Politik, Venstre

Fra min opgave:

Den første om, hvor meget plads der er til den liberale tilgang i Venstre.

Søren Pind, den liberale kraft
Søren Pind (født 20. november 1969 i Herning) Folketingsmedlem for Venstre. Søren Pind er en om nogen en diskuteret mand i dansk politik, hvert fald i medierne. I hans eget parti Venstre, er der tilsyneladende ikke meget plads til Pinds anskuelser. Med dette, er det især med tanke på Søren Pinds 10 liberalistiske teser, eller nærmere ultra liberalistiske. De ti teser blev lanceret sommeren 2003 og blev ikke ligefrem modtaget med åbne arme. Teserne blev nemlig straks afvist af partiets ledelse anført af statsminister Anders Fogh Rasmussen. Målet med teserne var klare og tydelige. Den offentlige sektor skulle slankes, langt mindre velfærd, de vellønnede skulle betale mindre i skat og overførelsesindkomsterne skulle formindskes. Dermed kunne incitamentet for at arbejde være mere tilstede og dette ville så medføre mere vækst i samfundet. Teserne er altså et opgør mod velfærdssystemet og det solidariske skattesystem. Dette er ensbetydende med at de bredeste skuldre også skal bære de tungeste byrder, noget Søren Pind og en lille del af en venstrefraktion ville gøre op med. Ideen var, at teserne skulle sættes til afstemning enkeltvis på Venstres landmøde i november. Man ville have en indflydelse på afklaringen af Venstres partiprogram, der skulle foreligge klar i 2006. Dette blev som bekendt afvist af formanden Anders Fogh Rasmussen, der ikke mente at utidige afstemninger var god for den politiske diskurs. Det oprigtige grundlag skal nok findes i andre forklaringer. Venstre var nemlig blevet et midtersøgende parti, der appellerede bredt i befolkningen. Denne kurs havde nemlig bragt succes med sig og Anders Fogh Rasmussen valgte formentlig derfor, at skyde Pinds ideologiske projekt ned. Siden hen har Søren Pind ikke haft meget at sige angående den politiske kurs for Venstre. Selvom der faktisk umiddelbart var opbakning hos vælgerne, til en mere rendyrket liberal politik ” Anders Fogh Rasmussen (V) er på kollisionskurs med flertallet af sine vælgere. I de fem år der er gået, siden statsministeren fik overdraget nøglen til Statsministeriet, har han stået for en klar midtersøgende kurs, hvor han har dæmpet liberalistiske tendenser og gjort ulighed til skældsord. Men det er slet ikke den linje, som flertallet af Venstre-vælgerne ønsker, at Anders Fogh Rasmussen og Venstre skal stå for.’” Dette illustrerer noget, som de fleste allerede nok er bekendt med. Mange af venstres vælgere ønsker faktisk en mere liberal tilgang, i stedet for at koncentrere sig om kampen, hvem der er bedst til at håndtere velfærdsstaten. Man kunne således umiddelbart tro, at dette ville blive en anledning, der fik Anders Fogh til at føre mere liberal politik, eller som i det mindste være fortaler for en politisk debat blandt hans vælgere. Men problemet eller nærmere gevinsten for Anders Fogh, er at de liberale vælgere næsten ikke har andre alternativer end at stemme på Venstre. Stemmerne vil derudover med sikkerhed forblive hos regeringen, og støtte op om VK- grupperingen. Derfor føler man sig ikke nødsaget til at ændre politisk kurs, selvom man som udgangspunkt rent ideologisk går for, at værende liberale. Søren Pind har dog ikke fortrudt ”Jeg mener den dag i dag hvert et ord, der står i teserne ” Søren Pind er ikke en mand, der har nemt ved at indordne sig. Og det har han unægtelig taget sine tæsk for. Det kan så enten mene, er stupidt eller beundringsværdigt. Egentlig er det ganske forfriskende, at en politiker rent faktisk siger, hvad han mener. Søren Pinds seneste interview finder sted i Berlingske tidende lørdag den 13.12.2008. Her bliver han adspurgt om det ikke er mærkelig, at der i et part, der står så stærk på magten, ikke er plads til noget diversitet ”Jo, men det spørgsmål må du jo stille andre” Et simpelt svar på et simpelt spørgsmål. Men det bevidner også, at pladsen til rummelighed i Venstre ikke er så stor igen. Om end det kan være forståeligt nok, når man sidder i regering. Artiklens overskrift er passende ”Grænsesøgeren” Og Søren Pind vil formentlig foresætte denne stil, men spørgsmålet er om han nogensinde vil blive oprigtigt hørt på?
 

