Hjæælp.

Salte bestå af ioner, som enten er alene eller sammensatte. Når de er sammensatte dannes en ionbinding. Ionforbindelser opstår oftest mellem et metal og ikke-metal, da metallerne har positive ladninger og ikke-metallerne danner negative ioner, derved dannes salte.
Mange salte indeholder OHioner, som er en stærk base (fortælles senere om), og for at en salt kan reagerer basisk skal den indeholde carbonation, dvs. CO3.
Et eksempel på en ionbinding er en sammenbinding mellem Na, natrium, og Cl, clor, der tilsammen danner NaCl, dvs. køkkensalt.
Natrium har grundstof nr. 11, hvorved elektronerne i grundstoffet er fordelt således at der er to elektroner i inderste skal, otte i næste skal og en elektron i yderste skal. For at opnå den ønskede stabile struktur som ædelgasserne fra 8’ende hovedgruppe afgiver Na-atomet en elektron og bliver til ionet Na+, som før nævnt.
Klor har grundstof nr. 17 og har derved to elektroner i inderste skal, otte i næste skal og syv elektroner i yderste skal, hvorved Cl-atomet optager et elektron for at opnår den stabile struktur som ædelgasserne fra 8’ende hovedgruppe, og bliver ionet Cl-. Således bliver Na positiv og Cl negativ, de tiltrækker hinanden via de såkaldte elektrostatiske kræfter mellem de modsat ladede ioner og der dannes en ionbinding mellem de to ioner.
 

Alle saltes ioner sidder i et iongitter, som har forskellig form alt efter hvilket salt der er tale om. Fx har NaCl en kubisk form. I NaCl iongitter virker stærke elektriske kræfter mellem de positive natriumioner og de negative chlorioner, hvilket holder ionerne sammen. Hver natriumion er omgivet af 6 chlorioner og omvendt.

Opløses salt i vand bevæger vandmolekylerne sig ind mellem ionerne og ødelægger derved iongitteret. Cl- og Na+ bevæger sig derved frit rundt i vandet hvorved opløsningen leder strøm. Opvarmes NaCl vibrerer ionerne i gitteret indtil iongitteret ved smeltepunktet brydes, og derved kan også smeltet NaCl lede strøm.
Syrer, baser og salte bliver alle ved opløsninger i vand spaltet til ioner (elektrolytisk dissociation). I vandfri, smeltet tilstand er sådanne stoffer også ioniserede.
 

En syre er et stof der kan fraspalte en eller flere brintioner, H+, hvis syren befinder sig i vand, som med salt. I sin kemiske sammensætning indeholder syre altså H, som er bundet til molekylet med en ionbinding. Når brintionet, H+ (syrebrint), spaltes fra syremolekylet, efterlader det sin elektron i den øvrige del af syremolekylet og bliver derved selv positivt ladet.

En base er derimod et stof der kan optage H+ioner, brintioner. Mange baser indeholder OH- ioner.

Når en base og en syre reagerer, afgiver syren derved H+ ioner til basen.

Hvis man blander saltsyre, HCL, og natriumhydroxid, NaOH (base), får man blandet ionerne fra de to opløsninger sammen. Basen OH- og H+ fra saltsyren reagerer med hinanden og danner vand H2O. Opløsningen bliver neutral hvis OH- og H+ er den samme mængde. Na+ og Cl- deltager dog ikke i reaktionen, men danner i stedet deres egen reaktion hvor Na+ og Cl- sammensættes. Hvis man inddamper den neutrale væske fordamper vandet og NaCl, og derved salt, vil være tilbage;
HCL + NaOH = Na+ + OH- + H+ + Cl- = NaCl + H2O
 

De tre primære metoder for fremstilling af salt er; mineudvinding af stensalt, vakuumsaltproduktion og fremstilling ved hjælp af sol og vind.

Mineudvinding (stensalt) Her foregår alt i under jordoverfladen, hvor saltet bliver udvundet af undergrunden med bor, sprængning og nedbrydning. En stor del af denne produktion bliver brugt som vejsalt om vinteren. Vinterens luner har naturligvis en væsentlig indflydelse på netop dette forbrug. Salt fra miner er meget tørt med et vandindhold på ca. 0,3%. Saltet knuses og sorteres til kornstørrelser fra 0,16 til 18 mm.

Vakuumsalt Dette er i dag den mest brugte proces til produktion af salt. Opvarmet vand bliver pumpet ned i salthorsten, hvorefter saltet bliver opløst. Saltopløsningen bliver pumpet op til overfladen og renset for urenheder ved forskellige fældningsprocesser. Derefter bliver saltvandet bragt til kogepunktet under vakuum i store fordampningskedler ved 120°C, for at producere det fine vakuumsalt vi kender fra vores hverdag. Dette salt bliver fx brugt som industrisalt, som vejsalt, i catering- og restaurationsbranchen og i vores egne hjem. Vakuumsalt har en kornstørrelse fra 1,0-0,125 mm.

