighed af kongens gunst. Denne tvang fik sit mest markante sociale udtryk i kongens umiddelbare nærhed - ved hoffet.

Her skabtes i stedet for de feudale våbenkonfrontationer en sfære, der var fri for åbenlyse fysisk vold, idet adelens tidligere spontane og ekstroverte følelseshusholdning blev holdt i ave af kongens magt- og voldsmonopol.

Selv om der med det absolutistiske hof opstod en civiliseret socialitetsform, var dette ikke ensbetydende med,at de indbyrdes magtkampe ophørte:
I stedet for det terrain som adelsmanden tabte som kriger, voksede nye kampfærdigheder frem, der frem for den fysiske styrke prioriterede list, forstillelse, intrigemageri og rationel planlægning. (Høflig (hof=lig) - hofsnogen)
Under enevælden spredte forstillelsesadfærden sig fra hoffet og mangfoldiggjorde sig på mange planer. Da den unge enevælde udmanøvrerede adelen politisk, blev de næsten urokkelige feudale privilegie-og standsstrukturer afløst af et klatrehieraki af frémadstræbende mennesker, specielt fra borgerstanden, der i alliancen med enevælden mod adelen fik nye og hidtil uhørte muligheder for høje stillinger. Enevælden gav således rum for en hær af bukkende og skrabende mennesker, der i deres hyldest til enevælden,bl.a. i lejligheds-og hyldestdigtningen markerede en accept af enevældens urokkelighed og samtidig udtrykte hykleriets karriereskabende muligheder.
Lejlighedsdigtningen kan naturligvis ses i forlængelse heraf.