Partiet Venstre, og det ideologiske aspekt

Hvilken betydning har ideologi for nutidens Venstre, i en periode hvor appellen til midtervælgere, helt åbenlyst er blevet en fælles kamp? Danmarks liberale parti, er benævnelsen Venstre går under. Men det liberale præg er decimeret, og Venstre er i stedet blevet et bredt og midtersøgende parti. Politik handler meget om enkelte personer, og dansk politik er ingen undtagelse. Partiets formand Anders Fogh Rasmussen og vores nuværende statsminister, er derfor naturligvis i spotlightet ”Anders Fogh Rasmussen har sagt det ligeud, De store ideologier er døde. De hører til en anden tidsalder” erklæringen stammer fra valgkampen 2005. Det hvert fald ganske håndgribeligt, der er ikke noget at komme efter, for nu at bruge et velkendt ordvalg ” Fra socialstat til minimalstat” (1993), er en meget omdebatteret bog, som Anders Fogh er hovedpersonen bag. Denne bog lader os forstå, at det ikke altid har været tilfældet, tværtimod. Bogen har til sinde at argumentere for, at staten bør indskrænkes til fordel for markedet, altså den frie konkurrence. Det skyldes, at der menes, at det dels sikrer friheden bedst, og samtidig er den eneste instans, der retfærdigt kan afgøre menneske¬lige belønningers udstrækning. Han vender sig dermed imod socia¬listernes forsøg på at fremdrage den "retfærdige fordeling” Bogen har talrige eksempler på, hvor liberalt Anders Fogh tænkte engang, hvert fald med bogen som udgangspunkt ” Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer hele det det danske samfund. Og forklaringen er ligetil. Statsmagten, den offentlige sektor, har gjort sig stor og bred og dominerer i den grad alle menneskers private liv, at flertallet i det danske samfund har privatøkonomien deponeret i statskassen. Danskernes liv er blevet statsliggjort” En tankegang, der ikke blev fremmet over de senere år i Venstres politik. Anders Fogh Rasmussen har taget velfærdsstaten til sig, i en grad, at flertallet faktisk mener at han er den bedste til at håndtere denne. Endvidere har vi i Danmark haft et stabilt og stigende skattetryk. Anders Fogh har altså vundet regeringsmagten ved at forsage sin liberale fortid, og som nævnt, skabt et parti, som har vundet midtervælgernes gunst.

Venstre har i dag taget ordet ”kontraktpolitik” til sig, man mener faktisk at Anders Fogh er arkitekten bag denne sammenhæng. Kontraktpolitik er en politisk manøvre, hvor man indgår en kontrakt med vælgerne. Ved at overholde ens løfter, er man medvirkende til at skabe troværdighed blandt vælgerne. Men særligt ideologisk er det vel ikke? Fordi, hvor er visioner egentlig henne? Dagpengereformen er et af de nyere eksempler, på at kontraktpolitikken også har sine svagheder. Man prøvede nemlig at regulere denne, så perioden hvor man kunne få dagpenge ville blive mindre. Men det blev afvist af oppositionen som løftebrud, Venstre havde nemlig lovet man ikke ville røre ved dagpengene. Dermed faldt ideen til jorden. Det virker egentlig som om, at ideologi er blevet et uartigt ord i Venstre. Det muligt, at Anders Fogh Rasmussen er liberal i hjertet, men dømt udfra politikken, er det meget svært at se. Men man må erkende en politiker, der rent taktisk, er en formidabel politiker. Selvom Venstre har skiftet kurs og på mange måder minder som om Socialdemokraterne, så man formået at beholde troværdigheden.