Salt produceret ved hjælp af fordampning fra solen I de sydlige lande bliver salt produceret ved at lade sol og vind fordampe havvand i bassiner. Havvandet ledes ind i store bassiner, hvor fordampningen påbegyndes. Efterhånden som vandet fordamper, stiger koncentrationen af mineraler i vandet. På et tidspunkt begynder mineralerne at udkrystallisere. 77% af mineralerne er NaCl og til alt held udkrystalliserer salt som det sidste mineral, d.v.s. til sidst er der kun salt tilbage i vandet og når vandet er fordampet helt væk kan maskinerne høste de mellem 8 og 12 cm salt der ligger på bunden af bassinet. Dette salt har et vandindhold på ca. 4% og en kornstørrelse fra 0,5-5mm. Som sådan tænkes havene at være uudtømmelige for salt. Et bud på hvor meget vand der er på jorden er 1,37 millioner km3, hvoraf hver km3 indeholder ca. 20 millioner tons salt. Dette giver os en saltreserve på 27,400 x 1015 (tera) kg salt. Der produceres ca. 25 millioner tons om året fra oceanerne. Hvis produktionen af salt forbliver konstant på 20 millioner tons om året, vil saltreserven på 27,400 x 1015 kg udtømmes inden 1,1 millioner år.

De tre primære metoder for fremstilling af salt er; mineudvinding af stensalt, vakuumsaltproduktion og fremstilling ved hjælp af sol og vind.

Mineudvinding (stensalt) Her foregår alt i under jordoverfladen, hvor saltet bliver udvundet af undergrunden med bor, sprængning og nedbrydning. En stor del af denne produktion bliver brugt som vejsalt om vinteren. Vinterens luner har naturligvis en væsentlig indflydelse på netop dette forbrug. Salt fra miner er meget tørt med et vandindhold på ca. 0,3%. Saltet knuses og sorteres til kornstørrelser fra 0,16 til 18 mm.

Vakuumsalt Dette er i dag den mest brugte proces til produktion af salt. Opvarmet vand bliver pumpet ned i salthorsten, hvorefter saltet bliver opløst. Saltopløsningen bliver pumpet op til overfladen og renset for urenheder ved forskellige fældningsprocesser. Derefter bliver saltvandet bragt til kogepunktet under vakuum i store fordampningskedler ved 120°C, for at producere det fine vakuumsalt vi kender fra vores hverdag. Dette salt bliver fx brugt som industrisalt, som vejsalt, i catering- og restaurationsbranchen og i vores egne hjem. Vakuumsalt har en kornstørrelse fra 1,0-0,125 mm.

Salt produceret ved hjælp af fordampning fra solen I de sydlige lande bliver salt produceret ved at lade sol og vind fordampe havvand i bassiner. Havvandet ledes ind i store bassiner, hvor fordampningen påbegyndes. Efterhånden som vandet fordamper, stiger koncentrationen af mineraler i vandet. På et tidspunkt begynder mineralerne at udkrystallisere. 77% af mineralerne er NaCl og til alt held udkrystalliserer salt som det sidste mineral, d.v.s. til sidst er der kun salt tilbage i vandet og når vandet er fordampet helt væk kan maskinerne høste de mellem 8 og 12 cm salt der ligger på bunden af bassinet. Dette salt har et vandindhold på ca. 4% og en kornstørrelse fra 0,5-5mm. Som sådan tænkes havene at være uudtømmelige for salt. Et bud på hvor meget vand der er på jorden er 1,37 millioner km3, hvoraf hver km3 indeholder ca. 20 millioner tons salt. Dette giver os en saltreserve på 27,400 x 1015 (tera) kg salt. Der produceres ca. 25 millioner tons om året fra oceanerne. Hvis produktionen af salt forbliver konstant på 20 millioner tons om året, vil saltreserven på 27,400 x 1015 kg udtømmes inden 1,1 millioner år.

Jeg er ikke heeeelt sikker på hvorledes du ønsker at påvise salt, men tjek evt. nedenstående links:

http://www.vand.au.dk/index.php?menu=48

http://www.necer.dk/HFC/filer/salt.pdf

Eller måske via titreranalyse??

Ved titrering/titreranalyse bestemmes indholdet af en bestemt kemisk forbindelse i en prøve. Titratoren, der er et stof med en kendt mængde, tilsættes titranden, eller prøven, der er et stof med en ukendt mængde. Titratoren reagerer med titranden således, at det er muligt at bestemme koncentrationen af prøven (dvs. titranden). Der tilsættes desuden en indikator (i forsøgene er anvendt kaliumchromat), så det er muligt at registrere hvornår der indtræder en ændring i prøven, kaldet ækvivalenspunktet, hvilket viser, at alle molekylerne af det undersøgte stof i prøven (dvs. titranden) har reageret med titratoren.

Spørg endelig igen!

M.

Eeej tusiind taak. Det var såå sødt af diig, seriøst du gad og skrive det. Det gav miig virkelig et stort Smil, og siger Bravoo, du klog :). Dine forældre må klappe dig på dine skulder :P.

Men seriøst taak, du redde mit liv :)

Bare du kan bruge det jeg ævler om til noget ;D !

- det handler jo om at hjælpe andre herinde, når man også selv blive hjulpet! Og har været igennem netop det, som du lige har gennemgået - så forstår dig kun aaaalt for godt! Emnet sidder simpelthen fast i hovedet på mig efter folkeskolen ;)

Smil igen - M.